Olie
Med en benzinpris på 10 kr. literen kan en dansk familie tilbringe et par timer om dagen med at transportere sig 50 km med en hastighed på 15 km/time i byen og 120 km/time på motorvejen i en firehjulet 1,5 ton dagligstue for en benzinudgift, der årligt andrager et par procent af husstandsindkomsten.
Så det er ikke underligt, at benzinforbruget er noget af det, der står med småt i bilannoncerne. Og to tredjedele af benzinprisen på tankstationen er skat, og det samme gælder for bilens anskaffelsespris, så der er også betalt tilskud til vejene og hvad dertil hører.
Alt i alt har vi i løbet af de sidste 50 år for en relativt beskeden udgift fået skabt vores bil-fly-landbrugsmaskine-krigsmaskine-forbrugsvækst-kultur, hvor vi hurtigst muligt afbrænder den i vores solsystem enestående ressource, som de begrænsede oliereserver udgør.
Verden gøres afhængig
Det nye motoriserede samfund er blevet skabt med de enorme kræfter, som olie fra de store oliefelter, der blev fundet i årene 1950-1980, har forlenet os med: 25 bil-hestekræfter pr. næse i dette land plus dem, der ligger i lastbiler, landbrugsmaskiner, fly osv.
Til sammenligning med den kvarte hestekraft pr. næse, som tog, biler og 600.000 heste forlenede danskerne med i 1950. Fordi denne enestående ressource er så billig, ødsler vi med den i et ekstravagant forbrug.
Det Internationale Energiagentur (IEA), som Energistyrelsen mageligt med egne ord »læner sig op af«, prøver at holde gejsten oppe med forudsigelser om en råoliepris på kun 20-30 dollar/tønde frem til 2030. Prisen er pt. ca. 55 dollar/tønde. IEA forestiller sig, at olieindustrien i de kommende år ved eventyrlige investeringer finder nye oliefelter og vrider mere ud af de eksisterende felter, og at bil- og flyindustrien sørger for at fylde alverdens nye motorveje og luftveje op med de yderligere hundreder af millioner biler og fly, der skal til for at brænde al den olie af.
Det vil sige, at verdensøkonomien gøres mere og mere afhængig af den enestående ressource, den dag for dag udtømmer. Nedturen den dag, hvor olieproduktionen ikke længere kan dække efterspørgslen, bliver værre og værre, jo mere der investeres i at udskyde dette tidspunkt.
Hæv afgifterne gradvist
IEA tror, at optrapningen mod nedturen kan fortsætte indtil 2030. Forhåbentlig går det ikke så galt. En råoliepris på 100 dollar/tønde kan snart bremse den vanvittige eskalation mod helt katastrofale faldhøjder. Det bliver en hård opbremsning uden sikkerhedsseler.
Hvis der endnu er tid, kan en blødere opbremsning ske ved en trinvis hævning af benzin- og dieselafgifterne, så forbrugerne får garanti for, at prisen stiger med mindst 15 procent om året de næste fem år, uanset råolieprisen på verdensmarkedet.
I EU ville det inspirere bilfabrikkerne til at skynde sig mere med at lave biler, der kan køre dobbelt så langt på literen, og det ville dæmpe begejstringen for flere motorveje.
Skulle råolieprisen stige mindre, kan de ekstra penge, der så kommer i statskassen, bruges til at finansiere renoveringen af vores transportinfrastrukturer og dermed frembringe en god del af de 60.000 arbejdspladser, regeringen har lovet os.
