Kronik

Danmarks fremmede spøgelser

Ingen danske historikere synes at ville tale om de mange historiske forbindelser mellem indere og danskere. Ligesom sagen om de sorte slaver i de danske kolonier nedtones eller fortrænges
Debat
16. april 2005

KRONIK
Ud over at jeg besad en vis forventning om, at temperaturen ville ligge under frysepunktet, vidste jeg kun fire ting om Danmark, da jeg kom til København. Før det første var der det med osten. Det er en almindeligt udbredt fordom blandt indere fra middelklassen: De er – formentlig på grund en brist i deres semi-koloniale dannelse – overbevist om, at Danmark ’flyder med mælk og ost’. Nå ja, og smør engang imellem.
Den anden ting var H.C. Andersen, den tredje Hamlet.
Og den fjerde ting var den – korrekte, skulle det vise sig – antagelse om, at jeg ville støde på en indisk eller pakistansk taxachauffør i Kastrup Lufthavn i København.
Faktisk vidste jeg mere om Danmark, end jeg i første omgang var klar over. Jeg kendte f.eks. til Karen Blixen og Søren Kirkegaard, som jeg vagt havde kategoriseret som ’skandinaviske’ i mit hoved. Og Rasmus Rask, som jeg på grund af den germanske investering i fortolkninger af indoeuropæiske sprog i det 18. og 19. århundrede altid havde troet var tysker.
Efterhånden som tiden gik, og jeg havde tilbragt mere tid i Danmark, opdagede en hel række af disse mærkeligt velkendte forbindelser i et land, hvor der angiveligt ikke fandtes nogle forbindelser mellem folk som mig og ’rigtige danskere’.
Der opstår altid en følelse af et møde med både noget fremmed og noget velkendt, når man rejser et nyt sted hen. De to ting følges ad, fordi vi pr. definition betræder stier, som andre har bevæget sig ad før os. Ikke desto mindre kan det være svært at finde disse velkendte fodaftryk i Danmark, når man kommer fra et land som Indien. I visse kredse taler man måske om fortidens danske kolonier i Indien eller om den nuværende danske hjælp til indiske hjælpeorganisationer, men bortset fra de samtaler virker det, som om man er havnet i et vakuum, der kun sporadisk gennemtrænges af den urdu- eller hinditalende taxachauffør i Kastrup eller ejeren af en eller anden overfyldt kiosk.
Jeg kan huske en pakistansk kioskejer på Falkoner Allé, som jeg snakkede med nogle år efter min ankomst. Jeg var ved at færdiggøre min ph.d. på Københavns Universitet. Da jeg fortalte den pakistanske mand, at jeg var ved at skrive en ph.d.-afhandling, gik han ud foran disken i kiosken og trykkede mig i hånden. Han påpegede en anden forbindelse: »Det er ligesom Allama Iqbal,« sagde han, »De laver det samme, som han gjorde.«
Det var pinligt at blive sammenlignet med en af verdens største urdu-sprogede digtere, men det var velgørende at blive mindet om, at Iqbal i starten af 1900-tallet havde taget en doktorgrad i Tyskland – få hundrede kilometer fra København.

Leg turist
Jeg kan også huske to oplysninger, som min første ’danske’ taxachauffør gav mig, da jeg kom til landet. Han gav mig følgende råd: »Lad som om du er turist, når du taler med danskere. Så vil de sandsynligvis være meget venlige over for dig.« Jeg har flere gange givet dette råd videre til andre i løbet af de år, jeg har boet i Danmark.
Taxachaufførens anden oplysning virker ikke længere så relevant, eller også er den det bare ikke for mig. Taxachaufføren betroede mig: »Det her er ikke London, det skal du være klar over. Det er kun 20-30 år siden, at der kom (farvede) udlændinge til landet.«
Jeg troede på det i lang tid. Jeg så mig omkring, og bortset fra taxachaufførerne og kioskejerne kunne jeg vitterligt ikke på øje på nogen velkendte fodspor. I et stykke tid var jeg sikker på, at der knap nok var nogen, men præcis ligesom jeg i virkeligheden vidste mere om Danmark, end jeg troede, har landet haft mere at gøre med folk som mig, end man skulle tro. I årenes løb er jeg stødt på nogle mærkværdige spøgelser.
Et eksempel er, at den danske ambassadør i Trankebar i det sydlige Indien, tyskeren Bartholomæus Ziegenblag. I 1713, da de europæiske kritikere i vid udstrækning betragtede de flerhovedede, mangearmede, indiske hybridskulpturer med den kristne æstetiks foragt, foretog han de første objektive studier af den hinduistiske religion og kunst. Bogen Genealogy of the Malabar Gods blev skrevet på tysk og blev mødt med voldsom hån fra forfatterens kolleger. Den er aldrig blevet oversat til dansk, men findes i en engelsk udgave. De to fineste samlinger af sydindiske bronzefigurer og skulpturer fra to forskellige tidsperioder befinder sig tilfældigvis i København, men bliver næsten aldrig udstillet.
Det var nu ikke det eneste, jeg opdagede. Der havde også været indere i København før i tiden, i hvert fald så tidligt som i det 18. århundrede. Taxachaufførens historie om, at der kun har været »farvede indvandrere« i Danmark i
30 år – en historie som danskere ofte gentager – er ikke sand.
Vi ved f.eks., at laskarerne (sydasiatiske sømænd) kom til København i 1700-tallet. I det 18. og 19. århundrede var det almindelig praksis på europæiske skibe i sydasiatiske havne at erstatte europæiske sømænd (som omkom eller løb af posten) med nyansatte sydasiatiske folk, der ofte blev overladt til deres egen skæbne, når først skibet var nået frem til sit mål i Europa.

Ubetydeligt
Første gang, denne praksis blev et kendt problem, var i 1782, da en hel gruppe af disse sømænd, som var blevet ansat af danskere og derefter svigtet af arbejdsgiverne efter ankomsten til Danmark, kom til England og bad det britiske Østindisk Kompagni om hjælp.
Generelt er der dog tale om meget utydelige spor. En slags spøgelsesagtige skikkelser, hvis eksistens danske historikere har tendens til at afvise blankt. Det samme gælder sagen om sorte slaver i de danske kolonier (og – må man antage – på visse tidspunkter også i Danmark). Jeg er stødt på dem i fjerne afkroge og hjørner af oversete bøger. Den eneste gang jeg spurgte en dansk historiker, hvorfor disse mennesker ikke bliver nævnt i den nordiske historie, lød svaret: »Der var jo så få af dem, de er ubetydelige.«
Da jeg ikke er historiker, har jeg ikke kunnet fremlægge mere end en halv snes af disse ’ubetydelige’ eksempler. Eksemplerne er vidt forskellige: fra den beretning, der beskriver en vikingebegravelse, skrevet af en ’købmand fra Bagdad’ i 992 til den indiske nobelprismodtager Rabindra Nath Tagore, der besøgte København i begyndelsen af 1900-tallet. Nogle af disse forbindelser er spinkle. F.eks. skrev købmanden fra Bagdad sandsynligvis om vikinger fra de nordlige, russisk-estiske egne (men var det ikke dér, danskernes flag faldt ned fra himlen mange år senere?). Og andre, såsom Tagores besøg – han blev ifølge fortællingen modtaget af flere hundrede studerende og intellektuelle og i et fakkeloptog ført gennem København – er mere tilgængelige, men stadig svære at forestille sig. Kan man overhovedet forestille sig, at en udlænding kunne blive ført i fakkeloptog gennem København i dag? Donald Trump eller Bill Gates måske…

Se de gamle udlændinge
Uanset hvor ’ubetydelige’ sporene måtte være, kan jeg ikke lade være med at undre mig over, at de bliver helt udeladt af den danske historie. Der findes heller ingen egentlige beretninger om slaver i Danmark – som engang var en fremtrædende deltager i slavehandelen – selv om vi ved, at europæere fra så forskellige lande som Rusland og England ofte tog sorte slaver og farvede tjenestefolk med hjem fra kolonierne. Selv om jeg ikke er historiker, bliver min undren til bekymring, hver gang jeg i forskellige, spredte tekster støder på de spøgelsesagtige spor af asiater og afrikanere, der enten opholdt sig i Danmark i tiden før 1950’erne eller var knyttet til Danmark (såsom de indiske søfolk på danske skibe).
De har måske ikke ændret dansk historie, men deres aftryk i landets historie optræder alligevel for ofte til at blive mødt med så larmende tavshed. Man kunne hævde, at netop fordi der ikke er blevet rejst gravsten over disse fremmede eksistenser i form af tekster og beretninger, er dette påtvungne fravær vendt tilbage og plager nutidens danskere i form af den nuværende fremmedfrygt. For fremmedfrygten har sin rod i en ’ren’ – eller i hvert fald renvasket – opfattelse af dansk identitet og historie.
Hvor ubetydelige disse glemte spøgelser end måtte forekomme de danske historikere, har mødet med ’spøgelserne’ på et helt personligt plan gjort det muligt for mig at forholde mig til Danmark på en helt anden måde. Selv en så løselig forbindelse som Mirza Abu Taleb Khan, den indiske aristokrat, der i 1700-tallet rejste over det meste af Europa og skrev beretninger om sine rejser. Abu Taleb kom aldrig til Danmark, men han forlod Indien ombord på et dansk skib. Er det svært at forstå, at den slags fjerne spor kan betyde noget for en enkelt person i dag? Faktisk drejer de første spørgsmål, som mange danskere stiller mig, sig som Trankebar i Sydindien, et sted, man meget vel kunne kalde ’ubetydeligt’. Dét, der gør den interessant for danskere er jo netop sporet fra fortiden og frem til nutiden: Trankebar var engang en dansk koloni.
En stor del af den igangværende, ophedede debat om ’integration’ af (farvede) udlændinge i det danske samfund ville miste sit tvangsprægede og kunstige skær, hvis danskere lærte at få øje på de ’udlændinge’, der levede om side med deres forfædre.

*Tabish Khair underviser på Engelsk Institut på Århus Universitet

*Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her