Mindre stigning i ulighed
Vi har fået at vide, at vi ikke skal vurdere regeringen på, hvad den siger, men på hvad den gør.
I Information den 22. spetember er der så et par artikler om ulighed med bl.a. et indeks over uligheden i samfundet fra 1990-2003. Her fremgår det, at uligheden er vokset siden 1994 frem til 2000, faldet frem til 2001 og igen steget frem til 2003. Men grafen afslører også, at stigningen i ulighed under den borgerlige regering er mindre, end den var i flere år under den socialdemokratiske regering igennem 1990'erne.
Spørgsmålet er: Skal vi lytte til socialministeren, eller skal vi se, hvordan det faktisk går?
Helgi Breiner
København Ø
Tabubelagt ulighedsdebat
Det er virkelig meget ubehageligt for Anders Fogh, at hans partifæller er begyndt at sige, hvad han selv tænker.
Naturligvis går også Fogh ind for større ulighed i samfundet, det er et grundlæggende dogme i hans liberalistiske barnelærdom. Men som den dygtige strateg han er, har han for længst luret, at danskerne ikke er modne til at høre et sådant synspunkt.
Lighedsdogmet lader sig ikke i tale anfægte i Danmark, selv om samfundsudviklingen for længst har forladt det. En interessant tabuforskydning har fundet sted: Debatten om den økonomiske indretning af samfundet er blevet lammet af tabuer, mens alt til gengæld kan siges i indvandrerdebatten.
For Fogh er det afgørende at få lagt låg på ulighedsdiskussionen, inden den åbner for den vigtigste debat: Ønsker vi, at Danmark skal følge en europæisk eller en amerikansk samfundsmodel?
Der er ingen tvivl om, hvad Fogh ønsker, men det er endnu alt for tidligt at sige det. Derfor må de åbenmundede venstrepolitikere bringes til tavshed.
Asger Brandt
Nykøbing Mors
Åle-Anders og uligheden
Eva Kjer Hansens udtalelse om ulighed og dynamik har affødt et hykleri uden sidestykke.
Stort set samtlige sociale og integrationsmæssige indgreb de sidste 25 år er jo sat i verden med denne holdning bagved. Slagord som 'det skal kunne betale sig at arbejde' handler jo om at bevare eller øge en ulighed: Det er ikke meningen, at man skal have lige så mange penge som arbejdsløs, som hvis man arbejder.
Og hvorfor er SU'en så lav? Fordi det skal kunne betale sig at blive færdig med sit studium. Økonomisk lighed for studerende og dimittender skulle nok sætte nogle studier i stå.
Eva Kjer Hansen argumenterer for, at øget ulighed vil give en større samfundskage, så der kan blive mere til alle. Det burde ikke kunne støde en regering, der mig bekendt ikke har lovet mindre til nogen - danskere - vel at mærke.
At venstrefløjen harcelerer over Eva Kjer Hansen er forståeligt, for de er uenige, men at midterpartier og højrefløjen (og DF må i denne sammenhæng selv vælge) tager afstand fra Evar Kjer Hansen, er ren hykleri.
Anders Fogh har desuden i episoden vist ulækker, følagtig politisk damage control. Teflon-Tony kunne ikke have gjort det bedre end Åle-Anders.
Jeg venter spændt på de borgerliges forslag til borgerløn, så vi kan få gjort noget ved den frygtelige ulighed i samfundet.
Thøger Eskildsen
Vanløse
Hjertestopsamfundet
Jeg, mener ikke, at vi skal have større ulighed mellem danskere, end der allerede er. Forskellen mellem mig og skibsreder Mærsk McKinney Møller er ganske stor har min bankerådgiver sagt.
Når regeringen ønsker at skabe dynamik i Danmark, så står løsningen på vores dørtærskel. Eva Kjer Hansen og Anders Fogh Rasmussen må tage sig sammen og byde velkommen til mange flere indvandrere fra fattige fremmede folkeslag. Giv dem muligheden for at gøre en ekstra indsats i et mere åbent Danmark.
Al erfaring viser, at andre multietniske samfund tilføres dynamik, når fattige indvandrere stiger op igennem de sociale lag med meget større energi og meget større kampånd, end den vi etniske danskere har. Børnene er en vigtig ressource, og det viser sig, at indvandrerkvinder føder mange flere børn end danske kvinder.
Regeringen hælder gammel beton ud over gamle vælgere med skattestop, hjertestop og førtidspension. Send i stedet indbydelser ud i den globaliserede verden, der tilbyder indvandring og dynamik.
Gert Wiik
Nykøbing F.
Glem ikke at diskutere dynamikken
En debat om lighed og dynamik blev startet, og om hvorvidt lighed er et mål i sig selv. Da må det være berettiget også at spørge om dynamik er et mål som sådan, og også hvilke typer dynamik, man evt. da har i tankerne.
Er der noget, der kan kaldes dynamisk, er det vel f.eks. naturkræfter i fuld udfoldelse, eller de konflikter mellem mennesker hvor man tager hårdtslående midler i anvendelse.
En anden type dynamik er den type, der øger og øger udbuddet af varer og betalte tjenesteydelser per person.
Man kan vel sætte spørgsmålstegn ved også denne dynamik, og om den altid og ubetinget er af det gode og skal fremmes. Eller om der er andet, vi som samfundsvæsener hellere skal prioritere.
J. H. Wegener
Højbjerg
Enten - eller på kirkegården
Adam (K) og Eva (V) fører sig i disse tider gudsfrygteligt frem med straf, straf og straf.
Min lille dreng spørger tro skyldigt: Må man bande i Edens Have?
Ib Jensen,
Søborg
Kage
Socialminister Eva Kjer bliver sat på plads af statsminister Anders Fogh for at udtrykke deres fælles tankegods: Når de rige bliver rigere, får samfundet en større kage at dele ud af. Det er - pudsigt nok aldrig faldet dem ind, at hvis vi udligner forskellen mellem rig og fattig, bliver samfundskagen også større.
Peter Mikkelsen,
Rødovre
Manglen på en principiel debat
Religion og folkekirke diskuteres desværre kun på religiøse præmisser i Information, ikke ud fra hvad vi højst kan lægge i begrebet tro. David Rehling (DR) tager da også afstand fra en principiel debat i sin anmeldelse af Grænser for Gud af Michael Jarlner og Anders Jerichov (den 20. september).
DR hævder nedgørende, at "den kulturradikale elite" inkl. forfatterne "forsørges" af DF. Hvorfor? Den slags kan jo hævdes om alle modparter. DR gør nar: "Pointen i bogen er, at den ganske verden skal komme til fornuft og adskille religion og politik". Der findes dog argumenter for denne pointe.
Ifølge DR forhindrer grundloven, at "folkekirken fordrives fra statsstyret" - vel ikke i "den ganske verden"? Imidlertid hører argumenter baseret på tingenes tilfældige tilstand ikke hjemme i en principiel debat.
DR roser præsternes ytringsfrihed. Men uden folkekirken ville vi have religiøse interesseorganisationer. Disse må overholde funktionærloven og love om ytringsfrihed. Så DR's ironi om ligestilling er spildt.
Ove Møbjerg Kristensen
Frederiksberg C.
Pragmatisk historiesyn
Der har været megen snak om Socialdemokraternes manglende evne til at formulere et nyt projekt.
I sin kronik den 13. september argumenterer Claus Bryld (CB) for, at Socialdemokraternes nye ledelse har "tabt forbindelsen med fortiden og de klassiske socialdemokratiske værdier", og i stedet tror, at man på populistisk vis "kan improvisere sig frem fra sag til sag". En fremgangsmåde, som CB andetsteds har kaldt superpragmatisme.
Problemet med CB's argumentation er, at han sidestiller populisme og pragmatisme. At lefle for laveste fællesnævner og tage stilling fra sag til sag er ikke ensbetydende med at føre pragmatisk politik.
Jeg tror, det er på tide at gentolke Socialdemokraternes historie og give plads til pragmatismen. Partiets historie handler grundlæggende om de mange mennesker, der gennem tiden har gjort en indsats for at ændre samfundet. Ved at se historien nedefra bliver Socialdemokraternes historie en række fortællinger om konkrete initiativer, som tilsammen skabte en bevægelse og ændrede samfundets retning. At hævde, at vejen ikke har været belagt med pragmatisme, er udtryk for efterrationalisering.
Susanne Paulsen
historiker, medlem af Socialdemokraterne
Blomsterbørn og kærlighed
Kunstakademiets rektor Mikkel Bogh siger den 20. september: "Men bag 1970'ernes frihedsdiskurs lå der nogle utroligt restriktive ideologier." En sætning som jeg mener, er typisk for kunstformidleres holdning til kunsten fra 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne.
Henrik Have har sagt, at "1970'erne var den periode, hvor der skete det mest fantastiske." Der var sådan en grøde i tiden, man blev oversvømmet af nye idéer og ismer f.eks. situationisme og Fluxus. Det samme skete i slutningen af 1860'erne med Georg Brandes i spidsen. Man kan sige, at han var den første MAIL-ART-kunstner. Blandt andre skrev Pjotr Kropotkin i 1917 til Georg Brandes med et ønske om at få ham til at påvirke Lenin til at tage bønderne med i revolutionen for at undgå et fremtidigt diktatur.
I slutningen af 1950'erne begyndte Fluxus-kunstneren Ray Johnson at besvare tilsendte breve og startede på denne måde MAIL-ART.
MAIL-ART er breve, objekter og invitationer til udstillinger og festivals verden rundt. MAIL-ART er billedkunst, poesi, musik og idé-udvekslinger. MAIL-ART er et konceptuelt og åbent projekt.
Man har indtryk af, at kunsthistorien først begynder igen med maleriets genkomst på kunstscenen sidst i 1980'erne. Jo, der var mange politikker dengang, men som Jens Jørgen Thorsen skrev: Livet på jorden er bestemt for at være sjovt - hvilken anden mening er der?
Mogens Otto Nielsen
billedkunstner, Hjallerup
Statsovergreb
Svar til Thor Vestergaard fra DSU (den 21. september): Hvis I mener, at de prostituerede har brug for hjælp, så kan I jo tilbyde dem hjælp. Hvorfor skal I absolut tvinge dem til at opgive et erhverv ,som de unægtelig selv har valgt, hvad deres motivation så end kan være?
Det er frie mennesker i et frit land. Hvis venstrefløjen vil standse tilbagegangen, synes jeg, at den skulle lære at satse noget bedre og begynde at føre ordentlig venstrefløjspolitik som i Norge.
Carl Bloch
Tåstrup
Den snigende normalisering
Nu strammer politiet skruen endnu en omgang: Det er ikke længere tilladt at køre rundt inde på Christiania med sit barn på en Christiania-ladcykel, med mindre barnet er spændt fast i et barnesæde monteret på ladet.
Hvis der havde været biler eller anden generende motorkørsel inde i fristaden, kunne man måske forstå påbudet. Men det har netop været det rolige liv uden biler, der har givet tryghed for børnefamilier og bidraget til 'Christianias særpræg'.
Derfor har der aldrig været problemer eller fare forbundet med at have sine børn anbragt foran på ladet, hvor cyklisten jo har opsyn med hvad der sker. Men det er politiet ligeglad med. Børn skal spændes fast. Normaliseringen og mistillliden sniger sig ind i fristaden.
Britta Lillesøe
København K
