Kronik

Det kan ikke ske herhjemme

Vi har opfattelsen af, at forfølgelse af andre mennesker, som f.eks. jøderne under nazismen og kommunisterne under McCarthy, hører til datidens heksejagt. Men vi har selv vedtaget strenge love mod islamiske terrorister
14. april 2005

KRONIK
I 1935 udkom der i USA en roman af forfatteren Sinclair Lewis, der som den første amerikaner fik Nobelprisen i litteratur i 1920.
Romanen, hvis titel var It can’t happen here, blev allerede året efter oversat til dansk Det kan ikke ske herhjemme, og dermed havde danske læsere allerede med det samme mulighed for at sammenligne romanens billede af USA med virkelighedens, for Lewis værk er en dystopi, der i modsætning til, hvad der plejer at gælde for dystopier, ikke henlægger handlingen til en mere eller mindre fjern fremtid, men bogstaveligt talt tager udgangspunkt i tiden for romanens udgivelse.
Kort fortalt skildrer Lewis, hvordan en totalitær magtovertagelse finder sted i USA, men på en så lidet overbevisende måde, at man spørger sig selv, er det bare en satirisk spøg, men som sådan ville den mildest talt heller ikke være vellykket.
Det kaster lidt nyt lys over den mislykkede roman, hvis man gør sig bekendt med forfatterens biografi.
Werner Svendsen oplyser i Fremmede digtere i det 20. århundrede fra 1967, at Sinclair Lewis 1928-1942 var gift med journalisten Dorothy Thompson, og som ægtemanden var først med en amerikansk Nobelpris, er hun også først, men med noget helt andet, nemlig at være den første amerikanske journalist, der blev udvist af Hitlers Tyskland.
I 1932 udsendte hun en bog I saw Hitler. Hun interviewede diktatoren og gav følgende karakteristik af ham: »Han er en lille mand, der af udseende minder om en trommeslagerdreng, som er kommet for højt op i geledderne.«
Dorothy Thompson troede aldeles ikke på Hitlers politiske muligheder i Tyskland. Det var hun desværre ikke alene om. Magtovertagelsen i 1933 kom som et chok for hende. Hjemme i USA indledte hun en årelang pressehetz mod USA’s isolationistiske politik, og i Storbritannien blev hun berømmet af ingen ringere end Winston Churchill. Der skulle gå et godt stykke tid med store
historiske begivenheder før Lewis’ roman kunne påkalde sig nogen som helst interesse. Først da det umage sejrspar gled fra hinanden og ind i en dyb fælles mistillid, den såkaldte Kolde Krig, opstod der en tilstand, hvor på overraskende måde noget af det uhyggelige ved det totalitære system var med til at sætte sit præg på tilværelsen i den vestlige verden.

McCarthys farlige terror
Der er efterhånden gået mange år siden den værste periode af Den Kolde Krig, men den bør ikke gå i glemme, da den kan være er et første varsel om, hvad der måske nu igen er under udvikling.
Korea-krigen var selvfølgelig en væsentlig del af baggrunden for den hysterisk antikommunistiske stemning, der opstod. Alligevel kan det undre, at den ellers ukendte senator Joseph McCarthy fik fem år til at muntre sig med sin komité til at afsløre såkaldt ’uamerikansk infiltration’ (House Committee on Un-American Activities) i samfundet.
Først i 1954 vågnede USA op til besindelse og indså takket være nogle tv-høringer, hvor overfladisk McCarthy ret beset var. Senatorens tankegang betegner Erik Reske-Nielsen som halvfascistisk.
I sin historiske oversigt fra 1965 skriver han: »Under den årelange heksejagt måtte et stort antal fremragende embedsmænd og videnskabsmænd forlade deres poster.«
Blandt ofrene var den amerikanske atomenergikommissions øverste videnskabelige rådgiver, atomfysikeren Robert Oppenheimer. En anden berømthed, Charlie Chaplin, følte sig så dårligt behandlet af McCarthy og så utilpas i det USA, der var opstået, at han så sig nødsaget til at forlade det land, som han ellers havde levet i siden sin tidlige ungdom.
McCarthyismen virkede også stærkt i USA’s omgivelser. Et enkelt eksempel fra Danmark skal nævnes her. Forfatteren Mogens Linck havde i 1953 fået sit skuespil Giv kejseren støvet antaget af Det Kongelige Teater. Men teatrets tilsynsråd forbød en opførelse af stykket med den begrundelse, at det var NATO-fjendtligt!
Det kunstneriske tab var nok til at overse. Skuespillet blev for øvrigt nogle år senere opført på et andet teater og med succes. Men fatalt var det, at man på denne måde indførte en politisk styring af kulturlivet på linje med, hvad der var tilfældet i Sovjetunionen. Et godt eksempel på det ikke helt ukendte fæmomen, at man kommer til at ligne den fjende, man vil bekæmpe.
Formanden for Det Kongelige Teaters tilsynsråd var dengang den konservative folketingsmand og rektor fra Viborg, Karl Olsen.

I rette med Wilhjelm
I de år, jeg var ansat ved Viborg Katedralskole, lærte jeg min rektor ganske godt at kende. Han var slet ikke snæversynet konservativ. Jeg lagde mærke til med hvilken stolthed han fortalte om sin far, der som stenhugger havde været med til at udhugge elefanterne i Carlsbergs kendte port. På de regelmæssige elevture til København satte han en ære i personligt at guide eleverne gennem adskillige baggårde, så eleverne kunne vende hjem med en håndgribelig viden om, hvor forskellig tilværelsen kunne være for mennesker i Danmark.
Når jeg føler trang til at nævne disse træk hos Karl Olsen, er det ingenlunde for at svække Preben Wilhjelms harmdirrende omtale af ham i bogen Fra min tid (2005). Tværtimod gør det ikke Wilhjelms billede mindre urovækkende. Hvordan kunne et udmærket menneske, rodfæstet i et gammelt demokratisk land handle på den måde, han gjorde? Bestod den demokratiske bevidsthed da kun af et så tyndt lag, at McCarthys ånde fra den anden side af Atlanten var i stand til at puste den væk? Jeg må vende tilbage til den mislykkede roman fra 1935. I dens første del bliver titlen flere gange gentaget som et refræn, og titlen er da også , hvad der bliver tilbage af det hele, It can’t happen here, men til gengæld forvandlet til et pirrende for ikke at sige tirrende spørgsmål. Den Kolde Krig er nu forbi, men krigen mod terroren har på frygtindgydende måde indtaget dens plads.

Terrorpakken betænkelig
Det er her flere år efter den dramatiske 11. september 2001 svært at overskue, hvad der dermed er sket med verdenssituationen, men der er ingen tvivl om,at det drejer sig om dybtgående ændringer, som i Danmark f.eks. fandt sted med vedtagelse af den såkaldte terrorpakke i juni 2002.
Konsekvenserne heraf kan endnu kun anes. Hvem havde f.eks. forestillet sig, at de såkaldte borgerlige rettigheder i USA og i et land som Danmark skulle komme under et hårdt pres og blive udhulet. Professor Vagn Greve har tilladt sig at nævne et så ubehageligt begreb som politistat.
I en spændt situation holdt en amerikansk præsident en tale, hvori han erklærede, at han var berliner. Vi er alle amerikanere, kan man til gengæld have lyst til at erklære, når der er præsidentvalg i USA og må gribe sig selv i den tanke, at det egentlig er urimeligt, at man ikke har stemmeret i den sammenhæng. Med USA’s placering i verden har valget lige så stor indflydelse på min skæbne som på indbyggernes i USA. Vi er kommet meget nær på USA.
Jeg har ikke selv sat mine ben på amerikansk jord, men blev efter den 11. september slået af, at det viste sig, at mange, jeg kendte, havde været oppe i World Trade Center for at beundre udsigten.
Begrebet historisk bliver ofte misbrugt, men her er der ingen tvivl: Det dramatiske billede af de to fly i fuld fart ind i de to tårne er historisk. Gang på gang har vi set det i tv og oven i købet fra forskellige vinkler. Den 11. september 2001 danner en epoke, men det er endnu vanskeligt at skønne over, hvad det kommer til at betyde. Bekymringerne om demokratiets fremtidige skæbne går for tiden mest på, at det ikke er udbredt nok til kloden som helhed. Der var noget rørende, men også meget naivt ved, at der i Danmark efter Sovjetunionens sammenbrud blev taget initiativ til at oversætte Hal Kochs lille bog Hvad er demokrati? til russisk.
Hal Kochs bog, der udkom umiddelbart efter besættelsen i 1945 kan stadig læses med udbytte, men desværre bemærkelsesværdigt nok – også i Danmark. En hovedpointe i den er, at demokrati frem for noget andet er samtale og de konsekvenser denne samtale må have.
Det vigtigste bliver dermed ikke selve folketingsafstemningen, men den meningsudveksling, der er gået forud for den og påvirker beslutningsresultatet. Hvordan står det ud fra en sådan betragtning til med folkestyret i dagens Danmark?
Der kan slet ikke sættes lighedstegn mellem flertalsstyre og demokrati. Alene de forskellige svar, man kan få på, hvornår vi fik demokrati i Danmark, viser, at en forståelse af begrebet ikke er så ligetil.
I sin bog Fra min tid kan Preben Wilhjelm, en af demokratiets utrættelige vogtere, fortælle om mangler helt op til i dag.

*Jørn Bendix er lektor emeritus i dansk og tysk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu