Kronik

Et løb mellem to byer

Paris-Roubaix. Et navn der vækker minder om historiske dramaer, store sejre og forfærdelige nederlag. Cykelløbet, der også har fået navnet 'En Forårsdag i Helvede' køres i dag
Debat
9. april 2005

KRONIK
»Cykelryttere kører på cykel. De kører fra et sted til et andet... Undervejs sker der nogle ting. Så enkelt er det.«
Jørgen Leth, Den gule trøje i de høje bjerge

Brosten, mudder og styrt. Der er noget simpelt over det. Meget simpelt. Og uundgåeligt hårdt. Paris-Roubaix er det eneste cykelløb ud over Tour de France, der er kendt i hele verden. Dets historie er skabt på brostensveje i Nordfrankrig, hvor der er blevet kørt cykelløb siden det 19. århundrede.
Ud over den fælles berømmelse har de to cykelløb intet tilfælles. Tour de France køres på tre uger og er fyldt med stigninger, enkeltstarter, et presseopbud af den anden verden og en reklamekaravane, der er så lang, så den er nået i mål, før den sidste del har forladt startbyen. Paris-Roubaix er noget helt andet.
Turen fra hovedstaden op til Roubaix, der ligger på grænsen til Belgien i det nordøstlige hjørne af Frankrig, tager en enkelt dag, og er helt uden stigninger. I manglen på stigninger har løbet til gengæld brostensstykkerne, der er lige så udfordrende som høje bjerge, men bare på en anden måde.
Etablerede klassikerryttere sammenligner brostensstykkerne med bjergpas, der ligger ned. Så ufremkommelige er de. Brostenene er nogle steder så fjernt fra hinanden, så man kan stikke en hånd ned mellem dem. Til fods er vejen farbar, men på en racercykel med millimetertynde dæk og 50 km/t er det en helt anden oplevelse. Så bliver det direkte livsfarligt at køre på vejen, og derfor vælger nogle ryttere også at køre i rabatten. Men man kan aldrig være sikker på, hvad der gemmer sig efter næste pedalomdrejning.

En ekstrem udfordring
Flere ryttere er i løbets lange historie døde af kvæstelserne fra løbet. Nutildags ville det være udelukket bare at tænke på at skabe et løb som dette. Dertil er det alt for brutalt og forrykt. Der er noget primitivt over løbet. Måske er det der, fascinationskraften ligger. Det gør op med hele den måde, man tænker cykelsport idag. Løbet er skabt i en helt anden tid, og det kan vitterlig mærkes. Ingen official, dommer, løbskommisær eller anden person med ansvar ville i dag overveje at bede en professionel sportsmand begive sig ud på den slags strabadser, der ligger i netop dette løb.
Det er ikke uden grund, at det norske ekstremsports-magasin Ultrasport for nogle år siden kårede løbet som en af verdens ti hårdeste prøvelser. Listen rummede også udfordringer som Hawaii Iron Man og et 420 kilometer løb til fods i Alaskas ødemark.
Rystelserne, som hjernen bliver udsat for på på bro-stensstykkerne, er så hårde, så det svarer til at få en knock-out. Men hvor boksere normalt får startforbud eller karantæne i fjorten dage efter en knockout, er cykelrytterne allerede ude at træne igen dagen efter løbet. Måske først om tirsdagen. Men ingen kan klare at vente til onsdag, for så begynder formen at tage skade af det. På næste søndag køres der allerede en ny klassiker, ny-klassikeren Amstel Gold Race som Bjarne Riis vandt i 1997. Så derfor er der ikke plads til at holde fri efter Paris-Roubaix. Det er simpelthen ikke muligt.

Uforanderligt
Brostenene og mudderet er løbets knogler og blod. De giver det liv, identitet og fikspunkter til sammenligning. Med undtagelse af Arenberg-skoven, som i år er udeladt, forbliver ruten mere eller mindre uforandret år efter år. Det gør det muligt at sammeligne sejre på tværs af årene, og det er ikke unormalt blandt cykelsportsfanatikere at diskutere, hvilken sejr der var størst; Eddy Merckx i 1973, eller Johan Museuws fra 1996?
Man navngiver ligefrem løbets forskelige udgaver, som var det vin. Der er store ’årgange’, og der er små ’årgange’ (men husk på, det er et cykelløb, vi taler om). Sådan er det også med andre af de store forårsklassikere, men alligevel har dette løb en helt speciel plads over de andre brostensløb. Det er ikke tilfældigt, at løbet har fået tilnavnet ’Klassikernes dronning’.

Den italienske arv
Det regner ofte i Roubaix. Alle de store årgange er kendetegnede ved det dårlige vejr. Årgange, hvor ruten tilbagelægges i solskin, rummer ikke den samme intensitet eller fascinationskraft. De er bogstavelig talt anæmiske.
Løbet er fast forankret i sin egen og områdets historie. Hvis der findes en cykelhimmel for historiefortællere som Jørgen Leth og Ebbe Traberg, så er det dette løb, de taler om i uendeligheden. Det har hele baghistorien til at skabe den perfekte myte om et løb.
Brostensvejene, der kendetegner løbet, stammer helt tilbage fra middelalderen, hvor bønderne brugte dem til deres kvægtransporter. Men man støder også på den industrielle revolution. Roubaix er en arbejderby. Det var her, kulminerne lå. Minerne ligger der stadig, men der er ingen, der arbejder i dem længere. Det var også her, tekstilfabrikkerne krævede så store mængder arbejdskraft, så man oplevede en indvandring på 1500 procent i løbet af det 19. århundrede.
Mange af indvandrerne var italienere og med sig bragte de interessen for cykelsport. Faktisk var interessen så stor, så man i nabolandet Belgien, kørte et italiensk mesterskab i cykling helt frem til 1930. Der var altså to italienske mestre i cykling hvert
år – en som havde vundet løbet i Belgien, og en som vandt det i Italien.

Leths revolution
Det er et meget visuelt løb, og derfor slipper man ikke uden om at nævne Jørgen Leths mesterlige film En forårsdag i helvede, der skildrer 1976-udgaven af løbet. Her får man tv-billeder, der helt ned i detaljer beskriver de prøvelser, rytterne må igennem for at nå frem til afslutningen på cykelbanen i Roubaix. Jørgen Leth revolutionerede dengang formidlingen af cykelløb, da han inddrog helikopterbilleder i sin film. Det var aldrig set tidligere, og i dag kan vi ikke forestille os en tv-transmission fra et seriøst cykelløb uden tilhørende helikopterbilleder til at skabe overblik, når feltet bliver splittet ad. Selv Baskerlandet Rundt har helikopterkameraer.
Men når Paris-Roubaix er meget visuelt, er det ikke fordi, man skal forvente sig store pittoreske landskaber og idylliske scenarier. Løbet er visuelt, fordi tv-linsen uden at lægge fingre imellem skildrer den umiddelbare gru, som en mand, skal igennem for at nå frem til målet. Det er noget af det mest inhumane, der findes, og derfor skal vi selvfølgelig se det så tæt på, som muligt, og gerne i langsom gengivelse.

Dystre Roubaix
Området omkring målbyen er præget af stor arbejdsløshed og noget, der på mange måder har mindet om en kronisk depression. Men det er bare på overfladen. Byen kæmper med lidt af det samme image som Aalborg; en rusten gammel arbejderby, der ikke rigtig har kunnet klare mødet med globaliseringen og forandringer i efterspørgslen. For hvis man ser under den triste overflade, der udgør kulisserne for løbet, vil man i Roubaix også finde en by, der prøver at satse på kulturelle
arrangementer og har åbnet for oplevelsesindustrien.

Lige ved og næsten Rolf
Ingen dansker har nogensinde vundet løbet til trods for, at det er det løb, der minder mest om Danmark med sin flade geografi og dårlige vejr. Den bedste dansker i Paris-Roubaix var Charles Meyer, der i løbets første udgave sluttede på andenpladsen.
Rolf Sørensen var tæt på et par gange. I hvert fald hvis man spørger ham selv. Det er svært at finde løb, som Rolf Sørensen ikke har været tæt på at vinde mindst en gang. Men Paris-Roubaix var han rent faktisk tæt på at vinde. Især den underligt uforløste episode fra 1997, hvor seks mand kommer ind på cykelbanen i Roubaix. Johan Museuw er den gudsbenådede sprinter af dem. Han er den forsvarende mester, og alle øjne er rettet mod ham. Derfor lægger ingen – og slet ikke Rolf – mærke til, at den upåagtede franskmand Frederic Guesdon begynder en lang spurt udefra. Og overraskelsen vil ingen ende tage, da det lykkes den ukendte franskmand at holde teten helt til mål. Det år kunne Rolf have vundet, men Guesdon vandt, og ingen af de to vandt siden noget af betydning.
Det blev Rolf Sørensens skæbne, at han aldrig skulle komme tættere på sejren, og det blev vores skæbne som tv-seere at høre denne historie genfortalt år efter år, når han som medkommentator på TV2 supplerer med anekdoter fra et liv som cykelrytter.

Danske chancer
De danske chancer i dette års udgave ligger hos CSC-rytterne Lars Michaelsen og Allan Johansen. Hvis de rammer en god dag kan begge slutte i top-10, og Michaelsen har måske endda benene til at slutte på podiet. Selv om den stærkeste mand oftest vinder, så kan det ske som i 1997, at en ukendt rytter narrer alle de store og tager sejren. Sidste år kom Magnus Bäckstedt først over stregen i en firemandsgruppe, som kun inderkredsen af cykelfanatikere kendte navnene på, og det kan lige så godt ske igen, som der kan gå 20 år, før vi får en lignende ’lille’ årgang. Det er det, der er det forunderlige ved Paris-Roubaix – man ved aldrig på forhånd, om det bliver en stor eller en lille årgang. Men ligegyldigt, hvad resultatet bliver, så er der garanti for et seværdigt cykelløb.

*Jeppe Lisdorf er danskstuderende ved Aalborg Universitet og skriver speciale om brugen af interaktivt tv i sportsprogrammer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her