Kronik

Folkets teater

Dansk tv-drama – en kulturinstitution, der har kunnet opretholde sin popularitet i en skærpet konkurrencesituation
8. april 2005

KRONIK
Hvordan kan den særlige rolle, som danskproduceret tv-drama har spillet, karakteriseres? Og hvordan har rollen ændret sig over tid? Én ting er gennemgående: Siden 1951 har danskproduceret tv-drama haft en speciel betydning. Det har haft mange seere i alle generationer og er blevet omtalt og diskuteret derhjemme og på arbejde. Det er blevet anmeldt i aviser, diskuteret i læserbreve, har været fast leverandør af stof til ugebladene og figurerer med sine egne hjemmesider på internettet. Det har været et krav til DR at producere dansk drama. TV 2 indoptog dansk tv-fiktion som en programforpligtelse. Vi har altså med en kulturinstitution at gøre – oven i købet en populær af slagsen.
Den betydning, danskproduceret tv-drama er blevet tillagt af nationens officials, har sin baggrund i, at det har været en del af en bestræbelse på at opretholde og udvikle et dansk kulturelt fællesskab på en måde, der havde genklang i en bred offentlighed. Fjernsynet er et publikumsvenligt medie i en global tidsalder. At se fjernsyn er den enkeltaktivitet, folk bruger mest tid på i fritiden i dag. En kulturel sammenhæng er måske ikke det første, seerne selv tænker på, når de stiller ind på de danske stationer. De fiktive programmer i fjernsynet er snarere blevet betragtet som underholdning end som udtryk for dansk kultur; men kultur indgår jo netop i dagligdagen, uden at man tænker over hvordan.

Folk, nation, konkurrence
I perioden 1951-88 havde DR monopol på at sende fjernsyn i Danmark. Alle, der ikke kunne se nabolands-tv eller lokal-tv, så de samme programmer på DR. Det var fællesfjernsyn, der sikrede en samlet national referenceramme samt et animeret og stærkt politiseret debatniveau. I en artikel i Politiken den 11. januar 1962 udnævnte lederen af Teater- og Litteraturafdelingen i DR, Felix Nørgaard, tv-teatret til »Folkets Teater«. Med denne betegnelse fremhævede han, at tv-teatret nu var landets største og mest betydningsfulde form for nationalscene. Tv-teatret kunne nå ud til langt flere, end noget teater tidligere havde formået.
Bjørn Lense-Møller var programchef i perioden 1970-85. Han stillede et særligt krav til tv-dramatikken: »Et medium, som offentligheden investerer så meget i, skal først og fremmest fortælle noget om, hvordan det er at være dansk i verden i dag« (Levende Billeder april 1980: 53). Opgaven var dermed klart nationalt defineret. Tv-drama skulle levere hjælp til forståelse og fortolkning af den samtidige virkelighed, så seerne kunne genkende sig selv.
Mediekommissionen udsendte i 1983 en betænkning, der understregede behovet for at styrke det nationale tv-udbud i lys af den kommende konkurrence. Loven om TV 2 blev vedtaget i 1986. Både nationale, regionale, kommercielle og transnationale hensyn gjorde sig gældende i den overordnede anbefaling af monopolets ophør. Fra 1988 var TV 2, TV3 samt lokalradio og -fjernsyn på nationalt plan en realitet og dermed monopolbruddet. Konkurrencesituationen ændrede både dansk fjernsyn og dansk tv-drama.
Monopolbruddet udgjorde på én gang en anfægtelse af og en udfordring for et nationalt perspektiv. Netop derfor blev dette perspektiv en nøgle til forståelse af udviklingen i perioden 1986-97.
Baggrunden var den omfattende import af programmer og den øgede adgang til udenlandske kanaler. I perioden fra 1985 til 1995 var omkring 90 procent af det samlede tv-fiktions-udbud importeret, ifølge medieforskeren Preben Sepstrup. Som dansk seer havde man hele tiden et internationalt sammenligningsgrundlag parat. Dertil kom muligheden for at se udenlandsk fjernsyn direkte via parabol eller satellit.

De serielle formater
Den nationale orientering optrådte over for den internationale som en begrænset, men vigtig satsning i programpolitikken. Satsningen vedrørte en treklang af dansk produktion, dansk sprog og dansk horisont. I perioden efter monopolbruddet skete der en stigning i antallet af danskproducerede fiktionsudsendelser og i sendetid, først på DR og i en periode omkring 1996-97 også på TV 2.
Fra fjernsynets begyndelse i 1951 havde det enkelte tv-spil været grundstammen i tv-dramatikken. Med Ka’ De li’ østers? 1-6 1967 og Smuglerne 1-6 1970-71 begyndte krimiføljetonerne at vinde frem. Den første lange, populære serie var komedieserien Huset på Christianshavn 1-84 1970-77. Frem til omkring 1988 var tv-spillet dominerende. Selv om serielle formater var kendte fra filmen, har medieforskningen ofte påpeget, at de var særligt velegnede til fjernsynet.
Føljetoner og serier var af mange grunde ikke til at komme udenom. De repræsenterede en økonomisk produktionsmåde, og i en situation, hvor det gjaldt konkurrence om seerne, havde de den fordel, at de kunne fange og fastholde seere i højere grad end tv-film. Tidligere kunne man identificere og karakterisere tv-dramatikken gennem dens fremtrædende manuskriptforfattere og instruktører. Fra 1990 blev det kollektive og professionelle sat i forgrunden, efterhånden som forfatter- og instruktørholdene rykkede frem.

Genreorientering
I tilknytning til formatændringerne stillede spørgsmålet om genrer sig som et påtrængende problem, der krævede øget bevidsthed om traditioner og forvaltning, både på nationalt og internationalt plan. Trods en kontinuerlig produktion af komedier, krimier og historisk dramatik var en genredebat mærkværdigt fraværende i tv-dramatikkens etableringsperiode i Danmark.
Genreproblematikken blev i høj grad opfattet som et spørgsmål om kunst over for kunsthåndværk eller industri og desuden som et spørgsmål om tematik og stil. Modstillingen mellem tv-spil som kunstart og de genreorienterede populære formater dominerede tænkningen. Drama, der forstod sig selv som virkelighedsrepræsentation og forholdt sig til de sociale realiteter i samtiden eller historien, blev groft sagt kategoriseret som ’realistisk’ drama. Det stod over for det såkaldte ’absurde’ drama, der fremhævede andre forhold, f.eks. af psykisk eller fantastisk karakter, på en udstillende eller karikerende måde. Genretraditionernes problematik blev først for alvor tematiseret i slut-80’ernes og de tidlige 1990’eres konkurrenceklima. I løbet af 1990’erne blev de dominerende genretraditioner det historiske drama, melodramaet, krimien, komedien og den satiriske tradition. Med den sidste som mulig undtagelse betegnede udviklingen en tilnærmelse til situationen på internationalt plan.

Kombinationer
Udviklingen var dog langtfra ensidig, og heri ligger det interessante. Først og fremmest skete der en tilnærmelse mellem film og tv-drama. Det betød på den ene side, at der fortsat blev produceret tv-film; på den anden side, at filmens æstetik vandt indpas i tv-drama. Kunstneriske ambitioner kunne udmærket forenes med en genoplivet udforskning af genrernes muligheder, også i seriel form. Mange af de nye instruktører og tekstforfattere som f.eks. Søren Fauli, Susanne Bier, Lone Scherfig og Lotte Svendsen, satsede således på de genrebundne former som komedien og satiren. Andre, f.eks. Eddie Thomas Petersen, Niels Arden, Ole Christian Madsen og Rumle Hammerich, gik ind i krimien eller melodramaet.
TV 2 blev på det dansksproglige tv-dramas område aldrig nogen reel konkurrent til DR. Men bevidstheden om national konkurrence og den faktiske, stærkt øgede internationale konkurrence, TV 2 og TV3 formidlede på fiktionsområdet, fik konsekvenser. Resultatet var nemlig, at tv-dramaets formater, genrer og æstetik i stigende grad kom til at fungere som forhandlingsfora mellem nationale, internationale og transnationale synsmåder. Der skete både en internationalisering og en udvikling af det særligt danske, som man typisk kan se det i Riget 1994/97, TAXA 1997-99 og Rejseholdet 2000-04. I alle tilfælde optræder en række amerikanske og engelske genrer som reference – fra hospitalssoaps til gysere, situationskomedier og diverse krimier. Æstetikken i kamerabevægelser, farvevalg, belysninger og klipning er inspireret af – og svar på – de internationale genrers. Og i alle tilfælde er der tale om vellykkede tematiseringer af og kritiske holdninger til nærværende, aktuelle problemstillinger fra forskellige miljøer i det danske samfund.
Netop disse kombinationer er baggrunden for, at dansk tv-drama som kulturinstitution har kunnet opretholde sin popularitet i en skærpet konkurrencesituation.

*Gunhild Agger er lektor ved Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet. Kronikken bygger hendes disputats ’Dansk tv-drama. Arvesølv og underholdning’, der bliver forsvaret i dag på Aalborg Universitet, Auditorium B, Kroghstræde

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu