Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

12. maj 2005

Friedmans 'enhedsskat'.

Nej, jeg har ikke megen begreb om de finere nuancer omkring skattetænkning. Men på side to i Informations-klummen "Andre Aviser" den 9. maj finder jeg et citat fra Jyllands-Posten, der virker ret interessant:

Nobelpristageren i økonomi Milton Friedman har i sin bog Det frie Valg fra 1981 lanceret den idé, at alle skal betale den samme procentuelle andel i skat. Til gengæld skal det være slut med enhver form for skattefradrag.

Idéens relevans / gennemslagskraft underbygges afsluttende ved et temmelig overbevisende argument: Estland indførte idéen i 1994 med det resultat, at (cit.): "...den estiske økonomi er blomstret op med forbløffende hast." Har vi her et 'Columbusæg'? Skal Mærsk McKinney Møller til at betale f.eks.10 procent af milliardindkomsterne? Skal Coca Cola ligeledes til at betale sølle 10 procent af den reelle indkomst? osv. osv.

Tænk, hvis vi alle kunne komme til at betale f.eks. 10 procent af vores bruttoindkomst, når de multinationale begyndte at følge reglerne for skatteindbetaling?

Er de multinationales økonomiske magt så stor, at det af nationalstaterne anses for totalt umuligt at stille noget op imod dem? Er der nogle med større økonomisk indsigt, der vil kommentere på ovenstående?

Stig Petersen Kokkedal

Prostitution og narko

Poul E. Hornstrup og Jesper Ib argumenterer den 9. maj mod en kriminalisering af prostitutionskunder ved som fænomen at sidestille det med narko.

Men prostitution er væsensforskellig fra narko, da det drejer sig om misbrug af medmennesker, der som oftest er endt der grundet økonomisk nød. Derfor fordres der et anderledes modtræk.

Narkokriminalitet bør som nu straffes hårdt, da stofferne er sindssygt farlige for mennesker. De hårdest afhængige bør dog tildeles fri heroin, da det gør det muligt at motivere dem bedre til behandling, samt fjerner deres behov for ulovligt at skaffe penge til narko.

De bløde rusmidler som hash bør gennemgå en kontrolleret legalisering, hvor f.eks. apoteker står for salget. Dette bør gøres for at fjerne det som lukrativt kriminelt marked, undgå flere dræbte, og fordi stofferne ikke er nær så farlige som narko, men dog kræver vejledning og omtanke.

At kriminalisere prostitutionskunden er at placere det reelle ansvar for skadevirkningerne, og vil på ingen måde gøre det til et mere attraktivt marked for kriminelle.

Det er nemlig efterspørgslen, der mindskes og ikke udbuddet, eftersom de prostituerede heldigvis afkriminaliseredes i 1999.

Balder Mørk Andersen SF's Ligestillingsudvalg

Schiller og tankefrihed

Kronikken af professor Per Øhrgaard om Friedrich Schiller (den 9. maj) understreger vigtigheden af, at danske gymnasieelever beskæftiger sig med tysk literatur.

Jeg kan huske, at opførelsen af Schillers Don Carlos i 1937 i Berlin førte til teaterhistorie. Dramaet blev taget af plakaten efter den første opførelse, fordi teaterpublikummet var modig nok at klappe begejstret efter helten Markis Posa havde bedt sin spanske konge om "tankefrihed".

Ulla Jessing Virum

Løsning på Ålholm Skole

Københavns kommune skal i dag stemme om, hvorvidt de skal rette sig efter undervisningsministeriets anvisning om kristendoms- eller religionsundervisning på Ålholm Skole.

I læsevejledningen står der om kristendomsundervisningen, at undervisningen ikke må være forkyndende, men skal foregå på et luthersk-evangelisk grundlag. Dette står, om end ikke i praksis, i modsætning til hinanden. Desuden peger muligheden for at fritage sine børn for undervisningen på, at forkyndelse kan finde sted og lukker samtidig for en almen-kulturel indføring i religionen til netop børnene, som bliver fritaget for undervisningen.

En løsning kunne være at dele undervisningen i to: Lave aftale med den lokale kirke om, at der kommer en præst ud og underviser børnene i kristendom på et folkekirkeligt grundlag i forlængelse af skemaet, men at undervisningen skal være frivillig.

Helgi Breiner organist

Husstandomdel EU-forfatningen

Ja-partierne nægter fortsat en husstandsomdeling af EU's forfatningstraktat. Hvad er de bange for?

At deres vælgere falder fra, når de læser formuleringerne om EU-rettens suverænitet over de nationale domstole, kravene om udlicitering og privatisering af offentlige opgaver og paragrafferne om et fælles EU-militær? A, B, V, C og F's vælgere udgør et flertal på over fem sjettedele, og hvis deres vælgere er trofaste, og blindt følger partitoppen, er der intet, der kan stå i vejen for et ja.

Men forfatningen er en af det nye årtusindes hidtil vigtigste beslutninger, og det kan ikke passe, at ja-partierne ikke er villige til at, for 'sølle' 35 millioner kr, at lade det danske folk vide, hvad de stemmer ja til!

Kære venner, det er opportunisme af rang og desideret bondefangeri.

Magnus Stein folkeskoleelev

Tak, statsminister

Der er ikke det, jeg ikke er uenig med statsministeren i, så det var ellers noget af et chok pludselig at være helt enig! Men ret skal være ret:

Adgang til det hermetisk lukkede Rigsarkivs dokumenter, så historikere ikke længere er nødt til at drage til de store landes arkiver for at få et glimt af egen historie. Tak for tilsagnet, statsminister, og respekt, som de unge siger. Men nu holder jeg øje med, om handling følger ord, og nemt bliver det ikke for dig: Arkiverne vogtes af de direkte efterkommere af Frederik den Sjettes embedsmænd.

Pas især på deres 'af hensyn til private' - mantra. Blot et godt råd og - hvad jeg ville have forsvoret - tak!

Ole Fischer ThomsenHillrød

Nyt forskningsprojekt

De seneste måneders debat om samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig er fortrinsvis foregået mellem to grupper.

På den ene side har lægfolk angrebet samarbejdspolitikken af forskellige grunde. De kan koges ned til et Kants kategoriske imperativ: Hvis man generaliserer danskernes adfærd til alle krigens lande, ville Nazi-Tyskland have vundet. Ergo er samarbejdspolitikken amoralsk.

På den anden side har en temmelig massiv gruppe af personer med historievidenskabelig baggrund forsvaret samarbejdspolitikken ud fra de konkrete omstændigheder, som gjaldt: Danmark var en småstat, geografien var imod os, det drejede sig om danskernes ve og vel osv.

Spørgsmålet er, om lægfolkene udtaler sig om noget, de ingen forstand har på. Eller om besættelsestiden i virkeligheden ikke er noget, som rækker så meget ud over selve historien, at den bør inddrage andre synsvinkler end den rent historievidenskabelige. Det gælder jo også andre på områder, at man tyr til tværvidenskab.

Det kunne derfor være interessant med et nyt forskningsprojekt, som også analyserede den tyske besættelse fra en filosofisk, politologisk, sociologisk og økonomisk synsvinkel.

Peter Nedergaard lektor, CBS.

Kultur i 16:9-format

Diskussionerne om det store HC Andersen-show i Parken er oppe i højeste gear. Anklager og dårlige undskyldninger for dispositionerne omkring showet krydses i medierne. Showet gav et bragende underskud, og taberne er os alle. Vi skal betale mere end budgetteret og fik slet ikke det, vi kunne forvente.

For mig at se er problemet showets form. Man satte sig mellem alt for mange ærte-pudebeklædte sæder og opnåede derfor ikke at tilfredsstille hverken publikum, seere eller kunstnere. Det virker som om, at man i den tidlige analysefase ikke har defineret målgruppen klart nok. Man ville det hele og fik ikke engang det halve kongerige med.

Vi ser det gang på gang. Store events, som kan opleves live og samtidig sendes direkte på tv. Hvor DR' eller TV 2's store sendevogne og kilometervis af kabler er trukket frem, mister eventen sin intensitet. Publikum bliver trods enorme billetpriser omdefineret til gratis statister og kunstnerne til optrædende i en tv-sudsendelse.

Og dét show, handler mere om god tv-lyd, nøje planlagte kamera-gange og kranture end om en kunstnerisk og kulturel oplevelse. Kunsterne henvender sig til kameraerne, og forbindelsen til publikum bliver sekundær.

Det er her kæden ryger af. I Parken fik vi af at vide, hvornår vi skulle klappe, vinke med flag eller sidde og lyse med de ved sæderne placerede lommelygter. Vi fik også at vide, at hvis vi blev indfanget af et kamera, var det vigtigt at smile og vinke begejstret, så vi kunne sælge vort land til omverdenen. Helt ærligt, vi har betalt for at blive underholdt, ikke for at sælge landet og årsagen til begejstring burde ligge i oplevelsen, ikke i, at tv-kameraerne var på.

Læren af fadæsen i Parken må være, at skal tv transmittere en live-begivenhed, skal den være levende. Vi forventer, når vi går i byen for at få os en kulturel oplevelse, at der er tale om en total oplevelse i 3- eller flere D'ere og ikke i det 16:9-format, vi netop har valgt at fjerne os fra. Havde arrangørerne og tv-producerne troet på den levende i stedet for den kunstige nattergal, så havde de og vi fået valuta for de alt for mange brugte penge.

Oplevelsen i parken kostede 2.000 kr. pr. publikum. På Blågårds Plads afholdtes dagen før et HC Andersens-fødselsdagsarrangement for 1.000 lokale begejstrede skolebørn med besøg på HC Andersens grav, optog, kakaomælk og vedkommende intens underholdning. Den oplevelse kostede 35 kr. pr. barn.

Bent Erik Krøyerleder, Medborgerhuset Blågården

Racist pr. prædikat

Jeg har hele mit liv været anti-racist såvel som anti-fascist. Alligevel er jeg i mit fagblad, Socialpædagogen, såvel som i et østjysk lokaldagblad blevet kaldt racistisk.

Årsagen til dette prædikat har været min modstand mod Danmarks kulturelle forvandling via muslimsk masseindvandring. Det har været en særegen oplevelse at se sig placeret i en kategori, man i vel 45 år har kaldt umenneskelig og ukristelig.

Jeg er ikke specielt lukket overfor resten af verden og har aldrig kunnet erkende et strejf af fremmedfjendskhed i min indre økonomi. Alligevel er jeg blandt de, man kalder snæversynet nationalistiske, højreekstremistiske, velnærede indre svinehunde, mørkerædde og fremmedhadere.

Jeg erindrer jeg mig, at Dagbladet Information udspringer af modstandsbevægelsen, som kæmpede for et frit og dansk Danmark; et ganske legitimt og såre naturligt formål. Hvorfor er det i vide kredse blevet så odiøst og racistisk at fastholde intentionen om det sidste? Et tankevækkende spørgsmål.

Niels Dujardin uddannelseskonsulent

En ung blond pige....

Modersmål-Selskabet har foreslået en dansk sangkanon med 20 danske sange. De 19 har årstalsangivelse, hvis simple, aritmetiske gennemsnit er 1890. Den tyvende er i øvrigt en gammel folkevise, som blot trækker snittet længere ned. Heraf må vi konkludere, at den danske sang er mindst 115 år gammel. Det er ikke just en ung, blond pige.

Mads Lund Larsen, Taastrup

Den røde fare

Vor globalt tænkende minister må gribe til vagt i gevær ved outsourcing af kongerigets røde pølser og indtænke miljøfare og forringet livskvalitet for polakkerne.

Ivan Gullev, Frederiksberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu