Læsetid: 4 min.

Læserbreve

16. juli 2005

En skidt følgesvend

Forfatteren Klaus Rifbjerg skriver så meget og så anderledes om de andres meninger og bliver både rost og riset for det, men hvad mener Rifbjerg selv om dagen og vejen.

Forleden skrev han, at kulturradikalismen kunne gøre verden lidt bedre. Han er vel ikke blevet idealist på sine gamle dage, da børn og børnebørn plager livet af ham.

Hvor kulturradikalismen har været min uundværlige og ubarmhjertige loddesnor i samfundsdybet, er den måske for andre både holdning og holdepunkter.

Brandes var jo den skinbarlige litterære fiktion, og ud af Hørups kærlighed for Det radikale Venstre fusede en politiske afmagt over for totalitære magter, og trods Poul Henningsens både varme og skarpe digte om folk og fæ, gjorde han en dyd ud af ikke at stemme ved de almindelige valg.

Kulturradikalismen er en god samfundsrevser, men en skidt følgesvend.

Per Diepgen, Halskov

Reelle karakterer

Inge Heise tager den 13. juli bladet fra munden, når hun ser resultaterne af den seneste eksamenskarakteropgørelse af sammenlignelige - målt i tosprogsandele - private skoler og folkeskoler i Københavns Kommune: Der er ingen forskel.

Inge Heise oplevede imidlertid som gymnasielærer, at privatskolernes eksamenskarakterer var langt mere reelle end folkeskolernes.

Det kan jo undre, når censorkorpset er fælles. Og det kan især undre, når der heller ikke er forskel på eksamensresultaterne i skriftlig dansk og skriftlig matematik på de skoler, undersøgelsen bygger på. Det er lidt vanskeligt her at forklare, at de pæne stille piger kan få noget mere, end de fortjener. Alt taler for, at eleverne bedømmes ensartet. Jeg vil imidlertid ikke frakende Inge Heise hendes oplevelse, og spørgsmålet er, om den udelukkende er fordomsbaseret.

Jeg tror dog, at forklaringen på oplevelsen ligger et andet sted end i skellet mellem private skoler og folkeskoler.

Kan oplevelsen skyldes, at den kulturelle vurdering og sociale selektion er hårdere i gymnasiet end i folkeskolen, især når man kommer fra et mere uddannelsesfremmed miljø? Foregår der ved indgangen til en gymnasiekultur et pludseligt skifte i prioriteringerne af de faglige færdigheder, der lægges vægt på? Det er min oplevelse - ligeledes som mangeårig gymnasielærer.

Det næste spørgsmål bliver: Skal man måle grundskolens faglighed med gymnasiets målestok, som så igen skal måles med universitetets?

Sagt på en anden måde: Skal vuggestuepædagogikken afgøres af, hvad der tjener en forskerkarrierer? Det ligger der i virkeligheden bag Inge Heises skelnen mellem eksamenskaraktererne og de reelle karakterer.

Elever med et ensartet fagligt færdigheds- og kundskabsmæssigt udgangspunkt fra grundskolen kan udvikle sig vidt forskelligt i gymnasiet. Nøjagtig det samme kan siges om studerende, der starter på universitetet. Det kan der være individuelle forklaringer på, men jeg tror også, at det handler om skiftet i kulturer og sorteringsmekanismer. Og hvad gør vi så ved det - i folkeskolen og i gymnasiet?

Per Bregengaard, uddannelses- og ungdomsborgmester, Enhedslisten

Én gang til for Krarup

Nu har religiøse genier gennem 2000 år - fra Jesus af Nazareth til Fjodor Dostojevskij - fastslået, at menneskene ikke lader sig inddele i de gode og de onde.

Det er derfor et chok at se sort på hvidt (i Informartion den 14. juli), at Kristis statsanerkendte efterfølger, den lærde tidehvervsteolog pastor Søren Krarup, endnu ikke har nemmet denne fundamentale sandhed.

Børge Spang-Thomsen, Birkerød

Krarup og blasfemien

Atter en kronik af Søren Krarup, atter påpeger han, at blasfemi-paragraffen skal afskaffes, da det er et spørgsmål om humor (den 14, juli).

Husker jeg forkert, eller er det den samme Søren Krarup, der for mange år siden i en diskussion med sangerinden Trille i fjernsynet erklærede, at han ville anmelde hende for blasfemi, da hun havde sunget en sang med omkvædet "ham Gud, han er edderma'me svær at få smidt ud".

Måske var det bare et udslag af Søren Krarups særlige form for humor. I så fald er det første gang, jeg har kunnet se humoren i det, han siger og skriver. Selvhøjtideligheden er for mig meget nemmere at få øje på.

Desuden nævner Søren Krarup gang på gang menneskerettighederne, som nogle krav vi mennesker stiller til andre. Jeg ser menneskerettigheder som krav, der stilles til hvert enkelt menneske om at behandle dets medmennesker (næster) på en menneskeværdig måde og acceptere, at menneskerettighederne gælder for alle mennesker her på jorden inklusive os selv.

Vi skal ikke gøre gode gerninger for at blive frelst, men vi skal hjælpe, hvor der er behov for det uden at tænke på, om det er en god gerning i Søren Krarups eller andre menneskers øjne.

Inger K. Jørgensen, Hundested

Hr. Henrik Nordbrandt

Dine ord i Information den 14. juli er dog det mest fordrukne sludder og 'mest ringe' jeg længe har læst i den avis. Jeg for min part (som læser) afstår fra at forestille mig at kunne være gud og klar med svar - som ellers p.t. er en udbredt forestilling mennesker har om sig selv.

Du har åbenbart svært ved selv at komme i dialog med Gud - som jeg forstår du altså alligevel har med i dine betragtninger, hvilket da vist er nyt for dig. Men prøv engang igen, udenom aviser, bøger eller mellemmænd, den direkte vej, mand til mand/menneske til Gud. Du kan roligt kalde ham Fader.

Rebekka Krarup, Holstebro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu