Læsetid: 9 min.

LÆSERBREVE

Debat
11. april 2005


Kopi-politik
Enhedslistens Per Clausen beskylder SF for at bedrive kopi-politik (Information den 7. april), fordi Pia Olsen har fremsat et forslag om momsfritagelse på økovarer.
Nu er det i sig selv ganske tankevækkende, at Enhedslisten er inde og slå et slag for ejendomsretten – og så oven i købet på tankens og politikkens område. Også på det felt er SF mere tilhængere af open sources end af patentbeskyttelse.
Men når nu Per Clausen på den måde er begyndt at tænke politik som en vare, så kunne det være meget interessant at få lidt forbrugeroplysning op til folkeafstemningen om Forfatningstraktaten.
For et år siden stillede Enhedslisten nemlig kandidater op på både Folkebvægelsens og Junibevægelsens lister til EP-valget. I Enhedslistens blad kunne man læse, at det ikke var fordi, Enhedslisten havde ændret politik: Man gik stadig ind for udmeldelse af EU, men stillede op på Junibevægelsens liste af taktiske grunde. Ikke nogen videre demokratisk praksis – man fristes til at tale om demokratisk underskud over for vælgerne.
Op til den kommende folkeafstemning, vil der sikkert optræde en række tværpolitiske bevægelser, og en del af disse vil sikkert hævde, at de ikke er mod EU, men bare vil have et bedre EU.
Det er på dette punkt Per Clausen allerede nu kan bidrage med lidt forbrugeroplysning:
Går Enhedslisten aktive i Junibevægelsen ind for bevægelsens politik, eller går de ind for Enhedslistens? Og vil Enhedslisten op til afstemningen om forfatningstraktaten udelukkende arbejde inden for bevægelser, der vil ud af EU – eller vil man også arbejde i andre bevægelser, og dermed propagandere for standpunkter, man slet ikke støtte?

Claus Christoffersen
Frederiksberg C

Jamen, der er jo forskel!
Jeg har de sidste uger fulgt formandsvalget hos Socialdemokraterne gennem medierne med almindelig interesse.
På baggrund af dækningen i medierne, har jeg fået det indtryk, at de to kandidater overordnet set ikke adskiller sig nævneværdigt fra hinanden, og at valget derfor handler mest om hvilken af kandidaterne, der fremstår bedst i medierne og dermed vil være den mest konkurrencedygtige opponent til Anders Fogh Rasmussens velsmurte spin-apparat.
Et interessant debatmøde, jeg overværede den 5. april 2005 med de to formandskandidater, viste dog noget helt andet. Her fremstod kandidaterne væsensforskellige i deres politik – en forskellighed, som besynderligt nok ikke fremstår i medierne.
Helle Thorning-Schmidt fremstod som en fortrinlig repræsentant for, hvad der kan kaldes, Blair-isme. Hun går ind for, hvad end der flytter stemmer.
Frank Jensen derimod fremstod som en kandidat med et egentligt politisk projekt.
Han viste tydeligt sit politiske ståsted og fraveg konsekvent ikke fra dette. Og hvad vigtigere er: Franks Jensens politiske ståsted er håndgribeligt socialdemokratisk og ikke fedtet ind i populist-politiske indskydelser.
Jeg finder det bekymrende, at medierne er så dårlige til at formidle formandskandidaternes politiske budskab og kan ikke lade være at overveje, om medierne bevidst nedprioriterer den vanskelige politiske analyse af kandidaternes politik til fordel for den nemme analyse af Helles præference for Gucci overfor Franks nordjyske temperament.

Bjarke Hesbjerg
København V

Tal ikke ned til os
Jamen, Søren Krarup (Information den 9.-10. april), vi er mange, der udmærket forstår, hvad det er, du hævder. Vi er bare ikke enige i, at din skulle være den eneste holdbare måde at tænke menneske og samfund på.
Jeg er ikke lutheraner; mit udgangspunkt er ikke at skelne mellem åndeligt og verdsligt regimente. For mig og mange andre er der tale om en uomgængelig dialektik – mellem magt og kritik af magten; mellem gældende diskurs og tankens frihed; mellem glemsel og erindring.
Nu har du tænkt, sagt og skrevet det samme i fyrre år. Vi har forstået det. Hold op med at tale ned til os – det gavner ikke din sag.

Henrik Ljungberg
lektor

Uacceptabel traktat
Informations Sandy French skriver den 1. april: »Tværpolitiske bevægelser har udspillet deres rolle i Danmark.«
Når vi skal stemme den 27. september om det fremlagte udkast til en EU-forfatning, handler det ikke om ja eller nej til EU. Det handler om, hvorvidt vi finder EU-forfatningen acceptabel som vores fremtidige styreform.
JuniBevægelsen mener nej. Forfatningen skaber en helt unødvendig centralisering, og flytter magten på over 60 områder fra os vælgere til EU-bureaukrater, vi ikke kan afsætte på en valgdag.
Forfatningen flytter magt fra de små til de største lande i EU. Forfatningen gør befolkningstal til den afgørende faktor for indflydelsen.
Endelig mister vi retten til at have et fast medlem af den magtfulde EU-kommission.
JuniBevægelsen kæmper for:
At kommissærerne skal være folkevalgte i hvert medlemsland, så vi kan stemme på dem, der bestemmer.
At alle møder og dokumenter er åbne, medmindre man udtrykkeligt begrunder noget andet. EU’s hovedregel er det modsatte.
Man kan vel næppe påstå, at kravene om demokrati, åbenhed og nærhed i EU er særligt højre- eller venstreorienteret.
Vi arbejder for et tværpolitisk og et europæisk nej, der kan sætte skub i en positiv og acceptabel udformning af EU.

Hanne Dahl
ordfører for JuniBevægelsen

Livets kanon
Nu er det på tide at sætte ind imod stress. Stress er indirekte årsagen til dårlig indlæring, dårlige spisevaner og manglende motion. Stress skaber endda dårligt selvværd og depressioner. På samme måde, som vi har lært at børste tænder hver dag, bør unge også lære at stresse af om morgenen og aftenen – og blive bevist om hvad stresser mest.

Helgi Breiner
Kbh. Ø

Hvad skal vi stemme om, hvis Frankrig stemmer nej?
Statsminister Anders Fogh Rasmussen vil fastholde folkeafstemningen om EU-Forfatningen den 27. september, hvis Frankrig og/eller Holland stemmer nej. Hvad skal vi så stemme om? Forfatningen kan kun vedtages enstemmigt.

Jens-Peter Bonde
MP,JuniBevægelsen

En stymper
Med nogen undren læste jeg en artikel på Informations bagside af Per Dalgård den 5. april under overskriften »Hotel Rossijas endeligt« .
I denne bemærkelsesværdige omtale af Sovjetunionen får man at vide, at »gigantomanien var gigantisk«, at der er en »ufattelig smuk udsigt ind over byen med de mange Stalin-højhuse, og højhuse, som Stalin og Lenin lod nedrive...« Senere hedder det om Leonid Bresjnev: »... den fordrukne og småsenile Leonid Bresjnev. Bresjnev var en stakkels stymper, som kun interesserede sig for magt, jagt og mad og masser af kvinder og sprut.....« Om situationen i 1979 forklarer hr. Dalgård således: »Men i 1979 skulle man bestikke sig ind på restauranten på Hotel Rossija for at få et måltid, som ikke kun var beregnet til sovjetiske stålgebisser med vodkaskylning.« Om sin store nød i Sovjetunionen beretter hr. Dalgård således: »Jeg satte mig ved et bord. Ingen kom. Jeg gik hen til de neglefilende servitricer og bad om betjening. Uden held. Endnu en halv time gik, inden jeg gik. Den lange vej om til dollarbutikken for at bruge mine sidste stipendiepenge på chips og Tuborg for at overleve.« Informations stilist afslutter sin reportage fra Moskva med budskabet om, at »Stalins hæsligt grimme Hotel Moskva« skal nedrives.
Jeg har boet to år i Sovjetunionen og har besøgt unionen mindst 20 gange. Og jeg taler med russere næsten hver dag. Jeg kan bevidne, at det billede, hr. Dalgård giver af sult og elendighed i den tid, er løgn – for ikke at sige noget fordrukkent vås.
Derimod er det den skinbarlige sandhed, at mange russere i dag (ca. 70 procent) lider nød og dør af den. Ifølge officielle tal er 8-10 millioner russere døde som direkte følge af de tilstande, der blev indført efter 1991. Bresjnev var ikke »en stymper«, men en hæderlig officer og politiker. Russerne har aldrig haft det så godt som i hans tid.
Hvad hr. Dalgård er for én, kan overlades til læserne at dømme om. Jeg er selv ikke så glad for ukvemsord. Forøvrigt klæder det ikke Information at udbrede udsagn som de ovenfor citerede.

André Niclasen
lektor

SVAR: Det er dog underligt, som øjne ser forskelligt. Mit lille essay om det gigantiske russiske Hotel Rossija, som var tænkt som en lille tragikomisk sag til bagsiden, har fået to vrede læsere til at reagere (den 8. april og i dag).
Som jeg læser de to indlæg er årsagen til vreden først fremmest min påstand om, at der var mangel på mad til den almindelige befolkning under Leonid Bresnjev, hvis Sovjetunionen jeg første gang besøgte i 1975. Siden har jeg boet i adskillige år både i Sovjet og i det nye Rusland og har set, hvordan selv en lille kiosk i enhver flække i Sibirien i dag er mere velforsynet med varer, end selv de bedste madbutikker var det i Bresnjevs Sovjetunionen, bortset fra de specielle dollarbutikker til partipamperne og udlændingene.
De fleste udlændinge fik naturligvis mad, ligesom de ikke blev vist de triste sider af Sovjetunionen. Turisterne kom jo ud til mønsterkollektivbrugene og blev modtaget af glade børn, de kom ikke til opsamlingslejrene for hjemløse, invalide og gadebørn, som blev samlet op i Moskva og Ledningrad og fjernet fra nysgerrige udenlandske blikke. De kom heller ikke til fangelejrene, hvor anderledestænkende rådnede, indtil Jeltsin i 1991 lukkede den sidste politiske lejr i Perm.
I 1979 var der mangel på fødevarer i butikkerne selv i Moskva, men værst i provinsen. I byen Voronesj, hvor jeg boede et halvt år, var der intet udover lange køer efter vodka og brød. Og når læserne ikke har set sultne og tiggere i Moskva, så var det formentlig fordi, Moskva og Leningrad netop det år blev renset ekstra godt for ludere, tiggere, narkomaner og udenlandske studenter op til OL 1980. Få år senere var jeg med til at bringe nødhjælp til Leningrad, hvor bystyret indrømmede, at de kun havde mad til at brødeføde befolkningen i tre dage. Men da var Gorbatjov også kommet til magten, og sandheden ikke længere så ilde hørt i Rusland.

Per Dalgård

Fokus på børn
Den 6. april blev to mænd dømt for at have organiseret tyverier i København. Der blev lagt vægt på, at de dømte havde indgået i et kriminelt netværk om at arrangere unge rumæneres rejse og ophold i Danmark. Disse skulle stjæle og aflevere en del af udbyttet til de dømte.
Københavns politi havde sidste år store problemer med de unge tyve, bl.a. fordi de angav at være under 15 år og derfor ikke kunne anbringes på en lukket institution. Der blev ved lov åbnet for, at børnene ved gentagne pågribelser kunne placeres i en sikret afdeling for udlændinge under 15 år.
Intentionen bag loven var, at beskytte børnene mod bagmændene. I dommen den 6. april er der ikke lagt vægt på, at disse unge evt. var ofre og mindreårige. Red Barnet mener, at dette aspekt burde havde fået mere fokus.
Hvis den særlige paragraf §262a i straffeloven om handel med mennesker havde været benyttet, ville udnyttelsesaspektet have indgået i retssagen. Fra handelen med kvinder ved vi, at de først fik rettigheder som ofre, hvis §262a blev benyttet. Børn kan ikke være skyld i egen udnyttelse, derfor er det ikke nødvendigt at bevise, at der foreligger tvang. Havde §262a været benyttet ville dommen have sendt et stærkt signal om, at det er uacceptabelt, at børn, der bruges til at stjæle, vokser op uden sikring af basale rettigheder, og at Danmark er villig til at gøre alt for at stoppe fænomenet.
Børn under 18 år, der udnyttes, skal beskyttes i Danmark. Derfor kan en sikret afdeling fortsat være en mulig foranstaltning. Konsekvensen må dog være, at beskyttelses- og offeraspektet også inddrages i retssager mod personer, der organiserer børn i tyverier.

Inger Neufeldt
Red Barnet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her