KOMMENTAR
Der er et vist sammenfald i argumentationen hos Søren Krarup og Mads Bryde Andersen, selv om de udtrykker sig forskelligt. Mads Bryde Andersen hævder, at Den Europæiske Menneskerettighedssdomstol har udviklet sig til politisk overdommer i et system, hvor politik gøres til menneskeret.
Et centralt aksiom hos Søren Krarup er, at en rettighed altid gives ved lov. Da menneskerettighederne er ideer eller ideologi, har de ikke karakter af juridiske rettigheder. Det fælles er påstanden om, at Folketingets og domstolenes magt reduceres af fremmede, politisk prægede rettigheder, og således ikke henter sin legitimitet i danske forhold.
Der er tale om en velkendt retsfilosofisk problemstilling. Både Krarup og Bryde Andersen kan hente støtte i den danske retspositivistiske tradition. Alf Ross (1899-1979) betragtede rettigheder som meningsløse. Han ironiserede over rettigheder ved at sammenligne dem med det Noît-kif-folket kaldte Tû-tû, som ikke er noget som helst, men som Noît-kif-folket tillægger mening. Rettigheder er, ifølge Ross, en indholds-tom tû-tû terminologi, der er helt uden praktisk betydning, men dog kan anerkendes som en videnskabelig beskrivelseskategori.
Denne opfattelse af rettigheder har haft/har stor betydning for danske jurister. Man må imidlertid huske, at Ross fremlagde sin endelige retslære i begyndelsen af 1950erne, og byggede på en videnskabsopfattelse, der ikke inddrog historiske erfaringer, men byggede på en særlig videnskabslogik, der forholdt sig til det videnskabelige sprog (Uppsala-skolen).
Moralske principper
Den positivistiske retslære er ikke længere dominerende. En af vor tids mest fremtrædende retsfilosoffer er Ronald Dworkin (født 1931), der overbevisende hævder, at principper er moralsk gyldige for domstolenes retsanvendelse. Udgangspunktet i hans tidligere arbejder er en ældre amerikansk højesteretsdom, hvor en mand, der ifølge et testamente skulle arve sin bedstefader, blev fradømt arven med den begrundelse, at han havde myrdet bedstefaderen. Dworkins pointe er, at der, ifølge den da gældende ret, ikke var noget til hinder for at tage arv efter en person, man havde myrdet. Domstolen fandt imidlertid et princip, som siger, at du ikke kan arve en person, som du har dræbt, som i dag er et selvfølgeligt element i vesteuropæiske arvelovgivninger. Dworkin gør endvidere op med en skarp adskillelse af politik og ret. Politik og retsregler er ikke enkeltstående beslutninger eller regler, men nærmere principper, der ofte hviler på en historisk arv, og standarder, der tilstræber retfærdighed og fairness.
Her kommer menneskerettighederne ind. Anden verdenskrigs grusomheder, hvor jurister medvirkede til en systematisk udryddelse af minoriteter, førte til kritik af den værdineutrale retspositivisme. Den toneangivende tyske retspositivist Gustav Radbruch (1978-1949) er et godt eksempel. Da han erfarede, hvorledes de jurister, som han havde uddannet i den retspositivistiske tradition, handlede under krigen, konverterede han til en naturret, der hævdede, at der findes højere principper og normer, som statens lovgivning aldrig må krænke. Da Nürnberg-domstolen efter krigen dømte krigsforbrydere, var det efter en menneskeretlig regel om forbrydelser imod menneskeheden, som ikke stod i nogen lovsamling.
International retsorden
Efter min opfattelse er menneskerettigheder de civiliserede samfunds reaktion på vold, undertrykkelse, tortur og andre grove overgreb på mennesker. Sådan som man erfarede det under Anden Verdenskrig, og sådan som vi i dag ser det i Guantánamolejren og i Abu Ghraib-fængslet. Det lovgivningsmonopol, på rettigheder som Krarup og til dels Bryde Andersen ønsker at give danske myndigheder, er næppe realistisk. Danmark er en del af en international retsorden, der næppe har nogen kerne, men bliver til i et samspil mellem et globalt marked, statsledere, organisationer som FN og EU samt NGOer og lignende aktører. Der er ikke én institution, eller nation der suverænt styrer den internationale retsorden. Der er nærmere tale om et ofte uigennemskueligt samspil, som sætter den aktuelle dagsorden. Danmark er en del af denne orden og hverken kan eller bør sætte sig udenfor.
Den er vigtig og sund den debat, som Krarup og Bryde Andersen har igangsat. Imidlertid mangler debatten efter min opfattelse forståelse for menneskerettighedernes fremkomst, og civiliserede formål. Jeg er ikke i tvivl om, at Krarup og Bryde Andersen er imod grove krænkelser af mennesker, men jeg har vanskeligt ved at se, hvordan de vil forebygge sådanne. I stedet for at fokusere på, hvem der har kompetence til at udstede regler, er der et mere interessant spørgsmål: Hvad vil vi acceptere som minimumstandarder i behandlingen af mennesker? Nationalt og internationalt?
*Peter Høilund er lektor ved Roskilde Universitets Center
