Læsetid: 3 min.

Til Venstre for virkeligheden

Er det ånden i Venstre, der forleder fremtrædende venstrefolk til at tage hul på minimalstatens glæder?
Debat
2. april 2005

Kommentar
Watergate fik sin plads i historien, fordi stedet gav navn til en lyssky affære, der fældede en amerikansk præsident. Præsidenten, Nixon, havde naturligvis intet at gøre med det indbrud i det demokratiske partis hovedkontor i Watergetebygningen, der førte til hans forsmædelige exit i utide. Men han havde medansvar for det skete – han var en slags åndelig bagmand, Tricky Dick. Han var ansvarlig for de holdninger, han blev tillagt, fordi de ikke dementeredes af hans adfærd.
De republikanske partifunktionærer, der var ansvarlige for forsøget på at anbringe lytteudstyr hos demokraterne, har haft grunde til at tro, at de tjente præsidenten på bedste måde. Det er ånden og ikke nødvendigvis hånden, vi må rette lyset imod, når vi vil efterforske baggrunden for besynderlige handlinger, der tilsyneladende er dækning for i bestemte kulturer. Den paranoide
Nixon skabte den kultur, der muliggjorde kriminalitet.

Individets frihed
Andre engagerede mennesker tolker ånden, dér hvor de kæmper, til gunst for deres små eller større udfordringer af gængse forestillinger om tilladelig adfærd eller endog lov og ret. I enhver kultur råder et uskrevet normsæt. Hvis kulturen har sit udspring i en politisk bevægelse, vil de forestillinger om samfundets indretning, der råder i bevægelsen, påvirke normerne. Fagbevægelsen har vist os eksempler på udlægning af solidaritetsbegrebet. Socialdemokraterne har demonstreret fortolkninger af broderskab, og i disse dage rammes Fogh Rasmussen på ny af en nær partifælles egenartede omgang med liberale idealer.
Nu igen har statsministeren måttet se en fremtrædende partifælle rodet ind i en tvivlsom affære, der med nødvendighed rejser spørgsmålet om ånden i det parti, Fogh Rasmussen er ledende skikkelse i.
Liberalismen betoner individets frihed i forhold til staten. Det er som om, folk i Venstre udlægger denne frihed til også at omfatte frihed i forhold til lov og ret og gængse forestillinger om tilladelig adfærd. Fogh kan selvfølgelig ikke tage ansvar for det, han ikke ved, betroede partifæller går og laver. Men hvad får de, der omgås lemfældigt med lands lov og ret til at tro, at de kan gøre, det de gør, ustraffet? Er der i Venstre en så ubestridelig tro på liberalismens snarlige sejr, på gennemførelsen af minimalstatsideologernes mest frigørende forestillinger, at den løber af med bevægelsens spydspidser og får dem til at handle, som havde de nået deres drømmes mål?

Liberalistisk slaraffenland
Hvordan kan en minister på sin egen bopæl have østeuropæisk arbejdskraft beskæftiget uden at sikre sig at ægtefællen, der er ansvarlig for ansættelsesforholdet, overholder betingelserne for beskæftigelse af udlændinge i Danmark? Det er lettere at forstå den herostratisk berømte Farum-borgmesters excesser i liberalistisk slaraffenland.
Indtil hans ideer om liberal forvaltning gik helt over gevind, var han mønsterdreng for Venstre. Frontløberen, der viste, hvordan det kunne gøres, hvis… Hvorfor sker det for Venstre? Der er også en finansminister, der havde en liberal opfattelse af en pligt, der stod ham i vejen. En tidligere miljøminister, der forbrød sig mod forvaltningens almindelige principper om åbenhed, gennemsigtighed og ligebehandling. En tidligere kirkeminister, der hjalp sin ægtefælle og præstekollega til en bedre lønramme. Og en tidligere fødevareminister, der fik sin habilitet som EU-kommissær for landbruget betvivlet, fordi hun havde ’glemt’ at orientere om sine interesser i virksomheder relateret til sit ressort.

Den liberale ånd
Vi er tilbage ved ånden. I dette tilfælde den liberale ånd. Den, der bobler op, når venstrefolk har kåde stunder. Den, der er ophav til drømmene om frigjorte kræfter, om skrotning af love og bestemmelser, der står i vejen for den driftiges udfoldelser. Siges der ting, når magtfuldkomne venstrefolk har det godt med hinanden, der kunne få nogle til at tro, at deres drømme er gået i opfyldelse. De er vågnet i minimalstaten?
Det er ånden, der kan forlede de ivrigste til mistolkning af virkeligheden. Hvis ånden i Venstre leder nogen til misopfattelse af det samfund, de lever i, og som flertallet af danskere ønsker det, er det Foghs ansvar at få den manet i jorden.
Svaret er ikke fortegnelser over ministres og ægtefællers investeringer og medlemskaber af kano- og svømmeklubber, men respekt for meningen i og med de love og regler, de som ministre og medlemmer af Folketinget lægger som rammer for borgernes aktiviteter. Svaret er respekt for det repræsentative demokrati.

*Niels Kølle er redaktør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her