Læsetid: 7 min.

LÆSERBREVE

5. oktober 2005

Jeg tror, sådanne artikler gør verden bedre – fordi det er underholdende og velformuleret læsning, der kan få én til at nikke, glad og opklaret – eller til at spekulere over problemstillingerne.

Gertrud Rohde
Frederiksberg

Aktiv dødshjælp
I Informatiom den 1.-2. oktober er der fire sider om Ole Hartling, formand for det etiske råd, som er nedsat af regeringen og Folketinget.
Etisk Råd består af 17 medlemmer i deres bedste alder i gode stillinger, mange er akademikere i ledende stillinger, og de skal rådgive regering og Folketing. De har enstemmigt udtalt sig imod at lovliggøre aktiv dødshjælp i Danmark, som er tilladt i Holland, Belgien og Schweitz. Formanden har det nærmest som en psykose at ville bekæmpe aktiv dødshjælp, Måske fremkaldt af stærk religiøsitet
Når 17 mennesker med meget forskelligt erhverv enstemmigt kan træffe beslutning i et så kontroversielt emne, er der noget galt. Der må have været nogen, som har domineret med deres synspunkter. Aktiv dødshjælp er aktuelt for mange gamle, hvis livskvalitet er blevet dårlig af mange grunde: Invaliditet, ensomhed, reduceret hukommelse, etc, og meget ofte kombination af måske mange skavanker.
Etisk råd har næppe været på besøg på plejehjem, hvor der sidder en person i en stol hele dagen med rystende hænder og måske lam i arme eller ben. Han stirrer ud i luften og venter kun på det næste måltid, som sikkert ikke er af fornem kvalitet. Etisk råd burde besøge nogle plejehjem.
Hvis et medlem efter sådant et besøg stadig finder, at aktiv dødshjælp generelt skal være forbudt i Danmark, er der noget helt galt ved medlemmets menneskesyn og følelsesliv.

Ulrik Krabbe
Ålsgårde

Børns Vilkår efter skilsmissen
Det var deprimerende at læse kommentaren »Må man det på Socialforskningsinstituttet?« af Bente Boserup, souschef i Børns Vilkår (BV) i Information den 28. september. Hendes udfald kræver et svar fra BV’s bestyrelse på:
Hvorfor skal forældremyndighedsindehaveren ikke vise lægeerklæring for, at barnet sygt, når det benyttes som årsag til ikke at udlevere barnet til samvær? Hvorfor skal forældremyndighedsindehaveren have ret til at tage ferie og beslaglægge mere end fem uger af den anden forældres samværsuger?
Når anklager fra forældremyndighedsindehaveren mod den anden forældre for incest viser sig grundløse, så får det ingen konsekvenser for forældremyndighedsindehaveren; derimod er den anden forælder sværtet til i institutionen. Hvorfor skal forældremyndighedsindehaveren have lov til ustraffet at udnytte barnet på denne måde?
Hvorfor skal barnet have mistet mere end 25 gange samvær på to år, før statsamtet overvejer at fastsætte erstatningssamvær?
Er det i barnets interesse, at fogedretten i tilfælde af samværschikane næsten aldrig benytter muligheden for at straffe moderen med bøder?
Hvorfor er Børns Vilkår imod obligatorisk konfliktmægling – og imod at manglende samarbejde inddrages i afgørelsen af samværets omfang? Er det i barnets interesse, at den konfliktskabende forælder også får mest samvær med barnet?
Spørgsmålene bygger på erfaringer med statsamter, fogedretter og Civilretsdirektorat.

Poul Carlsbæk
Vanløse

Hellere rask og rig end syg og fattig
Hvis blot halvdelen af det, der stod at læse i Informations artikel den 29. september »Jeg vil hellere sulte mig til døde her end miste livet til præsterne i Iran«, er sandt, så er det bare for meget.
Er vi danskere virkelig kommet så langt bort fra almindelig ’borgerlig’ anstændighed, at en i den grad nødstedt familie ikke kan få vores hjælp? En mand, der skal udvises til sikker og grusom tortur, prøver desperat at gøre opmærksom på sin frygtelige skæbne ved at sultestrejke.
En mand, der har mistet seks fætre til de bødler, han nu skal sendes hjem til. En mand, hvis ældste søn – der kun er 14 år – vil tage livet af sig, hvis hans far dør. Enten af sultestrejke i Danmark eller på grund af tortur i Iran.
Her bør ikke være skyggen af tvivl: Vi skal give disse mennesker – denne lille nødstedte familie – asyl og grundlaget for et nyt liv i Danmark. Ellers er vi ikke rigtige mennesker længere, men indskrænkede, rethaveriske og selvretfærdige navlebeskuere. Hvor længe vil vi være os selv bekendt?
Tag dig sammen Danmark.

Jørn Jensen
Måløv

Er det mig, der er tosset?
Jeg forstår ikke, at det danske flygtningenævn – hvem det så end er i dag – kan udvise iraneren Alae Ghadie, hans kone og to sønner, når det er en åbenbart fejlagtig beslutning.
I december gav man Alaes svoger opholdstilladelse, fordi han ville være i fare i Iran på grund af sin svoger. Men det er altså Alae Ghaedi, der er i fare. Men ham vil man udvise.
Er det mig der er tosset, eller hvad?

Niels Jørgen Tortzen
Nykøbing Falster

Hvad hjertet er fuldt af

Vi skylder Louise Frevert en varm tak, fordi hun har afsløret Dansk Folkepartis sande ansigt bag den massive sminke, der har været nødvendig for at kommet il at ligne et stuerent midterparti.

Jens Frydendal
Tjele

Dansk Folkeparti II

Dansk Folkeparti fylder rundt. Jamen, tillykke med det da. I den anledning slog jeg det op i mit leksikon (Lademanns).

Gæt, hvad der står som det første: "Dansk Folkeparti: nazistisk orienteret dansk parti 1941-45, grundlagt af Svend E. Johansen og Th. M. Andersen med tilslutning af Pürschel, Wilfred Petersen m.fl. Fik størst betydning ved at svække DNSAP."

Tankevækkende, javel, men især tankevækkende, at der ikke var nogen, der overvejede dette, da partiet - det andet, altså - skulle hitte på et navn i 1995.

Thomas Oldrup Vanløse

Frevert på slap line

Sidste sommer beklagede Dansk Folkepartis Søren Espersen sig over, at Dansk Folkepartis kendte profiler ikke fik lov at optræde i de sjove programmer.

"Jeg har i årevis bemærket mig, hvordan en række politikere fra diverse partier har fået lov at optræde på slap line i forskellige folkekære og populære tv-underholdningsprogrammer på DR-TV. Med stadig stigende undren har jeg samtidig konstateret, at denne fordel aldrig blev politikere fra Dansk Folkeparti til del," sagde han bl.a.

Nu behøver han ikke at beklage sig mere. Nu er det DF's Louise Frevert her og der alle vegne. Og på helt slap line. Den bedste farce i årevis. Virkelig morsomt. Så Espersen, stik du bare piben ind.

Peder Meyhoff Hinnerup

Er det nu rigtigt?

Forventer Louise Frevert og Dansk Folkeparti virkelig, at man skal tage hendes påstand alvorligt om, at det var hendes webmaster, der kom med udtalelserne på hendes hjemmeside, når hun først efter, hun er blevet politianmeldt, gør opmærksom på, at hun ikke var hende der skrev læserbrevene?

Før hun blev anmeldt, forsvarer hun derimod og var enig i udtalelserne. Senere undskylder hun, men intet om at det ikke var af hendes hånd, de blev skrevet. Hvorfor undskylde for noget man ikke har gjort?

Det er først efter, at ledelsen i Dansk Folkeparti kommer ind i billedet, at tingene ændrer sig.

Er det virkelig en forklaring, man skal tro på?

Mads Munch Hansen
Slagelse

DF's giftdepoter

Når man læser det formørkede vrøvl som Mogens Camre og Louise Frevert offentliggør, bliver det på en måde lettere at forstå, at blodtørstige og skrupelløse herskere i den tidlige middelalder kunne få folk til at kaste sig ud i de folkemorderiske orgier, vi kender som korstogene.

Den gang talte de til lidet oplyste, forholdsvis uvidende mennesker, hvis verdensbillede i stor udtrækning var skabt af den selv samme religiøse ortodoksi, der dæmoniserede 'de vantro' og missionerede med sværdet. Man kunne uden vanskeligheder gøre det dødsensfarlige vrøvl til politisk doktrin.

Men at det er muligt i det 21. århundrede, er jo egentlig fuldkommen utroligt, den nyere historie taget i betragtning. Og det er ikke mindre utroligt, at vi er blevet så tilvænnede til tonen, at det får lov at passere som "lidt grovkornede" overdrivelser i den normale offentlige debat.

Frevert får et rap over fingrene, Camre får et skuldertræk, og Dansk Folkeparti får lov at lægge låg på sit giftdepot, mens regeringspartierne siger, "Det er da også for galt".

Hvor er de, der åbent stiller sig op og fordømmer Frevert, Camre og alle de der drager fordel af at gå arm i arm med dem?

Hvornår genindfører vi anstændigheden i den politiske debat og nægter at føre en samtale på Freverts, Camres og deres ligesindedes præmisser?

Dines Boertmann København Ø

Sandhedens time for EU

Det aktuelle drama om Tyrkiets medlemskab af EU demonstrerer en politisk afmagt af en art, der udfordrer selve demokratiets basis.

På den ene side er EU's ledere i færd med at underminere klare aftaler med den tyrkiske regering om optagelsesforhandlinger - med risiko for, at den nuværende polarisering mellem den kristne og den muslimske chauvinisme skærpes yderligere. På den anden side må EU-lederne nødvendigvis respektere befolkningernes velbegrundede bekymring for at EU-integrationen går for vidt.

Selvom det skulle lykkes EU's udenrigsministre at feje det aktuelle dilemma ind under gulvtæppet, er det tyrkiske drama sandhedens time for EU:

Det Stor-Europa, der er EU-ledernes politiske ambition, har aldrig haft - og vil aldrig få - folkelig opbakning. Det nødvendige samvirke mellem Europas mangeartede nationaliteter fremmes ikke gennem EU's centralstyrede homogeniseringsproces, der spærrer befolkningerne inde i babyloniske tvangsægteskaber.

Samarbejde forudsætter en demokratisk empati, der desværre er en mangelvare hos EU-landenes politiske ledere. Det bliver stadig mere åbenbart, at EU-konstruktionen, bag EU's svulstige retorik, ikke rummer nogen politisk løsning. Dette Babelstårn udgør tværtimod (en del af) problemet.

Ole Krarup
MEP for Folkebevægelsen mod EU

Så fez den ind
Tillykke kristenhed; nu er arbejdskraften og pensionen sikret.

Ivan Gullev, Frederiksberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu