Kronik

Hvid angst

Er det nødvendigvis usselt at begære nogen for deres sociale status, hvidhed, sorthed eller pengepung, at forholde sig legende og lystfyldt til magtforestillinger eller underdanighedsforestillinger? Uanset hvad er det ret normalt
14. november 2005

Jørgen Leths forhold til en ung kvinde på Haiti, som beskrevet i Leths bekendelsesbog Det uperfekte menneske og forklaret og analyseret af ham selv i et interview i Weekendavisen den 14. oktober, har medført en hetz og et karaktermord af bemærkelsesværdige dimensioner.

Det handler ikke kun om sex, og slet ikke om kærlighed, men om magt, undertrykkelse, udnyttelse, hvid og sort. Normalt er yngre kvinders seksuelle relationer til ældre mænd nærmest accepteret med kun en svag bismag af sekundær prostitution, ting og status - ikke kun penge, men med faktoren sort-hvid i billedet bliver sagen så manikæisk som selve opdelingen i sort og hvid.

Franz Fanon kaldte den tragiske fastlåsthed i sort og hvid for 'epiderma', og betragtede den som det organiserende skema for økonomiske, kulturelle og psykologiske relationer i kolonisamfund som for eksempel Haiti.

Epidermisk tankegang

Alt blev organiseret i sort og hvidt med forskellige underkategorier arrangeret på en akse mellem sort og hvid. Jo hvidere jo bedre i den koloniale økonomi; jo sortere jo mere ubesmittet i den antikoloniale økonomi. Den 'epidermiske' tankegang i debatten om Leth skaber Leths 'offer' som en stakkels undertrykt sort pige uden selvstændigt begær.

Pigen prostituerer sig nærmest, fordi hun er sort, og Leth er hvid. Den hvide anstændighed er udfordret af en hedonisme, der fungerer som envejskommunikation. Fra hvid mod sort. Der er blevet etableret en akse mellem hvid social status og magt på den ene side og den sorte krop på den anden. Kroppen er en sidste skanse, som ikke skal penetreres af magten. I flere 'antikoloniale' perspektiver er den sorte kvindes krop den instans, som tjener som grænse for en projektion af hvid anstand. Begæret efter den sorte kvindes krop er ynkeligt og svagt, en ussel form for begær, som bringer påmindelser om tider, hvor tusindvis af hvide mænd producerede mulatklasser i kolonisamfund rundt om i verden disponerede af en blanding af kontrol og fortabelse. Illusionen om kroppens integritet og afvisningen af relationen mellem sanselighed og social status, som ofte findes i disse 'antikoloniale' betragtninger bliver en potemkinkulisse for et endimensionalt 'anti-kolonialistisk' og 'feministisk' renhedens regime.

Sorte kvinders begær

I den klassiske antikoloniale litteratur som for eksempel Franz Fanon er det ikke den hvide mands begær efter sorte kvinder, som er mest problematisk: Det er sorte kvinders begær efter hvide mænd. Sorte kvinder er ikke passive i skabelsen af og opdragelsen til hvidhed som en overlegen social kategori. De er ofre for 'epiderma' som et kulturelt og psykologisk skema, der gør den hvide mands kærlighed, eller rettere begær i en fanonsk forståelse, attråværdig. De bruger den hvide mand til at forhøje deres økonomiske og kulturelle kapital ikke kun gennem kynisk kalkulation, prostitution, men de begærer den hvide mand, hvilket Fanon tolker som en installering af kolonialisme i de koloniseredes psykologi. Dette forhold er for Fanon - som sort antikolonialist og mand - det mest ynkelige og svage, fordi den hvide overlegenhed reproduceres af de koloniseredes kvinder, og tvinger de sorte mænd til lavere plads i fallokratiet, idet ikke engang sorte kvinder sætter dem højest.

Fanons perspektiv er strengt dikotomisk og kategorisk, men vi kan stadig bruge det til betragtninger på, hvordan intet 'rum' eller nogen 'identitet' er autonom eller uafhængig af socio-kulturelle kontingenser. Begær, lyst, angst og så videre kan ikke afsondres som ubesmittede af forskellige økonomier.

Hvem skal i den koloniale og postkoloniale verden holde anstand, den hvide mand eller den sorte kvinde? For at undslippe den dikotomiske, og 'epidermiske', tankegang er det nødvendigt at sige begge eller ingen.

. Det gøres sandsynligvis i mange sammenhænge, hvor hvid og sort ikke er involveret, uden at substansen er ændret af den grund.

Kolonialismen og dens følgevirkninger kan siges at have ført til nogle af de absolut største momenter af kulturel selvrefleksion i kulturhistorien samt til kulturmøder, vold og krige, som stadig afføder konflikter og spekulation.

Sagen mod Leth

Kolonialismen er en tragisk historie i den forstand, at den hverken kan gøres om, retfærdiggøres eller undslippes. Den postkoloniale verden er ikke ikke-kolonial. Afkolonisering er ikke at føre tingene tilbage til deres rette orden. Kolonialismen er en central del af den moderne verdens tilblivelse, og den kan ikke udrenses fra vores diskurser, men vi kan forholde os til den. Vi burde ikke kunne forholde os til Den Tredje Verdens fattigdom, seksuelle forhold mellem sort og hvid eller krigen i Irak uden at forholde os refleksivt til kolonialismen.

Sagen mod Leth viser med al tydelighed, at det står dårligt til med den refleksion. Det er gratis at angribe det udistancerede forhold, nærværet i kolonialismens kulturelle økonomi og begærstaxonomi, som Leth analyserer i sin bog med sig selv som hovedperson.

Begærsøkonomien

Franz Fanon bruger som nævnt en del kræfter på begærsøkonomien mellem sort og hvid i sine hovedværker om kolonialismen. Det nærmer sig idioti at forestille sig begær og lyst uden psyko-sociale relationer som magt, udnyttelse, fortabelse, angst, glæde og tillid.

Installationer af både individualitet og socialitet på samme tid. Forholdet mellem sort og hvid har siden kolonialismens højtid været omgærdet af både den største mystik og den største klarhed samtidigt. Forholdet var/er både det mest dragende men også det tydeligste bevis på det koloniale forhold.

Dobbeltheden i forholdet til de sorte kroppe er analog til koloniherrernes forhold til de koloniseredes byer, som både var erotiske, sanselige og mystiske (feminine) og samtidigt skulle kontrolleres. Den mystiske by blev indhegnet af en moderne by, som skulle mindske angsten for fortabelsen, som dog stadig var en reel mulighed. Perspektivet på de mystiske, sanselige verdner i de koloniserede områder udvikler sig selvfølgelig inden for en kolonialistisk diskurs, men rummer samtidigt muligheden for massiv civilisationskritik, hvilket Jørgen Leth bestemt ikke er ubevidst om.

Litterære og filmiske værker som bruger kolonialismens begærsøkonomi indbefatter Joseph Conrads Heart of Darkness, E.M. Forsters Passage to India, Paul Bowles' The Sheltering Sky, Amos Oz' My Michael og en lang række andre.

Disse værker kan sagtens kritiseres for at udspille sig inden for kolonialismens skemaer, det vil sige anvende de geografiske, kulturelle og seksuelle stereotyper, som kolonialismen selv har skabt. Samtidigt er de dedikerede til udforskningen af samme kolonialismes indflydelse på kulturelle og psykologiske forhold hos dens udøvere.

Begærets dobbelthed

De koloniserede eller rettere repræsentationen af de koloniserede bliver brugt i udforskningen af de koloniserende, deres fantasier og deres angst. Fascination og afsky går sammen i mødet med de koloniserede verdner, renheden med det befængte, fortabelsen i sanserne med mareridtets labyrint. Kolonialismen i kunstværker som de ovennævnte og i Leths værk accentuerer dobbeltheden i begæret, fascination og afsky, lyst og anstand. Selve det koloniale forhold mellem de koloniserede og de koloniserende forstærker begæret mellem dem, hvilket er en relation, som går begge veje dog med forskellige motiver.

Som Albert Memmi i L'Homme Domine også pointerer, findes der ikke et rum, som ikke er påvirket af sociokulturelle kontingenser. Forholdet sort-hvid i koloniale eller postkoloniale lande kan ikke tænkes uden kolonialismen i baggrunden, selv om begæret som selvbedrag ofte søger det paradisiske. Det selvbedrag kan man ikke klandre Jørgen Leth for.

Hovedpersonerne i den koloniale 'rejselitteratur', som man kan kalde denne genre, er med Edward Saids ord 'displaced percipients'. De handler på perceptioner i forkerte omgivelser, og omgivelserne bliver en kulisse, der udstiller den underliggende struktur i betingelserne for opfattelsen. Kit og Port Moresby fra The Sheltering Sky bruger begge den koloniale begærsøkonomi i deres søgen efter fortiden eller autenciteten. Port opsøger en nordafrikansk prostitueret, en kvinde som er koloniseret både som nordafrikaner og prostitueret, i sin jagt på begæret og lysten, og Kit udlever sin søgen efter andetheden med Belqassim, en ørkenprins.

Sort-hvid forholdet intensiverer de seksuelle relationer i den koloniale diskurs, revitaliserer det trætte begær (Port) og er grænseoverskridende i sit libidinøse overdrev (Kit). Vi kan kritisere, at de koloniserede 'bruges' til udstillingen og helingen af de hvides angst og livstræthed, eller vi kan betragte begærsøkonomien mindre puritansk, som netop påvirket af sociokulturelle kontingenser.

I Leths værk som i anden kolonial rejselitteratur offentliggøres den private men socialt bundne fetish (sort-hvid) gennem udstillingen af ofte fallokratiske fantasier i det koloniserede samfunds kontekst. Som bemærket af flere analytikere af kolonialismen som Memmi, Fanon og Homi Bhabha er kolonialismen fyldt med modsatrettede 'synspunkter'. Den koloniale diskurs både reproducerer undertrykkelse og den dobbelte illegitimitet i at være både hvid og privilegeret (mulateliterne er 'kun' illegitimt privilegerede), samtidigt med at udstillingen af begærets sociale bundethed i den koloniale kontekst er en af de mest substantielle, og tragiske, kritikker af kolonialismens uomgængelighed i den hvide relation til omverdenen.

Jakob Feldt er ph.d. ved Center for Mellemøststudier, SDU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu