Læsetid: 7 min.

LÆSERBREVE

Debat
12. november 2005

Hvor går grænsen?

Kan man regere et land med følelser alene? Nej, og slet ikke med negative følelser. Men det er hvad Dansk Folkeparti gør. Deres had overfor udlændinge er efterhånden helt grotesk. Nu skal man som udlænding nærmest være kremeret, før man kan opnå dansk statsborgerskab. Det bliver altså en himmelsk engletilstand i stedet for et statsborgerskab at være dansker.

Vi så i 1930'erne og 1940'erne, hvor farligt det var at hade og udnævne en bestemt befolkningsgruppe til syndebuk. Hvor går grænsen? Hvornår vil Dansk Folkeparti gå ind for folkedrab?

Hvad med en smule medmenneskelighed i regeringen af landet, for slet ikke at tale om næstekærlighed!

Annelise Heerdegen
Knebel

Sky - et vendepunkt?

Ved Sky radios død, kan jeg næsten ikke undgå at blive lidt glad. Ikke fordi Sky nogensinde har gjort mig noget, men døden skal jeg have en årsag og denne årsag tænder en glød af håb.

Grunden til den ganske ligegyldige kanals tidlige bortgang, skyldes nemlig - ifølge medieforskere - det faktum, at danskere kunne se, at det var radio uden indhold. Ultra korte nyheder, som helst ikke måtte kompliceres af vidsyn, kombineret med mainstream musik, var alligevel en for pauver vare at levere. Danskere er radiomæssigt opdraget af DR, og det kan man mene meget om, men helt skidt er det nu ikke.

Spørgsmålet er så, om danskerne også går den vej hvad smag i aviser angår. Gratisaviserne er landets største og uden at opkaste sig selv til usmagelig selvsmagende smagsdommer, så kan man vel konstatere, at det er ikke tilbundsgående journalistik, det MetroXpress og Urban leverer. Og hvis vores nyhedsinformation fremover skal stamme fra - groft sagt - overskrifter og billeder, så må det ende med en mere uvidende befolkning.

Fra journalister ved jeg, at artikler, man ønsker læst, skal være korte, koncise og med masser af afsnit og mellemrubrikker. Det stiller store krav til journalister, hvis informationsniveauet skal være omvendt proportional med tekstens længde. Med lytterens dødsdom over Sky, kan man måske håbe, at formidlere igen kan få lov til at bruge den tid og plads, som et givent emne fortjener.

Johnny Henriksen
Asnæs

Sølle amerikaner

På borgmesterkandidat Søren Pinds kampagnehjemmesider er der flere påfaldende fotos, hvor Pind ses sammen med forbilledet, den tidligere New York-borgmester Rudolph Giuliani, under dennes besøg for nylig i København.

Pind er næsegrus beundrer af den amerikanske neo-liberalisme. Men mener fejlagtigt, at fremmedhad og forfølgelse af de etniske minoriteter er en del heraf. På dette punkt svigter han sit forbillede.

Meget kan der siges, og er der blevet sagt, om Giuliani. Men fremmedfjendsk er han ikke. Hans politiske liv og de biografier, der nu pibler frem, er fyldt med udsagn om immigrationens positive sider. Giuliani fremhæver med stolthed, at hans egne bedsteforældre er kommet til Amerika via New Yorks havn, at 100.000 ud af 800.000, der hvert år kommer til Amerika, kommer til New York, at disse immigranter er en uvurderlig del af den amerikanske succes og økonomi, at de er velkomne, fordi de er af en særlig mental støbning, der værdsætter de amerikanske idealer om frihed og lige muligheder for alle, at de er "Americans by choice" osv.

Sammenlignet med sit ideal er Søren Pind en sølle amerikaner.

Benny Lihme
Social Kritik

Huslejekamp

Halvdelen af de nye storkommuner består af kommuner, hvor Boligreguleringsloven gælder i nogle, men ikke i andre.

Her skal reglerne harmoniseres inden udgangen af 2006, og de radikale får en særlig rolle, fordi partiet er indædt modstander af huslejeregulering i nye kommuner. Så sent som i januar 2003 fremsatte partiet i Folketinget forslag om "et reguleringsstop for privat udlejningsbyggeri, således at reglerne om omkostningsbestemt husleje ikke kan udstrækkes til privat udlejningsbyggeri, der i dag ikke er omfattet af disse regler".

De radikale stiller op i alle kommuner og kan derfor blive afgørende for, om der indføres lejeregulering eller fri leje, og hvis København får en borgerlig overborgmester, kan kampen om lejen i det private byggeri også bryde ud i hovedstaden.

I gennemsnit betales der ca. 4.500 kr. om måneden for en 100 kvadratmeter lejlighed i regulerede lejemål, mens prisen i en tilsvarende ureguleret bolig er ca. 7.500 kr. om måneden. Valget er dit!

Hellen Hedemann
næstformand for Borgerrepræsentationen (SF)

Hundepersillle

Jeg læser Metz, anytime, når han med usvigelig sikkerhed påminder os om vores regeringslederes kriminelle fortid i sin tidligere ministertjeneste. Men jeg ser gerne skvalderkålen, denne meget velsmagende og ovenud sunde kulturplante, fritaget for at blive sammenlignet med Krarup.

Roser har dog torne, nogle af dem mange og spidse. Hundepersille er lidt sjælden, men dels matcher dens navn den indre svinehund, som Krarup hædrer og fodrer, dels er den lige så giftig som bemeldte person og hans aktiviteter.

Hundepersille!

Joan Amalie Holck
Brabrand

Reklamekampagne for integration

Told og skat har haft en reklamekampagne for at ændre folks holdninger til sort arbejde. Integrationsministeriet burde måske tilsvarende bruge penge på en kampagne for at ændre folks holdninger til ansættelse af indvandrere og flygtninge i job.

Helgi Breiner,
København Ø

Valg-slogan

'Den der vælger Pind høster spin'

Arne Ebsen,
Vester Skerninge

Idiotsynkrasier

I sin henrivende nedrakning af hedningen Henrik Nordbrandts Dumhedens løvefødder. Idiosynkrasier m.m. (Information den 10. november) skriver Erik Skyum-Nielsen klogt:

"Idiosynkrasier er noget, man bekæmper og holder for sig selv, ikke noget man dyrker og offentligt bringer til skue."

Jeg ved, at avislæserens hukommelse ikke er lang, men for relativt kort tiden siden demonstrerede E.S-N. sine personlige idiosynkrasier her i avisen, så det blafrede.

Det drejede sig om hans personlige afsky for visse personer og deres værk i den danske litterære kanon, og her kunne man læse, at Holberg ikke var digter, Villy Sørensen heller ikke, at Schade var en sjuske, at Aarestrup luftede sine tilsølede underbusker, og at Scherfig var en sur stodder.

Flere røg af i svinget, herunder Deres ærede, der mest måtte betragtes som kustode i mit eget museum og - mirabile dictu - engang har været litterær direktør i Gyldendal og i øvrigt er ulideligt selvpromoverende. Nådigt indrømmede Skyum-Nielsen, at han engang imellem nedlod sig til at undervise i mine tekster på universitetet. Så jeg bukker og takker.

Nordbrandt har et godt øje til de hellige, og da E.S-N. flere gange har erklæret, at han hver uge læser prædikantlisten for at være sikker på at finde den lækreste ekseget til søndagsunderholdnigen, er det ikke så sært, at han finder sit offer umorsom. For at sige det mildt.

At han selv ikke opdager, at han, hvad idiosynkrasier angår, slår Nordbrandt med flere længder, er til gengæld morsomt. Måske for alle andre end Erik Skyum-Nielsen.

Sædvanligvis velinformeret kilde vil i øvrigt vide, at Nielsen sammen med andre nyreligiøst vakte kollegaer tvangsindlægger deres humaniorastuderende til salmesang før forelæsningerne på KUA, hvilket egentlig sagtens kunne bringe ens idiosynkratiske pis i kog, hvis man altså ikke var så from, som jeg er.

Klaus Rifbjerg
forfatter

En Metz

Mange års iagttagelse har lært mig, at Georg Metz ikke kan skrive. En dårlig stilist hvis krukkede, blaserte sprog er manér, ikke dansk.

Lige så mange års iagttagelse har lært mig, at Georg Metz heller ikke kan tænke. Disse vrængende skældsord i den sædvanlige sovs af surhed og fornærmethed, der giver sig ud for refleksion, er afslørende for hans intellektuelle niveau.

Hans seneste udladning i læserbrevet den 10. november fortæller mig endelig, at han heller ikke kan læse. Jeg har nemlig aldrig beskyldt ham for at mene, at torturofre har automatisk ret til dansk indfødsret. Derimod har jeg sagt og gentaget to ting:

1. Ingen har ret til dansk indfødsret, for indfødsret er det danske folks gave til dem, der er værdige til at modtage den. 2. Torturofre har behov for lindring og pleje, men tortur giver naturligvis ikke ret til dansk indfødsret.

Georg Metz udlægning af denne klare tekst er karakteristisk for hans niveau.

Søren Krarup
MF, Dansk Folkeparti

Bondam på det forkerte hold

Kære Klaus Bondam. Læser i Information den 10. november, at du vil gøre prostitution ulovligt i København.

Det er meget sympatisk, men du er medlem af det forkerte parti. Det vil de radikale nemlig ikke. Men du er meget velkommen til at sætte dit kryds ved liste F på tirsdag.

Så lover vi i SF at fortsætte arbejdet for at kriminalisere køb af sex, i København såvel som i resten af Danmark.

Pernille Vigsø Bagge
MF, SF

Forringelse af fritidshjemmene

Her op til kommunevalget er der forbløffende stille omkring konsekvenserne af det netop vedtaget budget for 2006.

Prisen for en fritidshjemsplads vil stige til 1.639 kr. om måneden. I 1998 var taksten 580 kr. For et par år siden blev juli gjort til betalingsfri måned, men det er stadigvæk en stigning på 158 procent.

I samme periode har besparelser gjort fritidshjemmenes budgetter 34 procent mindre. Hvor er sammenhængen i det?!

En børnehaveplads koster 1887 kr. Her betaler man alle 12 måneder, men normeringen og pladsforholdende i børnehaver er også væsentlig bedre end på fritidshjem. Hvor er sammenhængen i det?!

Vi mener, at en kommune som København har et stort ansvar for også at sørge for en ordentlig pasning af skolebørnene efter skoletid. Der er behov for uddannede pædagoger og timer nok til at skabe et indholdsrigt fritidstilbud. Det bliver kraftigt forringet med det nye budget, og det kan vi ikke accepterer.

Vi mener, at kommunen også må kunne finde penge til fritidshjemmene!

Om få dage skal vi stemme om, hvem der bl.a. skal forvalte vores børns hverdag efter skoletid, og vi håber, at folk da vil have med i overvejelserne, hvem der har stemt for disse budgetforringelser. Nemlig A, B, C, D, F, O og V.

Thea Dam Søby
fmd., forældrebestyrelsen fritidshjemmet Peder Lykke

Intelligent design - bare omvendt

Mens hesten skabte græsset,

skabte græsset hesten,

og det - skønt Darwin ej var født

endnu, forresten,

Så skabte mennesket Gud

og dernæst præsten.

Intelligent design?

Vel ikke helt - men næsten!

Peer Høgsberg
biolog, Randbøldal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her