Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

Diskrimination, nej tak! Jeg blev meget provokeret af Pastor Kvists holdninger om kunstig befrugtning angående homoseksuelle den 25.juli. Det e...
27. juli 2005

Radikalt rod

Bjørn Johansson fra Radikal Ungdom forsøger endnu engang her i Information den 20. juli at skabe uklarhed om den førte udlændingepolitik.

Lad os slå fast en gang for alle. For det første: Ingen ansøgninger om familiesammenføring er blevet bevilget som følge af medieomtale. Hvor familiesammenføringer er blevet bevilget, er det sket fordi lovgivningen tilsiger det.

For det andet: Hverken 24-årsreglen eller tilknytningskravet er i strid med menneskerettighederne. End ikke det radikale hoforgan Menneskerettighedscentret mener dette.

Åbenheden, som Johansson efterlyser, er bestemt også til stede, hvad det hav af sager, som forsøges bragt op i medierne jo tydeligt viser. I ni ud af 10 tilfælde er der ikke fugls føde på sagerne, men det forhindrer naturligvis ikke Johanssons partifæller i at tampe løs på sagerne.

Den danske udlændingepolitik er - på trods af opstramninger - fortsat slet ikke stram nok. Som udgangspunkt burde der slet ikke være ret til familiesammenføring. Familiesammenføring burde være noget, man i undtagelsestilfælde kunne ansøge om, og retten til familiesammenføring burde slet ikke gælde for flygtninge, som jo naturligvis skal sendes tilbage til deres hjemland, så snart tilstandene tillader det.

Kenneth Kristensen,
landsfmd, Dansk Folkepartis Ungdom

Handling - nu!

Canadas seneste forsøg på unilateralt at afslutte striden om hvem, der har suveræniteten over Hans Ø, er en aggresiv og utvetydig krænkelse af Danmarks territoriale integritet. Hvornår mon Statsminister Fogh - med støtte fra hans bonkammerater Bush og Blair - vil skride ind med et præventivt angreb mod Canada for at forhindre at denne slyngelstat forvolder yderligere skader?

Hvem kan f.eks. afvise at canadierne kunne finde på at bruge øen som affyringsrampe for masseødelæggelsesvåben eller træningslejr for terrorister?

Vi må se handling - nu!

Niels Ladefoged
St. Gilles, Belgien

Sværdslugeren

Den ironiske retrogeneration har fede tider i forbindelse med premieren på dokumentarfilmen Inside Deep Throat om pornofilmens svar på Sound of Music, Gerard Damianos Deep Throat fra 1972.

Langt ned i halsen, som filmen kom til at hedde på dansk i 1973, blev af feminister betragtet som 'voldsporno.' Mænds vold mod kvinder, forstås.

Men som forfatteren Erica Jong er citeret for i Information den 22. juli, blev filmen faktisk vand på kvindefrigørelsens mølle, idet dens hyldest til klitoris-orgasme (også når klitoris sidder i halsen), faldt på et tørt og understimuleret sted. Herhjemme var Inge og Sten Hegeler medvirkende til et historisk overvældende gennembrud for klitorisgnubberi.

Såvidt jeg kan se af også Christian Monggaards dækning af begivenheden i Information, mangler der et fokus på en sexual-ideologisk central scene i Deep Throat. I starten af filmen ser vi den fregnede, kassedame-agtige Linda i tækkelig kjole med sløjfe midt på brystet (hun kunne sagtens være castet som Yvonne i en Olsen-banden film) beklage sig til veninden og samboersken Helen over udeblivelsen af de klokkeringende orgasmer, som hun ved andre kvinder oplever.

Beklagelserne fremsættes, mens Helen sidder med spredte ben på køkkenbordet og en oralt aktiv mand mellem benene. Han er kommanderet derned, på plads, mens Helen tænder en smøg og fremsiger den Sagan'ske replik; "Do you mind if I smoke while you-re eating."

Hvad manden ikke har noget imod, hvorfor filmens publikum må deltage i slikkeriet i noget der ligner en cigarets tid. Ak ja, de stakkels undertrykte pus.

Senere i filmen, efter dette alternative feministisk-ideologiske opvarmningsnummer, præsenteres vi for superstjernen selv. Og kan ved selvsyn konstatere, at Linda Lovelace har gjort for fellatio, hvad danseren Nurejev har gjort for springet i balletten.

Taget et standardelement ud af genrens repertoire og udviklet det til en form for perfektion, der trodser naturlovene. Og som den dag i dag på behørig dannelsesmæssig vis præsenteres for de nye generationer via gigantoplag af video- og dvd-versioner af denne kitchede klassiker (Museum of Modern Art i New York har i øvrigt også erhvervet sig en kopi).

Brian Damage
tidskriftet Social Kritik

Larmende tavshed

Glædeligt at se at Information har valgt at tage emnet asylansøgere op for en tid, jvf. den seneste uges artikel serie om asylansøgere på Aunstrup. Asylansøgere i Danmark lever under så usle forhold, som vi desværre ikke er opmærksomme på, måske fordi de rammer, der lovgivningsmæssigt er opstillet for asylansøgere, ikke er de samme, som de lovrammer der dækker og hjælper os andre, der lever i Danmark.

Her tænkes bl.a. på asylansøgende forældres manglende mulighed for at forsørge deres børn gennem arbejde - asylansøgere har ikke ret til at tage arbejde og må leve for ca. 1.500 kr. pr. måned. Samtidig belastes asylansøgende familier også af den manglende mulighed for at leve et voksen/barne-liv, fordi de må bo på meget få kvadratmeter. Næppe forhold vi ville byde andre forældre i Danmark.

Det er i den grad et område, som savner såvel medie- som politisk dækning. For på dette område er der også larmende tavshed, måske af samme grund som den Lone A. Sperschneider påpeger den 25. juli.

Flere har forsøgt at råbe de politiske ordfører på asylområdet om, men blot Det Radikale Venstre og Enhedslisten valgte at reagere. Hvis de ikke vil reagere må vi selv reagere.

Mie Albrektsen
socialrådgiver

Selvorganisering

Tidligere var der venstrefløjen til at tage sig af det værste.

Nu må man gøre det hele selv

Ivan Gullev,
Frederiksberg

Diskrimination, nej tak!

Jeg blev meget provokeret af Pastor Kvists holdninger om kunstig befrugtning angående homoseksuelle den 25.juli.

Det er uhørt at favorisere m.h.t. parforhold, for børn af homoseksuelle kan få en ligeså god opvækst, som børn af det traditionelle ægteskab.

Det handler om at give barnet kærlighed, og ikke om at være 'normal'. Pastoren siger, at han ikke kan forstå, hvorfor homoseksuelle vil have børn og påstår, at parrene ønsker at kopiere kernefamilien. Man vælger vel ikke at få børn for at imitere normal kernefamilie? Adskillige kernefamilier ender i skilsmisse eller ulykkelige parforhold, men pastoren mener vel, at barnet har bedre af at leve i sådan en familie end at have 'unormale' forældre.

Han mener, at dansk lovgivning og moral er baseret på det normale ægteskab. At opbygge et samfund omkring et koncept, som ekskluderer andre på baggrund af, hvem folk forelsker sig i, er absurd. Homoseksuelle kan sagtens være bedre forældre end kernefamiliens. Det gælder om at give barnet masser af kærlighed og smag for livet.

Så længe vi desperat forsøger at fastholde begrebet normalt og sætter alt andet i bås, og mærker det som 'unormalt,' kommer vi ingen vegne mht. vigtige værdier i livet som tolerance, respekt og forståelse.

Ronja Lasvill-Andersen
gymnasieelev

Nissen i magneten

Bo Krarup spørger (den 22. juli), om der er nogen erkendelsesmæssig fordel ved at tale i symboler, som religionen f.eks. gør, når den siger, at Adam blev skabt i Guds billede. "Svarer det ikke til at beskrive magnetisme som bevægelser udført af små nisser i metallet?"

Måske. Men religion er jo ikke en midlertidig erstatning for fremtidens naturvidenskab. Religion er forsøg på at sige noget fornuftigt om problemer, som hvert menneske selv må tage stilling til, og ikke kan overlade til fremtidens videnskab:

Hvad er meningen med livet? Hvad er verden? Og hvad er et menneske? Og den slags spørgsmål er det tilsyneladende en fordel at behandle i symbolsprog. Skabelsesberetningens billedsprog handler f.eks. om, hvad verden er for noget, og hvordan vi skal forholde os til den. Folk som Luther og Brorson gik ud fra, at skabelsesberetningen derudover også er en bogstavelig beskrivelse af, hvordan verden blev til.

Idag véd vi bedre. Men prøv at læse Luthers forklaring til skabelsestroen i Den Lille Katekismus eller Brorsons Op, al den ting, som Gud har gjort: De gamle gutter er i praksis jodlende ligeglade, hvordan verden opstod.

Hele pointen er for dem, at vores reaktion på, at verden findes her og nu, bør være undren og taknemmelighed. De kunne altså læse symbolsproget. Det kan måske siges lige så godt uden symbolsprog, men det ville blive kedeligere uden at blive mere præcist.

Søren Holst
Valby

Dobbeltmoralske V og K

De svageste grupper har høj prioritet, og der skal være plads til alle på arbejdsmarkedet, siger VK-regeringen. Fleksjobsordningen er blevet et vigtigt redskab til at nå målet og har skabt et mere rummeligt arbejdsmarked for over 30.000 mennesker, men har 'sejret ad helvede til.'

Næsten 11.000 står i fleksjobskøen og kigger langt efter den lovet jobgaranti. Der er et krater mellem Claus Hjort Frederiksens (CHF) slagord om, at ingen må opgives og dagligdagen for tusinder af nedslidte mennesker. Førtidspensionsreformen har gjort det svært at få førtidspension, og revalidering bruges alt for lidt. Dit postnummer afgører, om du får pension.

VK-regeringen er dobbeltmoralsk. I hver tredje sag har kommunerne ikke afprøvet andre muligheder for aktivering eller revalidering. Indstil aktiveringsjagten og mistænkeliggørelsen af de syge, invaliderede og nedslidte.

Selv ser hver fjerde en førtidspension som eneste løsning og fleksjob som en discount pension, der splitter dig i en dobbeltrolle: 'syg' nok til at legitimere løntilskud - og tilstrækkelig 'rask' til at kunne bidrage med en reel arbejdsindsats.

Dobbeltrollen får den fleksansatte til at yde en ekstra indsats, og det hele ender så i stress og yderligere fysisk eller psykisk sygdom.

CHF må bifalde Jakob Haugaards ord om, at hvis arbejde er så sundt, så giv det til de syge. For dem, der har uddannelserne og ressourcerne, er fleksjob en rigtig god idé, og måske er der sprækker i ordningen, men der lukkes ingen sprækker med mistænkeliggørelsens kit.

Claus Andersen
Århus C

To minutters forskel

Først holdes der for de par døde briter (tilgiv mig udtrykket) to minuters stilhed, mens der ikke er nogen, der holder et eneste minuts stilhed for de mange egyptere, tyrkere, irakere m.f., der de seneste år har været ofre for terror.

Og nu hyldes briterne, for deres nægten at lade sig skræmme, som de sande helte i kampen mod terror. Mens der ikke er nogen, der hylder f.eks. egypterne, der uden at gå i panik i årevis har levet med trusler om terror.

Er egypternes liv mindre værd en briternes? Er briternes mod større end egypternes?

Ok, det er naturligvis mere nuanceret end som så; der er f.eks. heller ikke nogen, der holder to minutters stilhed for israelerne, nordirerne, nordspanierne osv.

En af årsagerne til denne forskelsbehandling er, at disse ofre er ofre for konflikter, der er lokale ,og derfor ikke er os så tæt inde på livet. En anden årsag er, at der - både geografisk og mentalt set - er større afstand mellem os og egypterne, israelerne osv.

Men alligevel; denne forskelsbehendling er dog to minuters eftertænksom stilhed værd.

Louise Kihm
København SV

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu