Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

3. maj 2005

Bechs brikker

Elise Schiøler beder mig den 2. maj dokumentere, hvad Information har refereret mig for om voldtægter og indvandrere. Hellere end gerne! Jeg iler med at henvise til min bog, Kvinder og Mænd. Den er lige udkommet, og der kan man finde massevis af brikker til at tænke nuanceret og kvalificeret om dette og andre emner.

Jeg takker hjerteligt Elise Schiøler for hendes interesse. Der er alt for mange, som ikke er interesseret i at få flere brikker til at tænke med end dem, de har i forvejen. Især da når det drejer sig om køn. Eller seksualitet. Og etnicitet.

Henning Bech
professor, dr. scient. soc

Politisk propaganda

Lørdag den 30. april bragte Information en artikel af Bo Gunnarsson om den taiwanske oppositionsleder Lien Chans besøg hos Kinas regerende Kommunistparti.

Artiklen er endnu et eksempel på, hvordan den kinesiske propagandamaskine sidder på nyhedsformidlingen, mens den sande opinion på Taiwan mildt sagt forbigås.

Gunnarsson citerer en ukendt kilde for, at mødet "må ses som 'tillidsskabende'" og, at "mange mener, at øen (Taiwan) er blevet delt i to".

Men skal det ses som en tillidsskabende handling, at netop en oppositionsleder forsøger at tage affære i en så spændt situation, som den kinesisk-taiwanesiske krise? Her kunne det have været interessant at have citeret en taiwansk avis om øens syn på mødet.

Gunnarssons uheldige slutkommentar lyder: "Lien Chans besøg i Beijing kan føre til en vis afspænding, men det er langt fra sikkert, og det er den stadig mere hårdføre Hu Jintao, der har bolden."

Jeg vil hellere sige: Tværtimod fører Lien Chans besøg til en større splittelse mellem de to regimer, eftersom Lien Chan er garant for en fejlforståelse for, hvad Taiwans indbyggere på godt 22 mio. ønsker sig af fremtiden til fordel for Kinas godt 1,3 mia. indbyggere.

Kenneth Stormoen
cand.stud. i retorik

Zizeks moralske fallit

Den slovenske filosof Slavoj Zizek har tilsyneladende en ganske pæn fanskare blandt venstreorienterede hertillands. Efter at have læst hans lobhudling af den nys afdøde pave den 28. april må man undre sig.

Én ting er, at Zizek ser enhver nuancering af moralske normer som et moralsk forfald. Men at stille paven op som modbillede!

"Den afdøde pave mindede os om, at der er en pris at betale for en ægte etisk livsindstilling" skriver Zizek.

Det er så sandt, som det er sagt, blot var det ikke paven selv, der betalte prisen, men snarere de millioner af aids-ofre i Afrika, han har på samvittigheden takket være pavemagtens, åh, så etiske uvilje til at forholde sig medmenneskeligt eller blot pragmatisk til problematikken. En "ubøjelig etisk livsindstilling" ytrer sig åbenbart ved absolutte forbud og en vilje til at holde fast ved groteske fortolkninger af religiøse dogmer uanset de menneskelige omkostninger.

Zizek slår øjensynlig til lyd for, at den forhadte frigørelse atter skal afløses af forkrampet kønsmoral, kvindeundertrykkelse og homofobi. Ja, jo mere homofob og forhudsforsnævret seksualforskrækket man er, jo mere etisk er man.

Den største trøst i den forbindelse er, at det er de færreste, selv blandt katolikker, der tager en sådan "ubøjelig etisk livsindstilling" den mindste smule alvorligt, hvad enten den ytres af Zizek eller paven.

Morten Dige
adjunkt

Underholdning?

Per Henrik Hansen undrer sig i Information den 2. maj over reaktionerne på Kristian Villesens (KV) artikel om hjemmesiden med mænds luderanmeldelser.

Han har bare misset pointen: KV's artikel var skrevet som petitstof og anbragt som sådant på bagsiden - altså til almindelig morskab.

Det er muligt, at Per Henrik Hansen opfatter den slags som fin underholdning, men for mig at se undergraver det hele artikelseriens krav på lødighed: KV prøvede at give den som seriøs journalist på et vanskeligt og kontroversielt emne, og det gik egentlig fint. Men da han nåede til hjemmesiden, gik naturen over optugtelsen (for nu at udtrykke det høvisk).

Hvad var det lige, der forhindrede KV i at fortsætte den seriøse vinkel - også da han nåede til hjemmesiden? Eller: Hvad var det for en redaktør, der bad om underholdningsstof af den karakter til bagsiden?

Kirsten Arup
Arden

Jeg protesterer

Siegfried Kampl, den kommende formand for Bundesrat, det østrigske parlaments andetkammer, udtaler ifølge Information den 29. april, at "østrigske desertører fra Wehrmacht begik mord på deres kæmpende kammerater ved at lade dem i stikken."

Må jeg bede Østrigs ambassadør i Danmark ved førstkommende lejlighed at meddele Siegfried Kampl min skarpeste protest.

I krig risikerer soldaten at blive ramt af fjendens kugler. Men desertøren er sikker på at blive skudt af sine egne. Intet system viser nåde overfor den soldat i krig der deserterer. Desertøren følger sin overbevisning, at man ikke må slå ihjel. Og går mod kommandosystem, flertal, hetz.

Desertøren er beredt til at betale med sit eget liv, fordi han ikke vil forvolde en andens død. Desertøren er eneren, der fastholder håbet i det umulige. Desertøren fastholder menneskets værdighed, og derfor skylder vi desertører i hele verden den største hæder.

At desertere, at nægte at slå et medmenneske ihjel, bør vi gøre til en menneskeret.

Mikael Witteforfatter

Helle-effekt

Nu har New Delhi fået nok af hellige køer og skal inden for en uge være tømt for dem

Helgi Breiner,
København Ø.

Socialistisk royalisme

Hans Jørgen Lassens noget firkantede angreb på kongehuset den 2. maj skal ikke have lov til at stå uimodsagt.

Jeg er anarkist (altså ægte socialist) og royalist, det første til enhver tid, det sidste ikke ubetinget, men her og nu. Man kan ikke bare se abstrakt på disse ting (for så er jeg jo som anarkist ganske automatisk tvunget til at være imod Gud, konge og fædreland).

Margrethe og Frederik er de sidste skud i en meget lang tradition. Traditioner giver sammenhæng; dem smider man ikke bare væk. Især da ikke, når de er ret uskadelige og ganske underholdende. Dertil kommer selve personerne. De er rent ud sagt beundringsværdige, smukke forbilleder.

Margrethe har store kunstneriske evner. Frederik har masser af flot mandsmod. De har begge megen sans for tingene (blandt andet det modsatte køn: Henrik og Mary) og er så menneskelige, at man godt af og til kan undre sig. Jeg var selv lige ved at fælde en tåre, da Frederik fældede et par stykker i kirken til sit bryllup.

Samtidig bryder netop deres værdighed og ganske utidssvarende status med vareformens (konkurrenceevnens, globaliseringens og privatiseringens) fuldstændige tilintetgørelse af alternativer.

Den anarkistiske historiker George Woodcock betegner anarkisme som 'generaliseret aristokrati'. Erhard Jacobsen sagde det på en mere jævn måde: "Det gælder om at tale til kongen i den enkelte og ikke til pjalten i os alle." Når man skal det, så er det godt at vide, hvordan en konge - eller dronning - ser ud.

Ruddi Welzel
forfatter

Marstal bærer selv gebis

I en bidsk kommentar til tandløsheden i dansk rock langer Henrik Marstal den 29. april kraftigt ud efter en genre, som i Marstals øre er uden bid. Hvis ikke dansk rock genfinder sin rolle som politisk subversiv, risikerer den "at implodere i selvglæde og provinsialisme".

Marstal ser en fare i, at rockens før så rebelske tilsnit forvrænges og ender i en sovs af selvparodi. Nuvel, faren er reel, og der er da også ofte gjort opmærksom på denne. Med sin påtale indskriver Marstal sig i en tradition af rockens bedemænd, som blandt andre tæller kritikerne Carsten Jensen, Anders Rou Jensen og Erik Svendsen.

At kalde dansk rock anno 2005 tandløs må dog siges at være en kende ufortjent. Rockscenen indeholder ganske vist en række bands, hvis udsyn ikke når langt videre, end tilfældet var det i 1840'ernes guldalder: Man tilsniger sig måske til et enkelt blik ud af stuevinduet, men det periodiske udsyn bliver hurtigt til stillestående selvsyn igen - i sikker forvisning om at 'love will keep you warm'. Således også hos Marstals eget band Ibens, der om nogen dyrker en ganske fin selvcentreret og fistelstemmet tandløshed.

At generalisere og kalde rockscenen som helhed for 'tandløs' eller 'apolitisk' er dog en unfair konstatering. Husk blot på Epo-555, The Fashion, Mikael Simpson, Jens Unmack, Thomas Helmig, Kim Larsen og Per Vers for at nævne en trekvart håndfuld musikere med samfundssyn og verdensvid.

Morten Casper Rostgaard Spies
storforbruger af rock.

Frans' fugle

Det var dejligt at se Brian Patrick McGuires nye bog Den levende middelalder anmeldt i Information d. 28. april. Men jeg måtte smile stort, da jeg læste billedteksten til den fresko, som Information har valgt at illustrere anmeldelsen med.

Den hellige Frans fodrer altså hverken fugle eller ænder på billedet! Det skildrer derimod hans berømte Fugleprædiken.

Motivet med Fugleprædiken var særligt i senmiddelalderen/den tidlige renæssance et ofte malet og elsket motiv, og i eftertiden har især Giottos vidunderlige skildring i Frans af Assisis Kirke i Assisi udbredt kendskabet til det. Frans af Assisi blev bla. kendt for sin grundlæggende respekt for alt levende, selv en bille var for ham var "et lille Guds væsen" man skulle værne om.

Måske er det de partielle afskalninger på fresken, der har foranlediget billedtekstforfatteren til at se dem som (store!) brødkrummer? I al fald er det et morsomt eksempel på moderne billedlæsning!

Omend det er prisværdigt at Information har valgt en illustration som passer fint til bogen, ville det klæde jer at nævne ophavsmanden til det gengivne værk.

Anne Cathrine Wolsgaard Iversen
mag.art. i kunsthistorie

Øl-fest eller 1. maj?

Deltager man ikke ofte i venstrefløjens arrangementer, bliver man som 'ny' ikke indlemmet. Tværtimod får du lov til at sondere omkring i ensomhed.

For rundt ved ølboderne sidder forskellige kliker fra rettroende organisationer på venstrefløjen. Så er det vel ikke mærkeligt, at det er umuligt at rekruttere medlemmer, hvis man er udelukket fra fællesskabet. Ideologisk er den socialistiske idé, at der skal være plads til alle. Alligevel vader børnene rundt og leger mellem halv og hel tomme ølplastikkrus.

Hvorfor er der ikke arrangementer for børnefamilierne? Er det ikke vigtigt, at børnene som fremtidige vælger får en positiv oplevelse af 1. maj festen? Hvordan kan de få det, hvis det forbindes med de voksnes øldrikkeri?

Socialisme er ideologisk at åbne sig udad, men her er oplevelsen, at man vender sig indad. Hvor er de intellektuelle aktiviteter med debat og taler, som et alternativ til øltelte? Samtidig vil jeg appellere til den sociale ansvarsfølelse i forhold til, at alkohol er et vanedannende rusmiddel, som er skyld i meget social elendighed, marginalisering og eksklusion fra samfundet.

Det er alt det, vi socialister gennem et par århundrede har bekæmpet. Øl er ok, men der skal helst være andet end alkohol på programmet.

Kenneth Rasmussen
studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu