Læsetid: 7 min.

LÆSERBREVE

Debat
13. maj 2005

Danske serier er for ringe

Jeg forstår måske nok, at Mai Brostrøm kan blive provokeret, når en forfatter som Klaus Rifbjerg kritiserer hendes arbejde (Information den 11. maj).

Men nogle gange må man som forfatter forsøge at glemme den kritik, man føler sig udsat for, og se på det reelle i den kritik, andre udsætter én for.

Jeg er en af de seere, som godt kan lide at se tv-serier. De sidste mange år har jeg dog ikke set nogle danske af slagsen.

Ikke siden Strømer, der kunne tænde et eller andet i mig, har jeg vel fulgt med i en dansk krimiserie. Når Rejseholdet eller den nyeste Ørnen er på, slår jeg over på svensk eller tysk tv.

Kriminalserierne på svensk tv holder generelt et niveau, jeg ikke finder i danske serier. Den tyske serie om kommissær Brunetti fra Venedig (af forfatteren Donna Leon) kan eksempelvis noget som danske krimi- og manuskriptforfattere kan lære noget af.

Jeg tror det handler om troværdighed. Måske også om grundighed og ærlighed. Dialogerne er virkelig gode, og plottet er ikke gennemskueligt alt for tidligt.

Henning Mankel og Donna Leon skriver krimier og ikke familieserier. Rejseholdet og Ørnen er lavet for folk, som egentlig ikke gider se krimier og så både mor, børn og far kan blive enige om, hvad de skal se i fjernsynet søndag aften, hvor alle er hjemme.

Det er muligt, at Ørnen og Rejseholdet har mange seere, og at serierne har fået priser og sælger godt. Men der er altså seere, som synes at de er for dårlige, og derfor ikke ser dem.

Så så længe DR's linje bliver ved med at være den nuværende, må jeg jo se Wallander, Brunetti og alle de andre komissærer på de udenlandske kanaler.

Jette Gefke
fagbogsforfatter, arkitekt

Pind og homopolitikken

Efter sommerferien er jeg og tre andre overborgmesterkandidater inviteret til debatmøde på Oscar, en af hovedstadens mest populære gå-i-byen-steder for bøsser og lesbiske samt nærmeste nabo til Københavns Råhus. Som den eneste har Venstres spidskandidat Søren Pind meldt afbud.

Byudvikling, boliger, kunst og kultur, den kreative by og internationale sportsarrangementer er blandt emnerne på dagsordenen, der flugter perfekt med de visioner, som SF vil bruge overborgmesterposten til at levendegøre for københavnerne.

Homoseksuelle er indbyrdes lige så forskellige som alle andre, men det står hævet over enhver tvivl, at den homoseksuelle kultur bidrager stærkt til det åbne og mangfoldige København, vi er så stolte af.

Ikke et ord om Den Kreative Klasse, men jeg håber, at homoseksuelle københavnere vil være en fortsat drivende kraft til at skabe farverige forsøgsområder i byen og kreative frizoner som kan udvikle erhvervspolitikken og få restaurationer, håndværk, design og kunst til at blomstre langs havnen f.eks.

Homoseksuelle skal ikke have særbehandling, men ligebehandling. Vi er nået langt i Danmark, men hvor dybt stikker tolerancen egentlig, når det kommer til stykket?

Ingen tvivl om, at der stadig er meget at kæmpe for, så jeg glæder mig til borgermødet på Oscar og en konstruktiv debat med tilhørerne og mine rivaler til overborgmesterposten, Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam. Men svaret fra min borgmesterkollega Søren Pind var et hånligt nej tak indhyllet i tågede bortforklaringer.

Jeg nægter at tro på, at Venstres overborgmesterkandidat ligefrem er homofobisk, så hvorfor møder han dog ikke op?

Bo Asmus Kjeldgaard
(SF) borgmester og overborgmesterkandidat

Fra klassekamp til kassekamp

Klassekampen er død. Du er din egen lykkes smed. Det er din egen skyld, at du er syg, fattig, arbejdsløs eller dum. Individualiseringen er blevet den moderne ridefoged, hvor ridefogeden er angsten. Kongen og herremanden er illusionen om det frie marked og det frie valg.

Imens danser adelen om guldkalven, og deres gud er Merkur, handelens og tyvenes gud.

Nu skal butikkerne have åbent hele ugen og sprut købes døgnet rundt. Og bagefter er det fjolsernes egen skyld, at de bliver alkoholikere, arbejdsløse, drankere eller syge.

Vær velkommen til verdens lykkeligste land.

En stor international undersøgelse har kåret danskerne til verdens lykkeligste folk, men ikke alle er inviteret til middelklassefest. Klassekampen er afløst af kassekampen om dem indenfor og dem udenfor arbejdsmarkedet.

Er du udenfor, bliver du puttet i en forsørgerkasse og det rummelige arbejdsmarked er blevet til kassetænkning og aktiverings- og opbevaringsfabrikker.

Man skulle tro, at politikerne tror, at et menneske bliver rask, velfungerende eller forsvinder fra jordens overflade, når bare det er puttet i en kasse.

Indstil aktiveringsjagten på de syge, invaliderede og nedslidte og accepter, at man godt kan være lykkelig udenfor arbejdsmarkedet, men med en værdig pension.

Claus Andersen
IT-underviser

Tak for bruddet

Det er godt, at flere medier - heriblandt Information den 11. maj - nu tager 'ældrebyrden' til debat. Der var ved at gå selvsving i den påstand.

Information tog dog allerede fat i myten den 9. december 2003, hvor Pia Fris Laneth havde en udmærket artikel med udgangspunkt i udtalelser fra professor Christen Sørensen og fra forhenværende økonomisk vismand Bent Rold Andersen.

En artikel, hvor det blev påpeget, at "problemerne med det stigende antal pensionister er overdramatise-ret." Men allerede i september 2000 gennemhullede Albert Jensen i artiklen "Ingen økonomiske grunde til at skære i folkepensionen de næste 20 år." i tidsskriftet Solidaritet, påstanden om 'ældrebyrden'.

Leif Hartman
Haderslev

Bechs debatbrikker

For os, der gerne vil følge jævnt med i debatten gennem vores avis, vil det være rart, om Henning Bech (HB) kan afsløre, hvad det er for en brik, han rykker med, når han melder ud, at voldtægt er udansk (Information den 28. april).

Er det en meningsbrik, der udtrykker hans holdning til danskhed? Eller er det en faktabrik, der kan bakkes op af data, der påviser, at etniske danskere ikke begår voldtægt? Eller er det en videnskabelig teoribrik, der anskuer seksuelle overgreb som kultursammenstød?

Det var dette spørgsmål, jeg ønskede at stille med mit redaktionelt omformulerede indlæg den 2. maj. Når jeg har fået klarhed over det, har jeg et bedre udgangspunkt for at orientere mig i debatten.

Når jeg ikke har læst HB's bog endnu, er det ingenlunde af ond vilje; nye anskuelser er som regel forfriskende, og kan somme tider vise overraskende veje ud af ældgamle, fastkørte problemer.

Således finder jeg også den vinkel forfriskende, som fortalerne for kriminalisering af prostitutionskunder anlægger, selvom den vækker anstød med sit meget bastante og ikke uproblematiske ønske om gennem lovgivning at gøre op med en historisk kultur. Det forfriskende her er, at fokus kommer på efterspørgselssiden.

Når HB (ifg. Information) finder dette fokus moraliserende, kommer jeg igen i tvivl om, hvilken brik, han rykker med. Er det en polemisk brik, hvormed han søger at kaste en besværgelse over den kriminaliserende angrebsvinkel? Eller er det en seriøs meningsbrik, der melder, at lovgivning ikke skal tage moralsk stilling?

Jeg kan ikke gennemskue, hvorledes man kan føre egentlig, sammenhængende politik uden at lægge en moral til grund. Og hvis det at moralisere er noget, vi skal undgå, hvorledes skal vi da overtale de udanske voldtægtsmænd til at lade sig socialisere? Måske kan HB rykke med professorbrikken og belære mig? For jeg vil så hjertens gerne danne mig en kvalificeret mening.

Elise Schiøler
København Ø

Hvor er parallellen

Ville det ikke være oplagt at føre logikken i statsministerens officielle undskyldning til det jødiske samfund angående udleverede jøder under Anden Verdenskrig frem til den meget alvorlige og i høj grad parallelle politik, man fører i flere tilfælde af risikable udvisninger/tvangshjemsendelser af flygtninge i dag?

Hvorfor er det lettere at se fortidens fejltagelser og tage ansvar herfor end at gøre det i nutiden?

Og hvorfor er denne parallelisering forblevet 'fredet' i den offentlig debat, der er fulgt i kølvandet på denne undskyldning, og som har drejet sig om mange andre aspekter, men netop ikke denne så oplagte, men kontroversielle parallel?

Signe Lehmann Rasmussen
København K

Tilbage til fremtiden?

Den nye EU-forfatning markerer, at Europa i fællesskab har lagt det blodige 20. århundrede bag os, og tager hul på de fælles europæiske fremtid. Visionen vækker tilsyneladende mishag hos nej-siden. Jens-Peter Bonde som har udråbt sig som nej-sidens samlingspunkt har imidlertid ikke villet eller evnet at sætte ord på sit alternative politiske projekt. Bonde gør herved som han altid har gjort. Han slår ring om det bestående og forkaster det nye.

Det er paradoksalt at observere, hvordan Bonde er gået fra at være indædt modstander af det danske medlemskab i 1972 til i 1986 at prise dette samarbejde, alt imens han skosede Det Indre Marked. Da vi kom til Maastricht-traktaten i 1992, var Bonde pludselig blevet det indre markeds ihærdige forsvarer - mens han førte skrækkampagne imod Maastricht. Historien gentog sig senere under Amsterdam og Nice-traktaterne.

Nu er han så imod EU-forfatningen, har åbenbart accepteret Maastricht og forsvarer kompromisset under Nice-traktaten. Det er blevet direkte deprimerende, at lytte til Bondes endeløse klagesang, hvor man som altid værner om gårsdagens løsninger, alt imens man afviser morgendagens udfordringer

Rasmus Brun Pedersen
cand scient. pol

Hvor lægger du trykket?

Enhver kanon bærer en ladning, klar til brug, kalibreret til at ramme målet.

Også modersmålet. Selskabet af samme navn sigter på opdragelsen, når børn skal have kristentroen ind med modermælken, og nogle må lære, at den, der ikke er for os, er imod os. Også lære, at vor moders røde danske sol bedst tolkes af en mand, der, nazist til det sidste, gav os fædrelandets sang.

Tider skifter, sæder mildnes, men kunst og kamp kræver stadig stål, og alle kan synge med på tidehvervets ligegydige undskyldninger, udenad. Ellers udmærker mange små og store kanoner sig fortrinsvis ved den fravægelse, smagsdommerne foretog. Jeg føler mig ramt af en trykket stemning.

Per Diepgen
Halskov

Den anden bred

Fordi man føler sig adskilt fra den virkelighed, man befinder sig i, har man skabt forestillingen om den anden side, som man drages imod.

Leif Grage

Det nære

Man befinder sig altid
bag en barriere,
fordi man springer over
det nære

Leif Grage

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her