Begrebet humanisme
I min kronik den 1. august skriver jeg: "Selv om visse forskelle mellem mennesker er socialt betingede, så er der altså også medfødte forskelle". Dette ligger vist ikke ret langt fra den opfattelse, som fremføres af Sven Halse (den 4. august). Halse og jeg er altså ikke meget uenige.
De holdninger, som jeg kritiserer i min kronik, ser jeg som den for tiden mest udbredte, ja næsten altdominerende, form for 'humanisme' i den danske offentlige debat. Der foregår virkelig en massiv 'bortcensurering' af moderne videnskabelige resultater.
Selv om tilhængerne af disse holdninger selv betegner sig som 'humanister,' erkender jeg, at der også findes mere afbalancerede former for humanisme, som f.eks. Sven Halse repræsenterer, men som ikke ses meget i det offentlige forum.
Jeg ser gerne en sproglig afklaring af, hvad der er de rette betegnelser for de forskellige retninger. Måske er det mest korrekt at kalde den holdning, jeg kritiserer, for 'socialdeterminisme', og bruge 'humanisme' om det Halse beskriver. I så fald vil jeg gerne undskylde, at jeg har sigtet for bredt og dermed ramt nogen, jeg ikke skulle have ramt.
Kåre Fog,
Veksø
Nej til den sorte skole
"Hvad mister nutidens børn ved fraværet af den sorte skole?" Det spørgsmål stiller Peter Andersen i kronikken den 2. august.
Den sorte skole stod for autoritær, ydre styring, knægtelse af selvstændigheden, fysiske overgreb og meningsløs udenadslære. Ingen børn og unge har glæde af sådanne rammer og metoder, når de skal undervises med udbytte.
I nutidens skole må ledelsen og lærere i fællesskab påtage sig ansvaret for at definere skolens værdier og normer. Positive ritualer, forudsigelige strukturer samt tydelige og veldefinerede kulturelle værdier er nødvendige, hvis nutidens børn skal finde fodfæste i den komplekse skole, som skal rumme børn med mange forskellige forudsætninger og behov.
Derfor skal 'den skjulte læreplan' frem i lyset. Der skal sættes mål for og bevidst arbejdes med den sociale, den følelsesmæssige og den faglige læreplan.
Det kræver mod, mandshjerte og professionalisme af skolens ledelse og lærere at vedgå sig normer og værdier for det sociale og kulturelle fællesskab på skolen og stille krav om forældrenes utvetydige opbakning i form af egen indsats i samme retning i hjemmet og direkte opbakning bag værdierne på skolen.
Hermed tages barnet ud af osteklokken, og det individuelle udgangspunkt erstattes af veldefinerede mål og rammer for hele fællesskabet oven i købet med sammenhæng imellem hjem og skole. Efter min mening et værdigt alternativ til genindførelse af den sorte skole.
Birthe Boas,
specialpædagogisk konsulent
Dækafbrænding
Jeg synes, at folketingsmedlem Karsten Nonbo (V) skal beholde foden på speederen, når han med sin ærlige snak overhaler alle i Folketingssalen i diskussionen om, hvor der er behov for nye motorveje.
Når Folketingets trafikudvalgsmedlemmer mødes og træffer beslutninger, giver de indtryk af at være til en hemmelig, provinsiel dækafbrænding med ildelugtende røgslør af brændt jysk gummi. Medlemmerne ville egentlig gerne fremad på rigtig maner, men desværre starter jyderne på deres dækafbrændingsmanøvrer og forhindrer løsningen af de alvorlige trafikale flaskehalsproblemer og dermed vanvittigt forhøjede priser på familieboliger i København.
Manglende plads og hastighed på vejene og i togene blokerer hverdagen for de danskere, der bevæger sig rundt i hovedstadsområdet og på resten af Sjælland/Lolland-Falster.
Gert Wiik,
Nykøbing Falster
Stop mens legen er god
Vi er i krig, udtaler præsident George W. Bush. Vi står over for en hensynsløs fjende. Hvis vi fremlægger en tidsplan for tilbagetrækning, vil fjenden blot ændre taktik. Tidsplanen afhænger af vore evner til at træne irakerne, at gøre irakerne klar til at kæmpe, og så vil vore tropper komme hjem med den ære, de fortjener, sagde præsidenten.
Nummer to i terrornetværket al-Qaeda, Ayman al-Zawahri, advarer i samme forbindelse britiske statsborgere om, at den politik, som premierminister Tony Blair fører, vil bringe mere ødelæggelse til London.
Blairs politik, der ikke er meget forskellig fra Foghs, kan bringe mere ødelæggelse til briterne efter eksplosionerne i London, og senere kommer turen så til Danmark. Det er temmelig naivt at tro andet.Treklangen Bush, Blair og Fogh har en rigtig dårlig lyd. Helle Thorning-Schmidt har ret: Ud af Irak. Stop, mens legen er god.
Knud Held-Hansen,
Aalborg SØ
Visafrihed for Ukraine
Med 15 års forsinkelse ramte demokratibølgen i Øst- og Centraleuropa Ukraine i december sidste år. Et autoritært regime blev væltet omkuld med fredelige midler. Men tusinder af unge ukrainere kan ikke få visum til EU. Et paradoks da de unge jo netop har demonstreret for at få lov til endeligt at blive en del af Europa.
Den orange revolution gav Europa en unik mulighed for at udvikle og sprede demokratiet. Den mulighed må vi ikke forspilde pga smålighed og bureaukratiske visumregler. Vi bør gøre visumkravene for ukrainerer mere enkle og med tiden indføre visafrihed. Det skylder vi Ukraine.
Der er ingen tvivl om, at et demokratisk Ukraine rummer et enormt politisk og økonomisk potentiale. Det potentiale vil imidlertid aldrig komme til at udfolde sig, hvis EU endnu engang blot gemmer sig bag en skarpt bevogtet østgrænse og nidkære visaprocedurer.
Jens-Kristian Lütken og Erik Boel,
Europabevægelsen
Om at holde kæft
Informations forside den 5. august fortæller vidt og bredt om indvandrerkvinder, der skjuler sig i Sverige.
Er det ikke, hvad der på godt dansk hedder "at forsømme en lejlighed til at holde sin kæft?"
Børge Spang-Thomsen,
Birkerød