Læsetid: 7 min.

LÆSERBREVE

Debat
1. oktober 2005

Barnets bedste skal sikres

Mange familier bliver i dag separeret eller skilt. Størstedelen kan heldigvis selv på en god måde få løst deres problemer, andre har brug for hjælp. Oftest er det spørgsmål om forældremyndighed eller samvær, der kan være svære for parterne at løse. Vi må derfor have gode regler, der er tilpasset familiens struktur i det moderne samfund.

Dennis Johansen fra Foreningen Dadman kritiserer mig den 26. september for at tilsidesætte børn og deres fædres problemer ved forældremyndigheds- og samværssager. Jeg tilsidesætter hverken fædre eller børn. Tværtimod vil jeg sætte barnet i centrum og arbejde for, at alle børn så vidt muligt vokser op med god kontakt til både sin mor og far.

I juni nedsatte jeg et udvalg, der skal se på, om reglerne på forældremyndigheds- og samværsområdet stemmer overens med familiens ændrede struktur i samfundet. Det betyder ikke, at jeg ikke tager stilling. Tværtimod.

Skal reglerne på området ændres, er det vigtigt, at beslutningerne bliver truffet på et velovervejet grundlag. Der er mange hensyn, der skal vejes mod hinanden. Og vi er nødt til at have eksperter til at se på de nuværende regler, inden beslutningen træffes.

Kun på den måde kan vi sikre, at alle involverede parter i en forældremyndigheds- eller samværssag får den bedste behandling - og at beslutningerne sikrer det bedste for barnet.

Lars Barfoed
familie- og forbrugerminister (K)

Nej, det må man ikke...

I Information den 28. september kritiserer Bente Boserup i stærke vendinger kronikken "Far, mor og børn i konfliktmaskinen" fra den 19. september. Kronikken er skrevet af Kathrine Vitus Andersen, der i knap to måneder har været ansat som forskningsassistent på Socialforskningsinstituttet.

Bente Boserup spørger direkte i sit indlæg, om man må skrive sådan en kronik på Socialforskningsinstituttet. Lad mig starte med at slå fast, at kronikken i sig selv ikke har noget med Socialforskningsinstituttet at gøre. Den bygger hverken på data eller resultater herfra, og den refererer ikke til den forskning, der finder - eller har fundet - sted på Socialforskningsinstituttet. Desuden har instituttets ledelse ikke hørt om eller læst kronikken, før den blev offentliggjort.

Det er derfor uheldigt og beklageligt, at Kathrine Vitus Andersen har underskrevet sig som "forskningsassistent på Socialforskningsinstituttet," da det har skabt usikkerhed om, hvorvidt kronikken udspringer af undersøgelser herfra, om vi har kvalitetssikret den, eller om den kan tages som udtryk for en slags officiel holdning her på instituttet. Svaret er: Nej, kronikken er et helt personligt indlæg i debatten.

At medarbejdere på Socialforskningsinstituttet ytrer sig i samfundsdebatten er grundlæggende et godt tegn på samfundsengagement og virkelyst.

Men hvis medarbejdere, som i dette tilfælde, ønsker at gå ud med helt personlige synspunkter, som ikke er relateret til deres arbejde på Socialforskningsinstituttet, skal de naturligvis gøre det for egen regning. Og ikke underskrive sig med deres ansættelsessted og titel.

Ivan Thaulow
afdelingsleder, Børn, Integration og Ligestilling, Socialforskningsinstituttet

Sandheden er Søren Krarup

Sagen er meget enkel. Søren Krarup har sandheden. Han ved helt præcist, hvad dansk kultur og 'det danske' er. Krarup har defineret og ved, hvad der forstås som kristendom. Man skal blot følge, hvad Krarup siger, og alle der ikke, forstår det og ikke mener det samme, er idioter. Og er man kulturradikal og ønsker menneskerettigheder, er man især idiot.

Kurt Kristensen,
Kerteminde

Danske og iranske værdier

På mig virker det som om, danske og iranske myndigheder kappes om, hvem der kan udøve den mest raffinerede form for tortur over for Alae Ghaedi (jvf. Information den 29. september).

Børge Spang-Thomsen,
Birkerød

Kanonføde

Når veluddannede mennesker som Mette Winge, Jørn Lund og Erik A.Nielsen går ind i noget så tåbeligt som at udarbejde en litterær kanon, skal de nok lige tænke lidt over, hvad det indebærer af sindelagskontrol og definition af sandheden for andre uskyldige mennesker. Det kan ikke komme som nogen overraskelse for dem, at deres arbejde bliver brugt af smagsdommernes fanebærer, kulturminister Brian Mikkelsen.

Men der er noget der tyder på at de ikke har været sig deres ansvar bevidst. Erik A.Nielsen citeres i Information den 28. september for følgende: "Vi har betragtet kanon-forsøget som en kvalificeret selskabsleg, men det lå ikke i oplægget at det skulle bruges aggressivt over for indvandrere".

Og Mette Winge for følgende: "Jeg gik ind i udvalget, fordi jeg synes, at det kunne være morsomt at indkredse, hvad vi på et givent tidspunkt synes er af værdi og så give det videre som et tilbud til kommende generationer. Men ikke som noget, der skal preses ned over dem".

Må jeg minde Mette Winge, Erik A.Nielsen og Jørn Lund om, at det rent faktisk bliver presset ned over hovedet på os. Deres sandheder er blevet ophøjet til også at være vore sandheder gennem læseplanerne i gymnasiet og på HF.

Det er hverken en selskabsleg eller morsomt. Det er kattenriveme for meget.

Hans-Henrik Ekner
Slagelse

Stakkels kunstnere

Det er synd for jer, kunstens fremmeste i regeringens kanonudvalg, at denne onde Brian på det skammeligste vil misbruge jeres arbejde. Man forstår jeres harme, og man forstår, at harmen må komme på forsiden - om ikke i alle landets aviser - så dog Informations den 28 september.

Meget uforstående og perfide væsener vil ganske vist på deres platte facon påstå, at det da er og bliver et 'luderkarle-arbejde', drengene og pigerne i kanonudvalget har skibet sig ind til. At en kanon netop er beregnet til at slå de ikke rettroende oveni hovedet med, og at dens sande væsen er villigt - i al fremtid - at lade sig spænde for diverse vogne. Jeg deler naturligvis ikke den opfattelse. Det er dybt krænkende, at Brian kan finde på at misbruge jer på det skammeligste. Det fortjener I ikke.

Ole Rydahl
Rungsted

Hellig krig med kanoner

Det er dybt bekymrende, at landets kulturminister blæser til hellig krig, og det er ikke mindre bekymrende, at han vælger at bruge udvalgte fra den danske kultur elite som spydspidser.

Det er bekymrende men næppe rystende endsige synderligt forbavsende. Den nuværende regering, hvad den så end hedder, er kendt for en ikke ringe bekymring for det fremmede, og dem der fører det fremmede med sig. Hele ideen med en statsautoriseret kanon inden for forskellige kulturelle felter har der på intet tidspunkt været lagt skjul på handlede om at finde og fastholde en danskhed. En danskhed som gør os til nogen i forhold til de andre.

Der er blevet inviteret til at skærme og ophøje, og de udvalgte i udvalgene har sagt ja og har antageligvis arbejdet med ihærdighed. Her skal ikke sås tvivl om dygtighed og engagement. Men budet er kommet et sted fra. Drømmen om stabilitet og gammel-kristne normer er i årevis talt højt af de, som nu sidder ved roret og bør ikke undre. Som kunstnere og kulturformidlere har vi mere spørgelyst end uskyld. Trangen til at vise alt det bedste, som vi kan, ændrer ikke ved, at vi må se på den herremand, der betaler os.

Brian Mikkelsen har i første omgang meldt rent ud. Det er op til hin enkelte, om han eller hun vil træde i harnisk og falde ind i geleddet og kæmpe for det bestående. Men det er også muligt at sige nej tak og håbe på en bedre verden. Der er i det hele taget meget at håbe på.

Bjørn Ignatius Øckenholt
Frederiksberg

Kulturkampen er kanon

Mensminister Mikkelsen mindes kampen mod nazismen, går tanken til de glade KU-dage i 1930'erne og til datidens højt profilerede kollega, som blot greb til sin pistol, når han hørte ordet kultur.

Ivan Gullev
Frederiksberg

I den hellige integrations navn

Ligesom vores kulturminister er vi forfærdede over, at en stand-up komiker har måtte lægge helt utilstedelige bånd på sig selv og afstå fra at håndhæve sin ytringsfrihed ved at pisse på koranen.

Vi vil foreslå, at enhver med den fjerneste tilknytning til den islamiske tro én gang for alle beviser sin respekt for Danmarks demokrati og ytringsfrihed ved at stille sig op på én lang række og pisse på Biblen og skide på Dannebrog.

Da vil vores indsigtsfulde og højt begavede kulturminister for alvor kunne glæde sig over den vellykkede integration, klappe i sine hænder og udbryde, at denne happening, dette kunstværk, er værdigt til at indgå i den kulturkanon, som han har kørt i stilling i kulturoprustningens navn for at overbevise enhver om værdikampens gyldighed og de vestlige værdier.

Da endelig, har indvandrere fra de muslimske lande indset deres egen kulturs mindreværdighed og forstået, at de er blevet beriget og styrket ved mødet med dén danske kultur, der nu engang er groet frem på det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvandshuk.

Da vil vaccinen mod de udemokratiske strømninger i samfundet i sandhed have virket helt efter hensigten og Danmark være blevet sammenhængende, dynamisk og præget af demokratiske idealer.

Niels Teglskov og Signe Jacobsen
Risskov

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her