Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

Debat
17. juni 2005

Mødepligt og studiejob

Rektor ved Københavns Universitet Linda Nielsen vil indføre mødepligt for de studerende, fordi mange ikke møder op til undervisningen.

Samtidig udtaler formanden for Forenede Studenterråd ved København Universitet Jesper Johansen til dagbladet Information, at de studerende har op til 30 timers erhvervsarbejde om ugen.

De studerende har brug for pengene. Arbejdsgiverne - ikke mindst det offentlige - lukrerer på billig akademisk arbejdskraft. Og endelig er det en kendt sag, at det er meget svært at få arbejde for nyuddannede kandidater, der ikke har haft relevant erhvervsarbejde under studiet.

Det udbredte erhvervsarbejde begrænser ikke alene de studerendes muligheder for at møde op. Det begrænser også den læsning af litteratur, som er forudsætningen for, at fænomenet højere undervisning kan opstå, når lærere og studerende mødes. "Den bog har vi ikke tid til at læse, kan du ikke lige briefe os op på indholdet".

Sådan som samfundet, det politiske klima og de studerende er indrettet, er der ingen grund til at antage, at omfanget af erhvervssarbejdet kan indskrænkes.

Opgaven er altså at lave den interessante, vedkommende og udbytterige undervisning, der på fem år skaber veluddannede kandidater, når Christina skal på arbejde mandag og torsdag, Jakob tirsdag og fredag og Mikkel mandag, onsdag og fredag.

Jan Krag Jacobsen
lektor, RUC

Simpelt navne-tyveri

Man vil vedtage en ny navnelov, men princippet er helt forkert. Hvor er hensynet til den enkeltes ret til det familinavn, man enten har fået i dåbs- eller bryllupsgave?

Man påstår, man vil beskytte med denne nye navnelov, i stedet udhuler man retten til eget slægtsnavn. Man piller ved noget kulturhistorisk. Skal vi virkelig finde sig i det?

Firmaer, deres logoer og deres reklamer er mere beskyttet end vores private navne. Og selvom der er blevet lappet flere gange på denne navnelov de seneste dage, er det stadig langt fra godt nok. Mange kompetente folk har sagt god for loven, nogen bagtaliserer lovens forskellige virkninger rent samfundsmæssigt, men hvad med skaden på vores følelser og vores retbevidsthed?

Tværpolitisk er der uro omkring denne navnelov. Derfor bør alle på Christiansborg fritstilles, og allerhelst bør loven stilles i bero til efter sommerferien, så ingen taber ansigt, og loven kan blive gennembearbejdet inden fornyet fremlæggelse.

Hanne Diemar Heilmann
medlem af SF Skagen

Kom så S!

Når statsminister Fogh hævder, at klassekampen er et overstået kapitel i Danmarkshistorien, giver borgerne ham intuitivt ret. De føler sig ikke længere som del af nogen klasse af kapitalister eller arbejdere.

Men skærer man ind til benet, handler klassekamp om et grundlæggende modsætningsforhold på arbejdsmarkedet, hvor den ene part ønsker at hæve lønningerne, mens den anden søger at sænke dem.

Og blot fordi folk ikke genkender sig i de gamle begreber længere, betyder det ikke, at de grundlæggende interessemodsætninger er forsvundet.

Det må være en socialdemokratisk udfordring at tydeliggøre dette ved at reformulere det gamle klassekampsbegreb i tidens termer. Det grundlæggende modsætningsforhold kunne sættes på en lang række af forskellige udtryk.

Udover lønmodtagere versus arbejdsgivere kunne man eksempelvis tale om dem, der vil udstrække solidaritetsbegrebet til at indbefatte mange modsat dem, der kun er solidariske med sig selv og få andre. Og borgere, der bakker op om velfærdskonstruktionen, som vi kender den, mod borgere der foretrækker omfattende brugerbetaling.

Med afskaffelsen af klassekampsbegrebet vil statsministeren udviske interessemodsætninger. Og insistere på, at det, der tjener erhvervslivet, også er det bedste for de ansatte.

Men netop det forhold at han ikke insisterer på, at det, der tjener den ansatte, også er det bedste for virksomhederne, afslører hans eget ideologiske ståsted.

Statsministeren identificerer sig med arbejdsgiveren snarere end med lønmodtageren. Hvem mon S identificerer sig med?

Rune Bram Sørensen
stud.mag.

Opgør med gruppekultur

Det er helt forfejlet, når debatten som følge af begivenhederne på Nørrebro kommer til at handle om indvandreres mislykkede integration i det danske samfund.

Der skal i højere grad fokuseres på, hvem de kriminelle grupper består af. Oftest er det unge utilpassede mennesker, der finder en fælles identitet i at være seje gangstere, der er ligeglade med det øvrige samfund. En identitet der gang på gang bliver forstærket og bekræftet af mediernes fokus på deres ganske særlige mellemøst-æreskodeks.

Der er ikke noget nyt i store grupper af unge mænd, der organiserer sig i en bandeagtig machokultur. At de er 2. eller 3. generation med en anden etnisk baggrund end dansk, er i denne sammenhæng uinteressant.

Men gruppekulturen- og identiteten er relevant, når der tænkes i tilbud til de pågældende.

Disse mennesker er vant til at færdes i en machokultur, hvor de primære værdier og mål er givet af gruppen og ikke det omgivende samfund. Og derfor skal redskaberne og mulighederne til denne gruppe også kunne modsvare gruppens adfærdskodeks.

Alverdens velmenende pædagoger, lærere og socialrådgivere kan ikke alene rykke ved disse menneskers prioriteter.

Lotte Thiim Bertelsen
Borgerrep.-kandidat for SF

En klog udvej for Sander

Danmark vil gå nedenom og hjem, hvis der ikke bliver etableret et Center for Oplevelsesøkonomi på Handelshøjskolen i København til den nette pris af 100 mio.kr. Siger en arbejdsgruppe nedsat af Videnskabsministeriet.

Det kan undre, når Handelshøjskolen allerede har tre centre med fokus på oplevelsesøkonomi. Måske det skyldes, at formanden for arbejdsgruppen har været Ole S. Nilsson, der er dekan ved Økonomisk Fakultet ved Handelshøjskolen.

Heldigvis står arbejdsgruppen tilsyneladende ret alene med den konklusion, og mon ikke videnskabsminister Helge Sander tøver en kende, inden han forsøger fiske pengene op ad lommen hos finansministeren.

For etableringen af endnu et merkantilt center for oplevelsesøkonomi står i skærende kontrast til de vilkår, de allerede etablerede uddannelses- og forskningsinitiativer på området har.

En langt mere bæredygtig strategi ville være at sikre optimale vilkår for de allerede eksisterende miljøer. For hverken kunst eller unikke oplevelser kan på forhånd sættes på en merkantil formel.

Derimod kan bedre vilkår for de forskere og kunstnere, der i dag er garanter for indholdet i oplevelsesøkonomien, være med til at skabe unikke oplevelser. Og med 100 mio. kr. vil de kunne komme langt.

Det er der også politisk potentiale i at profilere sig på for videnskabsminister Helge Sander.

Ingrid Stageformand
Dansk Magisterforening

Et fælles ja?

Efter afstemningen i Frankrig undrede pressen sig over nej-siden. Hvordan kunne man dog finde et fælles grundlag for et nej? Men hvordan vil det lykkes ja-siden at finde et fællesfodslag i EU? Hvordan vil de kunne lave et fælles ja?

Ja-siden er tvunget til at få det til at fungere. Hvis det skal virke, kan der ikke være modsætninger i den grundlæggende tilgang til EU. Ja-siden inkluderer liberalisterne, der i EU ser en mulighed for bedre vilkår for industrierne og de økonomiske interesser og socialdemokraterne, der ser en mulighed for bedre arbejdsvilkår og overenskomster i EU.

Ja-siden vil sige, at der ikke er noget problem. Men hvad når de politiske paroler ikke længere er nok? Den dag der skal politisk handling og virkelighed til? Hvordan vil man bringe de to dele sammen: Liberalisme og socialdemokratisme? Der er kun en måde: En af de to må give sig - og derved svigte halvdelen af ja-stemmerne.

Det er ikke nødvendigt for nej-fløjene at finde enighed om noget. Det vigtige er enigheden om et nej. Det er en pointe, som pressen ikke ser, når spørgsmålet om nej-siden kommer op. Men det vigtigste og mest interessante spørgsmål vil til gengæld være: Hvordan vil ja-siden blive enige om EU - hvordan vil de skabe et fælles ja?

H.U. Sørensen
Tjele

Ulandsbistand og Afrika

Inden Folketinget mødes efter sommerferien skal det internationale samfund til eksamen. På FN-topmødet i september skal vi nemlig vurdere, hvor langt vi er kommet i gennemførelsen af 2015-Målene, som bl.a. handler om at halvere antallet af fattige i verden inden år 2015 - og det vil efter alt at dømme lykkes på grund af udviklingen i Indien og Kina.

Men Afrika halter afgørende bagefter, og det koster penge at løse problemerne. Heldigvis er det netop - efter stærkt pres fra bl.a. Danmark - lykkedes at indgå en forpligtende aftale i EU om at bistanden til de fattigste skal hæves.

Det betyder, at EU kan tale med én stemme på topmødet i september og dermed lægge stærkere pres på f.eks. USA og Japan. Et pres som allerede har afstedkommet, at USA nu støtter en 100 procent afvikling af de allerfattigste landes gæld. Men en styrket indsats i Afrika handler ikke kun om penge.

Det handler også om holdninger. 28 millioner mennesker i Afrika syd for Sahara er smittet af hiv/aids. Derfor er én af regeringens prioriteringer at give fattige kvinder bedre mulighed for selv at beskytte sig mod hiv/aids. Det kan vi gøre bl.a. ved at give penge til oplysning om og udbredelse af prævention. Dette er vigtigt af sundhedsmæssige årsager men også af sociale og økonomiske årsager.

Når afrikanske familier - særligt kvinderne - får bedre mulighed for selv at planlægge, hvornår de vil have børn, og i særdeleshed hvor mange de vil have, så får de også bedre mulighed for at tage sig af dem, brødføde dem, give dem skolegang og meget andet.

Men vi er oppe mod en i sandhed mærkværdig alliance mellem stærke kræfter i USA, visse fundamentalistiske muslimske lande og Vatikanet, når det kommer til at bruge prævention for at stoppe spredningen af hiv/aids og styrke indsatsen for kvinders rettigheder. Den danske regering vil kæmpe for, at bistanden til de fattigste ikke bliver taget som gidsel i visse landes forsøg på at fremme en bestemt moralsk eller religiøs dagsorden.

Vi står i en utrolig kedelig situation, når f.eks. USA lader ulandsbistanden afhænge af modtagerlandenes holdning til prævention og seksuelle og reproduktive rettigheder. Det betyder ikke, at Danmark slet ikke stiller krav til de lande, vi giver bistand til. Men Danmarks krav handler om respekt for menneskerettigheder, retssikkerhed, kamp mod korruption og styrket demokrati.

Vi stiller krav til hvilke værdier, der skal præge de offentlige institutioner - ikke hvilke moralske værdier eller religiøse bud der skal herske i hovedet og hjertet på den enkelte afrikaner.

Jeg vil derfor ikke holde mig tilbage med i internationale sammenhænge og på møder med mine udenlandske ministerkollegaer at gøre opmærksom på, at vi kan gøre meget for Afrika alene ved at turde diskutere dette kontroversielle emne. Ikke mindst på topmødet i september.

Ulla Tørnæs
udviklingsminister (V)

Den Sørens Debat I

Jeg tror, at Vorherre har opfundet Søren Krarup, for at udfordre os, der mener, at det kristne budskab om universel kærlighed skal tages alvorligt...

Stig Petersen
Kokkedal

Den Sørens Debat II

Professor Sløk (var det vist?) karakteriserede engang Tidehverv med ordene "Gud er alt, jeg er intet, og du er en idiot." Denne lære har Søren Krarup prædiket uophørligt de sidste 30 år - om end med mindre vægt på den midterste del. Men behøvede han bruge så mange ord på at sige det? Og behøver det at være i Informations spalter?

Per Vadmand
Ringsted

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her