Læsetid: 2 min.

Hotel Rwanda – vindue til virkeligheden

1. april 2005

Filmanmeldelse
Christian Monggaard er som anmelder ikke ubetinget begejstret for Hotel Rwanda, den biografaktuelle film om folkemordet på tutsierne i 1994. Den 23. marts skriver han, at filmen, trods sin relevans og elementære spænding, savner »et mere brutalt og råt udgangspunkt, der kan placere publikum midt i rædslerne.« Overhovedet er den for »stueren, pæn og velformet«, hvorfor den er endt som »filmverdenens svar på en coffee table-bog om et folkemord«.
Åbenbart mener den garvede filmanmelder, at det alene er gruen, der engagerer publikum. Imidlertid ville instruktøren ikke have tjent sin sag med sprøjtende blod og afhuggede lemmer à la Tarantino, når hans idé med filmen er mere subtil end at give publikum en kvalmende oplevelse af folkemordets gru. Således har han ikke villet placere os i rædslerne, men over for dem – som ansvarspådragende vidner – og således skal filmen netop ikke vise mere end, vi faktisk kunne erfare allerede under i 1994.

Hotellet som vindue
Som sådan handler filmen ikke om folkemordet i Rwanda, men om den måde, hvorpå vi filtrerede oplysningerne om det, så det ikke motiverede os til at gribe ind. I filmen er vi repræsenteret af turister, journalister og fotografer, der alle opholder sig på et hotel i Kigali. Hotellet hedder Milles Collines, men i filmens titel ændres det til det allegoriske Hotel Rwanda, fordi vi overhovedet forholder os til rwanderne som turister på et hotel.
I en tid, der prædiker globalisering, er netop hotellet blevet den helligdom, som anskueliggør de foretrukne dyder: mobilitet, ubundethed og omstilling. Som turister må vi ikke lade os binde eller forpligte af fællesskaber, men altid være rede til at bryde op. Derfor er hotellet i filmen ikke et tilfældigt sted, men en epokaltype, der spejler vores forhold til en omverden, vi kun med en eufemisme kan beskrive som et altomfattende fællesskab: ’den globale landsby’.
Hotellet er vores vindue til en verden, vi helst står i forhold til som en voyeur, der nok føler gru, men ikke egentlig empati. Som turister kan vi når som helst vaske vores hænder og forlade skuepladsen, ganske som turisterne gør det i Hotel Rwanda. Karikaturen af et sådant hotel, hvor vi nyder alskens uforpligtende komfort, er flygtningelejrens skæbnefællesskab. Således forvandles Milles Collines netop til en flygtningelejr, da turister, journalister og fotografer lader sig evakuere, inden rædslerne bliver for virkelige.
Karakteristisk for denne dobbeltbundne attraktion og repulsion er journalisten Øjvind Kyrø, der i God morgen Rwanda (2004) beskriver, hvordan han og et par fotografer ved en tilfældighed kom til at se mere til folkemordet, end de havde ønsket sig: »Vi ville jo bare ind og kigge i få minutter, ikke andet, og ud igen straks.«
Christian Monggaard vil gerne ind og kigge med i et par timer, men så skal der minsandten andre boller på suppen end dem, filmens hovedperson kan servere. Som Hotel Rwanda i almindelighed er for diplomatisk, er hotelinspektøren, Paul Rusesabagina det i særdeleshed: »Først trængt helt op i en krog mister han fatningen og reagerer med sine følelser.« Og i denne krog vil Monggaard så sidde og gyse, mens Rusesabagina i kraft af det diplomati, som verden afstod fra, redder hundreder af tutsier på sit hotel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu