Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

Debat
27. maj 2005

Tid til at sadle om?

"Brasilien er en reel trussel for vores svinesektor, både for landmænd og slagteriarbejdere. De kan noget, som man må tage hatten af for," siger chefanalytiker Karl Chr. Møller, Danish Crown i Information den 24. maj.

Han nævner arealet, rigeligt foder, billig arbejdskraft og næsten ingen miljømæssig regulering. Nej, men mon ikke reguleringerne kommer den dag, man producerer lige så mange svin pr. hektar, som vi gør her i lille Danmark?

Man har et naturligt, for dyrene meget sundere staldklima; da staldene er åbne og uden miljøforurenende forbrug af energi til opvarmning.

Hvorfor er det så svært for dansk svineindustri at se, at Danmark på ingen måde er i stand til at konkurrere på verdens bulkmarked mod disse odds? Hvorfor har man ikke for mange år siden, markedsført dansk svinekød med salgsparametre som dyrevelfærd, miljø og genetik i skøn forening?

Man snakker kun gyllerensning, sælger genetikken og græder aktivt i Folketingets korridorer.

Tag jer dog sammen - tænk kvalitet ikke kvantitet: "Et lille monarki, en frodig natur, en alsidig landbrugsproduktion baseret på sundhed, miljø- og dyrevelfærd. Et land turister har lyst at besøge, fordi samspillet mellem natur, landbrug og befolkning er i balance."

Vi skal bruge vores hjerner. Det er dette lands eneste virkelige råstof.

Birgit Bak
økologisk avler af sortbroget, dansk landracesvin

Radikale er ikke ekstreme

Mange har sagt, at Det Radikale Venstre er blevet det ekstreme parti i dansk politik, mens Dansk Folkeparti har overtaget de radikales hidtidige rolle som midterparti. Når man ser på de to partiers politik, holder den påstand bare ikke vand.

Er det ekstremt at være EU-tilhænger? Nej, det er det ikke. Det er rettere ekstremt at være modstander. Er det ekstremt at mene, at danskere, der bosætter sig i udlandet for en periode, til enhver tid skal have mulighed for at vende tilbage til Danmark - også selv om de tager en udenlandsk kæreste med? Det er det vel næppe. Det burde være almindelig anstændighed.

Det, at vi har en regering, der fører en i forhold til tidligere utrolig rigid udlændingepolitik, gør vel ikke, at vi, der holder fast i anstændigheden, bliver ekstreme?

Mads Brandsen
Radikal Ungdom Odense

Nej tak til tak!

Fogh har været hos Bush. For fjerde gang. Jeg bryder mig ikke om det. Det er ikke det, at de ses. De har sikkert meget til fælles. Men det, at Fogh er der som dansk statsminister.

Han er også statsminister for mig. Ikke med min stemme, der er så meget, der skiller hans og mit syn på, hvad vort land og folk kan være tjent med. Bush inviterer Fogh, fordi Fogh har skænket ham dansk loyalitet. Sammen lader de hånt om årtiers bestræbelser på at fredeliggøre verdenssamfundet ved at forpligte store og små nationer på internationale adfærdsregler.

Hinsides horisonten udlever de to deres forestillinger om statsmandskab. Lad Bush takke Fogh for støtte og vedholdenhed - vennekredsen er svindende. Men begræns takken til Fogh og dem, der står bag ham i denne sag. At regne Danmark som støtte er en overvurdering af opbakningens omfang.

Jeg vil ikke takkes. Jeg deler ikke de frihedsidealer, Fogh giver Bush sin opbakning til. Jeg deler ikke forestillingen om, at frihed kan påtvinges, at demokrati kan opstå i skyggen af aggression. Som lille nation burde Danmark gøre alt, hvad den kan for at hjælpe de kræfter, der arbejder på at fredeliggøre verden gennem forpligtende internationale aftaler. Fogh Rasmussen vil det anderledes. I selskab med Bush vil han håndhæve den stærkes ret. Der er et ord for den tilstand, de fremmer: anarki.

Den statsminister, der på sit lands vegne hylder den stærkes ret, spiller hasard med sit folks fremtid. Vi tillader ikke selvtægt i vore gader, vi burde utrætteligt bekæmpe den i det internationale samfund.

Det standpunkt ville berøve Fogh en ven og mig en uønsket tak, men det kunne give det danske folk og folk verden over begrundet håb om en tryggere fremtid.

Niels Kølle
redaktør

Min søsters valg

Som universitetsstuderende på tredje år har jeg i et stykke tid været involveret i institutpolitiske diskussioner om, på hvilket år man skal lægge de valgfrie fag på uddannelsen.

Denne diskussion baserer sig på en grundlæggende problematik om, hvornår studerende på universitetet har viden og indsigt nok til at vælge i hvilken retning, de vil dreje deres uddannelse.

Nu er det sådan, at jeg ikke kun er universitetsstuderende. Jeg er også storesøster til en 9. klasse-pige, der skal starte i gymnasiet efter sommerferien. For 9. og 10. klasser landet over handler diskussionen ikke om, hvorvidt det er for tidligt i studieforløbet at vælge retning efter blot et år. Situationen er her, at der skal tages stilling til valg af uddannelsesretning før, de overhovedet er startet på gymnasiet.

For mig at se kan det da ikke komme som en overraskelse, at unge på 14-15 år har svært ved at se fordelene i en gymnasielinje med fysik, kemi og matematik på højniveau, når alternativerne kan være fag som italiensk, drama og medier.

Jeg håber, at min lillesøster ikke om et år opdager, at matematik faktisk kan være et meget brugbart værktøj, for det redskab har hun valgt fra - hvis hun altså får sin første prioritet opfyldt.

Spørgsmålet er, om det giver mening, at en 9. klasse-pige skal foretage valg, mit universitetsinstitut finder for afgørende og svære til at kunne tages på første år?

Sofie Stage
studerende

Ikke EU-valg - men EU-test

Når man hørere regeringer og kommentatorer tale om afstemningerne om forfatningstraktaten, virker det som om, der kun er et rigtigt svar, nemlig ja. Et nej-flertal opfattes og behandles som en fejl. Der er slet ikke tale om et valg men om en test.

Preben Hammer Jensen,
Lille Egede

Velfærd

Velfærd må da være ældre på efterløn og unge i deres job.

Ikke ældre i job og unge på forsørgelse.

John Jørgensen,
Farsø

Aldersgrænse er rimelig

Jeg har ikke den pågældende bog Provokér, som jeg skrev som 22-årig i 1967, så jeg kan ikke tjekke, hvad jeg har skrevet eller ikke skrevet i den - og jeg vil heller ikke forsvare alt, hvad jeg dengang skrev (jvf. indlæg af Benny Lihme i Information den 26. maj).

Men jeg tror bestemt ikke, jeg skrev om pædofili, sex mellem voksne og børn, og heller ikke engang om sex mellem voksne og mindreårige - men derimod om sex mellem unge og voksne.

Min egen erfaring som 19-årig var netop et længerevarnede og meget inspirerende og erotisk uddannende samliv med en 20 år ældre kvinde.

Det er i øvrigt, synes jeg, utroligt irriterende og hysterisk, at man er begyndt at bruge udtrykket 'pædofili', også om alders-ulige forhold, hvor den yngre faktisk er kønsmoden.

I min ordbog er det kun pædofili, når den unge part i forholdet ikke er kønsmoden.

Noget andet er så, at jeg dengang som 22-årig givetvis har været naiv i forhold til hvilken magtudøvelse der kan ligge i for eksempel en lærers sexuelle forhold til en elev, et forhold der naturligvis er helt uacceptabelt, netop på grund af magtrelationen - og ikke på grund af pædofili-hysteriet.

Derfor er det også rimeligt, at der er en aldersgrænse, og at sex med personer under denne alder er ulovligt. Det er sex med mindreårig, men ikke nødvendigvis pædofili.

Ole Grünbaum
forfatter

Fy føj, fru Frevert

Jeg synes ikke, det er rigtig pænt af Dansk Folkepartis Louise Frevert når hun i Information den 23. maj "...ikke vil stå til regnskab for sådan en idiotisk flab ude i verden efter sådan en sjuftet optræden."

Hermed mener hun Lars von Triers bramfrie udtalelse om George W. Bush ved pressekonferencen i Cannes, hvor Lars von Trier på et noget så formfuldendt engelsk konstaterede. at Bush er "et røvhul", samt at han "foretager sig så mange idiotiske ting".

Fru Frevert vil gøre, hvad hun kan, for at få fjernet statens kulturtilskud til Triers film.

Hun spørger yderligere "...om fru Jensen, Karl og Muhammed mener, det er relevant at give penge til den pågældende film?"

Jeg hedder godt nok Petersen, men jeg synes, at et høfligt spørgsmål kræver et svar. Så derfor:

Fru Frevert kalder iflg. artiklen Lars von Trier for en "idiotisk flab". Det er ikke pænt, at tale på den måde om andre mennesker og slet ikke om sådan en dygtig filminstruktør. Fy føj, siger jeg bare - og puh ha!

Derfor vil jeg som en ganske almindelig hr. Petersen med noget så måske snart helt enestående som dansk statsborgerskab fra fødslen og alting, hviske fru Frevert i øret, at jeg oplevede Lars von Triers udtalelse som kolossalt befriende. Ja, jeg blev faktisk helt glad og fro inden i:

Endelig var der en offentlig person, som uden slinger i valsen sagde dét, som jeg véd (statistisk) rigtig mange mennesker rundt omkring i verden af helt indlysende årsager mener om den nuværende amerikanske præsident.

Med dette H.C. Andersen år in mente: Lars von Trier gav den bare helt flot som den lille dreng i Kejserens nye klæder.

Stig Petersen
Kokkedal

Vi er afhængige af sambo

I fakta-boksen ved Signe Højgaard Nielsen's artikel om integration den 24 maj står der, at kontanthjælp er det eneste område, hvor man er afhængig af sin ægtefælles indkomst. Det er forkert.

Desværre gælder dette også førtidspensionister (og vist også andre pensionistgrupper?).

Det er dybt kritisabelt og urimeligt, at en førtidspensionists personlige tillæg er afhængigt ikke blot af ægtefælle, men også af en sambo hvilket bevirker, at de - i forvejen ofte dybt ensomme pensionister - fastholdes i ensomhed for ikke at blive fattige, og mange optager af samme grund dobbelt så meget boligmasse.

Jeg har i sin tid forsøgt at råbe daværende socialminister Karen Jespersen op, men uden held, så jeg ville være meget taknemmelig, hvis nogen ville løfte sløret for dette, omend det ikke drejer sig om indvandrere, men om en rimelig stor gruppe danskere.

Pernille Schiøtz
sanglærer og førtidspensionist

Øg ikke tvangen

Jeg er sindslidende, eller for at bruge et andet ord, 'psykiatribruger'. Vores forhold skal snart tages op i Folketinget, angående øget anvendelse af tvang. Der skal tages stilling til, om psykiatribrugeren skal kunne få behandling ambulant ved tvang, altså hentes i eget hjem og gives depotmedicin.

Jeg appellerer til Folketingets medlemmer om ikke at øge tvangen, men i stedet gøre noget ved det eksisterende psykiatriske system, som fungerer meget dårligt.

På det psykiatriske hospital bliver man opbevaret. Der er ofte ingen omsorg og meget lidt samtale, men masser af medicin, som tit har svære bivirkninger, som f.eks. kraftig uro i kroppen og sløvhed. Der findes bivirkningsmedicin, som ikke altid virker.

Elektrochok gives stadig, til trods for at eksperter er uenige om, elektrochok på langt sigt kan have skadelige virkninger på nervesystemet. Ofte har man det indtryk, at det hele er pr. rutine, i stedet for at prøve mere omsorg og samtale.

Alt i alt er det, der tilbydes, en symptombehandling i stedet for at lave en helhedsbehandling, som ville have langt bedre effekt.

Hvis man en dag kommer så langt, at man ville supplere med alternativ behandling og terapi, ville meget være nået. Og livet for os psykiatribrugere blive overvejende menneskeligt og værdigt.

Nina Stetter
medl., Landsorganisationen af nuværende og tidligere psykiatribrugere

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her