Læsetid: 4 min.

LÆSERBREVE

Debat
30. september 2005

Æren er ikke politikernes

I sidste uge sagde Connie Hedegaard til DR-P3Nyheder om de store miljøforbedringer, der er sket i Danmark de sidste 30 år: "Se, politik virker".

Denne lalleglade udtalelse kan hun godt sluge igen sammen med et par kameler, for hun glemte helt, at det sandelig ikke var Christiansborg-politikerne, der frivilligt spadserede flere kilometer for at lukke Barsebæk, lænkede sig til en kviksølv-dumpende havnepram eller en skorsten, der manglede et giftfilter.

Nej, jeg mener bestemt, at æren må tilfalde organisationer som Noah,Greenpeace og andre NGO'er, hvis utrættelige ansatte og frivillige har påvirket folkestemningen, så politikerne måtte høre efter.

Så jeg siger "Se, folkestemningen virker!"

Pil Lenau Hillerød

Sagt er sagt!

Det griber godt nok om sig. Først var det TV 2, der trak en nyhed om banden Triple A tilbage, og nu har socialminister Eva Kjer Hansen minsandten gjort det samme med nogle udtalelser om det fede ved større uligheder i samfundet.

Hvordan kan det nu lade sig gøre? Hvordan kan man sige, at man ikke mere har sagt det, man har sagt? Måske som en tegneseriefigur, der tuller omkring og guffer sine talebobler i sig igen? Det vil i hvert fald se sjovt ud.

Men allerede frøken Pandora opdagede, at det er svært at holde styr på ulykkerne, når man først har lettet på låget til sin æske, og på en eller anden måde minder forestillingen mig om, togrøveriet i det vilde vesten.

Alle passagererne er blevet stillet op på en række foran toget, og så siger røvernes chef til sine folk: "Nu kan I tage tegnebøgerne fra alle kvinderne og voldtage alle mændene".

Hans næstkommanderende forsøger sig med en korrektion: "Øh, chef, er det ikke omvendt?"

Chefen slår sig for panden med sin flade hånd og siger: "Ja, selvfølgelig! I kan tage tegnebøgerne fra alle mændene og voldtage alle kvinderne."

Men så er der en lille mand på yderste venstre fløj, der rækker hånden i vejret og siger: "Sagt er sagt!"

Povl Høst-Madsen Albertslund

Et folkeligt mandat?

Man kan i Information den 27. september læse Søren Winther Lundby udtale sig om "Borgernes Dagsorden". De EU-positive og de EU-kritiske EU-organisationer har på opfordring fra Europaudvalget i fællesskab formuleret en dagsorden for det næste halve års debat om EU' fremtid.

I den forbindelse citeres Søren Winther Lundby for at sige, at debatten vil munde ud i en tekst, som Statsministeren kan tage med til topmødet i juni. Dette er absolut ikke en konklusion, der er fælles fodslag om. JuniBevægelsen har tvært imod pointeret, at der ikke kan blive tale om en sådan fælles udtalelse. Man kan ikke konkludere, hvad borgernes holdning er til fremtidens EU ud fra et halvt års debat.

Den eneste måde, at opnå det mandat, Fogh ønsker i forhold til de andre statsledere i EU, er ved at sende en given tekst ud til folkeafstemning. Hvis man ønsker det, kan man udarbejde en rapport over forløbet af debatten, men alt andet ville være direkte uanstændigt i demokratisk henseende.

Det gjorde vi meget tydeligt opmærksom på, da vi var gæster hos Europaudvalget, ligesom vi har fremlagt dette synspunkt i forløbet om at opnå et kompromis.

Det er en skidt start for debatten, hvis man allerede nu ønsker at skævvride dagsordenen og tro, at man kan opnå noget sådant som et folkeligt mandat på baggrund af en ekstrabevilling til debat om EU.

Hanne Dahl formand, Junibevægelsen

Rosenrødt billede af fædres vilkår

Souschef Bente Boserup, Børns Vilkår, tager ubehagelige midler i brug i sin aggressive kommentar i Information den 28. september. Hvad er meningen?

Forhåbentlig lykkes det ikke at intimidere Kathrine Vitus Andersen eller hendes chefer i SFI. Bente Boserup anklager Kathrine V. Andersens kronik (den 19. september.) for at bygge på myter og manglende kendskab til praksis. Men det er Boserups rosenrøde billede af forholdene for fraskilte fædre, der er en myte.

Og hendes beskrivelse af, hvor kønsneutralt det hele foregår, og at fædrene med loven i hånd bare kan få politi og foged til at hjælpe sig, når moren chikanerer og stjæler samværsdage, sætter et kæmpe spørgsmålstegn ved Boserups eget kendskab til praksis.

Nils Enrum Virum

Diskriminerende forslag

Nu kan unge, der studerer, gerne blive gift med en udlænding, selv om de er under 24 år. Hvad med murersvend Jensen eller fabriksarbejder Hansen?

Vi har lige haft diskussionen om uligheden i samfundet, og nu kommer dette forslag fra integrationsminister Rikke Hvilshøj.

Anne Marie Melgaard fra Socialdemokraterne er kun skeptisk, men ikke forarget på trods af, at de regler diskriminerer alle unge mennesker, som er ikke heldig nok at studere.

Ulla Jessing Virum

Velkommen til overfladen

Kulturens kanonproducenter ville ikke selv tænke den oplagte Brian-tanke, at kanoner er til for fjendens skyld.

Ivan Gullev Frederiksberg

Apropos Brian Mikkelsen
"Når man begynder på abstrakte ideologiske diskussioner, så ender det galt" (Claus Hjort Frederiksen i Information den 27. september)

Helgi Breiner, København Ø

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her