Læsetid: 3 min.

Livets fortabte sønner

Biblen lærer os sagtmodighed over for livets uretfærdighed
6. april 2005

KOMMENTAR
Debatten om vor tids narcissisme fik et frugtbart indspark, da Carsten Thau forleden her i avisen anskuede fænomenet i lyset af den moderne kapitalismes fokus på selvcentreret markedsføring. I den forbindelse kan man næsten misunde folk med uddannelse i et gedigent håndværk: Hverken landsbysmeden eller landsbybageren behøvede at hamstre anbefalinger og udtalelser for at sælge deres varer, og de høvede heller ikke tænke på, om de nu også stadig var lige så gode, som der engang var enighed om i byen. Ejheller frygtede eller misundte de deres kollega i nabolandsbyen – for de konkurrerede ikke.
Hvis folk køber dine hestesko, eller lader deres bil reparere hos dig, ja så er det den endegyldige anerkendelse. Ikke blot er den nemlig fuldt tilstrækkelig, den er sågar langt mere værd end alverdens priser; for disse er gratis – og da især hvis man på bunden ikke mener dem: åhja, for vore overkontrollerede sind laver mange små julelege med sig selv.
Derfor bliver tænksomme kunstnere og forfattere aldrig helbredt for tvivl om, hvorvidt de nu også er gode – endsige nyttige samfundsborgere. De mindre tænksomme derimod tvivler ganske som de mest astronomisk aflønnede chefer i det private erhvervsliv ikke et sekund om at de er alle pengene værd. Så paradoksal er livets logik – ganske som det i reglen er de uskyldige, der føler skyld. Derimod kan man jo ikke slutte omvendt, at fordi man tit føler sig værdiløs og skyldig, må man være en krydsning mellem Einstein og Jesus – for så ville tvivlen jo blot være et koket middel til sin egen overvindelse.

På forkant
Min tandlæge er uddannet klassisk pianist fra konservatoriet, men ernærer sig ikke desto mindre ved tappert at udholde sine klienters dødsskrig og råb om nåde. Deres tak, når han føjer deres bønner, overbeviser ham om, at han er et godt menneske; og sine mange overlevende patienter betragter han som omvandrende reklamer for ’företaget’ samt fuldgyldige beviser for, at han er på forkant med sit fag.
Min tandlæge misunder ikke dem, der partout vil leve af deres kunst, og som konstant martres af mindet om tidligere anmeldelser samt frygten for fremtidige. Han tæller skam adskillige frie ånder blandt sine klienter – så når han en sjælden gang betvivler sit valg af livsgerning, fraviger han undtagelsesvis sine musikalske principper og bevilger omgående sådanne patienter smertestillende narkotika – blot for at få dem til desto mere hæmningsløst at udstille deres sørgelige levned, triste vandel og ryggesløse selvmedlidenhed. Så han går altid hjem fra arbejde som en glad mand og en nyttig samfundsborger i egne øjne. Og ganske som Göring er han tillige en forbilledlig far og hundeelsker – modsat de frie ånder, der enten som den skrækslagne Kierkegaard rettelig holder nallerne langt væk fra det virkelige liv eller som Thomas Mann ofrer familien på deres kunsts blodige alter.
Verden er uretfærdig. Således har et par af vore mest etablerede kulturpersonligheder gjort stor lykke på en bog om kulturens sorte får og dødfødte børn, der indtil nu har kunnet søge trøst i myten om det miskendte geni. Her går disse stakler og tvivler konstant på deres usle selv, og så begår et par af samfundets støtter i pausen mellem en menneskerettighedskonference og en videnskabelig kongres en pamflet mod kulturens forkromede tabere – og verden klapper.
Sådan er der så meget: Verdens største fredspris blev indstiftet af tidens førende producent af sprængstoffer – og efter at have sønderbombet harmløse buddhistiske vegetarianere i Cambodja med Nobels egen medicin, modtog den amerikanske statsmand Henry Kissinger den selvsamme Nobels fredspris. Dybt uretfærdigt – for vi ved jo i dag, at prisen rettelig burde være givet til den danske forfatter Frank Esmann. Denne mand, hvis beskedenhed ovenikøbet forbyder ham selv at gøre opmærksom på nævnte uret, risikerer imidlertid nu som spot føjet til skade at måtte tilbagebetale al statsstøtten til hans egen bog om just Henry Kissinger.
Biblen lærer os imidlertid sagtmodighed over for livets uretfærdighed. For legenden om den fortabte søn fortæller os, at livets førstepræmier ingenlunde er tiltænkt de bedste som sovepude, men derimod de jævne som opmuntring. Og derfor bør Esmann rettelig tilbagebetale nævnte støtte – for de bedste skriver gerne gratis. Nej, man skulle have været tandlæge.

*Henrik Bandak er filosof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu