Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

2. april 2005


Utroværdige Nyrup
Magtmennesket Poul Nyrup Rasmussen forsøger sig igen med et karaktermord, når han pludselig melder ud, at den ene af de to formandskandidater hos socialdemokraterne er uden lederevner og ikke vil kunne løfte opgaven. Enhver husker jo det karaktermord, Poul Nyrup Rasmussen begik på Svend Auken forud kongressen, hvor han blev valgt til formand for Socialdemokraterne.
Men Poul Nyrup Rasmussen er absolut ikke troværdig. Alle husker hans og ’højrefløjens’ angreb på efterlønnen efter et valg, hvor han forud havde lovet, at det ikke ville blive rørt ved efterlønnen.
Derfor skal vi ikke lytte til Poul Nyrup Rasmussens anbefalinger, men vælge en formand, der har visioner og ideer om fremtidens velfærdssamfund, og som har mod til at fremlægge dem, som Frank Jensen gør. Han har bevist, at han er driftsikker som minister og en god leder.

John F. Melchiorsen
Aalborg Ø

Katastrofal indblanding
Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen er igen kommet til at optræde som en af de mest uheldige helte i dansk politik. Med sine kritiske bemærkninger om Frank Jensen, en gammel loyal medkæmper, har han for det første bidraget til den fortsatte fløjkrig hos Socialdemokraterne, for det andet overset et vigtigt politisk skaktræk: Villy Søvndals markante placering som kommende formand for SF. Lad så være, at Frank Jensen med mere af det samme repræsenterer de bovlamme Socialdemokrater, men med sin relancering af klassekampen vil han som formand for Socialdemokraterne og med Villy Søvndal som formand for SF kunne mønstre en kvalificeret opposition.
Man kan meget beklage, at unge Mette Frederiksen ikke opstiller som formandskandidat. Godt nok er hun grøn, men hun er tør bag ørerne, og hun brænder igennem med politisk tæft og oratorisk slagkraft. Man tør nok opfatte hende som Socialdemokraternes livredder, der kan træde til, hvis den kommende formand viser sig politisk impotent/frigid.
Meget står på spil, og hvis ikke Socialdemokraterne øjeblikkeligt får elimineret den højtbegavede tåbelighed, kan man kun ønske, at partiet kommer under spærregrænsen, så der på en eller anden måde kan startes på en frisk.

Bjarne Segefjord Brovst
forfatter

Den grimme lov
En ny-puritansk bølge skyller ind over os, og der ses ofte fremsat forslag om indgreb mod prostitutionskunder. Men en sådan kriminalisering er tidligere forsøgt her i landet. Erik Nørgaards kronik i sin tid i Politiken Den grimme lov afdækkede resultatet, da det i 1950’erne blev gjort strafbart for mænd at have betalt seksuelt samkvem med unge af samme køn under 21 år.
For anklagemyndighedens bevisnød var stor, og rettens kendelser blev begrundet med, at tilsagn om ulovlig betaling »havde ligget i luften.« Ingen homoseksuel mand kunne dengang skænke sin forlovede en gave, invitere den udkårne i biografen eller blot spendere en øl og et par stykker smørrebrød uden efterfølgende risiko for arrestation og tiltale for lovbrud.
Under justitsminister Hans Hækkerup blev der oprettet et specielt sædelighedspoliti, som under ledelse af en berygtet politiinspektør drev klapjagt på borgerne. Utallige blev arresteret og dømt på det løsest tænkelige grundlag. For dem gjaldt, at de fik slået deres tilværelse i stykker, mistede arbejde og bolig, fik spoleret deres uddannelse, etc.
Folketinget bør afstå fra at vedtage love, som ikke kan administreres retfærdigt, og som rummer ubehagelige elementer af frelsthed, intolerance og moraliseren over for borgerne.

P. Jespersen
København K.

Uretfærdig indtjening
Det slår mig gang på gang og nu senest i forbindelse med informations leder den 30. marts, hvor det nævnes, at vi nu snart alle er millionærer i gennemsnit, hvor besynderligt og tilfældigt goderne er fordelt. I visse områder i København og på Frederiksberg er ejendomspriserne i løbet af de sidste ni år steget en million kroner i snit, og jeg har personligt kendskab til personer, der har købt hus for under en million for 10 år siden, og som i dag ville kunne sælge huset til fire millioner. Hold fast, det er 300.000 i skattefri indtægt om året.
Vi, der bor i yderområder, hvor stigningerne stort set har været ikke-eksisterende i samme periode, må jo undre os over den omfordeling af købekraft, som den udvikling er udtryk for. En række af disse værdistigninger kommer jo faktisk til udbetaling enten i form af omprioriteringer eller ved arv, hvilket i realiteten betyder, at husejere i København og Nordsjælland hver og en har fået, hvad der svarer til en pæn lottegevinst. Det er en utålelig skævvridning. Husk at Uffe Ellemann tabte valget, da Ekstra Bladet afslørede, at han personligt ville spare 30.000 kroner i ejendomsværdibeskatning, hvis den, som bebudet, blev afskaffet. Hvis partierne virkelig mener, at de ønsker at omlægge skatterne fra forbrug til indkomst, så er der milliarder at hente på at hæve ejendomsskatterne. Det ville formodentlig også betyde at huspriserne ville få et rimeligere niveau.

Sten Stenbæk
Fjerritslev

Atomvåben
Uden at ville indgå i en formentlig fuldstændig ukonstruktiv diskussion med Morten Messerschmidt (Information den 31. marts) og uden i øvrigt i denne sammenhæng at forholde mig til forholdene i Iran, er det så ikke faldet Messerschmidt ind, at Irans atompolitik er et resultat af hovedfjenden Israels atompolitik i området?
Magtbalance!

Hans Dam Frandsen
bibliotekar

Godt gået, Søren
Tænk, at nogen – inklusive mig selv – efterhånden orker at reagere på den ukristeligt kristne pastor Krarups demagogiske udgydelser. Satans godt gået, Søren!

Carl Aage Christensen
Vejle

Tal med journalisterne!
Mit råd til en virksomhedsleder, som pressen ønsker at interviewe, er simpelt: Tal med journalisterne! Ikke desto mindre er jeg blevet citeret for det modsatte råd flere steder blandt andet i en leder i denne avis den 26. marts. Hvordan kan det nu ske?
Lederskribenten har set Pengemagasinet på DR1, hvor jeg faktisk i et kort klip siger: »Lad være med at tale med de skide journalister.« Men jeg siger også i klippet, at det er et råd til ledere »i den situation«. Udtalelsen faldt nemlig som led i et dilemmaspil, hvor situationen var den, at der gik rygter om, at en virksomhed var ved at blive overtaget. I det tilfælde kan det vanskeligt lade sig gøre at tale med en journalist uden at komme til at bekræfte, at en overtagelse er ved at finde sted.
Journalister, der kender TDC, vil vide, at vi ikke kommenterer på rygter og spekulationer. Det kan, med få undtagelser, ikke lade sig gøre uden på et tidspunkt at komme i karambolage med børslovgivningen. Den praksis, som TDC i øvrigt er langt fra ene om at have, lå bag min udtalelse, der blev givet med et glimt i øjet i et rollespil, som pressen var inviteret til at overvære.
Med dette som en af meget få undtagelser taler vi – og ikke mindst jeg selv – i TDC gerne og ofte med journalister. Det gør vi ikke for at være flinke, men både fordi vi føler en vis forpligtelse, og fordi vi oplever, at det er en fordel for en virksomhed at være åben og prioritere dialogen med pressen højt.
Så enkelt er det faktisk

Henning Dyremose
adm. dir. og koncernchef

Medieomsorgssvigt
Efter at have læst artiklen i Information Alle de mange hjælpeløse danskere (den 26.-27. marts) løb det mig koldt ned ad ryggen. Disse tv-programmer, hvor voksne udstiller deres familiekonflikter, hvorefter en fremmed person kommer dem til undsætning, er en sørgelig ting. Har børnene i disse programmer selv valgt at være med? At få stukket et kamera op i ansigtet, at lade andre mennesker (seerne) se deres fortvivlelse, magtesløshed og gråd er direkte usmageligt, og jeg vil vove at påstå, medierne begår et overgreb på børnenes integritet. Ikke nok med det, i og med at forældrene tror på, at hjælp må hentes udefra, og at problemerne ikke kan løses i familien, kommer børnene til at se det som en løsningsmodel, de kan bruge til deres egne fremtidige konflikter. Programmer, der viser, vi skal ty til fremmedes hjælp i følelsesmæssige konfliktsituationer er blevet en farlig cocktail, der nemt kunne gå hen og blive et åg for for den næste generation, hvis den tror, det er vejen til lykke. Vi skal i stedet lære børnene at turde løse problemerne indbyrdes i familien. Ikke lade dem blive medie-ofre!

Kamilla Egholm
stud.mag. og musiker

Klare holdninger
SF holder landsmøde i denne weekend i skyggen af et folketingsvalg, der betyder, at SF ikke har haft en mandatfremgang i 17 år. Men en ting var lidt opløftende ved folketingsvalget. Holdningspartierne gik frem, og de store gavebodspartier gik tilbage. SF gik lidt tilbage, fordi vi ikke kunne finde ud af at være nogen af delene. Hvad er SF’s problem og hvad er nu SF’s fremtid ?
I værdikampen har SF været for pæn, fordi vi ikke vil vække anstød, f.eks. i udlændingepolitik. Men folk vil have klare holdninger. Derfor skal SF mere skarpt ville slås for de moderne værdier mod småborgerligheden.
I fordelingskampen har SF forsøgt at matche den gavebod, som stilles op til middelklassen ved festlige lejligheder. Det er en blindgyde. I stedet bør SF som socialistisk parti være kendt for at fokusere på de udstødte og for en politik, der i skat og velfærd skaber større social lighed og myndiggørelse af de underprivilegerede i samfundet.
SF’s fremtidsmulighed er en politisk profil, båret frem af nye ansigter, med skarpe værdier om internationalisme, liberale frihedsværdier og frisind kombineret med en fordelingspolitik, der systematisk kræver omfordeling og social retfærdighed frem for bare større velfærdsløsninger til alle. Den position har ingen andre partier. Den er SF’s eksistensberettigelse.

Ole Riisgaard
medlem af SF’s hovedbestyrelse

Kønsgeneraliseringer
Læserbrevsformen kræver en temmelig sort/hvid fremstilling. Skriver man for nuanceret med for mange forbehold, så fylder det for meget, og man får besked om at forkorte. Så ja, Hanne Willert (29. marts), trods forsøg på at klemme enkelte forbehold ind i teksten generaliserer jeg for meget. Undskyld, at jeg dermed rammer dig og andre som jeg ikke burde ramme. Mine synder blegner dog i forhold til, hvad mænd har måttet høre fra kvindebevægelsen igennem 35 år. Her er alt sort/hvidt. Alt ondt skyldes mænd, og kun mænd. Kvinder gør ingen fejl. Det rammer rigtig mange mænd, som ikke burde rammes.
Så, Jesper Stegmann (Information den 30. marts), problemet er, at (kvinde-sags-)kvinderne tildeler mændene 100 procent af ansvaret for alt, som går skævt. Jeg synes, at hvert køn skal påtage sig 50 procent. Det kræver, at kvinderne begynder at komme med i hvert fald små indrømmelser. Det sker alt for sjældent, men jeg bliver glad, når f.eks. Tine Byrckel gør det.
I øvrigt forstår jeg slet ikke Stegmanns synspunkter. Seksualitet er vel per definition det dyriske eller instinktprægede (hos begge køn), hvorimod erotik og kærlighed er noget mere menneskeligt. Jeg skriver, at de fleste kvinder tænder på dominante (ikke: dominerende) mænd; deri ligger implicit, at jeg gerne så flere kvinder tænde på blide og omgængelige mænd, netop for at komme væk fra det »dyriske« og opelske det mere menneskelige.

Kåre Fog
forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu