Læsetid: 5 min.

LÆSERBREVE

Debat
16. november 2005

En køn forskning?

Kønsforsker Sarah Højggaard Cawood udtaler sig den 11. november om "En forældet 68-ideologi", som angiveligt "..ville adskille politik fra moral-".

Personligt husker jeg fra universitetet, at kampen videnskabsteoretisk handlede om at bekæmpe den "værdifri, objektive" positivisme, som bedst egnede sig til at tjene markedet og kapitalen - og erstatte den med en kritisk, engageret kvalitativ forskning, hvor forskere skulle svare for resultater og samfundskonsekvenser af deres forskning. I privatsfæren blev alle overleverede, tomme og ritualiserede omgangsformer forkastet, og man satte med sin egen person og ansvarlighed ind for at skabe nye værdier, livsformer og politikker.

Alt i alt netop en generobring af muligheder for at "sætte på spil" og dermed personligt forklare, forsvare og tage moralsk ansvar for egne værdier og handlinger.

Hvordan kan det være, at en velartikuleret, akademisk forsker i dag beskriver situationen fuldstændig omvendt?

Robert Refby
Vanløse

10 ting der gør feminister virkelig sure:

At kalde Lone Nørgaard enten for feminist eller for kvindeforkæmper - eller at hun selv gør det.

At tro at Jørgen Leths bog er ren fiktion og ikke afspejler den virkelighed alt, alt for mange kvinder og piger lever i, i dag.

At kalde lederen af Kvinfo for rejekælling - eller at tro man har ret til det, bare fordi man er en idiot.

At lave en artikelserie om reaktionære feminister - for enten er man reaktionær og fastholder kønsrollerne, ellers er man feminist og vil destruere dem.

At placere en feminist foran enhver Cult-reklame - for er der noget, der reproducerer undertrykkende og stereotype kønsrelationer, er det nemlig dem.

At tro at kvinder har specielle omsorgs- og røvrystningsgener, eller at mænd har specielle leder og voldsgener.

At man, hver gang man skal diskutere kønsrelationer, skal begynde med at understrege, at man elsker pikke og afskyer kropsbehåring.

At tro at feminister mangler sex - bare fordi I andre gør det.

At mene at Information ikke er kønshandicappet og forudfattet i allerhøjeste grad - for se bare på vinklingen i artikelserier, hvor prostitution behandles som eksotisk og feminisme som reaktionært.

At tro at alle feminister er ens.

Ane Kirk og Maja Johansen
Den feministiske bevægelse Knotne Kusser

Cawood og macho-mændene

Sarah Cawood interviewes i Information den 11. november om, hvad hun forstår ved feminisme. Cawood argumenterer nu, i 2005, imod at man opfatter ulighed mellem kønnene som noget naturligt, der tænder erotikken. Ikke noget med mænd der går ind for stor ulighed mellem kønnene og som ønsker at dominere kvinder (hvilket er definitionen på macho-mænd).

For fem år siden skrev hun i bogen Nu er det nok - så er det sagt om sine egne gymnasieår, som var ulykkelige, fordi hun længtes forgæves efter de macho-agtige fyre, hvorimod hun affejede en fyr, der ønskede at nedtone kønsforskellene og øjensynlig respekterede hende for hendes menneskelige kvaliteter. I dag lægger hun så op til, at mænd bør opføre sig stort set lige sådan som den fyr, hun umuligt kunne forelske sig i dengang. Med Cawoods egne ord: Dette er vist strategisk blindhed.

Den manglende sammenhæng mellem ord og følelser findes også hos mange andre feminister. Derved har de været til stor skade for mange mænd, herunder undertegnede.

Kåre Fog
Veksø

Lighedsmagerne og frihed

Simon Espersen (SE) fremstiller den 11. november et modsætningsforhold mellem 'lighedsmagernes' ønske om større økonomisk lighed og individets autonomi. SE fremhæver sågar, hvad han betegner som 'den naturlige ulighed' som en faktor, der kan legitimere den stadigt stigende formueulighed.

Økonomisk ulighed opstår ifølge SE, fordi nogle er interesserede i at arbejde og dygtiggøre sig, mens andre i højere grad "lever i nuet, nyder fritiden og tjener mindre."

Det er i høj grad en monoman forsimpling af de faktiske forhold. Arbejdsmarkedet er ikke et tag-selv-bord eller sælgers marked, som det fremstilles af SE. Tværtimod er en stor del af de arbejdsvillige sat ud af arbejdsmarkedet i nærmest permanente perioder, hvilket i høj grad stigmatiserer, men også underminerer de berørtes frihed, som SE betragter den frie markedsøkonomi som en garant for.

Derfor er en udligning af den økonomiske ulighed, som markedsøkonomien forårsager, nødvendig for at bevare samfundets sammenhængskraft og de arbejdsløses retfærdighedsfølelse.

Kasper Fuhr Christensen
formand for SFU Randers

'Født' ind i folkekirken?

Man bliver ikke født ind i folkekirken , som Sune Æbelø skriver den 12.-13. november. Medlem af dén forening kan man kun blive, hvis man bliver døbt - dvs. på nøjagtigt samme vilkår som alle andre kirkesamfund.

Det kan selvfølgelig forekomme, at man som voksen ærgrer sig over, at ens forældre fik én døbt, ligesom der er folk, der ærgrer sig over, at deres forældre ikke fik dem døbt. Det hører nu en gang med til at blive voksen, men det har ikke noget med statsstøtte at gøre. Det er ganske det samme for katolikker og andet godtfolk. Adskil for min skyld bare stat og kirke, men få lige styr på kendgerningerne.

Søren Holst
Valby

Krigsundersøgelser

Dansk Folkeparti har fået afsat 10 millioner til endnu en undersøgelse om den kolde krig. Søren Krarup udtaler i den anledning:
»Sandheden er ilde hørt, men det kan aldrig være spild af penge at få den frem. Det tjener både et land og dets folk at få den frem.«
Hvorfor gælder dette ikke beslutningen om at deltage i den krig, vi er midt i, og som er alt andet end kold, pastor Krarup?

Pernille Grumme
København K

Krarups familie

I TV 2’s morgen-tv den 14. november redegjorde Søren Krarup for sin national-romantiske opfattelse af den danske kulturarv.
Søren Krarup brugte familien som metafor for det danske folk, som flygtninge og indvandrere allernådigst kan blive en del af, hvis de altså har læst H.C. Andersen.
Lad mig slå fast med syvtommersøm, Søren Krarup: Jeg er ikke i familie med dig.

Rasmus Falbe-Hansen
gymnasielærer, København Ø

Krarup igen-igen
Med Søren Krarups tanker om, hvad der kræves for at få dansk indfødsret, viser Dansk Folkeparti sig endnu engang som Folketinget mest totalitære parti.
For Søren Krarup er det ikke nok, at man kan tale dansk og er i stand til at forsørge sig selv og sin familie. Søren Krarup ønsker en test, der også er i stand til at kontrollere, om folk har den rette tankegang – hvilket selvfølgeligt er Søren Krarups egne tågede nationalisme.
Det bringer mindelser om en ikke alt for fjern fortid, hvor folk skulle kunne historien om kommunistpartiets stolte sejre og synge Internationale – noget man forresten også begrundede med, at man i modsætning til sine modstandere var i stand til at tænke historisk...
Det kan iøvrigt undre, at Søren Krarup vælger et krav som at skulle have læst et par danske digterværker – noget en stor del af Dansk Folkepartis vælgere med sikkerhed aldrig har gjort.

Jon Rostgaard Boiesen
Århus C

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her