Læsetid: 2 min.

LÆSERBREVE

Debat
14. oktober 2005

Auken er ikke De Grønne

Er der ikke nogen, der kan lære Margrethe Auken (SF) at opføre sig demokratisk?

Nu giver hun sig i Information den 10. oktober direkte ud for at være De Grønne, samtidig med at hun kommer med usaglige udfald mod Ole Krarup fra Folkebevægelsen, som De Grønne rent faktisk støtter.

Auken sidder i den grønne gruppe i EU-parlamentet, men De Grønne i Danmark støtter hende ikke, og det ved hun udmærket godt. Hun er ikke medlem af De Grønne, og bliver det heller ikke.

Auken har en sær form for mangel på respekt for andres meninger og ret til være her. Den udviste hun også overfor sit eget SF, da hun valgte gruppe i parlamentet.

Margrethe Auken har heller ikke respekt for Ole Krarups ret til at være for Tyrkiet (og menneskerettigheder), og imod EU. Tyrkiet er med i alle de europæiske samarbejdsorganer, som vi EU-modstandere selv vil være med i.

Det er kun Aukens elskede EU, der holder Tyrkiet ude.

Jean Thierry
spidskandidat for De Grønne i Københavns kommune

Grønlændere er også en minoritet

I Magtudredningens undersøgelse, Grønlændere i Danmark. En overset minoritet står følgende:

"Mange grønlændere giver udtryk for, at de ikke interesserer sig for dansk politik, mange er præget af 'afmagtens tavshed"-(det) gør det vanskeligt at deltage på lige fod både i det lille og det store demokrati"(...) De har ofte været udsat for dårlig behandling, netop fordi de var grønlændere (...)Den største trussel mod grønlænderne er måske, at den danske befolkning ikke opfatter dem som fuldgyldige medlemmer af det danske fællesskab(...)Grønlændere udnytter de civile og politiske rettigheder i mindre grad end 2.generations indvandrere...selvom alle er danske statsborgere.."

Jeg mener, at grønlænderne i Danmark skal engageres i demokratiet, og Integrationsrådet kan være med til integrere både de 'nye danskere' og grønlændere i Danmark. Parterne vil gavne deres sag ved at optræde samlet og solidariske.

Adnan Meki (Information den 3. oktober) skulle hellere byde grønlænderne velkomne i Integrationsrådet og i Rådet for Etniske Minoriteter, i stedet for at bidrage til splittelse og ved at skabe mistro over for grønlænderne i Danmark.

På Krystalnatten, den 9. november, afholdes højtideligheder og demonstrationer mod racisme, forskelsbehandling og fremmedfjendskhed, og her vil grønlændere og andre etniske minoriteter deltage.

Det bliver en god lejlighed til at indlede et samarbejde mellem alle etniske minoriteter i Danmark.

Robert Refby
Vanløse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her