Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

Arrogante Sander Det synes udtryk for en utrolig ministeriel arrogance, når Helge Sander i sit svar den 9. juni på mit indlæg fra den 26. maj tils...
Debat
16. juni 2005

Blodpenge

I et kvarter med hashklubber, narkoganstere og med tidligere overfald på dørmænd må det ikke forbavse, at den drabssigtede dørmand kunne føle sig presset til at forsvare sig.

At det skulle kunne udløse krav om blodpenge skal man mindst være uddannet juraprofessor og hedde Vagn Greve, eller være svigermor til en fængslet Bandidosrocker, som SF's rets- og socialordfører Anne Baastrup, for at mene.

Handler jura ikke om retfærdighed?

Jakob Schmidt-Rasmussen,
København S

Blodpenge og kameler

Integrationsminister Rikke Hvilshøj har kraftigt kritiseret det muslimske samfunds forsøg på mægling i drabssagen ud for Café Rust og kaldt den middelalderlig.

På BBC's nyhedssite er hun citeret for at have tilføjet: "Vi handler heller ikke med kameler i Danmark".

Nu kunne jeg godt tænke mig at høre Rikke Hvilshøjs kommentar til, hvorfor det lige er, at vi ikke handler med kameler i Danmark?

Ligesom det kunne være rart at vide, hvorfor det er så galt og middelalderligt at handle med kameler i modsætning til at handle med heste, svin eller lignende?

Indtil Rikke Hvilshøj med sit svar måske kan overbevise mig om noget andet, vil jeg betragte udtalelsen som et klart udtryk for den nedladende og racistiske politik, som denne regering fører.

Poul Mikael Allarp,
København N

A-våben eller folkemord?

Enhedslisten Rune Lund misforstår igen den 12. juni forskellen mellem folkemord og masseødelæggelsesvåben.

Venstre vil have ret til at føre krig mod formodede trusler uden mandat. Det er vi lodret uenige i.

Det Rune Lund misforstår, er, at vi i akutte tilfælde vil bruge magt til at stoppe folkemord som i Rwanda i 1994 uden mandat. I forbindelse med folkemordet i Kosovo i 1999 udtrykte Kofi Annan det således:

"We will not, and we cannot accept a situation where people are brutalized behind national boundaries".

Hermed godkender vi ikke Venstres præventive krige uden mandat. Potentielle trusler fra masseødelæggelsesvåben har jo pr. definition tid til at finde en diplomatisk løsning.

Det har eskalerende folkemord sjældent.

Morten Helveg Petersen,
sikkerhedspol. ordf., DRV

A-kraft og bilisme

Tak til Bernard Gilland for din rettelse af A-kraftens procentvise del af energiforbruget i dit indlæg den 10. juni. En regnefejl var det nu ikke; men noget helt galt jeg havde stirret mig blind på og derfor ikke opdaget førend artiklen var trykt den 8. juni.

Det er altid tragisk, når mennesker mister livet enten som følge af trafikuheld eller som følge af uheld indenfor A-kraften. Sammenligningen er dog ikke hensigtsmæssig, da uheld, der har med A-kraft at gøre, kan ramme mennesker og miljø i mange generationer frem.

Den meget voldsomme og stærkt stigende bilisme bidrager dog stærkt til drivhuseffekten og er dermed også med til at ændre klodens fine økologiske balance. Men det var vist trafikuheld og ikke drivhuseffekten, du tænkte på.

Poul Erik Pedersen,
Brønshøj

Klammeri

I disse tider, hvor efterspørgslen fra Kina tvinger stålprisen i vejret, må man spørge, hvorfor 'den lille søde' ikke kan undvære de to hæfteklammer i ryggen, når andre tabloidformater kan?

De må være et fordyrende led. De må forringe bladets genbrugsværdi, og de er irriterende at have med at gøre, når avisen skal bruges til optænding, maleafdækning, fiskeindpakning, mellemlægspapir ved flytning og alle de andre funktioner, der gør, at man stadig holder avis.

Når vi har rettet klammerne ud, viser de sig at være for skæve til at kunne genbruges i hæftemaskinen. Og tandlægen har frarådet mig at bruge dem som tandstikkere, så indtil videre adskiller avisen sig fra landbrugets grise, hvor man kan udnytte alt undtagen skriget.

Hvis vi skal undgå klammeri, må vi læsere derfor have en forklaring, et forslag til genbrug eller også må de ud. Med hæftig hilsen

Jørn Møller,
Svendborg

PS: Jeg har prøvet at argumentere over for fruen med, at avisen ikke kan deles pga. hæfteklammerne, hvilket jeg troede kunne rumme mindre fordele. Nu må jeg så vente til hun er færdig.

SVAR: Som så ofte før er det ikke muligt at undgå at komme i klammeri med i det mindste nogle af Informations læsere.

Jørn Møller har ret i, at hæfteklammer både er fordyrende og vanskeliggør returpapirbehandlingen. Vi må imidlertid konstatere, at langt de fleste af læserne ser hæftningen som et klart plus og er arve modstandere af løsbladssystemet.

Kompaktaviser kan ikke limes så derfor fortsætter vi klammeriet - til glæde for de fleste. Vi deler i øvrigt tandlægens bekymringer over overvejelsen om at genbruge klammerne som tandstikker.

Henrk Bo Nielsen,
adm.dir.

Sæder og skikke

Sagen med de såkaldte blodpenge på Nørrebro indeholder en masse ubekendte.

Handlede drabsmanden i legitim nødværge? Kan drabsmanden eller hans familie skaffe de 200.000 kr.? Hvis ikke, har Islamisk Trossamfund så pengene? Og skal den afdødes familiemedlemmer betale skat af indtægten?

Samtidig venter vi på svaret på det mest fundamentale spørgsmål. Nemlig: Hvem pukler kamelerne for?

Uwe Max Jensen,
Egå

Arrogante Sander

Det synes udtryk for en utrolig ministeriel arrogance, når Helge Sander i sit svar den 9. juni på mit indlæg fra den 26. maj tilsyneladende slet ikke har sat sig ind i, at der på humaniora i både Århus og København har fundet omfattende sparerunder sted dette forår.

Noget, der dog ikke forhindrer ham i at vide, at ansvaret for disse ligger internt på universiteterne. I stedet forsøges jeg belært om, at de nedskæringer, jeg nævner, er i taxameterbevillingerne - hvad der sådan set står allerede i mit første indlæg.

Sander argumenterer med at pengene "føres krone for krone tilbage til universiteterne" - men det kunne jo være interessant at vide hvordan.

Sanders svar synes blot at bekræfte en af vores centrale pointer i Humboldt-bevægelsen, nemlig at der i disse år skæres i midlerne til den frie forskning, som bliver overført til politisk styrede bevillinger. Noget der er specielt bekymrende med den manglende forståelse af, hvad humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning er, som ministeren ofte har givet udtryk for. En del af kritikken i mit indlæg, ministeren slet ikke forholder sig til. Det er dog svært at vide, hvad der sker med pengene.

Sander skriver, at mit første indlæg var en reaktion på hans dokumentation af påståede stigninger i de offentlige udgifter til humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning. Men min indlæg efterlyste sådan set dokumentationen af disse tal - i stedet gentager Sander dem blot.

Kender ministeren slet ikke den akademiske dyd at dokumentere sine påstande med henvisninger?

Jon Rostgaard Boiesen,
Humboldt-bevægelsen

USA og 'demokratiet'

I sidste uge fortalte medierne, at det amerikanske olieselskab Exxonmobile, har siddet med ved bordet, da USA udformede sin klimapolitik. Det skulle lyde som en overraskelse, men i virkeligheden burde det ikke komme bag på nogen.

Præsidentvalget i USA, er i dag så dyr en affære, at kandidaterne er afhængige af private sponsorer, og derfor laves der diverse indsamlings-kampagner.

Bushs og Kerrys valgkampagne i 2004 kostede til sammen 2,7 mia.. Undersøgelser viser, at det er relativ meget få, men store organisationer og firmaer, der yder en meget stor del af dette bidrag.

Men de gør det selvfølgelig ikke for deres blå øjnes skyld. De forlanger til gengæld en bestemt politik ført, hvor det kunne berøre dem - eksempelvis oliegiganten Exxonmobile og klimapolitikken.

Det kan som sagt også være organisationer som f.eks. de cubanske terrororganisationer, der opererer fra Miami i Florida. De yder både bidrag til den republikanske samt til den demokratiske kandidat. Så er de jo sikker på, at lige meget hvem, der vinder, vil den valgte præsident 'stå i gæld' til dem.

Men denne valgprocedure udfordrer i den grad demokratiet: Er det demokratisk, at en valgkampagne er så dyr, at kun meget få personer i USA i realiteten vil have mulighed for overhovedet at opstille som præsidentkandidat (folk med gode kontakter til det de store transnationale firmaer/terrororganisationer o.l.)?

Er det demokratisk, at en valgkamp ydes med private bidrag, hvor bidragyderne så kan stille krav til den førte politik?

Er USA overhovedet et demokrati eller er det ren dobbeltmoral?

Henrik Thejl Hansen,
musiklærer

Bauman og Eriksen

Rune Lykkeberg er overbevisende, når han roser Zygmunt Baumans seneste bog, Forspildte liv (Information den 15. juni), og når han til sidst i anmeldelsen kritisk kommenterer nogle af Baumans tidligere værker:

"Bauman har en tendens til at generalisere overdrevent, til at se de samme forandringsprocesser overalt i samfundet og den menneskelige sfære." Man kan sige det mere enkelt: Bauman skyder tit fra sine 80-årige hofter.

På næste side i samme avis hører vi fra Jens-Martin Eriksen et ekko af Baumans Kritisk bog om multikulturalisme fra 2001: "Community: Seeking safety in an insecure world."

I denne bog rammer Bauman ikke plet, og det er en af Lykkebergs pointer i hans kritik. Baumans tese om multikulturalisme er alt for generaliserende. Man hører hos Bauman (2001) om dannelsen af "ny-Tribalisme" og "parallel samfund" for at advare imod et multikultuerelt samfund. Alle de begreber, som Jens Martin Eriksen plukker fra sin tur til Malaysia, bliver forklaret gennem Mahatirs bog fra 1970, The Malay Dilemma og Baumans bog fra 2001.

'Multiculturalism' var en moderne, statslig politik lanceret i 1970'erne, ikke i Malaysia, men i Canada. Anerkendelsen af medborgernes forskellige kulturelle identiteter var hovedelementet i det canadiske politiske eksperiment. Canada var ikke en 'melting pot' a la USA, men en mosaik. Der har været meget kritik af denne politik i Canada, og der er ikke enighed om de definitioner, der dækker hele virkeligheden.

Hver social kontekst, som betegnes 'multikulturel', kræver sin egen, tætte beskrivelse og fortolkning. Det gjorde Bauman ikke i sin bog fra 2001, men påstande fra netop denne bog citeres ofte som en autoritet , senest af Informations udsendte i Malayasia.

Jeg synes ikke at Zygmunt Bauman fortæller den samme historie i 2005, som han fortalte i 2001. Bauman er blevet mere pessimistisk i sin seneste bog. Muligvis har han opnået et klarsyn fra den fuldendte "negative opbyggelighed," som Hegel var talsmand for, for 200 år siden.

At skabe tillid, ved at menneskelig frigørelse lykkes, er det eneste bulls-eye.

Jonathan Schwartz,
lektor emeritus, Institut for Antropologi, KU

Meningsmålinger

Libanon afholder valg uden forudgående meningsmålinger (Information den 13. juni). Lyder det egentlig ikke som en ønskedrøm for demokratiet og et mareridt for populismen?

Carl Bergstrøm-Nielsen,
Humlebæk

Velfærdskommissionens højresving

Har velfærdskommissionen ved frakørselen tjekket de blinde vinkler for bløde trafikanter?

Helgi Breiner,
København Ø

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her