Læsetid: 7 min.

LÆSERBREVE

26. marts 2005


Fabrik for tinsoldater
Det er mærkeligt, at i dette år, hvor vi i skoleverdenen gør så meget ud af H. C. Andersen, at undervisningsministeriet viser så lidt respekt for dennes ønsker og drømme. Med den nye regering er der kommet ideer som f. eks. at pace de erhvervs- og bogligt dygtige elever videre i systemet og til at være stræbere, men at begrænse 10. klasse til dem, som »duer ikke«. Disse kan genopdrages til at være produktive, mens de andre 16-årige går i gang med økonomiske eller akademiske produktioner.
Hvis der var noget Andersen skrev om, fordi han havde ondt i sjælen, var det menneskers behov for at være sammen og holde af hinanden. Nu vil vi vise USA og OECD-landene, hvad Danmark er for en størrelse, og så skal vi i hvert fald ikke pive og holde hinanden i hånden. Børn skal testes hver for sig fra 2. klasse og opefter. De skal lære at konkurrere om de godter, der er i posen, i stedet for at stille spørgsmål til posernes værdi.
Den grimme ælling var uden venner, uden familie og selskab. Men historien ender med en stolt svane, der har mere tillid til universets retfærdighed end til det lokale samfund. H. C. Andersen følte sig berettiget til det gode liv, han fik som voksen, men smerten og ensomheden svandt aldrig.
De 200 år er gået, og skolen skal nu være en fabrik for tinsoldater, som kan iværksætte noget videnskabeligt og nyde mørket i deres æske.
Det synes jeg er trist.

Clark Pratt
fysik/kemilærer og eventyrelev

Ej konkurrere på stress
37-timers arbejdsugen er under pres. Vi skal arbejde længere for at kunne klare os i den globale konkurrence, lyder meldingen.
Samtidig føler flere og flere danskere sig stressede og udbrændte. Billedet understøttes af en analyse fra Ingeniørforeningen, som viser, at op mod halvdelen af ingeniørerne er stressede i større eller mindre grad. Senest har vi set, at stress blandt vidensarbejdere fører til hukommelses- og opmærksomhedssyndrom.
Løsningen er ikke længere arbejdsdage. Analyser fra Storbritannien viser, at øget arbejdstid ikke øger produktiviteten. Og vi skal ikke konkurrere med Kina og Indien på lavteknologisk produktion, dårlige arbejdsbetingelser og lang arbejdstid. Nej, vi skal konkurrere på vores know-how og viden. Vi skal være kreative og produktudvikle – og her er vidensarbejdere helt essentielle. Men det forudsætter en arbejdsstyrke, som ikke bukker under for stress.
Øget arbejdstid er ikke en nødvendighed. Vi skal i stedet lære af de virksomheder, hvor en aktiv indsats for at mindske stress på arbejdspladsen og familievenlige initiativer, smitter positivt af på bundlinjen. Det er med til at skabe mere motiverede og produktive medarbejdere, mindske sygefraværet og øge innovation og kvalitet.

Bolette Mohr Sillassen
Ingeniørforeningen.

Duer ikke – væk
Det glæder mig, at Niels O. Fruensgaard (Information den 8. marts) og Tobias Stern Johansen (den 10. marts) har oplevet gruppeeksamens idylliske sider (venner for livet, samarbejde og retfærdig eksamen). Selv havde jeg (som pæredansk kvinde fra middelklassen) samme opfattelse og ville kæmpe for eksamensformen: Så jeg fik 70 studerende fra et dansk lærerseminarium til at fortælle om deres gruppeeksamensproces. Alt krakelerede – for djævlen stak gang på gang sit ansigt frem: Studerende vil for enhver pris være sammen med kloner af sig selv, for det giver bonuspoint at gruppen til eksamen kan fremstå homogent. Hånden på hjertet Fruensgaard og Johansen: Hvor mange overkloge, uligevægtige, kejtede, smådumme eller nervøst anlagte studerende med dansk som andetsprog og uden danske middelklassenværdier har I eller jeres kollegaer/medstuderende gjort en aktiv indsats for at hjælpe? Hvor mange stoppede jeres uddannelse efter første år? – Eller står stadig på sidelinjen og håber på at komme med i andet end restgruppen? Gruppearbejde og gruppeeksamen er ikke det samme. Det første kan alle leve med – men den anden er en grim hybrid med en unfair sortering. Som man siger: «Duer ikke – væk.«

Ellen Hobolth
København N

Tak til Frank Jensen
Tak til Frank for på ny at tage stilling til den menneskerettighedsstridige udlændingpolitik, som Socialdemokratiet støtter. Den har reelt sat myndighedsalderen op til 24 år, så vidt angår en danskers frie ret til valg af partner.
Hvor er det godt at høre, at partiets potentielle formand ikke længere vil gå hånd i hånd med den borgerlige regering i dens hetz mod danskere, der gifter sig med ikke
EU-borgere.
Måske er Frank Jensen, i modsætning til integrationsordfører, Anne-Marie Meldgård, ved at udvikle menneskelig medfølelse og almindelig fornuft på området. Hvem ved, måske har han bare i nogle få minutter forestillet sig en situation, hvor det var ham, der ikke kunne have giftet sig med Jane, hvis han ville bo i Danmark.
Når vi fylder 18, er der nogle meget vigtige ting, vi pludseligt må. Vi må køre bil, komme i militæret, stemme, ryge og drikke, få børn, blive gift. Vi regnes som voksne mennesker, der er i stand til at tage vare på os selv. Vi må bare ikke vælge, hvem vi vil gifte os med.
Det er nok dette paradoks der er gået op for Frank Jensen, der jo er kendt som manden, der taler de svages sag. Manden, der ikke kan finde sig i dybe og åbenlyse uretfærdigheder. Derfor er det kun rimeligt, at forespørgselsdebatten om udlændingeloven finder sted før afgørelsen af det socialdemokratiske formandsvalg den 12. april. Vi har ret til at se, hvor de to kandidater står på dette afgørende område.

Maria Straarup
St. Paul, USA

Højesteretsdom, ups !
Langt de fleste af juristerne, filosofferne, politikerne og mediefolkene har bakket op om udvisningsdommen over de to kriminelle, der myrdede en ung sagesløs italiensk turist. Ingen anfægter fængselsdommene, men med hensyn til udvisningen efter afsoningen, kan der nok rejses et par relevante spørgsmål. Begge er reelt danskere; men ikke formelt, og det benyttede Højesteret sig af, ja, man stadfæstede blot dommene fra Østre Landsret.
Det ser ud til, at princippet om samme ret for Loke som for Thor er sat ud af drift. Hvorfor ? Jeg er ikke i tvivl om, at såvel den højt besungne retsfølelse som det ukristelige hævnmotiv har haft indflydelse på såvel dommerne som dem, der efterfølgende har klappet i hænderne. Vi må dog ikke glemme, at ’retsfølelsen’ er meget skrøbelig, da den alene er båret af de informationer, vi får fra medierne, især fra tabloidpressen.
Kun få af os får læst de nøgterne referater fra retssalene! Om hævnmotivet er kun at sige, at vi også i dag lader os påvirke af Biblens ord, »øje for øje og tand for tand«. Ikke en særlig generøs eller kristelig tankegang.
Mærkværdigvis har ingen talt om en indlysende mulighed for at anke til Menneskerettighedsdomstolen, for så vidt angår ’udvisningsdelen’. Hvis sagen realitetsbehandles, er der god grund til at tro, at vi en dag alligevel må genåbne vores døre for de dømte. Og vi står så som fortjent med en begmand af dimensioner.

Birk Keller
Nørrebro

De vilde piger
Jeg har ikke læst Information i en årrække. Men har lige tegnet et prøveabonnement. Jeg forventede ikke jævnligt at få ’kioskbaskere’ som resultat af dybdeborende journalistik, men at blive oplyst om aktuelle emner, en slags avisernes DR2, hvor man springer over en del af dagens emner, for at gå mere i dybden med nogle af dem. Jeg forventede artikler (serier) om evigt-aktuelle/relevante emner.
Jeg blev derfor meget overrasket (læs skuffet) over det pinagtige forsøg på at lave en ’basker’ om unge vilde (indvandrer)piger d. 21. marts.
Ud over det Ekstrablads-agtige forsidebillede og tilsvarende overskrift, består artiklen af et sammenkog af et ’speciale’, dvs. data og interviews, der sikkert er mindst et-to år gamle. Det kunne så muligvis være interessant, hvis det var fulgt op af bare en lille smule journalistik (hvordan står det til i dag eller lignende.)
Men at støve og koge et speciale af, finde et ubehageligt citat og så tilsætte et ligeså ubehageligt model-billede er forhåbentlig langt under daglig standard.

Lars Peter I. Sørensen
Hals Kommune

Tvangsliberalisme på retur
Regeringerne i EU-landene er blevet tvunget til at slække på kravene i EU’s vækst- og stabilitetspagt. Dette er glædeligt. Nu er der nemlig åbnet for, at underskuddet på et lands offentlige budgetter gerne må overstige tre procent af dets bruttonationalprodukt, såfremt det pågældende land har en fornuftig forklaring på overskridelsen. I praksis betyder det, at regeringerne får nemmere ved at imødekomme folkelige krav om hensyntagen til arbejdsløshed og sociale forhold.
Det økonomiske projekt i EU har simpelthen mødt for stor modstand hos befolkningerne. Især i Tyskland og Frankrig har strejker og demonstrationer vist, at befolkningerne ikke vil finde sig i den arbejdsløshed og de angreb på velfærden, som Europagten – gennem benhård liberalistisk politik – gennemtvinger. Men det er kun et mindre tilbageslag for EU’s liberalistiske felttog. Derfor må kampen mod nedskærings- og arbejdsløshedspolitikken fortsætte.
Nu gælder det om at skaffe et nej til EU-forfatningen, der for eksempel vil grundlovsfæste EU’s nyliberalistiske Indre Marked, hvor principperne om varernes og kapitalens bevægelighed går forud for alle andre principper. Et nej til EU-forfatningen vil give os muligheden at skabe et socialt, bæredygtigt og demokratisk Europa.

Rune Lund
MF for Enhedslisten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu