Læsetid: 4 min.

Røveri ved højlys dag

Om mediernes mangel på magt
1. marts 2005

Kommentar
Både før og efter valgkampen har der været megen tale om spin. Defineret som politikernes forsøg på at bemægtige sig privilegiet til at formulere deres egen dagsorden så rosenrødt som muligt.
Det er så mediernes opgave at trænge igennem dette spin, som i stigende grad er formuleret ved hjælp af professionelle rådgivere – de såkaldte spindoktorer.
På et møde i FUJ, Foreningen for Undersøgende Journalistik, diskuterede vi forleden, i hvilket omfang de danske medier havde klaret deres del af opgaven ved den netop overståede valgkamp, og hvad man kan lære med hensyn til fremtiden.
Regeringspartiernes store dagsordensættende velspundne fortælling i valgkampen var gavepakken til 24 mia. med løfter, der kontraktligt ville blive holdt af regeringen. Når der blev spurgt, hvordan det kunne hænge sammen med skattestoppet, lød svaret fra statsministeren og alle de økonomiske mini-stre, at man ville bruge det såkaldte råderum, der opstod ved, at 60.000 flere menne-sker kom i arbejde.
Og når journalisterne spurgte til, hvordan det kunne lade sig gøre, blev der med de samme velsmurte sætninger henvist til en forbedring af indvandrernes lave beskæftigelsesgrad, en afkortning af de studerendes lange studietid og til de ældre medarbejdere, som i fremtiden ville blive længere på arbejdspladsen. Selv da en række tidligere vismænd kunne citeres for, at de ikke troede på, at det kunne hænge sammen, og at de ikke kunne få øje på de konkrete initiativer, som gjorde de 60.000 flere i arbejde sandsynligt, fastholdt Fogh, Thor Pedersen, Hjort Frederiksen og Bendtsen blot deres sædvanlige mantra om de mange ledige hænder. Uden at det lykkedes for medierne at afsløre for borgerne, hvor hult det var at bruge den alt for store reserve af arbejdsløse som begrundelse for fremtidig rigdom uden medfølgende initiativer, der kunne skaffe dem i arbejde. Det var som et røveri ved højlys dag, hvor vi alle blot stod som forbløffede tilskuere og konstaterede, at frækhed belønnes, og stor frækhed belønnes stort.
Der var da hæderlige forsøg på at afsløre hulheden i løfterne. Et af de mest markante stod Martin Krasnik for i DR2’s glimrende ’Deadline’. I stedet for som så mange andre at acceptere statsministerens henvisninger til de forskellige grupper, der kunne levere arbejdskraft, havde Krasnik tilsyneladende besluttet sig for at holde ved. Og det lykkedes gennem forskellige variationer af det samme spørgsmål at få afsløret, at statsministeren ikke havde noget svar på, hvordan der skulle komme økonomi bag løfterne. Det varede rigtig længe, inden Fogh endelig erkendte, at det eneste han havde at holde sig til, var håbet om, at beskæftigelsen ville stige p. g.a. konjunkturer.
Jeg selv havde lyst til at klappe i mine hænder, da interviewet var overstået, men har senere erfaret, at andre har opfattet det som impertinent – at intervieweren stillede sig selv i centrum – og at sympatien dermed kunne være gået til ’ofret’ i en sådan grad, at man ikke opfattede ’afsløringen’. Der er simpelt hen ikke tradition for, at journalister ihærdigt forfølger deres spørgsmål. Det opleves som uhøfligt.
I de gamle monopoldage talte man om ’de røde leje-svende’ – Jakob Nielsen, Henning Schmaltz-Jørgensen og Ole Andreasen, som alle vist nok var af borgerlig observans, men som så det som en hellig pligt at demaskere politikere fra alle partier, når de forfaldt til flovser og hul retorik. I en række år har denne form for krydsild ikke været brugt, og de folkevalgte har kunnet slippe af sted med hvad som helst eller er blevet tvunget til at tage stilling til ligegyldigheder – som briller og håndtasker.
Nu må det være tiden igen at vænne seerne – og politikerne – til, at formålet med et tv-interview er at bringe større klarhed over magthavernes standspunkter og de afledte konsekvenser – ikke som i dag, hvor de næsten altid slipper af sted med først en afparering og dernæst en hurtig aflevering af det budskab, som de havde med hjemmefra, og som ikke nødvendigvis havde noget som helst med sagen at gøre.
Den skrevne presse har selvfølgelig også et betydeligt ansvar for, at regeringens store spin – på trods af den megen fokus på spin – aldrig rigtig blev afsløret for vælgerne.
Alt for mange artikler under en valgkamp er skrevet efter devisen på-den-ene-side-på-den-anden-side. Som om alle argumenter er lige lødige. Som om man ikke der-udover har en pligt til at gå bag retorikken og vurdere dens holdbarhed – undtagen i lederartikler.
Nogle eksperter – med professor Jørn Henrik Petersen i spidsen – har siden erkendt, at de svigtede deres vejledningspligt i valgkampen. Men det gjorde vi journalister også. Og det var må-ske den vigtigste konklusion på vores faglige ligsyn over valgkampen: Hvad hjælper den massive dækning, når den snarere skaber forvirring end oplysning, fordi journalisterne under valgkampe ikke tør træde i karakter og bruge deres viden og fornuft og give borgerne den nødvendige vejledning?
Det må vi kunne gøre lidt bedre næste gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu