Læsetid: 6 min.

Dårlige undskyldninger

Der er vel for fanden ikke nogen, der tror, at Fogh Rasmussen for alvor føler skyld på nogens vegne? Hvorfor en undskyldning er et tomt slag i luften eller på godt jysk: en fis i en balje vand
16. april 2005

Intermetzo
Statsministeren vil nu på nationens vegne til at stikke det jødisk samfund en undskyldning for, at danske embedsmænd, med danske politikeres mere eller mindre aktive billigelse, udleverede tyske jøder til den visse død under den tyske besættelse af Danmark.
Hvorfor nu det? Jo, derved retfærdiggør statsministeren først og fremmest sine egne udtalelser om samarbejdspolitikkens usle karakter, eftersom dette skændige overgreb mod konkrete personer på flugt jo unægteligt foregik i samarbejdspolitikkens regi og under dennes forvaltning.
En undskyldning af den art er selvsagt det rene vås; man kan ikke undskylde med tilbagevirkende kraft på vegne af for længst afdøde ansvarlige, der handlede mere eller mindre forkasteligt, men i overvejende overensstemmelse med landets øverste myndigheder og vel at mærke i en totalt anderledes situation og under totalt anderledes vilkår med fjenden i landet. Og hvilken fjende!
Statsministerens afsæt sker i resultatet af undersøgelser foretaget på initiativ af forgængeren Poul Nyrup Rasmussen, så den skulle jo være kittet og klar. Undskyld mange gange og her kan alle jo se, at samarbejdspolitikken var en gennemført ussel affære. Den samme samarbejdspolitik, der muliggjorde redningen af de danske jøder ved flugten til Sverige og i øvrigt klarede besættelsestiden igennem for det danske folk uden de store ødelæggelser som i andre besatte lande, og således at der både kunne blive en pæn indtjening for industri – også våben – og for landbruget og de venstrefolk, som hverken dengang eller i efterkrigsårene kunne drømme om at tage ordet ’undskyld’ i deres mund for det, de havde scoret. Det var også den samarbejdspolitik, som alt andet lige muliggjorde modstandskampen. Uden den overdimensionerede sikkerhedsventil samarbejdet udgjorde, havde tyskerne hakket miljøerne, hvori modstandsfolkene kunne tænke at færdes, til plukfisk. I Tjekkoslovakiet så man hvordan.
Statsministerens undskyldning til jøderne skal ifølge pressereferater dække over ugerninger fra dansk side i tiden 1940- 45, hvor samarbejdspolitikken altså var i fuld vigør, og det danske politi rigtigt nok førte sig frem – også ved med Højesterets sanktion at jagte kommunister – for fleres vedkommende med døden til følge. Hvad med også lige at sige undskyld her, hvis nogen skulle have glemt det.

Robust hykleri
Mærkeligt nok nævnes ikke noget om de lige så forfærdende udleveringer af flygtninge, der skete i 1930’erne op til besættelsen, og som også betød den visse død for adskillige forfulgte mennesker. Flere vægtige publikationer er udgivet om denne side af sagen, og gør undskyldninger af den foreliggende art omend endnu mere tvivlsomme. Men hvordan har den bodfærdige statsminister det mon med det officielle Danmarks behandling af fuldstændigt uskyldige tyske børn, der døde i hobetal i dansk administrerede flygtningelejre efter besættelsen, da en kvart million østflygtninge, tyskere til hobe, var havnet her i landet, og tyske forældreløse børn blev sat i børnelejre, hvor overdødeligheden var til at tage og føle på blandt andet på grund af underernæring i landbrugslandet Danmark, der bugnede af smør, ost og fløde? Er den sag ikke også en undskyldning værd. En undskyldning over for familierne til de afdøde? Deres mindreårige børn ofredes af en nation, der på det tidspunkt var i fuld gang med at opbygge den store glade fortælling om det samlede folk og gå til modstand alle mand, og hvor meget bedre det lille tapre Danmark var.
Hykleriet antager yderligere robuste former, når man betænker den indvandrer- og flygtningepolitik som den overvægtige danske nation, der ikke er truet af ret meget her i verden, nu lægger for en dag under ansvar af samme statsminister, der altså gerne vil undskylde på vegne af fortiden og andre, hvis handlefrihed dengang kunne ligge på et overskueligt sted. Nu er vi ikke truede og kunne snildt og generøst efterleve de humanistiske fordringer og idealer statsministeren ved sin kreative bogføringsundskyldning på alles vegne så underdanigt vil holde i hævd. I fortiden.

Antihumanisme
Disse betragtninger er ikke ment som en hvidvask af fortiden. Guderne skal vide at myndighederne med lidt bedre vilje dengang godt kunne have fundet flere udveje for de hjemsøgte, godt kunne have fiflet med papirer og ladet kommunisterne slippe ud ad køkkendøren, og som med hensyn til jøderne i 1943 set den anden vej eller ligefrem hjulpet til med udskibningen til Sverige, osv. Flere mennesker kunne sagtens være blevet reddet, det ved vi også i dag. Langt flere. Den skyld og skam kan selvfølgelig ikke vaskes ud af de nationale farver og slet ikke med en slatten undskyldning over 60 år senere. Oven i købet fremsat af en mand, der aldrig har gjort sig bemærket i humanistiske sammenhænge, snarere tværtimod, således som han og hans regering lægger sig på linje med Dansk Folkepartis anti-humanisme.
Men i sin iver efter at indtage en retrospektivt set korrekt politisk holdning à la de glade dage i 1945 og som sagt med tilbagevirkende kraft glemmer Fogh Rasmussen, der bestemt ikke virker som en adspredt natur, at den side af samarbejdspolitikken – at smide tyske jøder ud af landet – næppe var den mest upopulære i den danske befolkning. Denne tilsyneladende så intimiderende anskuelse skal ses i samklang med de overvejelser, man fra historisk hold har gjort sig, hvorvidt de danske jøder overhovedet var blevet reddet, eller i det mindste lige så effektivt i 1940-42 som på det faktiske tidspunkt i oktober 1943, da de fleste kunne indse, at tyskerne næppe ville kunne vinde krigen. Denne overvejende lykkelige begivenhed med den massive flugt over Øresund skete nemlig efter tyskernes første skæbnesvangre nederlag i Rusland og vel at mærke, efter at USA med sit overdådige potentiale af teknologi, våben, penge og mandskab med japanernes overfald på Pearl Harbor og Hitlers vanvittige krigserklæring omsider var draget ind i krigen. Sammenholdes udleveringerne af tyske og andre jøder i 1940-42 med flygtningepolitikken i 1930’erne, hvor ikke en kat – og slet ikke samfundsstøtterne eller kun meget få – protesterede mod udleveringerne, går der ak og vé en lige linje. Og så meget mere jødevenlige var danskerne sgu heller ikke blevet, fordi tyskerne pludselig stod i forstuen den 9. april 1940.

Fogh føler ikke skyld
Det var i retfærdighedens navn langt fra den indædte og hadefulde antisemitisme, som man kendte fra Centraleuropa, fra Østrig – til dels fra selve Tyskland (før 1933) eller endog fra Sverige, der prægede Danmark. Men den var der, antisemitismen, det var den dog og dét også i bredfyldt mål, hvad man ganske rammende for danskerne har kaldt ’den lille antisemitisme’. Sådan som den gav sig udslag i visse aviser, for eksempel i Jyllands-Posten med dennes tilbagevendende velvilje eller forståelse for tyskernes afsmag for jøder; eller den mere salonfähige antisemitisme i Kristeligt Dagblad og Dagens Nyheder, hvor man gav sig til at opregne antallet af finansjøder og på den måde antydede den internationale jødedoms dominans. Den økonomiske historiker Albert Olsen var en af dem, der tog til genmæle ved simpelthen at fremlægge de rigtige tal, som var knap så overbevisende. Endelig optrådte en udpræget antisemitisme, slet forklædt som en anti-Brandes holdning, hos fremtrædende såkaldte kulturkonservative som Henning Kehler, den oprindelige Hitler og Mussolini-sympatisør Kaj Munk, og Søren Krarups store helt, filosoffen og kritikeren Harald Nielsen, der sluttede som skinbarlig nazist. Glemmes skal det vel heller ikke, at antisemitismen trivedes i de stærkt fascistisk inspirerede landbrugskredse, ikke mindst i det aggressive LS.
Hvor den slags undskyldninger – som statsministeren nu vil hente billige points på – skal begynde, eller snarere hvor de skal ende, er således ikke godt at vide. I bedste fald synes en sådan gestus latterlig. Der er vel for fanden ikke nogen, der tror, at Fogh Rasmussen for alvor føler skyld på nogens vegne, hvorfor en undskyldning er et tomt slag i luften eller sagt på godt jysk: en fis i en balje vand.
Eller som det gamle mundheld går: ’Den, som fisen først bliver var, er den, som den slået har’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu