Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

Debat
4. oktober 2005

Ja, på forsiden hed det sig endda, at forlagets "filosofiklassikere snart er samlerobjekter" - om end artiklen inde i avisen selv dementerede udsagnet ved at nævne, at "backlisten består."

Havde man læst lidt grundigere i det brev om forlagets fremtid og efterårets udgivelser, jeg sendte ud til pressen midt i august, ville historien - som virkeligheden - have set lidt anderledes ud: Jeg talte der ikke om at lukke eller dreje nøglen om, men om at lægge skuden til kaj, tage en pause og sondere terrænet - altså ikke flere nye udgivelser lige med det samme.

Desuden skrev jeg, at tiden nu var til at pleje backlisten og supplere med nye udgaver, og det er mildest talt ikke at lukke et forlag, men at vedligeholde det - altså ikke meget nyt sortiment i butikken, men omsorg for det, der er. Endelig bemærkede jeg, at der undervejs nok vil smutte en enkelt nyhed ud i ny og næ - i forsigtig erkendelse af, at der da stadig er et par titler, jeg godt vil bringe frem på dansk.

Så DET lille FORLAG består, og selv om skuden lægges til kaj, kommer den hverken til salg eller til ophugning. Der er derfor ingen grund til at fare ud og hamstre - selv en småtræt og snart noget fraværende forlægger skal nok sørge for alle relevante genoptryk.

Det bliver til gengæld sidste år med egen stand (nr. 38) på bogmessen i Forum til november, dog uden servering af gravøl! (Om Anro Victor Nielsens udfald mod forlaget og mig er der kun at sige, at han supplerer sit ævl fra år tilbage med nyt ævl, stadig i ond tro Måske han skulle overveje at lukke.)

Peter Thielst, forlægger, DET lille FORLAG

Magten ligger i geværmundingerne

I tv sagde den danske forsvarsminister, at danske soldater i Irak deltog i de engelske troppers erobring af politihovedkvarteret i Basra for at befri britiske soldater.

Disse blev tilbageholdt, fordi de var civilklædte med arabisk hovedbeklædning, ikke ville oplyse om deres mission samtidig med, at deres bil indeholdt ammunition og eksplosiver. I ildkampen dræbte og sårede de irakere. Forsvarsministeren siger, at det var en "befrielsesaktion" og en redningsaktion Men en befrielsesaktion drejer sig om personer der er tilbageholdt af fjender! Derved konstateres det, at de irakiske myndighder står under besættelsestyrkerne, ligegyldigt hvor meget man taler om demokrati.

Irakerne er de undertvungne, hvis politimure kan brydes ned af engelske tropper med danske soldaters medhjælp. Derfor har myndighederne i Basra frabedt sig yderligere samarbejde. Den virkelige magt ligger ikke i en stemmeseddel men i geværmundinger og kampvogne!

Kai Dalsgaard, De Grønne

I Irak - uden FN-mandat

Under Folketingets general-debat efter Statsministerens åbningstale vil Irakkrigen dukke op som tema. Politikere vil sige, at Danmark er der med et FN-mandat i ryggen. Intet kunne være mere forkert, og det tenderer en manipulering af offentligheden, som også Udenrigsministeriets jurister, kommentatorer og journalister hyppigt deltager i.

Sagen er, at da Golfkrigen i 1991 startede, da var der et FN-mandat for med krig at få Irak ud af Kuwait. FN's resolution i 1990 "- autorized member states - ", hvilket giver et mandat på FN's vegne. Det ordvalg "autorized" fremgår ikke af FN's resolutioner om Irakkrigen mv., heller ikke i den aktuelle resolution fra 2004.

Derfor er militære styrker ikke i Irak med FN-mandat, men alene på et tyndere, omend FN-anbefalet grundlag. Men mandat, nej!

Peter Arnborg, Frederiksberg

Forudsigeligt drab på en dansk soldat

Drabet på en dansk soldat i Irak ligner i uhyggelig grad fortællingen Gabriel García Márquez' bog Historien om et forudsigeligt mord. Den danske regering og folketingsmedlemmer, der har besluttet at deltage i den USA-ledede ulovlige angrebskrig og efterfølgende besættelse, vidste, at beslutningen ville medføre drab på danske soldater.

Den ansvarlige over alle ansvarlige, Anders Fogh Rasmussen, reagerer ligeså forudsigeligt ved at kaste skylden på "terrorister" for deres "afskyelige og feje handling". Men sandheden er, at drabet er begået af irakiske modstandsfolk, som kæmper en folkeretlig legitim kamp for befrielsen af deres land.

Besættelsen har indtil nu kostet mere end 100.000 irakere livet. Hvis Fogh vil forebygge flere drab på danske soldater og irakere, må han øjeblikkeligt trække soldaterne hjem.

Frank Johannesen, medlem af Komiteen for et Frit Irak

Må man det i Familieministeriet?

Bente Boserup fra Børns Vilkår er medlem af det kommissorium, som familieministeren har nedsat til at forberede en evt. ændring af den nuværende forældremyndighedslov. I Information den 28. september udtrykker hun i et skingert toneleje stor fortørnelse over, at Kathrine Vitus Andersen tillader sig at underskrive sin i øvrigt meget sympatiske kronik den 19 september med sin titel som forskningsassistent på SFI.

Jeg undrer mig til gengæld over, at man som ministerielt nedsat kommissoriemedlem i et stadigt arbejdende udvalg kaster sig ud i en så politisk udmelding, som BB jo har gang i, selvom hun ganske vist forsøger at camouflere sit politiske ærinde som et personligt angreb på Kathrine Vitus Andersen. Kan man ikke få fat i bolden, må man jo gå efter kvinden.

Jeg kunne derfor godt tænke mig at spørge Bente Boserups 'chef' i kommissoriet, familieminister Lars Barfoed: Må man godt det?

Dennis Johansen, Foreningen Dadman

Kom frit frem, Pia

Louise Freverts chef vil ikke udtale sig. Det forstår man godt. Men vi må insistere på, at Pia Kjærsgaard udtaler sig.

"Vi" er både den halvdel af den danske befolkning, som stemte på regeringen - som gør sig fuldkommen afhængig af Frevert og hendes parti - og den halvdel af befolkning, der underkastes regeringens politik mod vores ønsker.

Kjærsgaard bør stå til regnskab for så ekstreme holdninger i sine rækker. Sæt ordet 'jøde' ind i stedet for 'muslimer' i Freverts tekst, og mærk efter, om du stadig synes, det er i orden, at vores regerings politik drives frem af mennesker med disse holdninger.

Jeannette Nielsen, Frederiksberg

Jeg skal i fængsel

Ganske vist er jeg ikke ung og ej heller mu-slim, men da jeg både har oplevet Anden Verdenskrig og Foghs angrebskrig (på løgnagtigt grundlag) er jeg krigsmodstander. På Louise Freverts hjemmeside står (har stået!), at: "-krigsmodstandere må man fange og uskadeliggøre. "

Jeg må således se i øjnene, at jeg som krigsmodstander skal i russisk fængsel, hvis det står til Louise Frevert og Dansk Folkeparti. Ganske vist har hun og partiet (officielt) taget afstand fra hjemmesidens tekst, men hvis der ikke 'ruller hoveder' inden for partiet, kan jeg kun gå ud fra, at partiet i virkeligheden deler hjemmesidens udsagn, og al afstandstagen kun er taktik af hensyn til kommunevalget.

Knud Mayne, pensionist, København SV

Louise Freverts forvandlingskomedie

Nu har Louise Freverts tilbagetog udviklet sig til en forvandlingskomedie med den sigende titel: Det var webmasteren. Men Louise Frevert lyver, idet hendes bog Kort og godt - et politisk budskab (se louisefrevert.dk) har flere sider under afsnittet "Islam - og danskerne," som er identiske med den nu slettede artiklen af samme navn. På side 41 og i den nu slettede artikel er der en direkte opfordring til at gennemføre en krystalnat:

"Vi skal have mod til at gennemføre helt nødvendige foranstaltninger, og tage det opgør, det vil fremprovokere, eller se i øjnene at de enkelte vestlige landes befolkninger selv vil reagere imod den muslimske terrorbevægelse med væbnet kamp - borgerkrig,-"

Leif Jacobsen, Færøerne

Truslen er os selv

Det er målet, at København fortsat skal være en international metropol, der kan hamle op med andre internationale storbyer - som Berlin, Hamborg og Paris. Men den største trussel er faktisk os selv.

Ved at være så lukkede, så angste for det 'fremmede', ødelægger vi vores muligheder for at få forskere og andre højtuddannede til byen, fordi de føler sig uvelkomne.

Det er vigtigt, at vi er åbne og tolerante, så vi fortsat kan være med i det globale kapløb - fordi det er grundlaget for vores velfærd!

Niels Andersen, BR-kandidat for Socialdemokraterne

En styrkelse af kvinders position

Rikke Lauritzen hævder den 28. september, at mit udspil til en barselsudligningsordning kun kommer arbejdsgiverne til gode. Hensigten med ordningen er at udligne arbejdsgiveres udgifter til løn helt eller delvist under barsel, så økonomien ikke i samme grad risikerer at være en hindring for at ansætte kvinder. Med forslaget får flere arbejdsgivere mere refusion for medarbejdere, der går på barsel. Det kommer også kvinderne til gode. Ordningen er derfor til fordel for alle, der tjener mere end 88 kr. i timen.

I dag kan arbejdsgivere få 88 kr. i refusion pr. time, såfremt denne giver løn under barsel på mindst det beløb. Med lovforslaget kan en arbejdsgiver få op til 142 kr. i timen afhængig af lønnen under barsel. Hvis refusionen skal dække hele eller det meste af højtlønnedes løn under barsel, skulle refusionen være højere. Men højere refusion med samme bidrag betyder en omfordeling fra arbejdsgivere med mange lavtlønnede til arbejdsgivere med mange højtlønnede. Det er ikke hensigten.

Lars Barfoed, familie- og forbrugerminister (K)

Plads til flere sandheder ønskes

Kønsforskning er et akademisk felt, der ofte ses forvansket, forfladiget og efterfølgende latterliggjort i pressen. Således også hos Morten Hesseldahl (MH) den 29. september, der mener, at socialkonstruktivisme og gender studies er synonyme.

Det er ikke rigtigt. Megen socialkonstruktivisme ser ikke på køn, men på f.eks. nationalitet - et begreb, der er sørgeligt aktuelt i forbindelse med den tiltagende skingre kanondebat her til lands. Omvendt er ikke alle grene af kønsforskningen (= gender studies) socialkonstruktivistiske.

Fejludlægningen er til at leve med. Værre bliver det straks, når MH får taget en pauvert specificeret opposition til indtægt for ikke at ville gå i dialog. Socialkonstruktivisme (som tilfældigvis informerer den gren af kønsforskningen, jeg beskæftiger mig med) går tværtimod ud på at løfte hidtil indiskutable "sandheder" ind i forhandlingens rum med henblik på forandring!

Det er svært at forestille sig noget mindre dialogsøgende end MH's bombastiske og uunderbyggede udtalelse: "Sådan noget som gender studies udelukker dialog, og det er meget farligt". Punktum.

Jeg må derfor konkludere, at det åbenbart også bliver "meget svært etablere en dialog" og "diskutere", hvis man - som MH - accepterer majoritetskulturens definition af sandheden.

Mette Liv Mertz, cand.mag. og oversætter, Kbh. S.

Moralens vogtere
Moralens vogtere er aldrig bekymrede for sig selv, kun for andre.

Helge Krog

Louise Freverts mystiske hjemmeside
På Louise Freverts hjemmeside var der artikler, som ingen tør udgive - og som hun heller ikke selv tør stå ved.

P. Henriksen, Odense C

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her