Kronik

Jagten på (illusionen) om den amerikanske drøm

Hunter S. Thompsons forfatterskab kredsede hele vejen igennem om et enkelt hovedtema: tabet af den amerikanske drøm
2. april 2005

KRONIK
En af Amerikas toneangivende og mest særprægede stemmer, Hunter S. Thompsons, døde for egen hånd søndag den 20. februar. Selv om Hunter S. Thompson de sidste mange år har fremstået som en sørgelig parodi på sig selv, er han alligevel en ægte legende, og selvmordet vil uden tvivl blot bidrage til Thompsons nærmest mytologiske status.
Hunter S. Thompson begyndte sin journalistiske karriere som sportsskribent, men han fik først sit egentlige gennembrud med bogen, Hell’s Angels: The Strange and Terrible Saga of the Outlaw Motorcycle Gang (1996), der øjeblikkeligt etablerede ham som en af tidens berømte og eftertragtede skribenter. I mere end et år havde Thompson rejst rundt med de lovløse, hvilket endte med, at han blev tævet halvt ihjel.
Det var dog først med to artikler publiceret i 1970 – »The Temptation of Jean Claude Killy« og »The Kentucky Derby is Decadent and Depraved« – at han fandt frem til sin siden så karakteristiske stil. Thompson kaldte selv stilen, der var præget af et stort personligt og anarkistisk engagement, for gonzo-journalistik.
Med de to artikler lagde Thompson grundstenene til et af efterkrigstidens mest ejendommelige amerikanske forfatterskaber. Thompsons artikler og bøger står som nogle af de mest radikale brud med den traditionelle journalistiks klassiske fordring om objektivitet: Den respektable, distancerede og objektive tone, der kendetegnede den gængse journalistik, var ifølge Thompson et udtryk for en både banal og uærlig tidsånd, og netop derfor var det nødvendigt at finde frem til en anden journalistisk form. Tom Wolfe gav udtryk for den samme erkendelse, da han i forordet til sin gennembrudsartikel, »The Kandy-Kolored Tangerine-Flake Streamline Baby« (1965), skrev, at de journalistiske konventioner ikke var i stand til at skildre og behandle epokens skelsættende begivenheder på behørig vis.

Fiktionens trange kår
Det var ikke tilfældigt, at Hunter S. Thompson trådte ind på scenen i 1960’erne, idet perioden var præget af et nybrud inden for journalistikken. I kølvandet på 1960’ernes kulturelle omkalfatring af det amerikanske samfundsliv blev der sat spørgsmålstegn ved den almindelige journalistiks evne til at fordøje og formidle periodens epokegørende begivenheder på en meningsfuld måde. Mange oplevede simpelthen samtiden som fragmentarisk og forvirrende.
Flere forfattere talte om, at fiktionen havde trange kår, idet dagligdagens begivenheder syntes at udtømme forfatterens fantasi. Frustrationen kom bl.a. til udtryk i en artikel fra 1961 af Philip Roth: »Den amerikanske forfatter har i midten af det 20. århundrede sine hænder fulde i forsøget på at forstå, og på troværdig vis beskrive den amerikanske virkelighed. Virkeligheden overgår konstant vores talenter, og kulturen udspyer næsten dagligt figurer, der misundes af enhver forfatter,« skrev han.
Skønlitteraturen havde allerede i 1950’erne tabt terræn. På trods af enkeltstående mesterværker som J.D. Salingers The Catcher in the Rye (1951) og Jack Kerouacs On the Road (1957) var tiårets mest omtalte bøger af en faglitterær karakter. Det var bøger som f.eks. Alfred C. Kinseys såkaldte The Kinsey reports (1948-53), der satte dagsordenen.
Derfor er det måske heller ikke overraskende, at flere forfattere i løbet af det efterfølgende årti forlod skønlitteraturen for i stedet at kaste sig ud i en direkte konfrontation med virkelighedens malstrøm. Forfattere som Norman Mailer og Truman Capote bevægede sig i en dokumentarisk retning, og de udviklede sammen med journalister som Tom Wolfe, Hunter S. Thompson, Jimmy Breslin og Gay Talese den genre, der siden blev døbt New Journalism.

Frygt og lede
Frasen, fear and loathing (frygt og lede), der indgår i titlen på adskillige af Thompsons artikler og bøger, kan med rette ses som en form for epigraf for et forfatterskab, der hele vejen igennem kredser om et enkelt hovedtema: tabet af den amerikanske drøm.
Udtrykket anvendte Thompson for første gang i 1963, hvor han i et brev gav udtryk for sine følelser i forbindelse med attentatet på præsident Kennedy. Attentatet var en begivenhed, der nærmest legemliggjorde det omfattende tab af mening, som for mange var periodens væsentligste karakteristika. Thompsons er altså i denne henseende tidstypisk.
Desorienteringen over for en tilsyneladende meningsløs virkelighed og den medfølgende desillusion kommer tydeligst til udtryk i hovedværket Fear and Loathing in Las Vegas. Hunter S. Thompson var egentligt sendt til Las Vegas for at dække et motorcykelløb – The Mint 400 – for Sports Illustrated og siden for Rolling Stone en narkotikakongres for offentlige anklagere, men bogen udvikler sig til en desperat jagt på (illusionen) om den amerikanske drøm, der gik i opløsning et eller andet sted mellem 1960’erne og 70’erne, hvor fremtidshåb blev afløst af
Vietnamkrig og desillusion.

Fortælleteknisk strategi
I bogen ses Las Vegas gennem en narkotikapåvirket fortællers desorienterende øjne, og Las Vegas, der er selve inkarnationen af den amerikanske drøm, viser sig at være mere skræmmende end stoffernes hallucinerende uvirkelighed. Fortælleteknisk er det væsentligste element i Thompsons gonzo-journalistik konstruktionen af en selvkarikatur, der fungerer som både fortæller og protagonist. Det er åbenlyst, at Thompson var fuldstændig bevidst om sin fortællers status som en karakter, der er skabt ud fra specifikke behov, idet fortællerprotagonisten optræder under forskellige navne i de forskellige artikler og værker. I de to hovedværker, Fear and Loathing in Las Vegas og Fear and Loathing: on the Campaign Trail ’72, hedder han henholdsvis Raul Duke og dr. Hunter S. Thompson. Hunter S. Thompsons fortællerkarakter er imidlertid ingen fri opfindelse.
Thompsons har forstærket visse træk ved sig selv og annulleret andre, og han har på denne måde i højere grad skabt en grotesk selvkarikatur end en dybdegående repræsentation af et virkeligt og komplekst menneske. Billedet forvirres dog af, at Thompson i offentligheden har optrådt som netop denne karikatur, der ligeledes er blevet parodieret i to spillefilm og i Gary Trudeaus tegneserie Doonesbury.
Eksemplet Raul Duke viser tydeligt, at Thompson ikke arbejder med en realistisk karakter. Der er en fundamental mangel på kompleksitet både hvad angår tanker og motiver, og han gennemgår heller ingen forandringer på baggrund af sine hårrejsende oplevelser. Han er i et og alt en todimensional figur. Thompson kompenserer for den manglende kompleksitet ved at identificere Duke med en række kendetegnende feticher: Wild Turkey whiskey, skydevåben og alverdens narkotika. Strategien er almindelig kendt fra populærlitteraturen.
Agatha Christies belgiske detektiv Hercule Poirot, der er kendetegnet ved sin moustache, sin franske accent og sin usædvanlige evne til at tænke logisk, er et andet eksempel på denne strategi. Thompsons fortæller er samtidigt udstyret med en dualistisk natur. Dukes karaktertræk er en paradoksal blanding af en notorisk voldelig adfærd og en uskyldig idealisme.
Det voldelige element kommer til udtryk i kraft af Dukes kærlighed til håndvåben og glubske hunde, men det afspejles også i prosaens stilistiske form. Sproget er frivolt, og ukvemsordene er spredt med rund hånd. Sætningerne er ofte korte eller ufuldendte, mens tegnsætningen er præget af de mange udråbstegn, spørgsmålstegn og tankestreger. Brugen af versaler, hvis funktion dels er at understrege pointerne og dels at simulere et højt lydniveau, er ligeledes med til at give stilen et aggressivt præg.
Men Duke har samtidig også en tiltro til gode intentioner og rigtige metoder, der går modsat den voldelige tendens. Han er præget af en uskyldig idealisme, og han er på ingen måde smittet af samtidens så udbredte besiddelsestrang og magtsyge.
Forcen ved Duke er, at han som en ’vanvittig seer’ kan afsløre forhold ved virkeligheden, der ikke er åbenlyse for personer med en almindelig perceptionsevne.
Duke er sammensat af elementer fra den amerikanske nationalkarakter, og han kan derfor anvendes som et middel til at fremskrive centrale aspekter ved den amerikanske samtidserfaring. Den forstyrrede optik – som fortællerpersonen udgør – tillader på denne facon Thompson at fremvise sit eget personlige billede af det amerikanske samfund i starten af 1970’erne. Og det er ikke noget kønt billede, han tegner af sit fædreland.

*Christian Christiansen er cand.mag. i litteraturvidenskab

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu