Kronik

Anerkendelsens betydning

Hvorfor begik Erik selvmord? Tv-serien ’Krøniken’ viste os Eriks forsøg på at vinde faderens anerkendelse. Vi håbede desperat, at faderen ville indrømme Erik den anerkendelse, alle hans bestræbelser gik ud på at opnå. Men nej
4. april 2005

KRONIK
Tv-serien var en stærk demonstration af anerkendelsens betydning. Mange af vores handlinger styres af behovet for anerkendelse. Dette forbliver ofte skjult, fordi vi bilder os ind, at vi går efter penge. Men på en måde er anerkendelsen endnu vigtigere end penge. Hvis vi slår anerkendelse og prestige sammen, vil jeg hævde, at der er tre vigtige samfundsmæssige belønningsformer: penge (økonomi, rigdom), magt (politik) og anerkendelse/prestige.
Daniel Bell, den store amerikanske sociolog, har opregnet netop disse tre belønningsformer. Og han siger, at mens penge og magt principielt kan deles lige, gælder dette ikke prestigen. Prestigens værdi ligger netop i, at nogen får mere end andre. Hvis alle forfattere fik Nobelprisen, ville dens værdi falde til nul.
Man kan forstå en masse fænomener ud fra trangen til anerkendelse. Kunstnere går snarere efter anerkendelse end efter penge. Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og de nye kvindebevægelser i 1970’erne kan bedst forstås ud fra den antagelse, at mange kvinder savnede anerkendelse. Hvad angår de arbejdsløse og de ældre, er det så ikke først og fremmest anerkendelse, de savner?

Anerkendelsesbegrebet
Æren er prestigens ur-form. Æren hang sammen med det feudale samfunds ulighed. Oplysningsfilosofferne kunne derfor ikke lide æren. Rousseau ville afskaffe den og erstatte den med lige respekt eller værdighed. Rousseau kunne ikke lide anerkendelse. Han syntes, det var uværdigt at lade sig styre af andres anerkendelse.
Det lykkedes via den franske revolution at få afskaffet æren som nedarvet privilegium. Men æren forvandledes til prestige, som man kunne gøre sig fortjent til. Nedarvet ære blev til individuel prestige, den demokratiseredes. Og med klassernes forsvinden fik alle efterhånden adgang til prestigekampen, så alle kunne konkurrere med alle. Det er situationen i dag. Vi har ikke fået lige respekt og værdighed. Det fysiske arbejde har længe haft lavere prestige end kontorarbejdet og intellektuelt arbejde, og nu ligger kunstneren og forskeren øverst i prestigehierarkiet.
Kort efter 1800 skrev Hegel om anerkendelseskampen i bogen, Åndens fænomenologi som netop er oversat til dansk. Ifølge Hegel er kampen om anerkendelse endnu vigtigere end kampen for overlevelse. Hegel mente, at egentlig anerkendelse er gensidig, lige og frivillig. Alligevel er han opmærksom på kampen om anerkendelse som en kamp på liv og død (kampen mellem herren og slaven). Han ser menneskers afhængighed af hinanden. Vi er ikke autonome eller uafhængige individer. Andres anerkendelse er forudsætning for min identitet.
I slutningen af 1800-tallet skabte Nietzsche et modspil til Rousseau. Nietzsche mente, at det moderne samfund var gået alt for langt i lighedsbestræbelserne, så man var endt i et kristent-socialistisk slavesamfund. Virkeligheden var vendt på hovedet, så de svage betragtedes som de gode, mens de stærke bagtaltes som de onde. De stærke nægtedes den ære, de havde fortjent.
I løbet af 1900-tallet kom der fem-seks interessante værker om anerkendelsen. Men først 1992 begyndte der at gå hul på bylden, idet der kom hele tre værker. Tidsskriftet Acta Sociologica udgav i december et temanummer om sociologiens »anerkendelsesteoretiske vending«. De sidste 10 år er den periode, hvor sociologer mere systematisk begynder at indse anerkendelsens og prestigens betydning.

Tre sociologiske værker
Den canadiske filosof Charles Taylor skrev en berømt artikel, »Anerkendelsens politik«. Han så den nyeste udvikling som en periode, hvor forskellige mindretal stillede krav om lige anerkendelse. Anerkendelsens politik kaldes også identitetspolitik og er grundlaget for multikulturalismen. Taylor byggede videre på Rousseau og betonede ligheden.
Den amerikanske historiker Francis Fukuyama blev kendt for værket Historiens afslutning og det sidste menneske. Han fortsætter linjen fra Rousseaus modpol,
Nietzsche. Fukuyama refereres ofte for det synspunkt, at markedets og demokratiets sejr betegner historiens højdepunkt og ’afslutning’. Man udelader bogens vigtigste pointe. Fukuyama tror nemlig ikke på det moderne samfunds fortsatte eksistens. Han mener som Nietzsche, at vi lever i et slavesamfund, besat af lighed. Det liberale samfund foretrækker overlevelse og rigdom frem for anerkendelse. Derfor søger vi at lede anerkendelseskampen over i økonomien.
Fukuyama viderefører Hegels tanke, at det netop er menneskets trang til anerkendelse, der udgør frihed og moral. Mennesket er i stand til at overvinde selvopholdelsesdriften for at fastholde højere principper og mål. Ingen liberal kunne drømme om at dø for højere værdier. Da det liberale samfund ikke accepterer anerkendelseskampen, er det sandsynligvis dømt til sammenbrud.
Det tredje værk fra 1992 var den tyske sociolog Axel Honneths Kampen om anerkendelse. Honneth er stærkt inspireret af Hegel og kommer frem til tre anerkendelsesformer: 1) kærlighed, de nære relationer mellem mor og barn som er forudsætning for den primære selvtillid. 2) ret som er rettighederne og udgør forudsætningen for selvrespekt eller selvagtelse. 3) solidaritet som betegner det sociale fællesskab på arbejdet og i fritiden. Her anerkendes man for sine konkrete individuelle egenskaber. Man ’fortjener’ sin anerkendelse, som er forudsætning for selvværdsættelse.
Det er dog anerkendelsens tre negativformer, der har Honneths hovedinteresse. Det er de tre misagtelsesformer. Misagtelsen skader den personlige identitet og kan medføre patologier. Honneth mener, at anerkendelse bør være et vigtigt tema i sociologien, som skal bidrage til at indkredse misagtelsesformerne og de patologier, som misagtelsen eller den manglende anerkendelse medfører. Honneth vil give sociologien et nyt fokus: kapitalismens sociale patologier. Der er lige kommet en bog, Sociale patologier, skrevet af danske forskere med udgangspunkt i Honneth. Bogen handler om depression, selvmord, anoreksi, sjælesorg og præstationsangst.

Anerkendelsens betydning
Det er velmenende overfladiskhed at tro, at anerkendelse bare er noget, vi har ret til, eller at anerkendelse kan være lige fordelt – hvilket både Taylor og Honneth synes at tro. Lad os tage Honneths tre anerkendelsesformer: 1) kærlighed, 2) ret og 3) solidaritet. Her er det kun ret, som er lige, og som man kan gøre krav på. Kærlighed er en gave. Man er heldig, hvis man har gode forældre. Solidaritet handler om anerkendelse på arbejdet og i fritiden. Den skal man individuelt gøre sig fortjent til. Derfor vil den nødvendigvis være ulige prestige.
Hele to ud af de tre anerkendelsesformer rummer ulighed. Hertil kommer, at nogle former for misagtelse ikke er resultat af skødesløshed og uretfærdighed. Anerkendelsesregnskabet forudsætter både positiv og negativ anerkendelse. Vi må tilbage til før 1992 for at få negativformerne medtaget.
1983 udgav Michael Walzer bogen Retfærdighedens sfærer. Han nævner to negativformer, offentlig vanære (straf) og privat vanære. Hvis vi betoner anerkendelsen, må vi også indse dens uligheds- og negativformer.
Anerkendelsen kan kun i begrænset omfang styres politisk og fordeles ligeligt. Men det gør det ikke mindre vigtigt at kritisere urimelige former for misagtelse og bekæmpe sociale patologier som depression og selvmord. Først og fremmest må vi
diskutere, hvordan vi kan hindre, at depression bliver en epidemi. Både Honneth og Hegel påpeger, at disse patologier lige så meget skyldes overdreven individualisering, som de skyldes manglende anerkendelse. Manglende anerkendelse er ikke den eneste årsag. Vildtvoksende frihed og individualisme er givetvis velegnet til at skabe sociale patologier.
Anerkendelse er ikke kun sociologernes ansvar. Anerkendelsens betydning må indgå i den offentlige debat. Eriks selvmord var her et langt stærkere argument end Honneths bog: Et argument for anerkendelsens betydning. Og et udtryk for, at anerkendelse må være frivillig og ikke kan fordeles i lige store skiver. Anerkendelse er ikke kun et spørgsmål om ret og lighed. Det handler lige så meget om opmærksomhed, personligt ansvar og moral. Eriks historie bekræfter Hegels opfattelse. Anerkendelse som en kamp på liv og død. Vi er afhængige af hinandens anerkendelse.

*Jean Fischer er kultursociolog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu