Undskyldning kræves
I de foregående par uger har man bl.a. i Information kunne læse, at vores statsminister forbereder sig på at give det jødiske samfund en officiel undskyldning, fordi Danmark udviste 19 jøder til Tyskland.
Det er en god idé, selvom den kommer lidt for sent. Sådan noget skulle man have gjort fra dansk side for mange år siden. Vi andre kan imidlertid kun håbe, at der snart vil komme en ny statsminister til, der også vil undskylde overfor alle de mange familier, der bliver splittet ad (og for manges vedkommende sendt til en uvis skæbne), alt sammen i det 21-århundred pga. 24-års reglen og tilknytningskravet. Eller skal der igen gå 60 år, før vi indser, at vi har handlet både forkert og umenneskeligt?
Sacir Camo
SF
Hvem kan vi sammenlignes med?
Det forekommer mig, at Marie-Louise Kjølbye (MLK) temmelig ureflekteret den 7. april gengiver nogle af påstandene fra Kirsten Lyllofs artikel i Historisk Tidsskrift fra 1999:
"250.000 flygtninge strømmede fra marts til maj 1945 ind over Danmarks grænser: Tyskere på flugt fra russiske styrker på vej østover." (Østover må vist være en lapsus?). MLK må jo vide, at dette ikke er sandt. De blev alle transporteret hertil af den tyske værnemagt med skib eller tog. Nogle af dem først med skib til ubesat tysk nærområde, hvor man altså ikke kunne tage sig af dem og sendte dem videre til Danmark med tog.
Det forbavser mig også, når MLK nu fremfører disse forhold i denne anklagende form, at hun så ikke nævner, at det danske indenrigsministerium den 28. marts 1945 sendte et cirkulære til alle amtmænd og sundhedsmyndigheder hvori der stod:
"Eventuelle patienter blandt de tyske flygtninge bør afvises fra de danske sygehuse, medmindre særlige forhold, navnlig sygdommens karakter måtte gøre det nødvendigt, at de pågældende behandles på et dansk sygehus. De tyske myndigheder har erklæret, at patienter blandt flygtninge som absolut hovedregel vil blive henvist til indlæggelse på de tyske lazaretter, og at der således kun ganske undtagelsesvis vil blive spørgsmål om indlæggelse p dansk sygehus."
Cirkulæret blev ikke nævnt i Lyllofs artikel. Heller ikke af Claus Bryld, der behandlede sagen både i en kronik i Information og i sin bog, Kampen om historien fra 2001, og i en endnu mere anklagende form nævner dette cirkulære. Cirkulæret, der jo stiller sagen i en helt anden belysning, kan vel næppe udelades i Lyllofs phd.-afhandling.
Det fremføres endelig, at Danmark behandlede "sine tyske flygtninge værre, end noget andet land i Europa." Hvilke andre lande i Europa fik påtvunget tyske flygtninge på samme måde, og som Danmark altså kan sammenlignes med?
Karl Lykkegaard
Herning
Uklædelig domfældelse
Tak til professor Anette Warrings for hendes kloge ord den 6. april i anledning af det 'nye' syn på besættelsestiden.
I mange af de nye bøger om denne tid, synes det mig, at man mere og mere fokuserer på det forkerte i danskernes optræden. Men for mig, der under hele tiden boede i København og således fulgte begivenhederne på ret nært hold, kan jeg kun sige, at jeg ikke genkender den opfattelse af de barske år.
Selvfølgelig var der folk, der gik tyskernes ærinde - der er brodne kar i alle lande - og de unge østpreus-krigsdeltagere, - ja, men her havde nogle af regeringsmedlemmerne deres meget store andel ved at anbefale sådan deltagelse.
Jeg kendte et par unge mennesker, der rejste til Tyskland for at arbejde, fordi de var arbejdsløse herhjemme. De blev senere tvunget til at tage til Østfronten i tysk uniform.
Den ene fik fire års fængsel efter retsopgøret, medens de herrer i regeringen, der havde anbefalet dette, gik fri. Retfærdigt?
Det er rigtigt, at ikke al modstand var lige legitim ud fra et demokratisk, retspolitisk eller menneskeretligt synspunkt; men demokrati, retspolitik og menneskeret var ude af funktion i de år, så for os, der levede på den tid, var modstand, stor eller lille det eneste rigtige. Der var mange måder at yde modstand på, og selv nok så lidt var vel i det lange løb med til at slække tyskernes hovmod og krigsgalskab.
Når man ikke var der, bør man være forsigtig med at fælde domme og også afholde sig fra at komme med dumme, selvgode bemærkninger som en vis hr. Fogh ynder. Det er ret udklædeligt, når man selv frivilligt har underkastet sig hr. Bush på anden side af dammen.
Så jeg tilslutter mig Anette Warring, når hun siger, at man skal overveje måden, man bruger historien på. Det handler om at være demokratisk bevidst.
Ruth Toft
København S
En hædersmand
I forbindelse med artiklen "Ikonifiseringen af en mand og modstanden" den 13. april bringer Information et billede af Scavenius ved paraden i Berlin i anledning af, at han var i byen for at underskrive Antikomminternpagten. I takt med Scavenius ses - ikke oberstløjtnant - men Berlins overkommandant 1940-44 generalløjtnant von Hase.
En hædermand skulle det vise sig, idet han var aktiv i gruppen, der havde forberedt attentatet mod Hitler den 20. juli 1944. Hase nåede skæbnesvangert samme dag at iværksætte en magtovertagelse i Berlin. Han stod modigt ved sine handlinger, da han blev stillet for den nazistiske særdomstol 'Volkgerichtshof', der den 7. august 1944 dømte ham til døden. Dagen efter blev han i Berlin-Plötzensee-fængslet langsomt hængt i en tynd metaltråd for efterfølgende at blive hængt op i en slagtekrog. Et forløb der blev filmet og samme dags aften bragt til Hitler.
Leif Hansgaard
Langeskov
