Læsetid: 4 min.

Menneskerettigheder en gang til

Det er og bliver loven, der giver borgeren rettigheder
Debat
29. marts 2005

REPLIK
Det har sin fornøjelse at være tilbage på Information. Det minder mig om gamle dage.
Derhjemme holdt vi Information fra 1945. Det var min barndoms og ungdoms avis. Og da jeg første gang ytrede mig offentligt i december 1957 i anledning af Harald Nielsens død, var det i Information.
Mit beskedne læserbrev om den forkætrede kritiker affødte en formelig styrtsø af forbitret indsigelse. De forbitrede havde ganske vist aldrig læst noget af Harald Nielsens egentlige forfatterskab. De kendte kun forargelsen over hans pinagtige pjecer under besættelsen. Og med udgangspunkt heri kastede sig massivt over mig, der forholdt mig til hans forfatterskab.
Det var første gang. Siden gentog mønstret sig i 1960’erne og 70’erne, når jeg sagde noget kritisk om ny-marxisme og kulturradikalisme og 68-bevægelse. En massiv forargelse, der som skumsprøjt slog op om mit navn og mine ytringer. Det var svært at lade være med at drille, fordi jeg på forhånd kendte reaktionen. Indtil jeg i begyndelsen af 1980’erne mistede forbindelsen med Information.
Derfor er der noget velkendt over den reaktion, der nu har rejst sig i anledning af min kritiske kronik om menneskerettighedstænkningen, og jeg kan såmænd blive helt sentimental i den anledning. Men jeg kan også se en forskel fra tidligere, for surheden er denne gang mere gennemtrængende. Jeg tror, det hænger sammen med venstrefløjens eller kulturradikalismens afmagt. Det er tydeligt for alle – ikke kun på Christiansborg – at de gamle magthavere over den offentlige mening er i defensiven. Der lyttes ikke til dem mere. De sætter ikke dagsordenen længere. Og derfor hader de bl.a. mig så intenst.

En styrtsø af reaktioner
Det har slået ved mig de indlæg, der er kommet som en styrtsø her i bladet efter kronikken. De skummer over af skældsord og slagord. Som nu advokat Sune Skadegård Thomsen, der den 19. marts kalder mig en trussel mod retssamfundet. Da jeg et par dage før deltog i debatten i Amnesty International om sagen, havde advokat Thomsen siddet på første række og været temmelig tam. Nu strømmer øgenavne og injurier fra ham. Argumentation er der ikke tale om, for at menneskerettighedskonventionen blev indføjet i dansk lovgivning i 1992, siger jo intet om mit aksiom: at en rettighed altid gives ved lov, og at menneskerettigheder, der i stedet bygger på en idé, derfor ikke er rettigheder, men ideologi. Advokat Thomsen kan af gode grunde ikke anfægte dette. Tilbage er kun hans tænderskærende og typiske hadefuldhed.
På samme måde med Knud Vilby den 23. marts – var jeg lige ved at sige, men det vil alligevel ikke være rimeligt over for Vilby. Der er dog forsøg på argumentation i hans indsigelse. Den er naturligvis præget af hans uvidenhed om de principielle emner, han vil gøre sig klog på, såsom begrebet lovreligion og begrebet fundamentalisme, som han i sin naivitet knytter til den evangelisk-lutherske kristendom, der er lovreligiøsitetens og fundamentalismens modsætning. Her er han ganske enkelt overfladisk. Lige så overfladisk som når han tror, at »fundamentalister og diktatorer altid har været imod menneskerettighederne«. Må jeg bede ham læse Stalins grundlov af 1936. Må jeg bede ham studere Robespierres forhold til menneskerettighederne. Og må jeg også bede ham sætte sig en smule ind i forholdet mellem kristendom og islam, så han ikke i sin hjertegribende tåbelighed vil sætte lighedstegn mellem Osama bin Laden og en luthersk sognepræst.
Men Knud Vilby søger dog at sige noget. Han siger som sit udgangspunkt, at »vi har alle grundlæggende rettigheder, fordi vi er født som mennesker«. Ja, han siger noget, og det er denne ideologiske lektie, jeg modsiger. Mon det dog ikke kan sive ind? Som om en fødsel giver èn rettigheder. Man kan sige meget smukt og velment om det lille barn. Men hvis det ikke vokser op i en retsstat med en given og gældende lovgivning, har det lille barn selvsagt ingen rettigheder.
. Knud Vilbys metafysiske eller ideologiske snak har ikke med retssamfundet at gøre, men nok med menneskerettigheder.

Camoufleret propaganda
Hvis jeg havde plads, ville jeg bruge lang tid på Peter Tudvad, der er den mest saglige og bedst begavede af mine antagonister. Han fortjener en hel kronik som svar. Jeg vil snakke med Information om muligheden. Indtil da må jeg konstatere, at min kritik af menneskerettighedstænkningen står uantastet tilbage, og at advarslen imod den totalitarisme, der ligger i denne ideologiske mode i den vestlige verden, ikke er imødegået af den velkendte styrtsø af forargelse, der også denne gang er slået op om mig. Og er der stadigvæk dem, der ikke fatter pointen, kan jeg f.eks. bede dem læse den rapport, som Institut for Menneskerettigheder udgav i efteråret 2004 om ’Ægtefællesammenføring i Danmark’, og hvor dette ’videnskabelige’ institut naturligvis afslører sig som ideologisk-politisk propagandist, der vil placere »Danmark på verdenskortet som et multietnisk og multikulturelt samfund«.(p.156)
Den rene videnskab, ikke sandt. De objektive menneskerettigheder, ikke sandt. Nej, sandheden om den camouflerede propaganda, som menneskerettighederne udøver, marcherer heldigvis, og det lykkelige systemskifte af 2001 lader sig ikke standse af den gennemtrængende surhed, som de tabende lukker ud.

*Søren Krarup er MF for Dansk Folkeparti

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her