Mord misbruges
Midt i sorgen over mordet på Morten og i chokket over skyderierne på Christiania, rykker politiet ind mere talstærkt end nogensinde.
De arresterer i flæng ganske almindelige mennesker for at ryge hash. Kører dem til stationen for fire timer, og lader dem gå igen. Forårssolen og menneskers forsøg på at komme videre ødelægges og stresses af politibetjente med oppustet kropssprog og en attitude, der er ingen betjent værdig. Gaderne omkring Christiania er fyldt med politi; det ligner nærmere en belejring end noget andet.
Hvorledes er det muligt, at bruge så mange af politiets mandetimer på at jage unge og voksne for at ryge hash? Hvorfor forbliver salget af kokain og heroin uforstyrret af samme politi, når Danmark står knæhøjt i kokain?
Hvorfor har vi henne om hjørnet, nede i kælderen slaveholdte kvinder i prostitution, uden at politiet gør noget nævneværdig ved det? Kunne det være, at vores politi ikke har mod og kunnen til at gå i gang med de mafiaer, der arbejder indenfor vores lands grænser?
Man får let det indtryk, at politiet helt ned til sidste elev oplever, at de er med i amerikansk film. Hvordan skal man som borger have respekt for dette dårligt spillede skuespil, når de virkelig store og seriøse opgaver står uløste? Vis venlig Christiania respekt i chokket og sorgen ved at holde respektfuldt afstand.
Jonna Gram-Petersen
Vanløse
Erhvervslivets ansvar
Joachim Lund har fuldstændig ret i sine indvendinger den 27. april mod Jørgen Grimstrup og dennes forsvar for Anders Fogh Rasmussens forsimplede betragtninger om besættelsestiden.
Man kan blot tilføje, at den almindelige brug af ordene 'samarbejdspolitik', eller bedre, 'forhandlingspolitik' jo går på regeringens og Folketingets politiske linje. Da Danmark heller ikke dengang var et statssocialistisk samfund, havde virksomheder og institutioner i den private sfære ret til at handle, som de ville inden for visse lovmæssige begrænsninger. De kunne selv tage initiativ til eller acceptere at producere for og handle med tyskerne f.eks.
Derfor er det vigtigt at skelne, når man taler om besættelsestiden. Den såkaldte samarbejdspolitik skabte nok en vis, men temmelig uklar rygdækning for erhvervslivets økonomiske kollaboration, men ansvaret var og er i første række erhvervslivets eget, hvad enten det drejer sig om landbruget, fiskeriet, industrien eller handelen.
Ingen kunne hindre dem i at profitere af besættelsen, hvis de selv var indstillet på det. Og det var der mange, der var. Stauning og Scavenius, Socialdemokraterne og de radikale, som nu skal være historisk skydeskive for nutidens venstrefolk, bar kun et indirekte ansvar for dette. Erhvervslivets aktører stemte nok heller ikke på dem, men på de 'erhvervsvenlige' partier Venstre og konservative.
Claus Bryld
professor, RUC.
Frihedskæmperen
I den forløbne uge har jeg flere gange haft den ubehagelige oplevelse at se den forsinkede frihedskæmper, vores statsminister, hylde specielt amerikanerne som vores befriere.
USA kom først med i 'den gode krig' ved juletid i december 1941, da japanerne havde bombet Pearl Harbor. På det tidspunkt havde briterne kæmpet alene fra juni 1940, indtil Hitlers angreb på Sovjet i juni 1941.
Et studium af statistiske opgørelser af faldne i løbet af enkelte af de vigtigste slag under krigen afslører, at USA slap ganske billigt fra den i sammenligning med deres allierede.
Invasionen i Normandiet i juni 1944 er et ofte fremhævet eksempel. I krigsgrave i området fra D-dag til og med afslutningen af Slaget om Normandiet hviler fra Storbritannien 17.769 faldne, fra USA 9386, fra Canada 5002, fra Polen 650. Under det afsluttende slag om Berlin i 1945 faldt omkring 70.000 sovjetiske soldater. Under hele krigen mistede USA omkring 300.000 mand, næsten udelukkende soldater.
Sovjetunionens tab opgøres til omkring 9 millioner soldater og omkring 19 millioner civile. Hvorfor husker statsministeren aldrig hvem der faktisk knækkede ryggen på Hitlerriget?
Jeg går iøvrigt ud fra, at hans slægtsgård undlod at levere svin til tyskerne.
Finn Holten Hansen
journalist
De bedste forældre?
En ny rapport fra "UFC Børn og Unge" viser, at mens ca. en procent af de danske børn i dag er anbragt uden for hjemmet, så er tallet kun det halve for børn af indvandrere.
'Historien' i denne nyhed har dog ikke været, at indvandrerbørn åbenbart har færre problemer end danske børn, men at indvandrere får fjernet alt for få børn.
Urban præsenterede således rapporten som "Indvandrerbørn fjernes for sjældent", og DR gengav nyheden under overskriften "For få børn af indvandrere tvangsfjernes fra hjemmet".
Rapporten er dog mere nuanceret og forklarer bl.a. forskellen med, at indvandrerbørn "måske har bedre forhold (omsorg osv.) end børn med dansk baggrund i samme aldersgruppe." Ingen medier har dog af den grund fundet på at lave en overskrift, der hedder "Indvandrere er gode forældre".
En nyere rapport fra Socialforskningsinstituttet underbygger, at indvandrerbørn faktisk trives bedre end danske børn under samme sociale vilkår helt frem til syv års-alderen.
Socialministeren og DF har ikke desto mindre kaldt til kamp mod en postuleret berøringsangst over for indvandrerfamilierne, der så sandelig også skal leve op til den magiske ene procent. At man på den måde sætter flere tvangsfjernelser i værk pga. hurtige mediekonklusioner er dog intet mindre end usmageligt.
Signe A. E. Larsen
Medl., Minoritetspartiets hovedbestyrelse
Politisk børnelærdom
Se til venstre
Se til højre
He(l)le regimentet drejer om!
Historisk fusk
Genudsendelsen af Kun en tysker den 26. april på DR2 viste, at myten om de danske lægers ansvar for 7.000 flygtningebørns død stadig lever. Det bliver myten imidlertid ikke sand af.
Den bygger på historisk fusk fra Kirsten Lylloffs (KL) side i hendes artikel i Historisk Tidsskrift foråret 1999.
KL røber i denne artikel intet kendskab overhovedet til de tyske flygtningesygehuse. Men faktisk lykkedes det tyskerne at opbygge et sygehusvæsen for de tyske flygtninge før den 5. maj 1945 med ca. 20.000 sengepladser og bla.. 46 jordemødre (ifg. Flygtninge i Danmark 1945-49). At der var jordemødre afslører for den opmærksomme læser (men ikke for KL), at der ikke er tale om militærlazaretter.
I en artikel i Ugeskrift for Læger, februar 2000, søger KL at vise, at de sygdomme, flygtningebørnene døde af, var banale og let kunne være blevet helbredt.
Hun gør det ved hjælp af børnenes dødsattester. Og for at fastslå troværdigheden af disse attester gør hun opmærksom på, at de er underskrevet af "kapable tyske læger". Ved hjælp af lægeunderskrifter, der beviser, at der var en læge til stede, prøver hun at bevise, at børnene kunne være blevet helbredt, hvis der blot havde været en læge til stede.
Kan nogen være så blind? Ja, hvis man er ude i det 'hellige' ærinde at påvise en hidtil overset skyld hos det danske folk. Men fusk er det.
Ricardt Riis Horsens
