Læsetid: 7 min.

LÆSERBREVE

Debat
14. juli 2005

Fair trade-misforståelsen

Både Live 8 og statsminister Anders Fogh Rasmussen har på det seneste brugt begrebet fair trade i en ny og skadelig betydning.

Begrebet stammer fra UCIRI-kooperativet i Chiapas, Mexico, der i 1980'erne sagde "Trade not aid". Bønderne skal have en betaling, der sikrer familien mad, bolig og skole til børnene.

Forarbejdningen skal ske i u-landet, og vejen til forbrugerne skal være så kort som mulig, d.v.s. udenom mellemhandlere og varebørsspekulanter.

Fair trade mellem stater er ikke det samme som frihandel. Det er hér statsministeren og andre devaluerer fair trade begrebet. Det er ikke nok at afskaffe landbrugsstøtteordninger i nord. Ulige aktører skal sikres ulige vilkår, så de senere kan komme til at konkurrere på lige vilkår.

Højteknologisk landbrugsproduktion i nord skal ikke konkurrere med små fattige ulandsbønder. Ulande skal have ret til beskyttelse via told og kvoter på varer udefra, indtil de har oparbejdet deres egen effektive produktion.

Aktører i fair trade er altså både regeringsrepræsentanter, der kan lave bilaterale eller WTO-aftaler med fordele for ulandene, og det er forbrugere, der enkeltvis eller i forening (f.eks. via institution/kommune/region) kan købe varer med f.eks. Max Havelaar mærke.

Margit Kjeldgaard
tidl. informationsmedarbejder i U-landsimporten

Det handler om respekt

Efter bombesprængningerne i London har Blair erklæret, at årsagerne til terrorisme nu skal findes.

Kære hr. Blair: Årsagerne til terrorisme er meget enkle, og kan defineres med et enkelt ord: Respekt.

F.eks. respekten for de enkelte landes suverænitet. Man kan ikke bare invadere et andet land (Irak) efter forgodtbefindende.

Respekten for demokratiet: Invationen i Irak blev ført an af bla. USA, Danmark og England uden FN's accept og dermed uden det demokratiske grundlag. Som journalisten Robert Fisk skrev: "Når vi bomber i Irak, er det krig. Når nogen bomber London er det barbarisk terrorisme".

Respekten for lovgivningen: Med krigene i Afghanistan og Irak har en gruppe lande forbrudt sig med international lovgivning, begået folkemord og overtrådt menneskerettighederne.

Respekten for andre lande: G8-mødet blev endnu en gang et udtryk for, at den rige verden vil bibeholde de fattige lande i armod. De fattige lande har ikke brug for almisser men ligeværdig konkurrence. Landbrugs- og eksportsstøtte samt høje toldmure forhindrer de fattige lande i at udvikle produktioner og sælge deres varer på det internationale marked.

Hvis Blair virkelig vil terrorisme til livs, handler det blot om at forstå ordet respekt.

Henrik T. Hansen
musiklærer

Træk tropperne hjem

Da bomberne sprang i London var jeg på vej dertil fra København. En af mine venner var i undergrunden, men slap uskadt. London var i chok, og gaderne var tømt for mennesker.

I dagene efter mærkede man sorgen og medfølelsen med ofrene. Og eftertænksomheden over hvorfor en så forfærdelig handling skulle ramme folk i London.

Svarene pegede alle på det samme. Det er Blairs aktive deltagelse i krigen mod Afghanistan og Irak, som er årsagen. Død i et inferno af ild, metalsplinter og glasskår virker lige frygteligt, om det udføres af danske jagerfly i Afghanistan eller bomber i London. Brandsår, afrevne lemmer og døde pårørende føles lige tragisk, om man er i London eller Fallujah. Krig er terror.

Men til forskel fra Anders Fogh og Tony Blair, så tager vi truslerne om mere terror alvorligt. De to kan nemlig ved omgående at trække tropperne hjem fra Irak og Afghanistan fjerne os som terrormål. Det er ikke at bøje af for terrorister, men tværtimod at føje flertallet af befolkningerne, som ønsker besættelsen stoppet.

Anders Fogh, dine tropper besætter et andet land og slår deres indbyggere ihjel. Din krig føres i navn af den kristne civilisation mod islam og muslimerne. Derfor har du ansvaret for, at Danmark er et terrormål.

Anders Fogh, træk tropperne hjem, så jeg og resten af Danmark ikke fremover skal frygte tog turen.

Jakob Nerup
medl., Internationale Socialister

Også terror før 11/9

Vi skal trække os ud af Irak og Afghanistan, så er problemet med terror løst, kan man næsten læse af Tom Nielsens læserbrev den 12. juli.

Må jeg stilfærdigt minde Tom Nielsen om, at den 11. september 2001 var før krigen i Afghanistan og Irak. Årsagen til terror skal altså ikke søges i Irak.

Tom Nielsens sammenligning mellem terror og danskernes frihedskamp 1940-45 er også langt ude, men man kan derimod uden videre sammenligne den fanatiske islamisme med nazismen.

Hitlers mål var det samme som de fanatiske islamister: At andre skal underkaste sig deres ideer. Om det så er raceteorier eller rabiat sharia-lovgivning. Begge dele var/er en trussel mod demokratiet. Begge dele må bekæmpes.

Søren Revsbæk
Næstved

Piger i flade sko

Søger man en prinsesse, falder man for en pige i flade sko.

Peter Vind Huss

Krumme tæer, krydse fingre

Fattig i ånden var de, dem der fik Laura sat ned i Anne-Mettes børnehave, når vi på nethinden stadig har korsfareren Bush i samme situation, det øjeblik han erfarer om 'nine-eleven'.

Ivan Gullev,
Frederiksberg

Den kloge Hauge

Undskyld, hvem er Hans Hauge? Bør man kende ham? Der er ingen forklarende noter under hans navn i artiklen den 9.-10. juli, men en klartseende mand må han være.

Han ved, at jeg er mindre marxistisk i dag end jeg var i 1970'erne. Han ved også, hvad en normalstørrelses marxist er. Ellers kan han jo ikke vide, at jeg er mindre marxist end én, der er mere marxist, men som altså ikke længere findes på venstrefløjen.

Derimod, fortæller H. Hauge, er jeg ligeså uforsonlig, vred og voldsfikseret som dengang, da jeg var mere end mindre marxistisk.

Undskyld igen: Jeg er voldsfikseret? Hverken den gang eller nu, Hauge. Hvad så med marxistisk? Både den-gang og nu, Hauge!

Eva Lise Bendixen
Melby

Et forsøg på EU-debat

Niels I. Meyer kritiserer den 8. juli Nyt Europa, kommissær Margot Wallström og Youth 2002-projektet, som en række organisationer og højskoler afviklede for tre år siden. Meyer mener, at Youth 2002 var et falsum, styret af Nyt Europa.

Meyer må enten tiltro Nyt Europa evner, vi ikke har, eller kende meget lidt til landets højskoler, for ikke at snakke om de 1.000 unge, som deltog i projektet. Alle forsøg på at manipulere med højskolerne såvel som deltagerne ville med garanti have fået en krank skæbne.

Youth 2002 var udtryk for et stykke infrastruktur, som gjorde det muligt for borgerne at inddrage borgerne i en væsentlig europæisk debat. Hverken mere eller mindre.

I forlængelse heraf burde Meyer give det en chance med hensyn til Wallströms idé om en demokratisk infrastruktur i Europa. Den handler netop om at sikre, at borgerne kan inddrage sig selv og hinanden i grænseoverskridende politiske netværk, med alt hvad deraf følger af muligheder for indflydelse. Altså det modsatte af top-down.

Nyt Europa har derfor, sammen med græsrødder overalt i Europa, lanceret kampagnen Citizens Key to Europe, for at sikre et reelt indhold i den demokratiske infrastruktur.

Søren Winther Lundby
Nyt Europa

Bevar efterlønnen

Efterlønnen er jævnligt under pres, men der er ingen saglige grunde til at afskaffe den. Der er ikke mangel på arbejdskraft, og det bliver der heller ikke i fremtiden på grund af den teknologiske udvikling. Og hverken offentlige eller private virksomheder ønsker at ansætte folk, der er fyldt 60 år.

Det siges, at samfundet ikke har råd til efterlønnen, der koster ca. 22 milliarder kroner årligt. Det hænger imidlertid ikke sammen med, at Schlüter-regeringerne i 1980'erne og Nyrup-regeringerne i 1990'erne havde råd til at føre en indvandrerpolitik, der i dag årligt koster samfundet ca. det dobbelte af efterlønnen (indvandrerne koster ifølge Socialdemokratiets integrationsordfører Anne Marie Meldgaard årligt samfundet 40 mia. kroner).

Efterlønnen er en godt element i det danske velfærdssamfund, der ikke skal fjernes, fordi V,K,R,S,SF-partierne har brugt pengene til at gøre velfærdsgoderne til et internationalt tag-selv-bord.

Det er 1980'ernes og 1990'ernes indvandrerpolitik, der bør annulleres - ikke efterlønnen.

Niels Erik Søndergård
Odense SV

Jensen og globaliseringen

Det er ironisk og misforstået, når skatteminister Kristian Jensen i et interview i Information den 12. juli prøver at bruge sin egen families historie som et eksempel på, hvordan ureguleret kapitalisme henad vejen vil skabe velstand for alle.

Den høje levestandard, som familien Jensen åbenbart oplever idag, er jo netop i høj grad også resultatet af tilstedeværelsen af en kritisk venstrefløj, stærke fagforeninger og statslig regulering. På den måde kan den Jensenske families historie næppe bruges som et forsvar for ureguleret kapitalisme og globalisering.

Tværtimod illustrerer den, at regulering ikke nødvendigvis stiller sig i vejen for skabelse af velstand. Samt at det på globalt plan netop er nødvendigt at forholde sig kritisk til globaliseringens resultater og regulering, hvis alle skal have en chance for at få del i den velstand, der på den måde skabes.

Søren Rehhoff
Hørsholm

Er EU ikke for vigtigt?

I Tænkeboksen stiller Klaus Rifbjerg den 13. juli spørgsmålet, om hvorvidt EU-traktater egentlig egner sig til folkeafstemninger, eller om det ikke var noget de folkevalgte burde tage sig af.

Det er en gammelkendt diskussion denne her, vores folkevalgte politikere er ikke nødvendigvis valgt på deres ekspertise - ellers ville Folketinget vel kun være fyldt med statskundskabsfolk, jurister og økonomer? Ideen med folkevalgte repræsentanter er netop at de skal være et bredt udsnit af befolkningen, så de skal repræsentere os og vores meninger.

Desværre er det sådan, at når det kommer til EU-spørgsmålene, så er de danske folketingspolitikeres holdninger ikke repræsentative for befolkningens. Måske er det rigtigt, som Rifbjerg skriver, at vi ikke har tillid til politikerne, men det bunder nok i, at mange politikere glemmer at lytte til, hvad deres vælgere mener. Desværre debatterer vi heller ikke EU til folketingsvalgene, så folkeafstemninger er en af de eneste muligheder, for at give udtryk for sine holdninger til EU samarbejdet.

Egentlig burde spørgsmål, der er så omfattende som EU, vendes om. Er det ikke for vigtigt til at overlade til nogle få folkevalgte? Hvis det kan ændre på, hvad og hvordan vi kan beslutte, så bør alle vælgere kunne give deres besyv med.

Hanne Dahl
formand for JuniBevægelsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her