Læsetid: 4 min.

LÆSERBREVE

6. august 2005

Om magnetnisser

Jeg har tænkt meget over Bo Krarups morsomme idé med magnetnisserne (den 22. juli). Umiddelbart kan den bruges til at illustrere, at man ikke skal indføre overflødige antagelser - et princip der tilskrives William af Ockham i det 14. århundrede.

Der er mig bekendt ikke nogen brugelig teori for magnetisme, der kan forbedres ved at tilføje en antagelse om, at der er nisser i metallet. På den anden side heller ikke ved at antage at der ikke er, så...

Men Bo Krarup vil vist mere med sit indfald. Måske sige at tro er overflødig eller endda skadelig?

I så fald er der lige det problem, at tro også er en uomgængelig betingelse for at være menneske. Selv naturvidenskab kan ikke drives uden at være baseret i en tro på, at der eksisterer en ydre verden, hvis love lader sig studere.

Det er min iagttagelse, at alle tror på noget. Nogle tror på videnskaben eller Big Bang. Nogle tror på ateismen. Det er med stor selvironi formuleret af Poul Henningsen:

"Jeg tror, der ikke er noget at tro". Er Bo Krarup mon en af dem der tror, de ikke tror på noget?

Iøvrigt; magnetnisser er der masser af på køleskabsdørene.

Poul Erik Hornstrup,
Frederiksberg

Nissen flytter (altid?) med

Det religiøse billedsprog er uudryddeligt, skriver Søren Holst den 3. aug.

Nu er denne iagttagelse jo ikke i sig selv et argument for dets eksistensberettigelse, men snarere et udtryk for, at mange mennesker åbenbart stadig foretrækker et tåget svar fremfor intet svar.

Når SH så videre skriver, at billedsproget bliver knastørt ved at blive oversat til noget abstrakt, så taler vi vist forbi hinanden. Jeg mener netop, at vi skal gøre vores diskussioner af moral og etik så konkrete og dermed præcise som muligt. Ja, sågar knastørre.

Men ellers er jeg oprigtigt glad for, at SH prøver at forklare mig, jeg gudløse stakkel, hvad religionernes tungetale kan bruges til. For jeg forstår det stadig ikke. Jeg mener stadig, at vi kommer længst ved at kalde en spade for en spade og en gud for en nisse.

Når voksne mennesker bruger udtryk som "..siddende ved Gud Faders højre hånd.." eller "Gud tilgiver alt" osv, er de mon så helt klare over, at det blot skal forstås som symbol på- ja, på hvad, egentlig?

Indtil nogen overbeviser mig om det modsatte, vil jeg fastholde, at det dunkelt talte er det dunkelt tænkte.

Bo Krarup,
Birkerød

Løse påstande

Kenneth Kristensen fra Dansk Folkepartis Ungdom undlader den 3. august at forholde sig yderligere til min kritik af familiesammenføringsreglerne og den måde, de forvaltes på. Til gengæld beskylder han mig pludselig for ikke at kunne kende forskel på flygtninge og indvandrere. Men jeg siger blot at både flygtninge og indvandrere skal have ret til familiesammenføring.

Kristensen vil da heller ikke påstå, at jeg ikke kan kende forskel på mænd og kvinder, selv om jeg mener begge bør have stemmeret?

Jeg kan forstå på Kristensen, at selv en flygtning, hvis land rammes af langvarig borgerkrig, ikke skal kunne tage sin ægtefælle med til Danmark. Hvordan skal vi motivere denne flygtning til at integrere sig? Hvad skal være hans drivkraft i et fremmed land adskilt fra sin elskede, når han ved han alligevel skal tilbage?

Hvorfor skal han tilegne sig det danske sprog og danske værdier blot for derefter at forlade Danmark?

Hvad er der galt i at han og hans ægtefælle evt. bliver boende i Danmark, integrerer sig og får job?

Bjørn S. Johansson,
Radikal Ungdom, Odense

Humor eller ikke humor

Humor er ganske vist en del af udtryksformen i min og Martin Kongstads bog Dengang i 80'erne, såvel som den ofte er i vores øvrige værker og artikler.

Men min humor rækker ganske enkelt ikke til at rumme sådan et letkøbt udfald mod os, som det der bliver præsteret i anmeldelsen af Martin Halls Den sidste romantiker'(den 4. august).

Her skriver Lotte Folke Kaarsholm, at 1980'erne "har trængt til lidt alvor og engagement, i stedet for at blive overladt til humørbomber som Martin Kongstad og Henrik Vesterberg".

Hvad bilder sådan en akademisk snothvalp sig egentlig ind? Hverken vi og da slet ikke vores bog er at betegne som humørbomber, der på nogen måde mangler engagement og alvor. Hvilket enhver der kender os, såvel som bogen, vil kunne bevidne.

Det er da for patetisk, sådan som kedelige mennesker evig og altid forfalder til at betegne udtryk, der (blandt andet) er underholdende som mindre klogt og reflekteret, end hvad der er skrevet i deres eget upersonlige, skolatiske, livløse sprog. Godt nok er der stadig noget, der hedder Happy Hour på Floss, men i dag såvel som dengang i 1980'erne foregår det på en anden måde end i Lotte Folkes fredagsbar på KUA. Kik ind en dag, Lotte, så skal du eddermame få humørbomber.

P.S. Hvorfor er det lige, at Martin Halls bog er blevet anmeldt tre uger før den er tilgængelig i boghandelen - et udtryk for en særlig kulturkritikerhumor? Eller blot en menneskelig fejl?

Henrik Vesterberg,
Nørrebro

SVAR: Som det fremgår af en berigtigelse i Information i går, kom vi ved en fejl til at bringe Lotte Folke Kaarsholms anmeldelse af Martin Halls Den sidste romantiker for tidligt. Bogen udkommer først den 25. august.

Lotte Folke Kaarsholm undskylder iøvrigt og lover aldrig at beskylde Henrik Vesterberg eller Martin Kongstad for at have humør igen.

red.

Tro

Det at se udelukker troen, fordi det folk tror på, er det, de ikke kan se.

Leif Grage

Tro II

Hvis ikke man tror på Gud, har man ingen grund til at frygte noget fra hans side.

Leif Grage

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu