Læsetid: 2 min.

Krarup er en trussel mod retssamfundet

Debat
19. marts 2005

Rettigheder
Den 18. marts lykkedes det tidehvervspræsten Søren Krarup at få plads til en række tågede synspunkter i Informations kronik.
Kronikken blev holdt som oplæg to dage før under et Amnesty Arrangement i det indre København. Desværre adresserer det nationalromantiske, kristen-fundamentalistiske, xenofobiske folketingsmedlem ikke de faktuelle vildfarelser, han blev gjort opmærksom på under diskussionen. Den underliggende agenda for præsten blev klart udtrykt af en af de få præste-proselytter, der var mødt op til mødet:
»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi gerne vil af menneskerettighederne for at kunne stoppe masseindvandringen«.
Præstens korstogs-skrift er fuld af fejlopfattelser. Én afgørende fejlopfattelse ændrer imidlertid hele præmissen for kronikken: »Menneskerettighederne forholder sig ikke til en lov«.
Menneskerettighederne er netop hverken mere eller mindre end ’lov’. Den er såvel international ’lov’ som national lov. Den blev national, da den Europæiske Menneskeretskonvention i 1992 omsider blev gjort en del af dansk lovgivning.
Loven sætter minimums-grænser for, hvordan staten behandler eller lader andre behandle borgerne. International ’lovgivning’ er blevet national lovgivning indenfor en række områder. Konkurrenceretten fra EU, patentbeskyttelser fra WTO; ja, vores adgang til olien har været afhængig af international lovgivning om udnyttelse af havområder og soklen derunder.
Vi har selv deltaget i udarbejdelsen af disse love, og Folketinget har altid deltaget i accepten af, at Danmark er underlagt disse begrænsninger i suveræn magtudøvelse. Men der er intet til hinder for, at vi melder os ud af dette verdenssamfund ved folkestyrets bestemmelse.

Grundsten i retssamfund
Paradoksalt nok er menneskerettighederne, særligt de de borgerlige og politiske rettigheder, set af verdenssamfundet som grundstenene for et retssamfund.
Diskrimination, og dermed undertrykkelse af svage grupper, har fået særlig opmærksomhed i menneskeretskonventionerne i erkendelse af, at manglende gensidig respekt for forskelligheden historisk har været årsag og middel til stort set alle større voldelige konflikter.
2. Verdenskrigs nazistiske forfølgelser var et af de grusomste udtryk herfor, men historien har gentaget sig i Rwanda, hvor tutsier og hutuer gensidigt har umenneskeliggjort hinanden, i eks-Jugoslavien, i Tjetjenien, i Irak, i Afghanistan, hvor folkemord og forfølgelser blev normen, og retssamfundet sat ud af kraft.
Vi har traditionelt haft og brystet os af en høj beskyttelse af såvel borgerlige og politiske som økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i landet. Det er ikke en Krarup eller en Mads Bryde Andersen, der i disse år må føle deres rettigheder truet i Danmark, men derimod borgere her i landet, der ikke ligner eller opfører sig, som den majoritetsnorm d’herrer falder ind under.
Lad os ikke kaste babyen ud med badevandet, fordi en fanatisk præst og en forvirret formueret-ekspert føler en for længst hedengangen national suverænitet gået for nær. Slet ikke, hvis det underliggende formål er at kunne undertrykke minoriteter, hvis behandling netop er udtrykket for et demokratis formåen – og et retssamfunds beståen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her