Pas på hunden!

INTERNATIONALT
At blive sammenlignet med en Rottweiler i snor, som dens herre truer med at slippe løs på sine fjender er ikke smigrende. Men det er Israels situation i dag.
For nylig advarede USA’s vicepræsident, Dick Cheney om, at Iran risikerer at blive angrebet af Israel, hvis det forsætter med at udvikle sin kapacitet til atomvåbenproduktion. Siden har præsident Bush udtalt, at hvis han var
Israels leder, ville han føle sig truet af Iran. Han mindede ved samme lejlighed om, at USA ikke vil tøve med at forsvare Israel, hvis dets sikkerhed trues.
Den amerikanske advarsel er umisforståelig. Medmindre Iran adlyder USA’s ordrer, vil Israel angribe det med amerikansk hjælp.
Da Bush kom til magten, præsenterede USA’s neokonservative ideologer ham for en gennemtænkt plan for, hvordan den amerikanske imperium kunne ekspandere i Mellemøsten. Planen opererede med tre faser:
• I første fase skulle USA erobre Irak, overtage kontrollen med dets store olieressourcer og befæste en stærk amerikansk militærtilstedeværelse mellem Det Kaspiske Havs olie og de saudi-arabi-ske oliereserver.
• I anden fase skulle ryggen på det iranske præstestyre knækkes, og Iran føres tilbage til den amerikanske blok.
• I tredje fase skulle samme skæbne overgå Syrien og Libanon. Evt. kunne der byttes om på rækkefølgen af fase to og tre.

Skammelig løgn
Nu kunne man tro, at de bitre erfaringer, USA har høstet i forbindelse med sit militæreventyr i Irak, ville føre til aflysning af de næste faser. Det irakiske folk stod ikke klar til at overøse de amerikanske besættelsestropper med blomster, og påskudet for invasionen – Saddams masse-ødelæggelsesvåben – blev afsløret som en skammelig løgn. Den væbnede opstand forsætter. Det veloverståede valg har ikke ændret på, at Iraks fremtid som nationalstat hænger i en tynd tråd. Landet kan meget vel brække over i tre dele, hvilket vil sende chokbølger gennem hele Mellemøsten.
Men en primitiv og forfængelig person som Bush vil aldrig erkende fejl. At et af hans eventyr glipper, forstærker blot hans lyst til at give sig i kast med endnu mere ambitiøse planer.
For det andet har fiaskoen måske nok kostet mange menneskeliv og en ødelagt infrastruktur i Irak, men det er ikke nødvendigvis fatalt. Hovedmålet, at etablere en permanent og massiv militærtilstedværelse i landet, er nået. Uden for Irak lyder ikke stærke krav om tilbagetrækning af de amerikanske tropper, landets egen regering er ikke i stand til selv at varetage sikkerheden og uanset at der finder sabotageaktioner sted, er Iraks olie under amerikansk kontrol. De oliebaroner, som er Bush-familiens velyndere, har grund til tilfredshed.
Bushs statsbesøg i EU og NATO og samtaler med Ruslands præsident Putin skal man ikke lade sig narre af. Hans sleske ord havde næppe andet formål end at overbevise europæerne og russerne om, at de gjorde klogest i at samarbejde.
Der er god grund til at frygte Bushs og Cheneys trusler om at slippe Rottweileren løs. Så snart de finder, at tiden er inde, vil de give tegn til Sharon, og Sharon vil gøre sin pligt til gengæld for amerikansk accept af, at Israel opsluger yderligere nogle bidder palæstinensisk territorium. Vil en militæraktion mod Iran få ayatollahregimet til at bryde sammen? Det må betvivles. Vist er det et afskyeligt regime, men stillet over for et angreb udefra – især fra »korsfarere og zionister« – vil det iranske folk bakke op om det. Et stolt folk med en ærefuld historie som iranerne vil ikke lade sig kujonere .

Brække ryggen på Syrien
Hvad Syrien angår, har det i modsætning til Irak og Iran ikke nogen olieressourcer, men uden det vil det amerikanske imperium ikke være sammenhængende, og Syrien er en torn i øjet på Israel.
I krigen i 1967 erobrede Israel Golanhøjderne, som før da var kendt som ’De syriske højder’. I stedet for de dusinvis af syriske landsbyer, som blev udslettet fra jordens overflade, skød nu israelske bosættelser op. Syrerne har aldrig opgivet at generobre deres territorium. De forsøgte med krigen i 1973, men blev slået tilbage trods bemærkelsesværdig krigslykke i de første dage. Siden er den militære balance tippet til stadig større gunst for Israel. Derfor er Syrien gået over til en anden taktik, hvor det chikanerer Israel pr. stedfortræder ved at give støtte til Hizbollah og ekstremistiske palæstinensiske organisationer, hvis ledere residerer i Damaskus.
For permanent at kunne indlemme Golan-højderne, må Israel først brække ryggen på Syrien. Washingtons neokonservative har sjovt nok samme mål. Og påskuddet ligger lige for i den omstændighed, at Syrien opretholder en militær tilstedeværelse i Libanon.
Historisk set var Libanon oprindelig en del af Syrien. Damaskus har aldrig accepteret den franske kolonimagts oprettelse af en selvstændig libanesisk stat i første halvdel af det 20. århundrede. Den syriske hær invaderede Libanon i 1976, da en grufuld borgerkrig rasede på sit højeste her. Muslimerne og drusere forsøgte med PLO’s hjælp at erobre kristne områder, hvorefter de kristne (NB!) bønfaldt syrerne om at komme dem til hjælp. Siden er syrerne forblevet der, og mange libanesere frygter, at borgerkrigen bryder løs igen, i det øjeblik de trækker sig ud.
Det vides endnu ikke, hvem der stod bag mordet på Libanons muslimske eks-ministerpræsident, Fariq al-Hariri. Den amerikanske propagandamaskine, som også omfatter de israelske medier, har været hurtige til at skyde skylden på syrerne. Hvis de vitterligt står bag, har de begået en tåbelighed af rang, eftersom det var forudsigeligt, at dette mord kun kunne hjælpe amerikanerne til at styrke den libanesiske opposition og opflamme en storm af antisyriske følelser. Mordet skete lige på rette tidspunkt for sådanne kræfter, som måtte være interesseret i at starte en kampagne mod Syrien under mottoet ’stop den syriske besættelse!’
Kravet er jo højest grinagtigt, i betragtning af at det kommer fra to besættelsesmagter: Amerikanerne i Irak og israelerne i Palæstina. Desværre er hverken Rottweilere eller dem, der fører dem rundt i snor, kendt for stor humoristisk sans.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen