Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

Debat
20. september 2005

Vesten taler om demokrati – USA foretog sin invasion uden om FN, uden om Sikkerhedsrådet. Den danske regering tilsidesatte groft samme demokrati og sendte, uden om Folketinget og uden en folkeafstemning, danske soldater i krig på fremmed grund primært på grund af påstået tilstedeværelse af masseødelæggelsesvåben.
Intet link er fundet mellem den 11. september og Saddam Hussein, ingen masseødelæggelsesvåben er fundet i Irak, og Iraks vigtigste indtjeningskilde, olien, er siden amerikanernes mellemkomst kun blevet forringet. Koalitionens eneste tilbageværende argument for at gå ind i Irak, nemlig at indføre demokrati og hæve landets levestandard, har ligeledes spillet fallit. Den irakiske befolkning taler nu om, at landet er ved at gå under.
Alle klappede i deres hænder i 1970’erne, da Sovjetunionens Alexander Solsjenitsyn og Andrei Sakharov gjorde opmærksom på deres regerings højst tvivlsomme fremgangsmåde – her bør klapsalverne gælde dig. Det er beskæmmende, at vores regering antager befolkningen for at være idioter – tænk blot på den irakiske hærchef på ’tålt ophold i Sorø’, som stak af fra politiet. Komisk.
Stakkels politi, som skulle lægge navn til det optrin – sagen blev da også med lynets hast nedtonet. Disse løgnagtige strukturer udfordrer du med din handling – landsforræderen er ikke dig, derimod den regering, som helt åbenlyst fører sin befolkning bag lyset.
Uanset udfaldet af sagen bør det give dig en utrolig energi at vide, at du har handlet rigtigt. Vi er mange, som i skrift, i tale og økonomisk støtte til din sag taler samme sprog som du.

Henrik Jandorf
skuespiller, København

Inflation i sandheden om Katrina
Der er gået inflation i sandheden om Katrina. Først var Jeremy Rifkin på banen med påstanden om, at katastrofen i New Orleans var en direkte følge af menneskeskabte klimaforandringer. En påstand som Institut for Miljøvurdering (IMV) tilbageviste den 12. september.
Den 15. september melder Klaus Flemløse (KF) sig så på banen, dels med en misforstået opfattelse af vores pointe, og dels med en række udokumenterede påstande om IMV’s motiver for at bidrage til klimadebatten.
KF citerer helt korrekt IMV for at skrive, at »klimaforskere enstemmigt siger, at der ikke er en stærk sammenhæng mellem styrken og hyppigheden af dagens tropiske orkaner og den globale opvarmning«. Men KF beskylder IMV for dermed at hævde, at det videnskabelige samfund har skiftet mening.
KF har misforstået sammenhængen. IMV har ingen skjult dagsorden med citatet, men ønsker alene at imødegå Jeremy Rifkin falske sandhed om Katrina.
IMV er ikke modstandere af, at der gøres noget for at begrænse klimaforandringerne. IMV bidrager aktivt med analyser af, hvordan klimapolitikken bliver mere effektiv, både miljømæssigt og økonomisk. Og her er nøgleordet fleksibilitet, så USA og ulandene kommer med i næste klimaaftale.

Rico Busk, geograf og Kasper Wrang, økonom, Institut for Miljøvurdering

Muhammeds ansigt
I forbindelse med omtalen af min bog Koranen og profeten Muhammeds liv i Information den 17.-18. september siger studieadjunkt ved Carsten Niebuhr-instituttet Ulla Prien, at hun ikke kan forstå, hvorfor Muhammed skal tegnes i en børnebog, når man ikke ved, hvordan han så ud.
Det ved man nu til fulde. De ældste muslimske kilder giver en yderst detaljeret beskrivelse af hans udseende. Men det er ikke pointen. Den er, at vi i danske børnebøger altid har tegnet de historiske personer, som bøgerne omhandler. Vi befinder os på oplysningens, ytringsfrihedens og fornuftens grund. Vi skal ikke ændre disse værdier for at tilgodese nogle ekstremister indenfor en enkelt religion.
Ulla Prien siger også, at hun aldrig har set Muhammeds ansigt gengivet. Men der er mange eksempler på, at rettroende muslimske herskere har ladet deres tegnere og malere fremstille Muhammeds ansigt. I The Miraculous Journey of Mahomet gengives snesevis af disse tegninger, og man kan finde andre gengivet i værker af islamforskerne Tor Andræ og Frants Buhl.
Det er vigtigt, ikke mindst i disse tider, ikke at bære ved til bålet, der rister alle muslimer, og i stedet minde om at der ikke findes én islam, men mange islamer. Også moderate.

Kåre Bluitgen
København N

Reformer folkekirken.
Hvis Kirkeministeriet forbyder reinkarnister at være medlemmer, så lukker og slukker de for folkekirken. Idag foregår religiøsitet på aftenkurser og weekendseminarer, da folkekirken ikke lever op til danskernes tro.
Biskopperne og kirkeministeren bør gå i dialog med de kristne reinkarnister. Faktisk tror vi på det samme. Kødets opstandelse kan sagtens forstås som reinkarnation. Helligåndens indgydelse af sjæl ved fødslen kan forstås, som om man har været en tur i himmelen, og så bliver genfødt. Jesus udtaler i det ny testamente, at profeten Elias er Johannes Døberen. Et klart tegn på Jesu tro på sjælevandring.
Loven skal laves om, så vi indfører Thomas Evangeliet som det 5. evangelium i Det Ny Testamente. Det ville også løse problemet med de mange unge præster, der efter min bedste overbevisning må tænke i samme baner, men med munden tæt tillukket af frygt for fyring.Folkekirken må og skal reformeres.

Otto Krog
København Ø

Kulturelt snæversyn
I et år, hvor Danmark forventer H.C. Andersen og Bournonville fejret over hele globen, er det beskæmmende at notere, hvor lidt verdenen interesserer os.

Den 18. september var 100-året for Greta Garbos fødsel. Dagen blev forbigået på både TV 2, DR og i særdeleshed på Cinemateket under det Det Danske Filminstitut. Vi kom ikke til at se hverken stumfilm som Flesh and the Devil og The Single Standard eller tonefilm som boxoffice-braget Mata Hari eller den vidunderlige komedie Ninotchka.

Hvad skyldes dette snæversind ? Garbo er ved siden af Chaplin den største filmstjerne, verden har oplevet, en gudsbenådet kunstner hvis intuitive spil og verdensfjerne holdning fascinerede generationer.

I Danmark kan vi nyde restrospektiver over lokale stjerne som Asta Nielsen og mindeaftener om skuespillere som Ib Schønberg, hvis død mindes den 24. september på Cinemateket. Men at se over Sundet og anerkende det ultimative, Bomben fra Blekingegade, verdens smukkeste kvinde, det formår vi ikke. Vi burde skamme os.

Lars Bredo Rahbek filmproducer, Nimbus Film, Hvidovre

Musikerne glemmes
Det er overordnet set en rigtig god budgetaftale med mange god og fornuftige tiltag, som netop er indgået i Københavns kommune. Dog er der en gruppe, som (igen) lades i stikken. Nemlig musikerne. Ca. 2.000 af byens musikere står uden øvelokaler samtidig med, at flere af de allerede eksisterende står foran en truende lukning. Til trods for at disse fungerer aldeles udmærket. Altså ser problemet kun ud til at blive endnu større.

Alligevel har man endnu engang valgt at nedprioritere dette område og kun afsat et ganske lille og ubetydeligt beløb til musikken. Ligesom det har været tilfældet i adskillige år, så er det åbenbart ikke musikerne, der står højest på politikernes popularitetsliste.

Det er for at sige det mildt meget beklageligt, da musikerne i allerhøjeste grad er med til at skabe en kulturel rig by, som vi alle sammen kan have glæde af.

Lars Rasmussen BR-kandidat for S, København N

Midterpartiet
Den 19. september er Dansk Folkeparti udnævnt til et midterparti på Informations forside - en karakteristik hentet direkte fra en landsmødereportage inde i bladet. Her har reporterne forsøgt at danne et billede med overskriften: "Til fest på midtermolen". Det er godt nok ikke et billede, der på nogen måde underbygges eller anvendes til noget som helst. Så billedet/overskriften står og falder med erklæringen, der åbner reportagen: "Midterpartierne Dansk Folkeparti og de radikale...."

David Rehlings leder samme dag viser, at han ikke falder for pianisternes selvproklamerede midterposition. Det behøver naturligvis ikke at hindre at de to reportere gør det. Men nogen burde da have sikret, at avisen ikke kom på gaden med en forside, der betegner DF som et midterparti, når karakteristikken alene hviler på, at reporterteamet har opfundet en dum og dårlig rubrik, som savner enhver underbygning i reportagen?

Er det almindeligt, banalt sjusk - eller har ingen på Informations redaktion rygrad nok til at sige til de to reportere, at ideen ikke holder - hverken sagligt eller i overført betydning - og at den derfor skal laves om?

Dines BoertmannKøbenhavn Ø

Tak for leder
Hvor er Rune Lykkebergs betragtninger om illusionen om fuld beskæftigelse dog lige i øjet (leder den 17.-18. september). For mig sætter de i hvert fald en masse ting på plads.

Nu må det være meget svært for politikerne at blive ved med at argumentere, som de plejer ved at sige, at arbejdsløsheden er et midlertidigt problem, at alle, der vil have job, kan få job, at manglen på arbejdspladser dækker over mangel på vilje blandt de arbejdsløse, og at hvis blot de arbejdsløse klemmes lidt på pengepungen, skal de nok komme i gang.

Tak for den leder.

Jørn LyngHorsens

Fordomme om lukkeloven
Klaus Bondam fremlagde den 15. september i Information sine visioner og ideer for København. I den forbindelse mente han, at lukkeloven skal afskaffes, da "en moderne storby ikke er lukket over halvdelen af døgnet".

Nu er det imidlertid ikke lukkeloven, der skal have skylden for, at butikkerne vælger at holde lukket. Lukkeloven har ingen restriktioner for åbningstiderne fra mandag morgen kl. 06.00 til lørdag kl. 17.00. Det eneste lukkeloven regulerer, er søn- og helligdagene.

Jeg vil derfor anbefale overborgmesterkandidaten at tjekke lovgrundlaget, før han går ud og giver lukkeloven skylden for, at butikkerne holder lukket halvdelen af døgnet.

Hvis overborgmesterkandidaten gik ud spurgte butikkerne, hvorfor de ikke har døgnåbent, så ville han få at vide, at det er fordi, det er en forretningsmæssig beslutning. Butikkerne holder åbent, når de mener kunderne har behov herfor - udbud og efterspørgsel - såre simpelt. Men det er ene og alene den enkelte butik, der bestemmer sine åbningstider i hverdagen - og ikke lukkeloven.

Desværre er det sådanne fordomme, der er med til at skabe en forfejlet opfattelse af lukkeloven. Noget andet er så, om overborgmesterkandidaten med sine visioner vil påbyde 24 timers åbning for alle butikker i København? Se det kunne blive et interessant emne at diskutere!

Henriette K.B. Andersen underdirektør, De Samvirkende Købmænd

Sind som indvandrere
Mange tyrkiske og pakistanske indvandrere har det til fælles med Dansk Folkepartis vælgerskare, at de kommer fra landet i deres oprindelige hjemlande, at de er i modsætningsforhold til den politiske elite - og er sat udenfor i moderniseringen af hjemlandene.Så indvandrere - stem DF!

P. Henriksen, Odense C

Det politisk korrekte
I Intermetzo den 17.-18. september opfordres læseren til at finde flere eksempler på at være politisk korrekt. Her er et: Det er politisk korrekt at være sur på Georg Metz. Det er et af ugens højdepunkter at læse Intermetzo, og det seneste var et mesterværk. Så bliv ved, Metz - der er stærkt brug for din snart åbenlyse, snart finurlige sarkasme.

Finn Helles, Charlottenlund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her