Læsetid: 11 min.

LÆSERBREVE

Debat
4. april 2005


Lulas fallit
Lulas fallit i Brasilien er uomtvistelig, men omstændighederne er andre, end Leonardo Boff anfører (Information den 30. marts.). Hans beskrivelse af situationen er et ekko af den kritikkanonade, den yderste venstrefløj har udsat PT-regeringen for, siden kort efter, at den trådte til.
Problemet i Brasilien i dag er ikke øget polarisering, men at der ikke sker noget med hensyn til at mindske den sociale ulighed. 40 millioner brasilianere har en højere gennemsnitsindkomst end Danmark, og man har væsentligt lavere forbrugerpriser, så det er ikke »en meget lille elite« (Boff), der bliver rigere og rigere. Middelstanden er i fremgang, men dens øgede velstand kommer ikke de millioner, der lever på mindeslønsniveau eller derunder, til gode. Og de havde sat deres lid til Lula og PT, så deres frustration vokser.
Positive tiltag har sikret større gennemsigtighed, højere etik og mindre korruption i den offentlige forvaltning, skaffet basal sygesikring og hjælp til fattige familier, men de er stort set alle sammen gennemført eller forberedt af Lulas forgænger, Fernando Henrique Cardoso. Det var Cardosos socialdemokratisk-radikale (ville man sige i Danmark) regering, der rettede op på Brasiliens økonomi og fik forankret demokratiet, så det overhovedet blev muligt at vælge en Lula til præsident. Der, hvor Lula viderefører Cardosos politik, går det rimelig godt. Eksporten boomer, og udenlandske investeringer strømmer ind. Men demokratiseringen af magtstrukturerne er gået i stå, og der, hvor Lula fører sin egen og PT’s politik, sander det meste til i uvirksomhed, inkompetence og tom retorik. Selv hvis PT skulle indse, at et kursskifte er nødvendigt, er det med kun et år til næste valg for sent.

Therkel Stræde
lektor i samtidshistorie

Europæiske visioner
SF skal vælge en ny og visionær formand. Hvis partiet skal opnå større tilslutning i befolkningen, kræver det klare politiske visioner – ikke mindst i forhold til partiets europapolitik.
SF bør være med til at sætte dagsordenen for det fremtidige europæiske samarbejde. Forholdet til Europa kan ikke blot henlægges til stillingtagen til aktuelle EU-afstemninger. En ny formand må melde klart ud hvordan vedkommende vil arbejde for en socialt ansvarlig udvikling i EU i tæt samarbejde med resten af den europæiske venstrefløj. Det første skridt er at melde SF ind i Det Grønne Parti i Europa, hvor SF i dag kun er observatør – et europæisk parti, hvor de lande, der har medlemmer i Europa-Parlamentet, sidder i Den Grønne Gruppe. En indmeldelse af SF i selve partiet vil signalere en retning i Europa-politikken og en parathed til aktiv deltagelse i den fælles kamp for et mere demokratisk EU, der har fokus på velfærd og bæredygtighed.
Udviklingen af bæredygtige energi- og produktionsformer og sikring af velfærden i Europa kræver et tættere politisk samarbejde i EU. SF har en fantastisk mulighed for at komme med politiske bud på, hvordan EU bedre kan tackle fremtidens udfordringer som arbejdsløshed, fattigdom, terrorisme, kriminalitet og miljøsvineri. Men det kræver en formand, der tør tage udfordringen op.

Katja Murray
og Thomas Nystrøm
SF’s EU-udvalg

Stamceller og konkurs
Man mener, at stamceller i den nærmeste fremtid kan bruges til at behandle en del arvelige lidelser.
Den nyeste forskning viser, at det ikke er sikkert, at man kan bruge stamceller fra sig selv til at kurere de lidelser. Det nytter altså ikke at gemme stamceller hos et privat firma, da man kun kan få sit eget barns stamceller tilbage fra firmaet.
Copygene tilbyder at opbevare stamceller fra blodet i navlestrengen fra ens nyfødte barn. Firmaet opbevarer stamceller i fryser med en stregkode, der gennem dets database kan sættes i forbindelse med identiteten på forældrene.
Oplysningerne om genmaterialet og forældrenes identitet kan slippe ud ved tyveri eller hvis firmaet går konkurs. En konkurs kan også betyde, at der ville blive slukket for fryserne, og at alle stamcellerne vil gå tabt. Copygene fastslår på sin website, at det har taget en masse tiltag for at sikre firmaet mod konkurs. Det er ifølge dansk lovgivning ikke muligt at sikre et firma mod konkurs.
Ved en offentlig stamcellebank ville vi anonymt kunne aflevere stamceller til fremtidig behandling og den vil være sikret mod konkurs.

Simon Østengaard
it-konsulent

Dyr ventetid
Ventetiden på psykiatrisk behandling i Danmark er mellem tre til 12 måneder. For depressionsramte en ventetid, der medfører stor lidelse og ikke mindst forværret sygdom og måske tab af job og familie. Alt i alt alvorlig nedsat livskvalitet for den sygdomsramte og ikke mindst en dyr omgang for skatteyderne, fordi mange patienter bukker under og ender i pensionssystemet i en arbejdsdygtig alder. Psykologhjælp kan ikke tilbydes af det offentlige, hvilket ellers kunne være en løsning. Vi taler om en folkesygdom med ca 200.000 ramte til enhver tid.
Depression er også en stille sygdom, en tabubelagt sygdom og depressionsramte kan ikke selv tale deres sag.
Almindelig hovedregning vil vise, at behandling kan betale sig med stor gevinst for den syge, vedkommendes arbejdsplads og familie, og for samfundet, der kan bruge pengene på andre områder i sundhedsvæsenet. Det er urimeligt og diskriminerende, at psykiatriske lidelser er undtaget for behandlingsgaranti i Danmark.
Det vil vi opfordre politikere og sundhedsadministratorer til at tænke lidt over.

Jette Balslev
DepressionsForeningen

Valget af Wolfowitz
Ja, verden viser atter sit grumme ansigt frem. Valget af Paul Wolfowitz som præsident for Verdensbanken må nærmest betegnes – og undskyld mig! – som en rigtig dårlig ”witz”...nærmest tragi-komisk. En ultrakonservativ og en af arkitekterne bag krigen i Irak. I juni 2003, under et asiatisk sikkerhedsmøde i Singapore, indrømmede han, at krigen mod Irak blev indledt for oliens skyld. Måneden forinden havde han i et interview i tidsskriftet Vanity Fair opsigtsvækkende udtalt, at når man havde valgt Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben som begrundelse for krigen, så var det af rent »bureaukratiske årsager«.
Denne mand skal nu styre Verdensbanken og hjælpe med til at bekæmpe fattigdom (bankens mål er at halvere verdens fattigdom inden år 2015)  med speciel fokus på Afrika. Hans eneste udenrigspolitiske erfaring er hans år som amerikansk ambassadør i Indonesien...I de år støttede USA aktivt diktatoren Suharto.
Med valget er denne person til præsident vil Verdensbanken helt sikkert atter blive redskab for den amerikanske politik, hvor USA dikterer, og hvor der skal tages hensyn til amerikanske egeninteresser. Glem alt om hjælp til de fattige! Til det siger den danske udviklingsminister Ulla Tørnæs: »Det er mit indtryk, at han (Paul W.)  vil fortsætte Verdensbankens nuværende kurs med fokus på fattigdom og Afrika«…Hvor er verden dog blevet modbydelig tragi-komisk!

Henrik Thejl Hansen
Ciudad de Habana, Cuba

Udvidelsen fungerer
Skal man tro det nationale kompromis om EU’s forfatningstraktat, så er traktaten en nødvendighed for udvidelsen af EU. Men EU er allerede udvidet, og da forfatningstraktaten tidligst kan træde i kraft om to år, er det mere et smart debattrick end reelt indhold. Forfatningstraktaten handler ikke om udvidelsen – og derfor skal forfatningstilhængerne heller ikke tage udvidelsen som gidsel for at klemme et ja igennem.
Selvfølgelig skal vi have en fornuftig ramme for udvidelsen. Men det er de sidste tre EU-traktater, der nu er blevet markedsført, som om de var nødvendige for udvidelsen. I 1997 med Amsterdamtraktaten var det mest tomme ord, men i 2000 med Nicetraktaten skete der faktisk en række rigtige og nødvendige reformer af samarbejdet. Men EU er nu blevet udvidet – den 1. maj sidste år – og samarbejdet fungerer i bedste velgående. Så derfor er den tid ovre, hvor udvidelsen i sig selv kan bruges som argument for en ny traktat. Man må altså ud af busken med bedre og mere reelle argumenter.
EU er på ingen måde handlingslammet efter udvidelsen. Der bliver truffet stakkevis af beslutninger i EU. På godt – som f.eks. da Barrosos forslag til kommission blev væltet – og på ondt, som f.eks. ved beslutningen om at tillade nye drivhusgasser eller at lade kemiindustrien diktere EU’s kemikaliepolitik. Så EU fungerer glimrende i dag på Nicetraktatens grundlag – og det vil fortsætte som i dag, hvis vi forkaster forfatningstraktaten med dens problemer med liberaliseringer, oprustning og afdemokratisering.
Udvidelsen er den vigtigste sejr de sidste mange år. Men den har intet med forfatningstraktaten at gøre.

Morten Homann
MF for SF

Misforståelse om radikale
Det var med stor undren, at jeg i Informations leder den 21. marts kunne læse »at selv Det Radikale Venstre har bakket op om at stille krav til, at det danske center for menneskerettigheders udtalelser og rapporter underkastes uvildige juridiske undersøgelser...« Har vi det? Jeg kender i al fald ikke til en sådan radikal holdning.
Information må ligge under for en graverende misforståelse, som kan undre, da partiets holdninger til dette område har været genstand for endog stor opmærksomhed før og under valget. Mon det er mindre grundig omgang med kilderne, der er årsagen? Er det det forslag til vedtagelse i Folketinget, som den samlede opposition minus Dansk Folkeparti blev enig om at fremsætte d. 18. januar ved dagens forespørgselsdebat, der tænkes på? Den debat blev ikke til noget, fordi statsministeren udskrev valg. Men forslaget indgik i valgkampen bl.a. som ’den hemmelige plan’, Anders Fogh Rasmussen forsøgte at pådutte S og R under valgkampen.
I forslaget til vedtagelse står der bl. a., at regeringen opfordres til »at udpege et hurtigt arbejdende, uafhængigt ekspertpanel til at vurdere, hvilke ændringer, der skal foretages i den administrative praksis og eventuelt i udlændingeloven for at imødekomme kritikken fra Institut for Menneskerettighede«". Hvilket er udtryk for, at vi tager menneskerettighedscenterets rapport og konklusioner om den danske udlændingelov og dens forvaltning endog meget alvorlig. Det er faktisk det modsatte
synspunkt af det, Informations leder tillægger os. Om igen!

Marianne Jelved
partileder

Skammens dag
Torsdag den 10. marts 2005 kommer til at gå over i historien som Skammens Dag. På den dag behandlede Folketinget regeringens forslag om »Indsats mod ghettoisering«, fremsat af socialminister Eva Kjer Hansen.
Med forslaget tager Danmark det første skridt ud på diskriminationens glidebane på en tur, vi ikke ved hvor ender. Det går ud på, at kommunerne skal have ret til at nægte kontanthjælpsmodtagere at flytte ind i den bebyggelse, hvor de har fået lejlighed efter at have stået på venteliste. Det gælder, såfremt de pågældende ønsker at flytte ind i særligt socialt belastede bebyggelser, som Vollsmose, Gellerupparken og Mjølnerparken.
Regeringen har tilsyneladende den bedste hensigt. Man vil give kommunerne et redskab til at udtynde de belastede bebyggelser for personer der befinder sig uden for arbejdsmarkedet. Håbet er, at man kan få en højere andel af lønmodtagere og andre erhvervsaktive i disse bebyggelser og derved mindske deres præg af ’ghetto’.
Men midlet er stygt: Der er tale om en ensidig diskrimination mod kontanthjælpsmodtagerne. De fratages deres ret til frit at vælge bolig. Efter min opfattelse må det frie boligvalg sidestilles med de egentlige menneskerettigheder og skal respekteres derefter. Det gælder både for høj og lav. Skulle en direktør f.eks. spørge Gentofte Kommune om lov til at flytte ind i en villa i Rigmandsghettoen? Det hele bliver ikke mere pinligt af, at det er den »forkerte« gruppe, som diskrimineres. Udgangspunktet for helle ghetto-diskussionen har været, at der var for mange mørke udlændinge i de store almene bebyggelser. Men forbuddet mod racediskrimination har forhindret, at man fratager de mørke udlændinge deres rettigheder.
Derfor var man nødt til at foretage en bredere afgrænsning af den gruppe, man vil forhindre i at flytte ind, og så faldt valget på kategorien »kontanthjælpsmodtagere«.
Dertil kommer, at lovforslaget på ingen måde løser de problemer, som de almene bebyggelser står over for. Kontanthjælpsmodtagerne er nemlig ikke det eneste – eller det væsentligste – problem i de belastede boligområder. Man kunne lige så vel sige, at det er koncentrationen af dagpengemodtagere, folkepensionister, førtidspensionister, psykisk syge eller adfærdsvanskelige unge, som er et problem i belastede boligområder – og at man derfor må begrænse disse gruppers adgang til at bosætte sig i disse områder.
Forslaget indeholder ikke nogle virkemidler, der kan forhindre at ressourcestærke beboere flytter bort fra de belastede boligområder. Det indeholder heller ikke noget incitament til at ressourcestærke beboere flytter ind.
Forslaget får dermed ingen reele gavnlige virkninger. Men det har åbnet for en vilkårlig magtudøvelse fra det offentliges side. Den lov har Danmark ikke fortjent.

Jakob Lindberg
Landssekretær i Danmarks Lejerforeninger

Lad dem blive
Jeg er som mor til et barn med autisme meget bekymret ved udsigten til at mit barns skole, en amtslig specialskole, skal overgå til kommunalt regi.
Min søn vil ikke have nogen som helst glæde af nærhedsprincippet. Han har ingen interesse i venner fra nabolaget. Derimod har han stor glæde af at gå i en skole, hvor personalet har søgt hen, fordi det har interesse i at undervise børn med autisme og derfor har videreuddannet sig inden for dette handicapområde.
Jeg frygter, at min søn skal blive overført til en specialklasse i et hjørne af den lokale folkeskole med en lærer, som ikke har nogen som helst viden om hans handicap. Så kan alle de såkaldt normale børn gå og fryde sig over ikke at høre til i ’tossehjørnet’.
Hvis kommunerne ikke troede på, at de kunne spare penge, ville de slet ikke vise interesse i at overtage specialskolerne. Det er jo økonomiske og ikke vidensbaserede begrundelser, som ligger bag kommunereformens forslag om at flytte specialskoleområdet.
Når man så tænker på, hvor ringe det står til på mange folkeskoler, skulle man synes, at kommunerne havde hænderne fulde med at få disse op at stå og ikke behøvede at påtage sig en opgave, som så helt klart vil overstige både deres budgetter og deres formåen.
Lad de amtslige specialskoler blive i regionen. Der ligger alle andre tilbud til handicappede, så dermed vil familierne til børn med handicap få en indgang, og er det ikke det hele kommunereformen går ud på?

Marianne Banner
Århus C

Lige for hvilken lov?
»En del kvinder ønsker faktisk at gøre manden så ophidset, at han overhører deres »nej«. Den mand, der venter passivt på, at kvinden eksplicit siger: »du må godt«, kommer til at vente evigt«.
Disse ord kunne man læse i nærværende avis 23. marts. Ordene var Kåre Fogs, og de var blot seneste skud på stammen i de tilsyneladende endeløse tirader, som Informations læsere med jævne mellemrum har måttet lægge øjne til i det forløbne års tid.
Læserreaktionerne udeblev da heller ikke, men selvom jeg er lettet over, at jeg åbenbart ikke er ene om at tage afstand fra KF’s udgydelser, savner jeg en lignende tilkendegivelse fra Informations redaktion.
En ting er, at KF ubekymret bevæger sig fra zoologien til sociologisk forskning – en abstraktion, som ingen ved deres fulde fem burde kunne tage alvorligt– en anden og langt mere skræmmende ting er, at det indledende citat for mig at se er en decideret opfordring til seksuelle overgreb! Jeg kan derfor kun spørge: Ønsker Information fortsat at lægge spalteplads til denne type udsagn? Og hvilke andre opfordringer til lovbrud kan vi i så fald forvente vil blive eksponeret? Selvtægt mod voldtægtsforbrydere?

Mette Liv Mertz
cand. mag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her