Læsetid: 5 min.

Ny pave bør kåres i et tv-show

Det bør ikke være overladt til kardinalkonklavet i Det Sixtinske Kapel at finde afløseren for Johannes Paul II
8. april 2005

INTERNATIONALT
Alle elskede vi ham åbenbart. Hver eneste aften siden lørdag i sidste uge har de forsamlede journalister på Peterspladsen kunnet fortælle os, at "han var dybt beundret blandt troende af enhver trosretning såvel som blandt ikke-troende." Når han i dag bisættes, har de vel skruet sig op til sige noget i retning af:
"Jeg har netop talt med nogle satanister, som betegner den afdøde pave som en dybt spirituel og moralsk inspirerende figur. Selv om de ikke er enige med alt, hvad han står for, finder de det alligevel passende at yde deres tribut, så derfor har de til Pavens minde viet denne forpjuskede tøjbamse efter først at have ofret den og fortæret alt dens fyld."
Igen og igen har vi måttet høre, at han var den største pave, der nogensinde har levet med kommentarer i stil med: "Jeg tror, det er korrekt at sige, at før Johannes Paul havde meget få mennesker overhovedet hørt om den katolske kirke. Der fandtes selvfølgelig en eller to halvkendte figurer såsom St. Augustin eller Jesus Kristus, men de var marginale sammenlignet med den berømmelige Pave. Trods alt satte Jesus kun sjældent sine fødder uden for Galilæa, og hans forestilling om en verdensturné begrænsede sig til nogle få dages ophold i ørkenen. Han var bestemt ikke nær så vidt berejst som salig Johannes Paul."
Der faldt også bemærkninger om hans inspirerende sidste dage à la: "Alle var dybt bevægede over den måde, han præsterede at holde sig i live helt frem til det øjeblik, hvor han døde. Dette var åbenlyst et udtryk for, hvor dyb en tro han besad."
Endvidere er det nu blevet alment accepteret, at det var Paven, som gjorde en ende på kommunismen. En nyhedsreporter hævdede, at "kun takket være Paven fik Solidaritet held med sin kampagne for frihed i Polen." Kigger man tilbage i aviserne fra dengang, fremgår det ganske vist, at skønt kirken udtrykte diskret støtte til Solidaritet, tilføjede den altid stærke appeller til bevægelsens ledere om at udvise agtpågivenhed og ikke forsøge at vælte regeringen. Men pyt med det, for inden længe vil den officielle version være, at Berlinmuren personligt blev banket ned af Paven, da han frygtløst styrede sin hvide pavemobil ind i den.

Anerkendte solen
I strømmen af pavepanegyrik skriver The Irish Post: "Han udrettede meget for at bringe kirken videre – således erkendte han, at Galilei ikke burde have været forfulgt for at have fremført, at solen – ikke jorden – var centrum i kosmos." Med andre ord bragte Paven altså kirken helt frem til det 17. århundredes kosmologi. Formentlig må vi så regne med, at det vil vare yderligere en 450 år, før kirken begynder at undskylde for sine pateres og prælaters befølelse af utallige kordrenges kønsdele.
Man erkender, at han var 'socialt konservativ', men den frase er vildledende. Sandheden er, at han socialt var allerhelvedes middelalderlig. Homoseksualitet, abort, prævention, masturbation var ikke bare forkert – de var afskyelige synder og hjemfaldne til evig fordømmelse.
Skyggesiden ved holdninger som denne er, at jo mere man undertrykker seksuel adfærd som 'syndigt', i desto højere grad finder den udløsning på virkeligt depraverede måder. Ikke blot er den romersk-katolske kirke midtpunkt for en kolossal skandale om sexkrænkelser af børn – den afdøde pave gik desuden uhyre langt for at mørklægge skandalen. I maj 2001 ændrede han således på reglerne, så hvert enkelt tilfælde fik status af "pavelig hemmelighed".
Biskopperne kunne ikke længere efterforske sexovergreb mod børn i deres bispedømme, eftersom hver eneste af disse slibrige sager frem over skulle sortere under Vatikanets myndighedsområde. I betragtning af, at de fleste kardinaler er blevet udpeget med henblik på at videreføre denne politik, er der al mulig grund til at frygte, at den næste pave, der udråbes, bliver Michael Jackson.

Hylder kroatisk skurk
Andre udtryk for pavens 'socialt konservative' sindelag var hans forkærlighed for at gøre helgener ud af folk, som så langt fra havde opført sig helgenagtigt. Tag f.eks. Alojzije Stepinac, som blev saligkåret for sit virke som ærkebiskop af Zagreb under Anden Verdenskrig. Som glødende tilhænger af Ustasja, Hitlers marionetregime, kommenterede ærkebiskoppens avis de nazistiske styrkers ankomst i Kroatien således: "Den katolske kirke deltager fuldt ud i den jubel og fryd, som hele det kroatiske folk føler i denne sin genfødsels store stund."
Ustasjas repræsentant for Vatikanet erklærede videre: "Vi finder, at de metoder, der er taget i brug over for jøder i et vist omfang må anses for retfærdiggjort, eftersom jøder jo er de hyppigste gerningsmænd bag fosterfordrivelse." Måske skulle han udnævnes til skytshelgen for alle personer, der er i stand til at udtrykke to udsøgte modbydeligheder inden for én og samme sætning.
Men Johannes Paul var, må vi forstå, sønderlemmende i sin kritik af den moderne tids materialisme – en svøbe, der trives i en verden martret af global social elendighed. Hertil er kun at spørge: Har De nogensinde været i Vatikanstaten? Hele denne enklave er stort set opført i guld og marmor. Hvad forhindrede egentlig Paven i at tage et dusin guldrelikvier fra et af sine mange værelser og sælge dem til højestbydende? På den måde kunne han have mættet de sultende munde i Mozambique i et helt år.
Nu vil den nye pave skulle udpeges til religiøst overhoved for over en mia. mennesker på en måde, som vi ville være enige om at fordømme som en despotisk farce, hvis den fandt sted i Nordkorea. I stedet burde romerkirken gøre afbigt ved at udskrive en international konkurrence og tv-transmitterere den i stil med det populære show 'Stjerne for en aften'. I stedet for at hedde Pop-idol kunne den hedde Pope-idol.
Den skulle være demokratisk og åben for alle håbefulde almindelige mennesker, der bærer på hemmelige, uforløste drømme om at udtrykke deres religiøse visioner for menneskeheden. Seerne kunne så ringe ind og give karakterer for bedste paveperformance.
Gud ville selvfølgelig også være velkommen til at forsøge, da dette ville være den perfekte lejlighed for Ham til at bevise Sin eksistens. Ih, hvor ville jeg føle mig dum så.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu