Læsetid: 9 min.

LÆSERBREVE

Frihedens pris Det meste af Nordsjælland blev lagt øde: Kiosker og butikker beordret til at holde lukket, uanset tab af omsætning. Trafik omdirige...
Debat
9. juli 2005

Bush og al-Quaedato alen - et stykke

Angrebet på London den 7. juli er en afskyvækkende handling, som enhver bør tage afstand fra. Det er endnu ikke muligt at fastslå bagmændenes tilhørsforhold, om end det hævdes, at en europæisk celle af al-Qaeda har påtaget sig skylden for udåden. Accepterer vi forklaringen, må vi erkende, at der på begge sider af de konstruerede sætninger 'krigen mod terror' og 'krigen mod vesten' gemmer sig kræfter, som bunder i nøjagtigt samme menneskeforagt.

Begge er kujoner, som forskanser sig bag deres respektive værn. Den selvudnævnte eksponent for vestlige værdier, George Bush, bag sin armé af Secret Service- agenter og snigskytter. Og al-Qaeda-spøgelset bag internettets anonymitet, som gør det ekstremt vanskeligt at vurdere, hvem der rent faktisk står bag dette skalkeskjul - det eneste, der med sikkerhed kan konstateres, er, at der er tale om en instans, der, via sine afskyvækkende ugerninger, tjener imperialismens interesser. Begge gennemfører de deres blodbade med krysterens mentalitet - de udvælger sig værgeløse ofre, som ikke har en ærlig chance for at forsvare sig. Og begge holder de deres kamptropper til ilden via de skrækscenarier, som opponentens modbydeligheder fremavler. På den ene side kroppe, flænsede af klyngebomber, og på den anden side kroppe, perforerede af bussens eller togets forvredne metal.

Denne situation er ekstremt prekær og skriger på tilskuerens sondring og kritiske sans. Vi må ikke tillade, at vestlige krigsforbrydere bruger disse frastødende terrorhandlinger som påskud til at skrue op for hetzen mod islam, indskrænke vores demokratiske rettigheder eller begå nye massakrer mod nye sagesløse sjæle for at gennemføre en fordækt imperialistisk agenda. Ligeledes må vi aldrig acceptere, at terrororganisationer, uanset hvem de repræsenterer eller giver sig ud for at repræsentere, misbruger et folks legitime modstandskamp til at gennemføre angreb mod uskyldige civile. Terrorhandlingerne i London har på ingen måde noget at gøre med den legitime, irakiske modstandskamp - ej heller skal de udnyttes til at retfærdiggøre det fortsatte barbari, som USA og dets støtter praktiserer i Irak, Afghanistan og Guantanamo.

Vi, den brede verdensbefolkning, er oppe imod to postulerede modpoler, som i realiteten er to alen af ét stykke. Begge udtrykker de en hensynsløs voldskultur, hvor den bevæbnede kan gøre, som han lyster, og den svage ingen værd har. Begge postulerer de at have Gud og den absolutte sandhed på deres side. Begge har de det til fælles, at de kan ramme hver af os, hvor og hvornår det skulle være.

Kampene udspiller sig i vores gader - de ligger i Fallujah og Kabul og i London og Madrid. I morgen kan de meget vel flytte sig til Damaskus og Havanna og København og Rom. Bomberne kan ikke skelne mellem nationalitet eller religiøst tilhørsforhold - kristne dør i Fallujah og muslimer i London. Kun vores konsekvente og forenede kamp mod begge voldsavlere kan redde os.

Rina Dhahir
stud.cand.it.

Bomberne i London

Kære Anders Fogh!

Hvad er det, du og din regering har gang i på Danmarks vegne? Efter terrorhandlingerne i London er det hele rykket et skridt tættere på. Vi besvarer terror med krig. Vold med vold. I stedet for at lægge våbnene fra os.

Men vi kommer jo ingen steder ad den vej! De islamiske terroristers formål med deres angreb er netop, at vi så angriber dem. Den vrede, det udløser i den arabiske verden, er olie på disse fanatiske ekstremisters maskine.

Jeg tror, vejen er respekt. Og en mere retfærdig og ærlig magtfordeling i verden. Jeg tror på, at fred og dialog er den eneste løsning. Og jeg ved, at de magtens mænd, som tør stille sig op og sige, at de tror på det samme, på ærligheden, respekten, fred som løsningen - de, som står frem og aktivt påtager sig at arbejde ad den vej - at de er de allermodigste.

Ville du også gøre det, Anders Fogh, så tog jeg hatten af for dig. Tør du tro på og arbejde for fred, for dialog mellem kulturer og mellem civilisationer og for ligeværdig respekt og retfærdighed, da vil du blive en værdig statsmand. Det er sådan nogle, verden har brug for i dag.

Katrine Dehlbæk Tortzen
studerende

Tryghed søges

Kære Anders Fogh!

Så blev det Englands tur, mon det snart bliver vores? Under alle omstændigheder skal du have tak, fordi du ved din krigsførelse, har sat en skræk i livet på os danskere eller mere præcist os københavnere, der skal gå og frygte, at terrortruslen skal ramme os næste gang.

Du kan være ganske rolig, det er ikke dit eller din families liv, der er på spil. Det er os civile, som går ubeskyttet rundt, der bør være bange, når vi bevæger os rundt i det offentlige rum. Hvornår har du tænkt dig at trække Danmark ud af krigen, så vi kan være trygge igen?

Monica Weischelfeldt
Frederiksberg

Denne gang værre

Under sit besøg i Danmark sagde Bush, at krigen i Irak var en krig mod terror. Virkeligheden viser, at den i stedet øger terroren. Ved at følge Bush har Fogh taget fejl og været med til at skabe øget terror og oven i købet trække den til Europa. Fogh tager ofte fejl, men som regel går det 'kun' ud over de svageste og deres pengepung. Denne gang er det værre, for nu handler det om vore alles sikkerhed.

Jonna Clausen
Brabrand

Den gode vold

Af alle illusioner er forestillingen om den gode vold (der angiveligt tilsigter at gøre ende på ondskaben) vist nok den allerværste og uden sammenligning den på en gang dummeste, den ondeste og den farligste.

Søren Blaabjerg,
Hørning

En våd kineser

'Øl, fisse og hornmusik' har det altid heddet - det, som regeringens to knudemænd Helge Sander og Brian Mikkelsen i en hel kronik den 5. juli nu kalder oplevelsesøkonomi...og hertil hidkalder den kreative klasses hjælp i kampen mod den gule fare. I sig selv en våd kineser.

Ivan Gullev,
Frederiksberg

Frihedens pris

Det meste af Nordsjælland blev lagt øde: Kiosker og butikker beordret til at holde lukket, uanset tab af omsætning. Trafik omdirigeret eller slet og ret stoppet. Uden forudgående advarsel. Folk kunne gå ud, men kunne ikke komme hjem igen-

Jeg har personligt - ved en kiosk, på gaden, ved kanoudlejning - mødt en blanding af vrede og irritation over dette meningsløse magtopbud.

Hvor ironisk, at det var for at beskytte lederen af verdens symbol på frihed (herunder bevægelsesfrihed og forsamlingsfrihed), USA. En leder der tilsyneladende har ret ( læs: magt!) til at forvente, at de standarder, der gælder i hans land, hvor det er sædvane, at borgerne bruger millioner af dollars på at beskytte sig mod hinanden, også gælder, hvor i verden, han måtte vælge at sætte sin fod.

Hvor er det sørgeligt - hvis ikke latterligt - at vi skal finde os i denne underkastelse og platte ydmyghed over for en statsleder, der har midler, magt og vilje til at skalte og valte med menneskeliv overalt på kloden. Og som gør det. Som uden at blinke ofrer hundredtusindvis af irakeres liv for at hævne de knap 3ooo døde i World Trade Center. Som intet forstår af, hvad der rører sig i den verden, han mener sig berettiget til at herske over.

Hvad er det for en frihed George W. Bush repræsenterer? Hvad er det for en magt?

Kun den, som kommer de få repræsentanter for den internationale storkapital til gode. Pengenes frihed har altid været unddraget borgernes, folkets kontrol. Har altid været i modstrid med folkets demokratiske frihed.

Nogle vil forsvare Bush med, at han, selvom han sikkert kan bestå en almindelig intelligensprøve, ikke forstår noget andet frihedsbegreb end storkapitalens og profittens. Andre vil spørge: Jamen, er det ikke på tide at gøre op med et system, der tillader denne uhyggelige blanding af uvidenhed og magtarrogance.

Finn Hermann
Frederiksberg C

P1 bedre nu end før

Det var pudsigt at læse indlægget Tidens glatte smartness i Information den 5. juli om jingler og deslige i P1, som jeg hører hver dag.

Jeg synes ikke, det er slemt. Det er rigtig nok, at der kommer flere reklamer for andre P1-programmer, men det synes, jeg er godt, for nogle gange får jeg så lyst til at høre noget, jeg ellers ikke ville, og som regel er det godt. Og ved nærmere reflektion må jeg indrømme, at jeg synes faktisk P1 er endnu bedre, end det var før.

Dette er en svær indrømmelse for mig, for jeg må indrømme, at jeg var aldeles rasende og ude af mig selv, da ændringerne blev forkyndt sidste år.

Nu ødelægger de også det, tænkte jeg. Og der en nogle studieværter, jeg holdt af og savner. Men alt i alt er det blevet mere let, uden, synes jeg, at miste dybde og relevans. Jeg kan godt følge tanken om, at programmerne skal kunne høres af andre end folk, der i forvejen har specialistviden. Jeg var en af de vist nok mange, der sendte et meget arrigt brev til radioen, især om at holde nallerne væk fra Orientering; som jeg nu synes er bedre end nogensinde. Det kan være, det var brevet, der gjorde det. I hvert fald tog jeg fejl.

Christian Bastlund
systemudvikler

Brug flere penge

Med oprettelsen af regionale trafikselskaber får den kollektive trafik nye levevilkår. I de nye trafikselskaber er det de kommende regioner og kommuner, der i fællesskab skal finansiere og administrere den kollektive trafik, dog med den tilføjelse at kommunerne sidder på det meste. Der er altså lagt op til en kamp mellem kommunerne om, hvem der får hvilke ruter hvor. Denne interne kommunale kamp kommer desværre nok til at dække over det der burde være den egentlige politiske kamp: Billigere og bedre kollektiv trafik. De seneste år er prisen på kollektiv trafik i Danmark steget massivt i takt med at forsinkelserne og aflysningerne er blevet flere og flere.

Dette skyldes ikke at den kollektive trafik i Danmark bliver drevet dårligt, men at der fra politisk hold ikke er vilje og evne til at investere i tog og busser. Dansk Folkeparti og regering gjorde sig for et par år siden uheldigt bemærket ved at fjerne et tilskud på 400 millioner til den kollektive trafik.

Statsministeren ynder at hylde sit skattestop, men i stedet burde han bekymre sig om den offentlige velfærd og lave et prisstop på kollektiv transport, således at priserne på at bruge tog og busser ikke steg.

Mads Reinholdt
regionsrådskandidat, S

DR har gjort det igen!

Der manglede ikke sendetid om præsident Bushs besøg i Danmark. Mange minutter blev brugt til at vise stillestående helikoptere på en plæne med intetsigende kommentarer om, hvem den måske ventede på, osv.

Men ingenting om 20.000 mennesker, der demonstrerede foran den amerikanske ambassade, gik gennem byen og igen samledes på Christiansborg. Ikke et billede , ikke et ord fra talerne, ikke en lyd fra underholdningen blev bragt.

Men vi fik billeder og korte mmentar fra lidt optøjer med en lille gruppe sort- og hætteklædte på Kongens Nytorv og flere klip frem og tilbage med en ensom reporter på en øde gade uden for Christiania, hvor der var fest om aftenen. Dialogen forløb nogenlunde således (ikke ordret citeret, stærkt forkortet): "Er der mange til festen?" "Ja," "Er der ballade?" "Næ." "Er der ikke spor optøjer?" "Næh." - anede man efterhånden lidt skuffelse i Morten Løkkegaards stemme?

Samme totale negligering forekom ved demonstrationer og happenings i forbindelse med EU-topmødet i 2002 og de store demonstrationer forud for Irakkrigen.

Er det public service?

Dorte Valentin Sørensen
Bagsværd

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her