1967-grænser er ubrugelige

15. april 2005

Mellemøsten
»En tilbagevenden til 1967-grænserne« lyder det som et mantra, når Mellemøsten diskuteres, idet der henvises til FN-resolutioner.
Alle klamrer sig til disse grænser, og den myte er skabt, at de grænser, der fandtes før Seksdageskrigen i juni 1967 var de korrekte grænser, og at Israel ved ikke at acceptere denne grænsedragning forhinder freden. Det er ligeledes den generelle opfattelse, at Israel ved sin kontrol af Vestbredden og Gaza holder jord besat, som tilhører det palæstinensiske folk.
Problemet er dog, at ikke en mors sjæl aner, hvad der er de korrekte grænser i det område. Mit gæt er ligeså rigtigt som dit gæt, og det er alene politiske holdninger og fornemmelser, der styrer gætterierne. Problemet er, at faste, respekterede grænser ikke har eksisteret i det område i moderne tid, hvorfor den ene eller anden løse, midlertidige og tilfældige de-facto-grænse, opstået i timerne omkring påtvungne eller frivillige våbenhviler hverken kan være korrekte eller ukorrekte.

Ingen korrekte grænser
Det oprindelige britiske mandatområde Palæstina var et enormt landområde, bestående af det nuværende Israel, Gaza, Vestbredden og Jordan. For briterne havde området i årtier været en hvepserede, som havde kostet dyrt – såvel i penge som i mandskab, og det var med et lettelsens suk, at briterne midt i 1940’erne overlod det til FN at træffe beslutning om, hvad der skulle ske med mandatområdet.
Jordan var allerede skilt ud som et selvstændigt kongerige, da FN den 29. november 1947 besluttede at dele resten af mandatområdet Palæstina i en selvstændig jødisk stat og en selvstændig arabisk stat. Mens jøderne sagde ja, blev det et nej fra araberne, som modsatte sig oprettelsen af en jødisk stat, og som indledte en krig, der endte med en våbenhvile, men ikke en fredsslutning – og bestemt ikke den grænsedragning, som FN i 1947 havde sjusset sig frem til. Efter Seksdageskrigen knap 20 år senere tog Israel kontrol over Vestbredden med Jerusalem, med Gaza samt med Golanhøjderne oppe nordpå. Ingen efterfølgende fredsslutning – og igen ingen grænsedragning. Og hvor gik grænserne nu?

Vi skal blande os uden om
Først i 1978 kom der i forhold til Ægypten en fredsslutning og en grænsedragning. Denne grænsedragning er gensidigt respekteret, men det er værd at bemærke, at stregen først blev trukket i forbindelse med de forhandlinger, der endte i fredsslutning.
Det bør ligeledes være udgangspunktet i forbindelse med de komplicerede fredsforhandlinger, der forhåbentlig nu kommer i gang, at der ingen korrekte grænsedragninger findes i det område. Det geografiske omfang af Israel og det geografiske omfang af en eventuel ny palæstinensisk stat bliver det, de to parter og de øvrige arabiske lande i fredsprocessen ender med at forhandle sig frem til.
Det vil alene forkludre og umuliggøre fredsprocessen, såfremt vi andre uden at have noget andet end følelser og fornemmelser at have det i, bliver ved med at hævde, at grænserne i området allerede er fastlagt. 1967-grænserne er således ubrugelige i forhold til fredsprocessen. Det samme gælder for 1947-grænserne, 1948-grænserne, 1973-grænserne.
Er der derimod en reel vilje til fred mellem parterne, skal stregerne på kortet nok blive tegnet i gensidig respekt.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu