Læsetid 11 min.

LÆSERBREVE

29. marts 2005


USA’s forhold til olien
ikke så fordækt
Under overskriften »Det var olie, der drev krigen« kører Informations fortrinlige journalist Jørgen Steen Nielsen det gamle, men derfor selvfølgelig ikke illegitime, argument i stilling om olie som USA’s udenrigspolitiske ledestjerne.
Det virker dog, som om artiklen baserer sig på en uudtalt præmis: Olie er pengefikseret og derfor noget ulovligt. Og ydermere, at overvejelser over håndtering af olieproblemet viser, at olie var det primære formål med Irak-krigen.
Her mener jeg, der kan være et problem. For selvfølgelig er det interessant, at USA har haft skiftende forhandlinger med bl.a. »oliegarkiet« i USA om, hvordan olien i et uroligt Irak skal håndteres, men er det i sig selv fordækt? Hvorfor er disse overvejelser, som man ligeså vel kan se som ansvarlighed, diskvalificerende for USA’s politik?
Har den hovedansvarlige i besættelsen af Irak ikke et ansvar for at varetage Iraks guldgrube af en energiforsyning? Sagen er jo, at det gavner både USA og Irak, at USA forsøger at håndtere energiproduktionen efter Saddams fald. Værre var vel, om man, for øvrigt helt utænkeligt, var indifferent overfor spørgsmålet? Jeg har svært ved at forstå, at USA’s overvejelser, også til irakernes bedste, skal være en totalt fordækt forseelse. På samme måde med Danmark: Mærsk bygger en havn i Irak og skaber sig måske et marked og tjener penge. Men irakerne får sig en havn.
Og yderligere, hvordan kan journalisten konkludere, at overvejelserne over olien beviser, at olien var primus motoren for krigen? Der er da heldigvis brede overvejelser bag Irak-krigen.
En privatisering, som i artiklen også bliver lyst i band, kan for øvrigt være en god ide, da indtjeningen i så fald kan kanaliseres uden om den til enhver tid siddende magthaver i Irak, og ikke passivisere denne, som man ser i andre arabiske lande.

Niels Baj Rye
stud.mag.

Man sparer også penge
I Information den 18. marts har redaktør Lars Kildested en kommentar om hverdagsmiljø. En veninde havde valgt at bruge 8000 kr. om måneden på daglig biltransport mellem Ry og Herning, og han mener det er ærgerlige penge. Helt enig. Jeg tager selv turen dagligt, blot mellem Silkeborg og Skanderborg. Og jeg kan da godt argumentere med det miljømæssige aspekt, men må nok erkende, at mine fordele ved at have tiden i toget vil komme højere op på argumentlisten. Ydermere får jeg faktisk en god betaling for at vælge toget, hvilket fremgår af følgende lille regnestykke:
Sidste år brugte jeg ca. 6.500 kr. på månedskort til tog og bus. På min selvangivelse kan jeg trække mine transportudgifter fra, men her er fradraget baseret på antal kilometer mellem hjem og arbejde. Det gav et fradrag i 2004 på 19.900 kr. – betydeligt mere end det dobbelte af de faktiske omkostninger og dermed en netto indtægt til mig fra de øvrige skatteydere.
Min bopæl i Silkeborg gør debatten om tog kontra bil meget nærværende. Der er nu bygget motorvej på begge sider af byen, og der arbejdes på at bruge endnu flere penge på at få bygget en motorvej mellem disse to strækninger. Som jeg ser det, er det meget kortsigte. Et argument for vejen er, at der kan spares et antal minutter, men min påstand er at disse meget hurtigt får ben at gå på, når endnu flere biler klumpes sammen i de byer, der ofte er endestation for bilkørslen. Det er mig en gåde, at folk rask væk spenderer mange minutter, ja, ofte halve timer på at sidde fast i bytrafikken – og samtidig ser flere og bredere veje som den eneste farbare vej ud af suppedasen.

Henning Lindberg
ingeniør

Kvoter det negative
Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt har ret, og det bliver mange sure over. I aviserne svælges i Den negative opbyggelighed (titlen på deres nye bog, red.) hver eneste dag. Alt i verden ses ud fra en negativ synsvinkel. En historie skal starte med noget negativt, ellers duer den ikke. Det er utænkeligt at skrive gode historier om succeser, ting der lykkes, positive udviklinger.
Tag eksempelvis behandlingen af Ruslands præsident Putin. Der skrives ikke, at han bekæmper korruption, inddriver skatter, eller udbetaler lønninger til de offentligt ansatte, hvilket ikke altid skete under Jeltsin. Nej, for Putin er en skurk, har vestlige medier bestemt. Han er efter de stakkels oligarker, de er ofre for en diktator, der godt nok er demokratisk valgt, men alligevel. Medierne beskæftiger sig ikke med, hvordan disse oligarker har bemægtiget sig al landets rigdom på besynderlig vis, og hvordan de driver deres virksomhed eller i det hele taget opfører sig.
Eller tag Sydamerika. Der skrives ikke et ord om positive resultater for de nye regimer, der ventes kun på, at noget går galt. Helst noget med store demonstrationer og optøjer, korruptionsskandaler, verdensbanke smækker kassen i, USA der blander sig og Fidel Castro blamerer sig.
Eller hvad med danske u-landsprojekter, der lykkes og giver stor fremgang i et lokalområde. Sådan noget hører vi aldrig om. Hvis vi gjorde, ville det være en sensationel nyskabelse.
Mit forslag er, at aviserne indfører en regel om, at mindst 20 procent af stoffet hver dag skal handle om noget, der går godt. Det ville være en øvelse i at se friskt på tingene igen.

Michael K. Nielsen
Virum

Dagens billede
Fint foto den 21. marts af de mange små lerfigurer; antallet er nævnt, fotografen er nævnt, titlen Asian Field er nævnt, biennalens navn er nævnt, Sydkorea er nævnt – hvorfor er det mon lige, at kunstnerens navn mangler?

Finn Bech
Skovhuset, Værløse

SVAR: Kunstnerens navn er Antony Gormley Red.

Hva’ så København?
Hvad er det så, I vil have på Krøyers Plads? Det spørgsmål lyder fra den hollandske arkitekt Erick van Egeraat, der netop har set sit værk blive knock out’et af en høringsfase. Men hvad skal vi svare på hans spørgsmål? Og endnu vigtigere: Hvordan skal vi stille det over for københavnerne? Et legitimt svar vil kræve langt større åbenhed, end forhandlingen om projektet hidtil har tilladt. Egentlig kan man spørge sig selv, hvorfor projektet ikke fra starten er gjort til genstand for en åben debat, der faktisk inddrager de københavnere, for hvis by projektet angiveligt skal have så stor en betydning. Her tænker jeg ikke kun på Egeraats tårne, men også på det projekt, som lå i kortene, da det statslige ejendomsselskab Freja for syv år siden overtog den centralt beliggende grund med rentabel byudvikling for øje.
Muligheden for dialog bød sig atter, da Københavns kommune for fem år siden præsenterede sine tanker om fokusområder for havnens udvikling – herunder områder i nærheden af Krøyers Plads. Endnu en mulighed bød sig i tiden op til idekonkurrencen om Krøyers Plads, der blev igangsat for to år siden. Man kunne da have stukket følere ud for at høre, hvad københavnernes egen kreativitet kunne byde af mulighederne. Luftkastellet havde allerede på det tidspunkt givet sit bud.
Lige siden idekonkurrencen har dagsordenen været låst. Og nu, her hvor hele processen har vist sit grimme, ukonstruktive ansigt i fuld offentlighed, står arkitekten bag det vindende værk tilbage med spørgsmålet: Hvad er det egentlig, vi vil i København? Lad os tage hans spørgsmål til os. Lad os vove os ud på det ukortlagte farvand og stille det åbne spørgsmål. Lad os på den måde sikre os, at de gode og engagerede viljer i begge lejre ikke spilder deres tid med endnu en håbløs ’høringsfarce’. Lad os undtagelsesvis give københavnerne mulighed for at udvise deres kreativitet i en sag, der for mange allerede har været en undtagelse værd!

Jan Lilliendahl Larsen
København SV

Med Adornos briller
Pia Christmas-Møller – en politiker med et familienavn der forpligter – fortæller til Ritzau, at lavere skat betyder mere velfærd. Sådan står der i Informations citat mandag 21. marts 2005. Lad udtalelsen stå lidt.
Man kan slå den hen i spøg: Mange politikere er tumber og ville ikke selv kunne klare Pisa-testen.
Hvis man derimod tager de højtidelige Adorno-briller på, ser vi barbariets indtog, demokratiets endeligt som rationelt diskursområde. Hvorfor? Fordi hvis dette evident selvmodsigende udsagn er normdannende for politikeres udtalelser i offentligheden, så er alle udsagn mulige og ’lige gode’. F.eks., ’når det regner, bliver der mere tørvejr’; ’højre ligger til venstre’. Eller, for at tage den yderste Orwell’ske konsekvens: ’krig er fred’; ’tortur er ømhed.’ Hvis politikere, som ulig det meste af befolkningen konstant har adgang til medierne, ikke respekterer reglerne for, hvad ord betyder, og hvordan de henviser til virkelige forhold, så er der kun egoistiske ’interesser’ og tomgang tilbage: En politiker synes, at skatterne skal ned, fordi skatterne skal ned, fordi hun (og hendes interessegruppe) siger det. Men det kan hun godt høre lyder lidt dumt og frækt, derfor ’sælger’ hun konceptet ved at fortælle, at mindre skat betyder mere velfærd, dvs. er godt for alle. Hun har fremsat et selvmodsigende, og derfor intetsigende, udsagn, men har signaleret sine gode hensigter. Og det tæller som fornuftig ’mening’ i dagens danske politiske offentlighed.

Christen K. Thomsen
lektor

Something is rotten
I dag blev jeg ringet op af TDC, som bad om mit cvr-nr for nu må man – ifølge en ny lov? – tilsyneladende ikke længere kontakte mig uden at refererere til mit cvr-nr. Når jeg ringer til banken og skal ringes op, fordi den person, jeg skal tale med, er optaget beder man om mit cvr-nr. Det samme sker, hvis jeg taler med alle andre end min bankrådgiver.
Når jeg køber et fjernsyn eller låner bøger på biblioteket, beder man om mit cvr-nr. Forhåbentlig er jeg ikke den eneste, der synes, der er »noget galt i Danmark, Dybbøl Mølle maler helt ad helved til,« eller hvad med den her »Something is rotten in the State og Denmark« – tilsyneladende har man vidst det længe...Hvornår gør vi noget ved det?

Susanne Saltzstein
selvstændig virksomhedsejer

Træææd aff!
Midt i begejstringen over Thomas Vinterbergs nye film, der viser mænds fascination af skydevåben har danskerne nu set forsvarsminister Søren Gade, der med en pistol i bæltet mest af alt ligner en hærfører fra en ikke-europæisk diktaturstat. Efter denne optræden kan vi nu vente på at se hærfører for vort krigsførende demokrati Anders Fogh Rasmussen stå og skyde op i luften med en riffel i den ene hånd. Man tvinges næsten til i beruset militærbegejstring at råbe "træææd aff!" ved synet af en bevæbnet minister.

Gert Wiik
Nykøbing Falster

Information og menneskerettighederne
Når Information strækker sig så langt som at skrive en leder (den 21. marts) om menneskerettighederne, så er der rigtig god grund til at kippe med flaget, for ellers bliver dette emne i avisen sædvanligvis behandlet af Søren Krarup eller af andre med en ganske kritisk, og ikke altid lige saglig, indstilling til menneskerettighederne.
Men jeg vil alligevel anke over lederen »Fra politik til jura,« som er affødt af Mads Bryde Andersens (MBA) kronik i Berlingske Tidende fra d. 13. marts og af en artikel i Information af Gorm Toftegård Nielsen (GTN) fra d. 18. marts. Lederen er fejlagtig på flere punkter. Leder-skribenten synes ikke at have været i nærheden af at indhente vurderinger fra andre miljøer end der, hvor MBA finder sine støtter.
Lad det være sagt med det samme. Et af temaerne for diskussionen er godt, nemlig spørgsmålet om en voksende retliggørelse i samfundet. Der refereres hermed til, at emner, der rettelig burde gøres til genstand for politiske debatter, bliver til en debat om jura – der f.eks. afgøres ved menneskerettighedsdomstolen. MBA har fortjeneste af, at have rejst den debat.
Men når GTN indikerer, at en bagatelsag om en busbillet er blevet gjort til en sag for menneskerettighedsdomstolen, så er det en karikatur, som Information helt ukritisk bringer videre.
I realiteten handlede sagen om en overdreven (uproportional) frihedsberøvelse af en borger.
Jeg skal ikke her tage stilling til, om domstolen burde have taget denne sag eller ej, men det er alt for ringe journalistik – og en utilstedelig behandling af en person, der har fået medhold ved domstolen – at beskrive sagen, som det sker i Information, ikke blot en, men to gange.
Mit andet ankepunkt er lederens omtale af, »at selv Det Radikale Venstre har bakket op om at stille krav til, at det danske center for menneskerettigheders udtalelser og rapporter underkastes uvildige juridiske undersøgelser«.
Har leder-skribenten mon tjekket denne oplysning? Her på instituttet kender vi ikke til et sådant generelt forslag til ny praksis.
Der er to vigtige forhold i hele denne debat, som det ville være godt at forfølge. Det ene er som nævnt spørgsmålet om retliggørelse – og det er altså ikke bare menneskerettighedsdomstolen, der medvirker i en sådan tendens.
Juraens voksende betydning har meget at gøre med globalisering og EU-udvikling. Tænk på EF-domstolens voksende betydning – den er på mange måder meget stærkere end menneskeretsdomstolens – det har bare ikke været bekvemt for kritikerne af menneskeretsdomstolen at rejse den sag. Globaliseringen bidrager til en udvikling af et internationalt retssamfund – og hermed også til en øget betydning af internationale domstole.
Der er en anden vigtig diskussion gemt i MBA’s artikler, som også er relevant at forholde sig til. Hvilke rettigheder er fundamentale? MBA mener selv, at beskyttelsen mod tortur, vilkårlig frihedsberøvelse og censur er blandt fundamentale rettigheder. Herved kastes f.eks. sociale rettigheder over bord – er det dette Information gerne vil bidrage til?
I så fald giver avisen udtryk for en noget mere gammeldags holdning end EU-konventet, der i forbindelse med forfatningstraktaten bidraget til at modernisere begrebet om fundamentale rettigheder.
I EU-Chartret er indeholdt både politiske, borgerlige og sociale rettigheder – en anskuelse, der ligger meget tættere på, hvordan menneskerettigheder diskuteres og opfattes også uden for Europa.
Også det perspektiv fortjener en kvalificeret drøftelse – men det får man åbenbart ikke i Information lige nu.

Hans-Otto Sano
forskningschef
Institut for Menneskerettigheder

Kaare Fog generaliserer
Jeg har det svært med generaliseringer, ikke mindst Kaare Fogs gentagne udsagn om at kvinder tænder på de frække og kyniske mænd (Information den 23. marts). Alle kvinder?
Sådan over en kam? Det lyder jo, som om han har erfaring på området. Men det kunne måske skyldes at Kaare Fog selv tænder på de kvinder, der tænder på de hårde drenge?
For hvordan kan det ellers gå til, at han aldrig har mødt nogen af os – og vi er ikke så få endda – som i den grad tænder på de ’blide og omgængelige’ mænd frem for machoerne?

Hanne Willert
Frederiksberg C

Ros og ris
Marie-Louise Kjølbye er en af de mere afbalancerde anmeldere på Information jvf. hendes omtale den 17. marts af Jørgen Stormgaards bog om Karen Blixen og Thorkild Bjørnvig. Tak for disse læseværdige indlæg fra hendes pen og ikke mindst det seneste. I skarp kontrast hertil står jeres journalist Annegrete Rasmussen, der måske forsøger at føre en hvas og skarpsindig pen, men kun lykkes med at levere perfiditeter om hadefigurer, hentet i hendes politiske baglands klicheer (blandt andet bragt i Information i uge 11).

Bente Andersen
København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu