Læsetid: 4 min.

opinion

1. august 2005

Himmel eller helvede?
Abdul Wahid Pedersen - og en række andre herboende imamer har på det seneste stået i kø ved håndvasken for at forklare, at selvmordsterroristerne absolut ikke handler islamisk; ja, at de faktisk handler imod Allah og profetens vilje - at de handler imod islam. Se det er jo intereressant nyt for en lægmand. Og, Abdul Wahid Pedersen, jeg brænder efter så at få oplyst: Hvor ryger de så egentlig hen, disse selvmordsterrorister, når bomberne går af - ryger de til himmels eller ryger de i helvede? Selvmordsterroristerne har jo af deres islamiske hjernevaskere fået at vide, at de, såfremt de tog en masse vantro med i døden, skulle være helt sikre på at komme i himlen, hvor 72 villige jomfruer utålmodigt ventede på deres ankomst. Nu viser det sig så ved fintællingen - i hvert fald i følge Abdul Wahid Pedersen og de andre ved håndvasken - at selvmordsterroristerne faktisk har handlet u-islamisk.
Er det tilfældet, ville det da være af stor betydning for vor videre sameksistens med muslimerne, at imamerne nu begyndte at fortælle de unge potentielle terrorister, at slutresultatet ingenlunde bliver himlen, men helvede. Vil Abdul Wahid Pedersen sørge for, at den besked hurtigst muligt bliver videregivet? Jeg afventer et svar.
Søren EspersenMF, (DF)

Demokrati i Grønland
Hvis Tom Behnke og Anne-Marie Meldgaard flyttede til Grønland og var så uheldige at blive arbejdsløse, så ville de i kraft af rigsfællesskabet kunne hæve deres bistandshjælp. Også selvom de ikke kan tale grønlandsk. Det kan de, fordi man i Grønland har demokrati og ikke etnokrati. Det er pinligt at måtte belære de to politikere om, at man ikke på samme tid kan fordele rettigheder på etnisk grundlæg og samtidig bevare demokratiet med lige rettigheder til alle.
Claus Oreskov
Helsingør

Nisser og guder
Tak til Søren Holst for svaret (den 27.juli) på mine spørgsmål om, hvad i alverden man vinder ved at diskutere livets store spørgsmål i religiøse termer. Mit udgangspunkt var, at hvis man står overfor et ukendt fænomen (som universets eller bare livets opståen), bliver man da ikke klogere af at tillægge dette fænomen nogle menneskelige egenskaber, sådan som religionernes symbolsprog gør. Tværtimod løber man den nærliggende risiko, at ens mindre sofistikerede medmennesker misforstår det og tager det for pålydende(!). Eksemplerne på dette er talløse som ørkenens sand, ikke mindst i kristendommen.
Måske opstår fejlen allerede i selve forsøget på at finde meningen med livet. En mening må være en plan, som nogen har udtænkt. Allerede her ligger det snublende nær at opfinde en 'skaber' i sit eget billede. Som jeg læser Søren Holsts svar, opfordrer han til undren og taknemmelighed over det mirakel, at universet eksisterer. Undren, javist - men personligt tror jeg ikke, der er nogen steder at rette taknemmeligheden hen, og det kan jeg sagtens leve med. Endvidere er det for mig selvindlysende, at vi kunne kommunikere mere præcist om disse ting, hvis vi undlod at tale i billeder. Hertil indvender Søren Holst, at det ville være kedeligere. Jeg kan derfor kun sammenfatte hans forsvar for religiøs tænkning som: "Lad os gøre os dumme - det er så sjovt!" Men ville vi ikke udvise større taknemmelighed (overfor hinanden) ved at prøve at gøre os klogere?
Bo Krarup
Birkerød

Stop dyreplageri
Omkring 200.000 kreaturer bliver hvert år sendt ud på en 10 dage lang rejse til Mellemøsten for at blive slagtet. EU støtter årligt dyretransporterne med 60 mio. euro, men EU har ikke mulighed for at kontrollere dyrenes tilstand, når de kommer frem. 368 EU-parlamentarikere har skrevet under på en skriftlig erklæring om stop for de lange transporter af kvæg. EU-Kommissionen er derfor tvunget til at tage spørgsmålet op. Landbrugskommissær Mariann Fischer Boel har mulighed til at stoppe støtten til transporterne.Det vil klæde den danske kommissær at stoppe dette dyrplageri. Det er kun et spørgsmål om politisk vilje.
Peter Mikkelsen
Rødovre

TV 2 har ikke lokket unge
Det synes endnu engang oven på Jakob Espersens indlæg (Information den 29. juli) nødvendigt at fastslå, at TV 2|NYHEDERNE på ingen måde har "lokket" to unge 2.-generationsindvandrere til at deltage i NYHEDERNE på falske forudsætninger. Det er fuldstændig ukorrekt, at det skulle være sket. De to unge har tværtimod fået en overordentlig fair behandling - blandt andet har de fået tre dage til at overveje, om de ville stå ved deres udtalelser, ligesom de i øvrigt præcist vidste, i hvilken sammenhæng de blev bragt. TV 2|NYHEDERNE har intet ønske om at stigmatisere en bestemt befolkningsgruppe i Danmark, men vi vil altid finde det journalistisk interessant at fortælle om forskellige menneskers livssyn og værdibegreber. Samtidig mener vi, at de danske tv-seere er intelligente nok til at skelne mellem enkeltpersoners udtalelser, og hvad en hel befolkningsgruppe måtte mene.
Lotte Mejlhede
souschef på TV 2|NYHEDERNE

Apropos Doping
Soveværelsets mest udbredte form for doping er Viagra.
Helgi Breiner, København Ø

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu