Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

30. november 2005

Danmark ud af Irak

I information den 25.november mener Venstres udenrigspolitiske ordfører Troels Lund Poulsen at vi skal blive i Irak "lige så lang tid vi føler, vi gør en forskel".

Selvom udtrykket at gøre en forskel af en eller anden grund er positivt ladet, kan forskellen akkurat lige så godt være negativ. Og er det ikke netop det, koalitionen gør, en forskel til det værre? For mig at se bliver det kun værre og værre i Irak.

Kirsten Tobiesen
Samsø

En masterplan for mindre oplysning?

Under overskriften "Musikken er slukket og bladet lukket" bragte Information den 28. november en nedslående artikel for medlemmer og brugere af Mellemfolkeligt Samvirke.

Indstilling af et særdeles kvalificeret tidsskrift som Kontakt og lukning af Verdensbutikken med sit enestående udvalg af musik, bøger og brugsgenstande fra den tredje verden. Og så midt i en hektisk og foranderlig verden, hvor man fra politisk hold betoner værdien af at kunne orientere sig globalt. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Og måske alligevel. Uden at have konkrete tal vil jeg mene, at geografilærere gennem årene har hørt til de flittigste brugere af MS, ikke mindst af Kontakt. Og hvordan er det så lige, at gymnasiefaget geografi kom til at fremstå efter reformen: Som aldeles amputeret og uden den samfundsmæssige og kulturelle tilgang, der er nødvendig for at sikre fagets egenart som brobygger mellem natur og samfund. Snittet blev lagt så hårdt, at faget skiftede navn til det nuværende naturgeografi.

Reformen blev vedtaget under undervisningsminister Ulla Tørnæs. I dag er Ulla Tørnæs udviklingsminister. Så jo, på den måde hænger tingene alligevel sammen. Kritiske røster om globaliseringens følger for folk og samfund i den tredje verden er nok ikke det indsatsområde, regeringen vægter højest.

Leif Vangdrup
København V

Verdenshjørnet længe leve !

Apropos artiklen den 28 november om Mellemfolkeligt Samvirke, så virker det usmageligt, at et lille rigt land som vores lader til at have travlt med at lukke alle vinduer mod verden.

Ikke blot store vinduer som MS bogforlag, men også de små tiltalende vinduer, der byder mennesker ind til dialog, som Mellemfolkeligt Samvirkes vidunderlige butik Verdenshjørnet. Verdenshjørnet er en institution; det er der, hvor man finder lige netop dén specielle bog eller de cd'er, man ikke vidste man manglede, til man fandt dem på hylden.

Det er nok muligt, at bøger og cd'er fra og om alverdens lande kan findes på nettet, men jeg har indtil nu holdt mig til at frekventere Verdenshjørnet, hvis unikke stemning og hjælpsomme vidende medarbejdere i den grad fortjener at blive kendt og nydt af flere, frem for at blive lukket og gjort til et minde om en tid, da Danmark vendte sit syn mod verden frem for mod egen navle.

Marie Ebbesen
Toreby

Moore - en ægte indigneret

"Michael Moore er endt som en oppustet hykler" forkyndes det henover to sider i Information den 25. november. Artiklen er et klassisk og let gennemskueligt forsøg på at gå efter manden i stedet for bolden.

En journalist, Janet Street-Porter, har lavet en film om MM. Filmens niveau formulerer hun selv - ufrivilligt komisk - således: "I min film afdækker jeg, hvor rædselsfuldt MM opførte sig i Storbrittanien, hvor han proppede sig med pizza hver aften og lod publikum vente på, at han gik på scenen. Og nægtede at mødes med en kvinde, som kendte hans mor og var kommet helt fra hans hjemby og havde taget hjemmebagt æbletærte med... "

Herudover har hendes skarpsindige research afdækket "at MM kun har tre sorte ud af 135 ansatte" og at MM "skønt han var ivrig for at tilkendegive solidaritet med de hjem- og arbejdsløse, så dukkede han aldrig op selv personligt (i New Orleans)".

MM er en ægte indigneret person, der tør stå op mod den etablerede magtelite i USA. At eliten kan få villige klakører til at gå til angreb på MM ved mudderkastning er ikke noget nyt.

Men at Information på dette ugebladslignende grundlag kan formulere en overskrift, som den nævnte, er uforståeligt.

Aksel Gasbjerg
Hillerød

Qui Bono?

Det kan næppe komme som en overraskelse for nogen, at OECD mener, at efterlønnen skal afskaffes. Det er Fogh/Pia/Thor/Bendtsen, der har anmodet om en udtalelse fra denne neoliberale 'tænketank' a lá CEPOS.

Nej, efterlønnen skal ikke afskaffes. Der er pt over 210.000 arbejdsløse i Danmark og over 20 millioner i EU som helhed. Mange er i øvrigt nedslidte, når de er omkring 60 år. Hvad er i øvrigt alternativet for de mange 55- 65 årige, der ikke har arbejde? Kontanthjælp? Arbejdsgiverne opfatter ikke denne aldersgruppe som 'gråt guld' men som gammelt skrot.

'De Økonomiske Vismænd' (en anden neoliberal tænketank) har foreslået, at efterlønnen skal afskaffes, næsten samtidig med OECD. Næppe nogen tidsmæssig tilfældighed. De har også foreslået at skære i dagpengeperioden for at fastholde de ældre generationer på det arbejdsmarked, hvor der reelt ingen jobs er til dem. Men i 'vismændenes' profitloyale skatteyderfinansierede elfenbenstårn er der jo nok langt til hverdagens ældre arbejdsløse.

Torben A Petersen
Snekkersten

Plan U

På Folkebevægelsen mod EU's landsmøde blev der formuleret en ny plan – plan U. Vi vil naturligvis gerne være med til plan D – for dialog og debat, men vi vil også have plads til at diskuteres plan U – for Ud af EU.
Den sidste tids forhandlinger op til WTO-topmødet i december, har med al ønskelig tydelighed vist, at de fattigste lande har brug for, at Danmark genvinder sin internationale stemme. FN's udviklingsprogram har slået fast, at EU's toldmure er en større barriere for udviklingen end de rige landes svage udviklingspolitik.
Danmark skal kunne gå foran med eksemplets magt. Uden for EU's toldunion kan vi skabe en retfærdig handelspolitik og arbejde internationalt for en socialt og miljømæssigt bæredygtig verdenshandel, der respekterer landenes ret til selvforsyning med mad.
Folkebevægelsens Ungdom mod EU håber, der også vil blive plads til denne debat i den kommende tids 'tænkepause' for EU.

Rina Ronja Kari
talsperson, Folkebevægelsens Ungdom mod EU

Kun tåber, der ikke frygter havet

At beskylde franske rapgrupper for at være årsagen til urolighederne i landets forstæder er som at bebrejde havet for ikke at forholde sig i ro, når man er ude at fiske. Ingen af delene giver nogen mening og vidner om en massiv ignorance.
At bebrejde disse unge deres forsøg på at råbe omverdenen op, er som at sejle ud en stormfuld nat og samtidig være sikker på, at de brændinger, man krydser på vej ud, ikke er noget, man bør eller skal tage hensyn til, og når stormen så raser, beskylde samme brændinger for bølgernes massive omfang.
Frankrig er ude at sejle. Og det er tydeligt, at landet er på kollisionskurs med et isbjerg af en udfordring. Når der er høj sø, er det vigtigt, at man har en sikkert udstukket kurs at navigere efter, samt at kommunikationen fungerer. I Frankrig har man hverken det ene eller det andet. I stedet har man fyret op under kedlerne og blindt bevæget sig ud dér, hvor man ikke længere kan bunde.
Det er ikke underligt, at modreaktionerne kommer, men derimod mærkværdigt, at man ikke har forudset dem bedre. For det er, trods alt, kun tåber, der ikke frygter havet.

David M.Barnwell
Århus C

Juletræ

Vi er vilde med dansen om juletræet. Der laves i år ni millioner juletræer i Danmark, og vi køber selv halvanden million, men højt fra træets grønne top stråler den ulovlige arbejdskraft. Ni ud af 10 juletræer er fældet af illegale eller underbetalte arbejdere fra Østeuropa.
Er det rigtigt, at arbejdsgiverne kan ansætte udenlandsk arbejdskraft uden, at jobbet forinden har været opslået i arbejdsformidlingssystemet? Normalt er sommermånederne højsæson for uorganiseret arbejdskraft, men nu ønsker arbejdsgiverne altså jul hele året og påstår, at indførelse af EU's servicedirektiv vil gavne den danske velfærd.
Fagforeningerne advarer derimod om undergravning af danske løn- og arbejdsforhold. Polske virksomheder kan eksempelvis tilbyde arbejde i Danmark på polske vilkår med udsigt til dumping af løn- og arbejdsvilkår. En julegave til beskæftigelsesministeren, der påstår at der er mangel på dansk arbejdskraft. En uhyrlig påstand, når vi ved, at arbejdskraftreserven er på 271.000 personer, og blandt dem er der nok nogle, der har juletræsfældnings kvalifikationer.

Claus Andersen
Århus C

Hvem støtter vi?

Næsten 25.000 mænd er nu fængslet i sunni-trekanten. 15.000 hos den nye shia-regerings sikkerhedsstyrker, og 10.000 under amerikanerne. Det er to pct. af den mandlige befolkning i Sunni-trekanten. Amerikanske forhørsledere, der nu begynder at 'synge', siger, at 98 pct. af dem er uskyldige.
De ydmyges og mishandles. Den ansvarlige observatør i den nye shia-regering, Saad Sultan, mener nu, at næsten 60 pct. af fangerne i de irakiske fængsler bliver torteret eller mishandlet. Samtidig ved vi, at de uskyldige i de amerikanske detentioner også bliver mishandlet groft. De presses under forhør til at 'tilstå' og 'angive' deres 'kammerater'.
USA bryder Geneve-konvention nr. fire. I artikel 31 forbydes hårdhændet behandling og psykisk pres under forhør. Amerikanske vidner fortæller nu om de omfattende krigsforbrydelser mod uskyldige civile. Hvordan kan danskere være med i sådan en krig?

Bjørn Bennike
højskolelærer og forfatter, Ejby

Landsforræderi?

Jeg er enig med statsministeren i, at opgøret om 1980'ernes fodnotepolitik nu må tages alvorligt. Men jeg tvivler på, at en ny kommission er nok. En egentlig retssag synes nødvendig.
Ifølge Information den 28. november har Anders Fogh udtalt, at datidens udenrigsminister, Uffe Elleman-Jensen, 'så stort på' de 23 fodnoter, dvs. bevidst ignorerede beslutninger fra landets højeste myndighed, Folketinget, om at sige fra overfor Reagans højreradikale og livsfarlige oprustningspolitik.
Elleman er ikke længere minister, så han kan ikke stilles for en rigsret på samme måde som Alberti og Ninn-Hansen, men når statsministeren udtaler mistanke om, at en tidligere minister har begået alvorlige forbrydelser, grænsende til landsforræderi, bør anklagemyndigheden undersøge sagen, udspørge Anders Fogh om baggrunden for hans anklager og overveje at rejse en almindelig kriminalsag.

Anders Lundkvist
Klarup

Børnepenge til de rige

Meningsmålinger viser, at et stort flertal er for at tage børnepengene fra de rige. Men hvorfor ikke tage[EmSpace]fradragsmulighederne til privatpensionerne fra de rige og i stedet give skattelettelser, børnepenge og forhøjelse på folkepensionen til alle indkomstgrupper.

Helgi Breiner,
København

Selvhad?
Omsider har også eks-minimalstatsminister Anders Fogh erkendt, at han er et produkt af det socialdemokratiske lighedsmageri. Uden manuskript! Wauw!

Ib Jensen,
Søborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu