LÆSERBREVE

Forfatningstraktat giver mere demokrati
Ingen demokratier er perfekte. Winston Churchill sagde, efter at have tabt det britiske parlamentsvalg i juli 1945, at demokrati er den absolut værste styreform, der findes – lige bortset fra alle de andre styreformer. Og disse viise ord gælder også for det europæiske demokrati.
Løsningen på det såkaldte demokratiske underskud på EU-plan er ikke at begrænse EU’s indflydelse, men at lade magten udgå fra det folkevalgte Europa-Parlament.
Enhver traktat, der giver Parlamentet mere magt på bekostning af Rådet og Kommissionen, er et skridt fremad mod et rigtigt europæisk demokrati, hvor Europa-Parlamentet bliver lige så magtfuldt som de nationale parlamenter. Forfatningstraktaten er et sådant skridt, og derfor bør alle danskere, som bekymrer sig om det europæiske demokrati, stemme ja ved folkeafstemningen den 27. september.

Tomas Bech Madsen
folketingskandidat (R),

Ros til Information
Jeg har ved flere lejligheder kritiseret den ensidige journalistiske behandling af EU i Information. Stort set alle reportager og lederartikler i de seneste år har været præget af en systematisk propaganda for unionsudviklingen.
Når der derfor pludselig dukker en kritisk artikel op, vil jeg gerne være den første til at rose avisen. Jeg refererer til artiklen af Børge Visby med overskriften »Skjult dagsorden i EU« (Inf. den 18. marts). Her gives en sober gennemgang af en række kritiske argumenter fra den franske unionsdebat.
Kan man håbe på, at det er et signal om, at Information i de kommende måneder op til folkeafstemningen vil give bladets læsere end afbalanceret behandling af EU-spørgsmålet?

Niels I. Meyer
professor

Revolveren og patronen
Anders Fogh Rasmussen forvrider sagens kerne, når han siger, at EU’s servicedirektiv intet har at gøre med EU-forfatningen. Det er fuldkommen rigtigt, at direktivet ikke står skrevet i den, men forfatningsteksten cementerer netop den massive nyliberalisering, som bl.a. servicedirektivet udgør.
Forfatningen (EU-grundloven) er helt enkelt kulminationen på den linje, der har været lagt fra dag et bag kulisserne, jvf. Børge Visbys velunderbyggede og oplysende artikel »Skjult dagsorden i EU«, (Inf. den 18. marts) – en artikel som enhver stemmeberettiget burde få tilsendt gratis sammen med forfatningen.
EU’s grundlov er revolveren, og servicedirektivet er en af de utallige patroner. Dette faktum er en af mange grunde til et nej i september. Det, som Fogh og diverse kommentatorer desperat forsøger nu, er at benægte og sløre den samlede linje i unionsforfatningen for at få et ja i hus.
Det er intelligent gjort, men er ikke et udtryk for virkeligheden.

Magnus Falko
miljøaktivist

598 gange Krarup
For sjovs skyld prøvede jeg at søge på ’Søren Krarup’ og ’menneskerettigheder’ på avisdatabasen Infomedia. Det gav 598 hit. De gik helt tilbage til 1990, men allerede dengang havde Krarup rejst med sit show i adskillige år.
En – desværre unavngiven – anmelder skrev den gang i Politiken:
»Med selvplagerisk tålmodighed lyttede jeg til sognepræst Krarups dommedagsprædiken mod menneskerettighederne og det totalitære socialistisk-humanistiske åg, der knuger hans fædreland«.
Pudsigt nok foregik det meste af ’debatten’ dengang i Ekstra Bladet, der helt havde lagt sig på ryggen for sognepræstens korstog mod menneskerettighederne. Daværende chefredaktør Sv. O. Gade betragtede ham som det helt store lys i åbenbaringen.
Derfor synes jeg godt, man lige kunne tænke lidt over, at Informations begavede læsere her i 2005 gør Krarup den tjeneste at fyre en stribe af læserbreve af imod ham. Den slags elsker han, men den mand skal ties ihjel. Det ville være værre end døden for ham. Alligevel er jeg sikker på, at vi passerer de 600 hits i den kommende uge.

Povl Høst-Madsen
Albertslund

Mænd er andet end primitive væsener
I den løbende debat omkring overgreb på kvinder støder jeg igen og igen på det ganske unuancerede og middelalderlige synspunkt, at kvinder må lære at administrere deres seksualitet mere varsomt i forhold til mandens dystre sider.
Seneste skud på stammen er Kåre Fogs læserbrev bragt i Information den 23. marts. Fog skriver her, at manden bør være mere dominerende over for kvinden og mener, at »Det ville være dejligt, hvis kvinderne holdt op med at gøre sig kostbare og bare var ærlige; så ville seksuelle overgreb kunne udryddes.«
Det, Fog gør, er, at han tillægger kvinden et ansvar, som hun – og kun hun – er ansvarlig overfor. Bryder hun de uskrevne regler, (hvad enten det drejer sig om påklædning eller det at kunne sige fra), er hun også selv ude om den risiko, det medfører:
Nemlig at udsætte sig selv for mandens tilsyneladende ukontrollerbare og dyriske seksualitet. Og i værste fald betyder dette et overgreb, hun selv er skyld i.
Fog gør således kvinden til offer samtidig med, at han gør hende til medskyldig i hendes egen forbrydelse! Som debatten er nu, formår Fog dog alligevel – om end utilsigtet – at beskrive, hvad det er, debatten mangler:
Mandens seksualitet er ganske enkelt ikke-eksisterende. Og i tilfælde af overgreb betyder det, at manden ikke stilles til ansvar for sine handlinger.
Så til Fog og andre: Inddrag mandens seksualitet, så vi kan få en nuanceret debat, hvor manden kan få lov til at fremstå som andet end et dyrisk og primitivt væsen. Det synes jeg, han fortjener.

Jesper Stegmann
journaliststuderende på RUC

Kære Information
Vis os læsere hensyn og lad debatten om menneskerettigheder stoppe. Ethvert menneske i stand til at tænke selv kan jo se, at Krarup har indlysende ret. En lov er ikke en lov, når den bygger på en ide, og morlille er en sten, når hun ikke kan flyve. Den slags argumenter har Krarup fremført tit, og hvor er det synd, at ingen gider høre på ham.

Inger K. Jørgensen
Hundested

Nyrup og fingerspidsfornemmelsen
Lider denne type af ’fingerspitzengefühl’?Det ser ikke sådan ud, og det lyder endnu mindre sådan.Pinligt, ynkeligt og dybt, dybt skadeligt.
Med en sådan ven – min Gud, hvad skal Helle Thorning-Schmidt med fjender?

Hans Andersen
Brabrand

Noget om klassekamp
Førhen kæmpede helt
solidarisk
vort socialdemokrati,
men nu er partiet
fragmentarisk,
ren socialdisharmoni.

Jeg har nemlig ladet
mig fortælle:
Mogens, han er sur på Poul,
som, idet han anbefaler Helle,
siger Frank, han er en skovl.

Frank som formand
kan man bare glemme,
han er ikke folkets ven,
for da Poul behøvede
hans stemme,
pegede den skurk på Svend.

Dog måske en dag,
hvis striden ender
med en skøn og varig fred,
vil man søge
sine ærkefjender
på et mere praktisk sted.

Erwin Neutzsky-Wulff
forfatter

Hus Forbi, DSB
Forleden ville en venlig og velsoigneret hjemløs mand i et DSB-tog sælge de hjemløses blad Hus Forbi til mig. Det slog mig da, hvor deserterende DSB forholder sig til denne gruppe mennesker. Jeg tænker naturligvis på DSB’s beslutning om at forbyde salg af Hus Forbi i DSB-togene på grund af klager fra pendlere, der har følt det ubehageligt at blive konfronteret med hjemløse.
Men problemet er ikke den hjemløse. Problemet er, at den hjemløse ikke har noget hjem. Det bør være ubehageligt, ligefrem skamfuldt, for vi danskere med hus og hjem at blive mindet om denne gruppe mennesker.
Problemet er vores. Samfundet burde som den første være en garant for subsistenser, der ikke formår samme succes som andre. Et hjem er en menneskeret. Vi bør derfor konfronteres med denne gruppe, og vi bør føle os ilde tilpas, når vi møder dem.
Et højt antal klager til DSB er et succes-kriterium. Tænk om den dag kommer, hvor vi slet ikke klager? Den dag kommer, når vi ikke længere konfronteres med og bliver gjort bevidst om samfundets mindre begunstigede. Da forsvinder vores klager og dårlige samvittighed med bevidstheden, venligheden og omtanken.
Hvis DSB har samfundssind, bør de omgøre deres beslutning om forbud mod salg af Hus Forbi i DSB-togene.

Michael Wolffhechel
København S

Dødens melodi
I stedet for at gøre som foreslået for over 25 år siden i Oprør fra midten – at bruge teknologien til at nedsætte arbejdstiden – gør vi det modsatte.
Yngre mennesker pådrager sig i stigende omfang sygdomme, der mistænkes for at være stress-relaterede. Nogen gange dør de af det.
Hvad er det, vi absolut ikke kan undvære – der så vigtigt at få gjort – at det er værd at dø for ?
Tjaa, det kan f.eks. være, at designe en ny ringetone til en mobiltelefon. Den kan da kaldes ’dødens melodi’.

G. Petersen
Hornslet

Om igen!
Informations kioskbaskerforside op til påsken den 23. marts om Da Vincis Den sidste nadver lover svar på spørgsmålene, »Hvad siger historikerne og præsterne, og hvorfor kan man ikke lægge den bog fra sig?«
Forsiden lover fire sider om emnet, men vi får to sider tekst og to sider billeder. Præster og teologer hører vi, men historikernes mening og hvorfor bogen optager så mange mennesker, det må vi gætte os til.
Dan Brown har skrevet en knaldroman, men der er vel en grund til, at Maria Magdalene interesserer mange mennesker i disse år. På dansk er f.eks. i 2004 udkommet bogen Maria Magdalene af Lars Muhl. Det synes for mig, at Maria Magdalenes repræsenterer noget, der appellerer til mange mennesker, deraf måske de hyppige afbildninger af hende i kirken, på trods af hendes ikke særlig fremtrædende plads i dens evangelier.
I påsken sidste år havde jeg lejlighed til at høre Ejvind Larsen prædike og foredrage om samme emne. Måske han har en vinkel på hvorfor Maria Magdalene er så interessant lige nu? Det synes at være tiltrængt, at Information slipper fortiden, og behandler begreberne maskulin og feminin, uden at rode kønskamp ind i sagen. Det ville også være interessant at se, om Information evner en mere feminin og mindre intellektuel tilgang til det stof, der fortjener det.
I et søsterorgan, det nyligt Begavede Tabloid, blev nyheden om kardinalernes aktion mod bogen behandlet som en notits. Måske var det det, Information også skulle gøre, hvis I ikke ønsker at gå grundigt til sagen.

Morten Petersen
Ærø

Tango og kønsroller
Som en lille anekdote til Viveca Tallgren’s læserbrev om tango og køn den 29. marts bør det næsten tilføjes, at man på tangoscenen i Buenos Aires i øjeblikket ser mange – fortrinsvis unge – dansere gøre op med den opfattelse, at tangoens ’inderste væsen’ skulle bestå af klart markerede kønsroller, hvor manden er den aktive part og kvinden den passive.
På mange af de nyere dansesteder i Buenos Aires ser man ofte mænd danse med mænd, kvinder danse med kvinder og kvinder danse med mænd, hvor hun er den mere aktive part.
Interessant at se alle os fortrinsvis europæiske og amerikanske turister komme til tangoens hovedstad for at lære vores eget køn såvel som det modsatte at kende – og så finder vi en levende dans, hvor det ’inderste væsen’ har mindre at gøre med stereotypiseret machismo, end en grundlæggende trang til at kommunikere med andre mennesker. Det være sig mænd som kvinder, rige forkælede europæere som unge desperate argentinere, i en søgen efter mening, retfærdighed og hvad man nu ellers leder efter på den anden side af atlanten.

Mads Kjærgaard Lange
B.A. i antropologi